VICEVÆRTEN

ERIK BILLE

Erik Ove Bille blev født 28. november 1916 i København og døde 16. januar 2006 i Valby. Han blev uddannet på Akademiet for Fri- og Merkantil Kunst.

Efter uddannelsen som reklametegner begyndte Erik Bille at levere tegninger til aviser og han blev tilknyttet Aktuelt - Den Socialdemokratiske provinspresse - Ny Dag - Avisen i Nakskov - Bornholmeren og Vestkysten.

Efter 2. Verdenskrig begyndte han at lave striber til aviser og ugeblade, og hans første stribe var om hunden 'Nalle', der kunne læses i magasinet Gyngehesten i 1945-1946. Fra 10. januar 1947 til 3. marts 1948 gik 'Rosvald den Fiffige Matros' i Dansk Familieblad. Den blev fortalt som en pantomimestrip, og det samme gjorde 'Jones' om en englænder i kolonierne. Den blev publiceret i Pop-bøgerne 1947-49. Bille bidrog også til Hudibras fra 23. juli 1950 til 13. marts 1951 med 'Lille Hudine' og den fortalte om hendes småhumoristiske oplevelser i hverdagen. I slutningen af fyrrerne fik Bille også distribueret pantomimeserien 'Soffy' af bureauet Centropress i København. Også den havde en piges hverdagsoplevelser som tema. I B.T. kunne man læse vittighedsserien 'Babs og Lillebror'.

Det blev dog hverdags-striben 'Viceværten', der blev hans hovedværk. Denne tegneserie om Vicevært Manfred Olsen, der prøvede at holde orden på ejendommen, hvor han arbejdede, var umådelig populær gennem 40 år. Den begyndte i Socialdemokraten i 1949 og fortsatte i efterfølgeren Aktuelt indtil 1989, hvor avisens tegneserier blev sparet væk.

Erik Bille drog nytte af, at der i mange år var en liberal og en socialdemokratisk avis i mange byer. Når venstrepressen havde købt 'Rasmus Klump' blev der plads til Kjeld Simonsens 'Misse Mons' i de socialdemokratiske aviser. Viceværten blev på samme måde en slags pendant til 'Far til Fire' i konkurrerende dagblade.