YAKARI

DERIB OG JOB

Derib (født Claude de Ribaupierre den 8. august 1944 i La Tour-de-Peilz, Schweiz) er en schweizisk tegneserieskaber, som startede sin professionelle karriere i Peyos atelier.

Derib er nok bedst kendt for sine western tegneserier som børnetegneserien Yakari og Buddy Longway samt Celui-qui-est-né-deux-fois/Han-som-blev-født-to gange. Han trækker på både en realistisk stil, og en mere blød karikeret tegneseriestil som hos andre fransk-belgiske tegnere, såsom Peyo, Albert Uderzo inspireret af Marcinelle stilen, med en forkærlighed for at tegne majestætiske landskaber i det vestlige USA. Mange af hans hovedværker har Siouxindianere i hovedrollerne, og han har udtalt i interviews, at han har stor beundring for dem.

Siden elleveårsalderen har Derib tegnet den menneskelige krop og han blev snart fortrolig med den menneskelige anatomi. Efter et job som rideinstruktør tog Derib til Bruxelles for at starte en karriere med tegneserier. Han fik job hos Studio Peyo, hvor han arbejdede på flere historier med Les Schtroumpfs (Smølferne), som blev offentliggjort i Spirou. Han producerede også nogle episoder af Les Belles Histoires de l'Oncle Paul samt hans første realistiske serie om ridderen Arnoud de Casteloup i1966.

I 1967 gik han sammen med Maurice Rosy og begyndte serien om den talende hund Attila i Spirou. Samme år skabte han den spøgefulde ugle Pythagore/Pythagoras med Job (André Jobin) i ’Le Crapaud à Lunettes’. Til samme magasin skabte Derib og Job også den lille indianerdreng Yakari, Deribs første hitserie.

Fra 1978 dukkede Yakari op i Tintin. Derib havde sluttet sig til dette blad i 1970 da han begyndte at lave westernserier skrevet af Greg, såsom Go West. Derib skabte senere selv i 1972 den berømte Buddy Longway serie, som fortsatte indtil 1987 og derefter blev genoptaget i 2002. Buddy Longway var noget særligt da den dukkede op. Derib lod sin helt blive ældre, og han havde følelser, tvivl og fejl, hvilket var usædvanligt på det tidspunkt i europæiske tegneserier.

Ud over Tintin arbejdede Derib for Achille Talon magasinet, hvor han tegnede Les Ahlalàààs med tekst af Greg. I 1981 kom Celui-qui-est-né-deux-fois/Han-som-blev-født-to-gange, en western, der kan betragtes som Derib mesterværk.

I 1980'erne begyndte Derib at lave mere omfattende og socialt motiverede tegneserier. I 1981 skabte han Jo, den første tegneserie om aids. I Pour toi, Sandra fra 1995 behandler Derib problemet prostitution og No Limits handler om vold. Han lavede La Grande Saga Indienne, en lang saga om de indfødte amerikanere. Desuden begyndte han Red Road, en nutidig western og en efterfølger til Celui-qui-est-né-deux-fois. Derib har også samarbejdet på flere antologialbums med andre tegnere. Han har lavet nye Buddy Longway albums siden 2002.