Mine første forsøg med tegneserier i realistisk stil
blev igangsat af min interesse for spændende historier
hvor humoren var et mindre element i fortællingen...
Læsning af "Fart og Tempo" fra 1966 og frem
samt avisserier som "Agent X9" af Al Williamson og
J. M. Burns' "Sporhundene" øgede interessen...

Mine egne forsøg blev udført i stribeform for det
tilfælde de kunne sælges som avis-striber...
Det var først i begyndelsen af 70'erne at min stil var
blevet så acceptabel, at min serie "Zenit", stadig med
brainstorm manuskriptudvikling sammen med min bror Ingo,
kunne vælte "X9" af pinden hos Jyllands-posten...

Senere forsøgte jeg at få dem til at fortsætte serien i farver,
og jeg har stadig et sted en matriceprøve af en af striberne fra
den farveepisode, der nu her kan ses for første gang i farver...
Originalerne er stadig 60 cm lange, så scanningen er sket af
hvert billede for sig... Noget var trods alt hurtigere i
gamle dages reprokameraer, for der kunne man have
to striber ad gangen i bunden af kameraet uden fortegning
hvis optikken var god...

Det var mine første forsøg med ecoline, og da originalerne
stadig var tegnet på teknisk tegnepapir så bulede de gevaldigt
under koloreringen og blev først nogenlunde plane efter en
tur på strygebrædtet...

Jeg ved ikke om dét bemærkes, men min design på
hovedpersonen er i nogen grad inspireret af Steve McQueen,
der var et ikon på den tid... På visse af tegningerne af Dr. Grey
i de tidlige episoder kan man se, at jeg har forsøgt
at få ham til at ligne Jean Gabin...
Der blev lavet 6-7 afsnit af serien i løbet af halvfjerdsernes
første del inden jeg blev opslugt af de sjove dyr...