Læsermekanismer

Frustrationer opstår uundgåeligt overalt. De er et resultat af en form for voldsudøvelse, hvor individets grænser støder an mod andre individers eller kollektivets grænser. I et civiliseret samfund ligger meget af denne voldsudøvelse på det psykologiske plan. En måde at tackle frustrationer på er konsumering af forskellige former for fiktion, hvor man kan flygte fra eller gennemleve frustrationer i dramatisk form uden selv at lide overlast.

Der er i al fald fire forskellige former for læsermekanismer.

Den første kan man kalde for IDENTIFIKATION. Man genkender noget af sig selv i figurerne og deres miljø. Denne læsermekanisme kan kort beskrives som ”Det kunne være mig”.

Mekanisme nummer to kan man kalde for INFORMATION. Fiktionen videregiver saglige oplysninger om, hvordan tingene forholder sig. Så siger læseren ”Nå, det er sådan det er”.

Den tredje mekanisme hedder PROJEKTION. Den bygger på folks ønsker og drømme. Læseren siger ”Gid det var mig”.

Den fjerde mekanisme hedder TERAPI. Den bygger på folks frygt og bekymring. Læseren siger ”Godt det ikke er mig”.

Disse fire mekanismer genfindes i al fiktion, og fordelingen af dem giver os et billede af den form for fiktion, vi præsenteres for.

Når veletablerede udtryksformer som litteratur, teater og film generelt set har større finkulturel status end for eksempel tegneserier, tror jeg det skyldes hyppigere forekomst af de to første former for læsermekanismer. Det handler jo typisk om medier, hvor mennesker stort set fremstilles som mennesker, i al fald prøver skaberne at komme så nær som muligt på en overbevisende virkelighedsbeskrivelse. Og selv om det ikke altid er tilfældet, så sætter det faktum, at vi har mennesker som indgang til oplevelsen, en grænse for, hvor langt fiktionsskaberen kan flippe ud.

Ser vi på et produkt af populærkulturen, så er der sikkert overvægt af benyttelsen af de to sidste læsermekanismer. Ophavsmanden har måske ikke haft til hensigt at give en naturalistisk virkelighedsskildring, og når det specielt gælder tegneserier, er der oplagte grunde til det. Her har man nemlig andre formsprogsmæssige forudsætninger end på film, litteratur eller teater. Serier skal tegnes. Jeg har tidligere prøvet af give en dækkende definition på tegneserier, og jeg er kommet frem til, at serier præsenterer ”karikatur i episk sammenhæng”. Denne definition trækker i al fald det frem, som tegneserier har frem for andre udtryksformer, nemlig overdrevne elementer sat i forbindelse med et episk forløb, altså en fortælling.

Det skal dog siges, at visse serieskabere prøver at tegne fotografisk realistisk eller illustrere historier, som på indholdssiden er dokumentarisk realistiske, men så er spørgsmålet også, om ikke litteratur, TV eller film i grunden ikke ville have været bedre medier til det formål? et er næppe tilfældigt, at tegneserierne har opnået størst fremgang gennem de former for fiktion, som ville have været umulige i andre medier. Mange tegneserier opererer med figurer, som er stiliserede eller symbolske sammenlignet med ”vor” verden.

Det er muligt, at medieprodukter med høj grad af projektion eller terapi måske også kommer til at formidle en forenklet eller naiv holdning, men ikke nødvendigvis. Ser man på superhelteserier i USA produceret for de 7-15-årige drenge, er flugtmekanismen ganske åbenbar. Den spiller på følelser som overlegenhed contra underlegenhed, behov for stærke lederskikkelser og tro på enkle, stærke autoriteter. Der lader til at være et særligt behov for sådanne serier i et samfund med større grad af formynderi. I Skandinavien er der heldigvis ringere grad af formynderi, så derfor leder markedsføringsforsøg ikke til nogen succes.

Det forholder sig anderledes med den episk karikerede humorserie, og hvis vi ser på læsermekanismerne, får vi måske noget af forklaringen.

Her er også en del projektion og terapi i omløb, men den er ikke så hårdtpumpet, og identifikation og information spiller en vigtig rolle. Og det er netop når alle fire mekanismer spiller sammen i varierende grad under historiens afvikling, at den største appeal opstår. Et større antal læsere vil kunne finde noget, der opfylder deres behov.

I debatten om tegneserier var der tidligere en tendens til at underkende deres evne til at præsentere nuancerede, seriøse problemstillinger fordi der var et forstyrrende element af ”karikatur”, men løsningen er ikke et mere naturalistisk, dokumentarisk billedsprog.

Sammenligner vi med litteratur, kommer serierne til kort på områder, der har med skildring af nuancerede følelser at gøre. I en bog kan man skrive side op og side ned om personers tanker og følelser – ja, det er litteratur faktisk bedst til – men det er der ikke plads til i tegneserier.

Sammenligner vi med film, TV eller teater, vil serierne komme til kort, når det gælder timing, bevægelser eller dialogfremførelse. Vi oplever det hele i nøjagtigt det tempo, som instruktøren ønsker. Vi får stillinger, bevægelser og udtryk præcist gengivet. Om publikum opfatter alle nuancer er uvist, men instruktøren og skuespillerne får de optimale muligheder for at formidle dem.

I tegneserier er det anderledes. Man har ikke kontrol over timingen. Man kan ikke være sikker på, at læseren oplever serien i det tempo, serieskaberen måtte ønske. Derfor må man anvende en mere generel timing og klipning, så variationer i læsehastigheden ikke bliver afgørende for udbyttet af oplevelsen.

Alle de nuancer, filmmediet råder over, når det gælder bevægelse, findes ikke i tegneserier. Men den vigtigste forskel ligger nok i dialogfremførelsen. En skuespiller kan gennem betoninger og timing få nuancerede følelser frem. I serierne kan man bare skrive dialogen i boblerne og håbe på, at læseren opfatter den ”rigtigt”. Vil man mindske risikoen for misforståelser, må man udtrykke sig generelt. Man må også afvikle historien, så stemningen ikke bliver borte, hvis læseren springer tilbage for at rekapitulere. Alt i alt er det vanskeligt at fange subtile stemninger og følelser i tegneserier. Desuden har man ikke plads til alenlange udredninger eller omfattende argumentation for eller imod et problem.

Seriernes mulighed for en virkelighedsbeskrivelse på et plan i tråd med traditionen fra film og litteratur er altså såre begrænsede, men det betyder ikke, at serierne af den grund er en fattigere udtryksform. Man må blot finde en form, hvor tegneseriernes virkemidler bliver bedst udnyttet. Så vil kvaliteten af læseoplevelsen sagtens kunne måle sig med den, man kan opnå gennem andre udtryksformer.

Det er nemlig ganske evident, at serie-læseformen har sine fordele. En film vil således helt pacificere tilskueren. Han kan bare acceptere eller forkaste fremstillingen og han kan ikke bruge fantasien til selv at forestille sig noget. Det kan også være risikabelt, for tilskueren er under fuld kontrol for den, der ønsker at manipulere.

Sammenlignet med det, er der noget absolut charmerende i, at tegneserierne ikke er absolutte illusionsnumre. Læseren må selv være aktiv for at få det fulde udbytte af serien, og man må selv bestemme tempoet, lydkulissen og tonefaldet i dialogen. Det som kunne regnes som en kommunikationsmæssig svaghed kan godt gå hen og blive en oplevelsesmæssig styrke. Læseren skal også selv gætte sig til, hvad der ligger imellem billedruderne, for at oplevelsens kontinuitet skal komme frem. Dette kan gøres lettere eller vanskeligere for læseren alt efter serieskaberens evner og intentioner, men læseren er MED til at skabe oplevelsen, fordi han har herredømmet over en del af faktorerne.

Samfundet har desværre skabt en beklagelig hindring for benyttelsen af tegneserien som en mere udbredt udtryksform. Hvis vi sammenligner med litteratur, så er den i virkeligheden en meget abstrakt udtryksform, men alle mennesker har en teoretisk mulighed for at gribe til mediet, hvis man vil formidle noget, fordi man lærer at beherske skriftsproget i skolen. Dette giver litteraturen et fortrin.

I praksis bliver det vanskeligere at udtrykke sig gennem serierne, for man lærer ikke i samme grad at beherske tegneseriernes formsprog. Og mange af dem, der med besvær selv lærer sig dette formsprog, er så optaget af selve det problem at lære at beherske det, at det risikerer at blive målet i sig selv. Man eksperimenterer med formen i stedet for at benytte den til at fortælle noget, der kan have virkelig interesse for andre. Og det er faktisk synd, for der findes givetvis en del, der kunne have fyldt serieformen med et interessant indhold, hvis blot de havde fået lejlighed til at lære at bruge det på en naturlig måde på et tidligt tidspunkt. I dag er startvanskelighederne næsten uoverstigelige, for man må først lære at bruge sproget med en vis grad af professionalisme inden man kan nå ud til et større publikum. Og vilkårene er ikke blevet lettere med vore dages indskrænkede marked.

Dette var en række teoretiske forhold omkring anvendelsen af tegneseriemediet. Desuden har vi de praktiske og traditionsbestemte faktorer, og de hænger nøje sammen. Det drejer sig om den indskrænkning af tegneseriernes anvendelsesområde, som har haft en negativ tilbagevirkning på opfattelsen af udtryksformen og som har givet forlag og publikum et indsnævret syn på, hvad serierne kan bruges til. Disse forhold er blevet kommenteret i mange andre sammenhænge, så jeg vil ikke komme nærmere ind på dem her. Men ét forhold vil jeg nævne, og det er princippet med at anvende de samme figurer om og om igen, som vel er det, der har givet navn til udtryksformen.

Det bygger på en virkningsfuld læsermekanisme, nemlig ”genkendelsen”. Det er også nærliggende at bygge på den, for i den enkelte episode har man ikke megen tid eller plads til at fortælle om figurernes baggrund, så her hjælper det, at læserne allerede kender dem fra tidligere historier.

Her kommer en faktor, som især amerikanerne har udviklet, ind i billedet, nemlig Stjernedyrkelsen.

I amerikanske medieprodukter bygges historien ofte op omkring en enkelt eller ganske få personer, som tilskuernes opmærksomhed helt bliver koncentreret omkring. Øvrige optrædende skal mest fremhæve opfattelsen af hovedpersonen i tilskuerens bevidsthed. Her i Europa er dette heldigvis ikke så udpræget. Her placeres personerne ofte i en meningsfuld beretning, hvor historien bliver det, som sagen virkelig drejer sig om, og figurernes betydning relaterer sig til, hvorledes de fungerer i fremlæggelsen af historien. Der er ofte tale om et kollektiv af jævnbyrdige figurer uden tendens til stjernedyrkelse. Her fungerer læsermekanismerne ikke blot i forhold til personerne i stykket men også i forhold til hele fortællingens struktur og beskrivelsen af det samfund, der ligger bag.

Her tror jeg tegneserierne har gode muligheder for at afspejle et samfund, skandinaviske læsere kan identificere sig med. Serieskaberne må tage forhold med, som vore dages læsere støder på i deres hverdag og som de umiddelbart genkender. Hvis de optrædende figurer reagerer på forholdene i det fiktive samfund som menneskene ville gøre i ”vor” verden er identifikationen til stede med det samme, og man behøver ikke bruge ekstra tid på forklaringer. Dette niveau må man ofte lade sig nøje med i film, litteratur og teater, men i tegneserierne kan vi supplere med det overdrevne, karikaturerne, forenklingerne og symbolikken samt bruge et personligt grafisk udtryk.

Med karikerede figurer vil publikum ikke reagere negativt eller skeptisk, hvis der sker noget chokerende eller overraskende, der kan udvide spektret omkring Projektion og Terapi. Efter min mening er det gennem fantastiske eller fantasibetonede indslag vi kan sætte samfundsskildringen i relief. Her kan man pointere elementer, som det ville have været vanskeligt at få tydeligt frem, hvis man havde været bundet til en virkelighedsbeskrivelse i traditionel filmisk eller litterær forstand. Det er her, jeg mener tegneseriemediet har store udviklingsmuligheder, som med fordel kan udforskes, og jeg vil selv prøve at gøre mit dertil.