ZENIT 1 – JULETRAVLHED
Efter mit frugtesløse forsøg på at få placeret min og Jesper Kleins humoristiske vikingeserie "Svend, Knud og Valdemar" i dagbladene Jyllands-Posten og Politiken satsede jeg i en helt anden boldgade med en realistisk tegnet thriller-serie "Zenit" hvoraf det følgende er det første lange dobbeltafsnit. Efter at dette også i første omgang mislykkedes, er denne episode dog senere blevet publiceret i det kortlivede magasin "Danske Tegneserier".
Det var først med de følgende to episoder, at det lykkedes mig - dog for et usselt honorar - at overtage den daglige plads i Jyllands-Posten efter Al Williamssons "Agent X9 Corrigan"…
Stilmæssigt prøvede jeg at få styr på lys- skygge forholdet, da avisserier jo indiskutabelt skal kunne præsentere sig godt i sort-hvid, og min ambition om i videst mulig omfang at undgå kantstreger udstrakte sig også til at eliminere billedrammer.
Jeg elskede John Burns' "Sporhundene" (The Seekers) og var betaget af de ældste serier af William Vance ("Bruno Brazil" og "Ringo") men også den her til lands lidt sørgeligt oversete argentinske tegner Alberto Breccia, som havde en stærk magt over sort-hvid grafik. Også Alex Toth og Warren Tufts gjorde stærkt indtryk på mig.
Selve historien i Juletravlhed har rødder overalt i film og serier, men jeg bemærker trods alt, at der i afviklingen er en ret tydelig dansk fortællemæssig tone, som adskiller vinklingen fra andre spændingsserier fra den tid.