|
|
Carl Barks analyse 2
|
|
|
|
Grundlæggende intrigemotiver i Carl Barks'
lange historier Først trykt i Carl Barks & Co. nr. 3 Udskrift af Anders Christian Sivebæk Af Göran Ribe Indledning Ikke alle hans lange historier er eventyrfortællinger - særligt julehistorierne er undtagelser - men det gælder for de allerfleste. Om han har haft mange forbilleder i serieverdenen i denne henseende er svært at få øje på. Floyd Gottfredsons Mickey Mouse bygger oftest på kriminalbetonede intriger med skurkejagt og kamp mod skurke som det centrale tema. At Barks ikke i første omgang tog den intrigetype op, kan delvist bero på forskellen på hovedpersonen - Mickey Mouse havde fra begyndelsen bedre forudsætninger for at blive detektivhelt end Donald Duck. Men man aner også en forskel i interesse og temperament mellem Barks og Gottfredson. Hvad Barks derimod overtager fra Gottfredson og udvikler videre er eksotismen. Jeg har regnet mig frem til 43 Donald Duck-fortællinger, som er længere end 10 sider (16 fra 1942-48, 21 fra 1949-1952 og 6 fra 1953-59). Blandt disse er der 23, hvor halvdelen eller mere udspiller sig uden for USA, 6 udspiller sig på eksotiske steder i USA, og i de tilbageværende 14 finder halvdelen eller mere af serien sted i eller nær Andeby. De 73 længere Uncle Scrooge-historier har jeg ikke kunnet granske i detaljer, men sandsynligvis er det eksotiske indslag endnu stærkere der. Intrige-udviklingen i 1940'erne:I de første år benytter Barks sig almindeligvis af skurke i de lange historier - muligvis under indflydelse fra Gottfredson. Før 1948 forekommer skurke i "Pirate Gold", "Terror of the River" og "The Firebug". "Frozen Gold" minder til og med meget om Gottfredson. Men for flere af disse fortællinger gælder det - ligesom for den noget senere "The Old Castle's Secret", at det først er hen imod slutningen af læseren får at vide at det er en skurk, som har stået bag alle de underlige hændelser i historien Det vigtige er altså ikke skurkejagten, men derimod mysteriet, de gådefulde hændelser. (Gottfredson anvender i nogle episoder sådanne gådefulde hændelser som bimotiv, men hos Barks bliver de hovedmotiv.) Et lignende mysterium forekommer endda i en historie uden skurk nemlig "Ghost of the Grotto" (1947). I slutningen af 40'erne forsvinder denne betoning af intriger med mysteriemotiv imidlertid., eller den dæmpes i hvert fald. I stedet får vi historier, som bygger på jagt eller søgen efter noget. Engang imellem drejer det sig desuden om konkurrencen mellem Donald og en anden (Gladstone, en skurk etc.). Den første fortælling af denne type er Darkest Africa (1948). Det interessante er imidlertid at Barks her ligesom vender sine intriger om. I stedet for at fortælle gåde-historier, som ofte havde et underliggende skurkemotiv, fortæller han nu skattejagt-historier som har et underliggende fantastisk motiv. Oplægningen og strukturen på fortællingen er altså baserede på selve skattejagten, mens et fantastisk motiv ligger til grund for jagten. Årsagen til, at Barks så helhjertet gik over til skattejagts-motivet, er let at gætte. Han følte tydeligvis et behov for at henlægge historierne til eksotiske steder, og så var det praktisk at lade ændernes rejse blive motiveret på omtrent samme måde hver gang. Det naturligste var at sende dem ud på jagt efter forskellige ting. (Tidligere i 40'erne forsøgte Barks at finde en ny forklaring for hver rejse, hvilket åbenbart blev besværligt - i Ghost in the Grotto er han næsten ligeglad med at give nogen forklaring overhovedet.) Konkurrencemotivet hører i endnu højere grad end skattejagtsmotivet sammen med den barske konkurrence-ånd fra 10-siders-historierne. (For en nærmere udlægning af konkurrence-sammenhænge hos Barks, se min artikel "Samhällssynen i Kalle Anka" i Seriefrämjandets tidsskrift THUD nr. 18). Mens serien ved 40'ernes slutning udvikledes i retning af større harmoni i tegningerne og figurernes optræden, forandredes intrigestrukturen i de lange historier altså i den modsatte retning. Dette var måske ingen tilfældighed men en nødvendighed for at give social spænding som klangbund for den mere behersket nuancerede persontegning.
Fantastikken hos Barks: Fantastikkens gennembrud hos Barks falder umiddelbart sammen med at hans "klassiske" periode indledes, den periode som indebærer en større harmoni i det ydre og en større nuancering og variation i dybden. Barks' mest fremstående fortolker, Mike Barrier, har for de lange fortællingers vedkommende karakteriseret denne udvikling med at "vægten flyttes fra Adventures til Comedy" (CB&CO nr. 1, side 8). Det er en generalisering, men der ligger meget i den. Denne betoning på Comedy kan, sammen med nuanceringen i følelser og moral, have gjort de fantastiske motiver særligt taknemmelige at arbejde med. Men naturligvis er det svært at fastslå hvad der ledte til hvad. Noget som man derimod bør kunne slå fast er at Barks må være meget glad for fantastiske fortællinger. Desværre kommer der ikke noget frem om det i Willits/Thompsons interview med ham. Han siger kun, at han har læst en del pulp-fortællinger, men de forfattere, han nævner, er snarere westernforfattere. Man kan konstatere, at fantastikken i oneshots-historierne til en vis grad kontrasterer imod realismen i 10-sidershistorierne. Hverdagsverdenen i de senere erstattes med en eventyragtig verden, som dog beholder mange vigtige træk fra hverdagsverdenen - ikke mindst konkurrencetemaet som jeg fremførte ovenfor... Intrigerne
i Uncle $crooge: Dette var en overfladisk gennemgang af intrigemotiverne i barks lange historier. Barks kan studeres fra mange vinkler. Freddy Milton stiller i sin artikel "Barksismen" (CB&CO nr. 2) en undersøgelsesmodel op for den klassiske periodes lange historier. Modellen bygger på modsætningen mellem episk spænding og følelsesmæssige konflikter. Det er en yderst interessant opstilling, men modellen behøver en skarpere definition plus en detaljeret analyse af de enkelte dele for at blive anvendelig. Freddys egen tillempning af den, hvor han sætter historierne på en skala, virker meget god. |
|
forside_