Versionering
By Freddy Milton
tilbageUnder tegneseriemessen i juni 2013 i Øksnehallen var der en paneldiskussion omkring oversættelse af tegneserier. Desværre var højttalerne i uorden, men Per Vadmand og jeg sad på første række og kunne supplere med dette og hint.
Panelet bestod af de garvede tegneserieforkæmpere Søren Vinterberg og Ole Steen Hansen, og desuden var der Mette Holm, som nu oversætter fra japansk, og så den arbejdsomme Niels Søndergaard, der udover et bjerg af tegneserieoversættelser også har et lige så stort bjerg af undertekster til film på samvittigheden.
Mit eget bidrag til hele den ballade om at gøre udenlandske serier tilgængelige på et andet sprog gik dog længere tilbage end til det med selve teksten.
Da jeg i 1974 afløste Henning Kure på en plads som freelancer hos Semic Press i Sundbyberg i Sverige kom jeg til at dele atelier med en halv snes andre unge, der arbejdede med at klargøre tegneseriesider til tryk i de primært sort-hvide svenske månedsblade. ’Materialet’, som det neutralt blev kaldt, kom mest fra engelsksprogede syndikerede avisstrips, hovedsagelig skaffet gennem Bulls og Europa Press samt serieforlag i England som IPC og det tidligere Fleetway.
Men formatet passede ikke til det faste seriesideformat, så ’materialet’ måtte ombrydes. Man havde arbejdsprocesserne Ombrydning, Tekstning, Bobling og Ifyldning. De fint trykte sort-hvide proofs på glittet papir blev smerteligt klippet i stykker og billeddelen placeret på en karton, hvor der i forvejen var trykt tre eller fire strips. Disse kartoner fandtes i forskellige procenter, alt efter størrelsen af de aktuelle papiraftryk. Der kunne som regel kun være to af en strips normalt tre paneler i bredden på en seriemagasin stribe, så der skulle med skønsom hånd og et vist talent tilføjes noget til billederne. Det skete med rørpen, da offsetkartonen ikke var regulært tegnepapir, som kunne klare en variationspens kradsen.
I sjældne tilfælde kunne originalstribens tre billeder dog beskæres, så de kunne få plads på en stribe i seriemagasinet, men det var ikke det normale.
Det færdige resultatet blev slet ikke dårligt, for nogle billeder med portrætter uden baggrund blev gjort bredere, så der kom et tilskud af luft på siden, så den ikke kom til at virke så tung og massiv. Man sørgede også for at flytte boblen, så den fyldte en del af tilføjelsen. De ofte billedtætte fortsatte avisseriestriber var beregnet til at blive vist enkeltvis i dagbladene, og de senere stripudgaver, hvor man placerer fire strips over hinanden i albumformat ser ofte ganske tunge ud som samlet layout, skønt de naturligvis er mere tro mod originalen.
Layouteren bestemte med placeringen af papirklippet hvortil der senere skulle tegnes til, og han afsatte også et omtrentligt omrids af en tekstboble med lyseblå blyant. Oversættelsen var som regel lavet, så man kunne vurdere tekstmængden. De udklippede dele blev monteret med gummilim, som med fortynder kunne opløses og stykket flyttes, hvis man ombestemte sig.
Janne Lundström forbedrede flere dårlige gamle layouts fra førstegangspublicering i f.eks. Fantomen til repremiere i X9, hvis man ikke kunne skaffe nye aftryk i god kvalitet. Hvis Bulls nemlig skulle genbestille papiraftryk fra King Features Syndicate var de nye papiraftryk ofte lavet ud fra mikrofilm, og de var og blev grødede i stregen. Janne Lundström bandede og svovlede over det, for han påskønnede artworket, der i hans øjne var mere end blot og bar ’materiale’. Men han var jo også seriefrämjare som jeg.
Dernæst blev kartonen givet til en håndtekster, der skrev dialog og henvisninger og skiltetekster ind på siden, inden ifylderen sluttede af med bobling og tiltegning af manglende billedstof. Det var dog også sommetider teksten var skrevet som maskinsats på en strimmel gummieret papir. Det var det almindelige i de mange pocketserier, der blev udgivet i Danmark.
Måske skulle der være et større billedrudemotiv på den indledende halvside af serieafsnittet, og det blev forstørret i mørkekammeret på et reprokamera, hvor det belyste papirnegativ sammen med positivpapiret kørte gennem et soppebad med fremkalder. Det var processen i de gamle analoge dage. Sommetider var indeklimaet i det dårligt udluftede mørkekammer lidt trykkende. Arbejdstilsynet var ikke så emsigt dengang.
Bunken af kartoner blev sendt til repro, der også lavede udskydning og montage af fire sider ad gangen, hvorpå filmmontagen blev sendt til trykkeriet, ofte i Finland. Trykningen var ikke altid perfekt på disse avistryk rotationsmaskiner med træflis i papiret, men tegneseriemagasinerne skulle være billige, og den del af oplaget, som ikke blev solgt, kørtes direkte til papirmøllen. Man beholdt måske et lille håndlager på redaktionen.
Jeg henviser i øvrigt til min artikel, Sverigesårene, hvor der er flere historiske detaljer. Man kan se eksempler på disse serier på dansk f.eks. i Seriemagasinet og X9, der genbrugte svenske trykfilm.
Efter hjemkomsten til Danmark var grunden blevet gødet for en ny udgivelsesform, albumformatet, der ikke behøvede ombrydning. Oplevelsen af seriens samlede udtryk begyndte også at blive respekteret i halvfjerdserne, hvilket man kan læse om i Anders Hjorth-Jørgensens glimrende nye bog, Opdraget til Terror?
Da jeg selv kom tilbage til Danmark i 1976 var der blevet behov for oversættere, og jeg fik en del opgaver gennem Interpresse. Faktisk blev det til en løbende indtægtskilde, for i de kommende år blev der udgivet flere album hver uge.
Jeg var især glad for at give dansk stemme til Franquins figurer, specielt Gaston laGaffe, Vakse Viggo. Det fortsætter jeg med, hvor Lille Vakse Viggo har gjort sit indtog med nye folk ved roret. Mit arbejde med Blake og Mortimer varer faktisk også ved, nu hvor den serie ligeledes er overtaget af nye skabere.
På den matematiske linje på Viborg Katedralskole sjoflede vi fransk, og jeg kunne jo heller ikke vide, at det ville blive det eneste fag i gymnasiet, jeg fik brug for senere. Men så læste jeg til gengæld en masse franske album helt frivilligt inden jeg fik på et tidspunkt også fik betalt for at oversætte dem. Ja, jeg bestilte selv udenlandske album hjem fra både Frankrig, Belgien, Holland og Tyskland inden nogle af dem kom på dansk senere.
Jeg har oversat mere end 400 tegneserier, og den del, der er separate albumudgivelser, fremgår af en liste på hjemmesiden. Jeg var dog ikke den eneste, der gjorde det, for der blev med den nye udgivelsestakt brug for en del oversættere.
Markedet ændrede sig. Publikum var blevet ældre og havde flere penge at investere i de dyrere album, der også så flottere ud. Det blev kulturelt acceptabelt at læse disse serier og bibliotekerne indkøbte dem, efter at bibliotekarerne Anders Hjorth Jørgensen, Jens Peder Agger og Ole Steen Hansen havde prist disse franske serier i høje toner, også inden de blev oversat. De så desuden mere appellerende ud med den elegante streg, mere europæiske historier og bedre trykning end de masseproducerede tegneseriehæfter efter amerikansk mønster med mere banale macho fortællestrukturer, vi havde måttet lade os nøje med tidligere.
Mediet havde fået medvind på cykelstien og i den kulturelle debat kom udtryksformen ud som en vinder, og så kunne albummene holde til udlån i bibliotekerne, hvilket ikke var uvæsentligt for deres indtog dér.
Jeg adskilte mig dog fra de fleste andre oversættere idet jeg tekstede siderne samtidigt og kunne undgå maskinskreven oversættelse, der skulle sendes videre, så man kan sige jeg også var tekstredaktør uden dog at få ekstra betalt for det. Jeg sparede tid ved straks at skrive teksten på overliggerne og det var rart, når nu Interpresse havde lavere satser end Carlsen.
Dette var før alt det digitale halløj havde indfundet sig. De andre oversættere blev serviceret af mange kapable håndtekstere, og selv i dag bliver håndtekstning påskønnet de sjældne gange det forekommer. Visse nørdede tegneserieskabere skriver stadig selv deres tekster i hånden.
Oversætterhvervet appellerede til mig. Jeg havde læst mange franske album og ’kunstbøger’ inden de kom på dansk. Mange titler blev indkøbt gennem Den franske Boghandel, andre bestilte jeg hjem direkte fra de udenlandske forlag. Forleden fandt jeg min samling af originale franske Iznogoud album med stift bind, og inde i dem lå stadig min maskinskrevne oversættelse af indholdet. Disse manuskripter blev dog aldrig brugt, for det blev en anden udgiver, der senere fik dem oversat, men det viser, at jeg havde det sjovt med at fordanske visse serier.
Andetsteds oversatte jeg også for sjov, og det gjaldt alle de artikler om sjove dyreserier og tegnefilm jeg videregav i Carl Barks & Co, som jeg udgav i samme periode. Jeg var dog ikke kun optaget af funny animals i trykt form men også som animation, og jeg har stadig en usvækket interesse for tegnefilm.
På et tidspunkt henvendte Søren Lampe sig til mig. Han kørte et lille enmandsfirma i Helsingør kaldet Tekstkontoret. Han skrev oversættelser til en hel del tegnefilmserier, men vel at mærke ikke oversættelser til undertekstning men til dubbing, altså eftersynkronisering. Han skulle vide, hvad nogle figurer hed i en tegneserie jeg havde oversat, og som han nu skulle skrive dubbing tekster til. Den branche var i vækst. Han prøvede også at lære mig det håndværk, men det blev aldrig rigtig til noget.
Så fik jeg et par år senere en forespørgsel om jeg kunne lave en festtegning til et launching party på et nyt større firma, Dubberman, hvor man også ville lave dub-tekster. Jeg skulle tegne en doberman med et frækt grin. Det havde nemlig for alvor grebet om sig, det der med dubbing. I min ungdom skulle man stadig læse undertekster på Cartoon Network, men de tider var forbi, og desuden var der kommet mange nye børnekanaler, hvor alle tegnefilmserierne skulle have dansk tale. Dette forhold medvirkede yderligere til, at tegneserierne blev trængt, for ikke bare bevægede figurerne sig, de talte også sproget, så man ikke behøvede læse dialogen. Det trak målgruppen nedefter, rent aldersmæssigt, hvilket betød noget for markedsføring og reklameindtægter.
Billeddelen af disse mere tilgængeliggjorte animationsserier er ofte i sig selv et eksempel på versionering. De franske fortællende serier fra tegneseriebladene blev animeret, og der blev dengang ikke altid ofret større budget eller talent på den sag. De animerede udgaver af Splint & Co. og Smølferne lod meget tilbage at ønske, og bedre stod det ikke til med Iznogoud og Yakari. Blake og Mortimer som animation var ligeledes en skuffelse. Lucky Luke klarede sig nogenlunde, fordi den allerede som tegneserie fungerede på meget enkle visuelle præmisser, og Morris’ stil krævede ikke en sikker formfasthed, hvilket er en vigtig forskel mellem god og mindre god animation. Bedre så det ud med Tintin og Asterix, og Corto Maltese formåede også at fange meget af den oprindelige stemning.
Senere kom CGEversionerne, som på det tekniske område i dag er ofret større opmærksomhed og budget, men den samlede virkning og den større stilmæssige afstand til forlægget gør disse produkter lidt tvivlsomme for en gammel serienørd. Her tænker jeg på især på Smølferne og Tintin. Franquin var ganske betænkelig med denne kommercialisering af sine serier, men han er overgået til de evige tegneborde i Himlen og den nye franske film hvor Spirillen optræder i CGEanimation er trods alt ganske vellykket. At se spirillens rede omtrent i real life er noget af en oplevelse. Det samme gælder det prøveafsnit af Vakse Viggo i streganimation jeg så for et par år siden. Dens børneversion Lille Vakse Viggo er naturligvis et kommercielt produkt, men det er udført med smagfuld professionalisme.
Mit engagement i versioneringen foregik inden internettet for alvor bredte sig, og man måtte skaffe sig alt på skrift og vente længe på brevsvar. Men vi var tålmodige fans, og når man omsider fik resultat af sine undersøgelser, blev man begejstret. Glæden blev delt når man kunne videregive sine oplysninger til andre. Mit projekt med at udgive et Carl Barks index i Skandinavien blev påskønnet af mange andre, der også kun havde kendt til ham som Den gode tegner.
Som det er vel bekendt, leverer man sit bedste job som oversætter når man har en særlig affinitet til originalen. Det gælder også litteratur, men i tegneserier er der det særlige, at alt er dialog. Fransk er et meget høfligt sprog, og franskmænd elsker at udtrykke sig formfuldendt og tale på en særlig svulstig måde, der ikke altid bliver arbejdet ud af oversættelsen. Ofte tænkte jeg over, hvad der ville lyde sjovt på dansk, og så brugte jeg det i stedet. Derfor brugte jeg som regel også på åbningssiden formuleringen ’Dansk tekst af Freddy Milton’ i stedet for ’oversættelse’.
Men tekstmængden skulle tilpasses boblen. Det tog Tonny Lützer sig ikke altid af. Når han kom til slutningen af en boble, satte han tre prikker, og så fortsatte replikken i den næste billedrude, hvis det var samme person, der snakkede. Sådan kan man også skabe kontinuitet i læseprocessen… Det kan ses i førsteudgaverne af visse bind af Lucky Luke og Splint & Co. På nogle arbejdsopgaver var Niels Søndergaard tekstredaktøren, og han rynkede brynene, når han så det. Det var ikke lige hans smag at løse mængden af tekst på den måde.
I panelet på Copenhagen Comics fortalte Mette Holm om det særlige ved at fylde høje lodrette tekstkasser med vandret tekst, hvor der på japansk havde været søjler af skrifttegn. Visse faste høflige udtryk og vendinger havde slet ikke nogen dansk modsvarighed.
På et tidspunkt præsenterede ordstyreren et eksempel, hvor han havde ladet alle fire paneldeltagere oversætte den samme tekst og sammenlignet resultatet. Et par af oversætterne havde bemærket, at en firkantet boble endte med en lille tilvækst, hvor man kunne se, der kun havde stået ét ord i originalen, og de havde så sørget for, at den danske version også sluttede med et kort ord, man kunne placere der. Det slog mig dog, at en håndtekster ville kunne have præsteret en bedre tilpasning af tekstmængden i boblerne, men den tid er jo forbi. Maskintekstning kommer ofte til kort, når skaberen har skrevet en tekst og så afslutter med at ramme den ind med en kant, der passer akkurat til den bestemte originaltekstmængde. Det var sikkert med vilje at ordstyreren havde fundet sådan et eksempel frem.
Der blev også diskuteret betimeligheden af at tilføje specielt danske ord. Jeg tror det var Niels Søndergaard, der havde brugt noget i retning af ’snuskebasse’ som han mente der var anledning til.
Denne diskussion førte til, at Per Vadmand beklagede sig over, at en tidligere oversætter af Agent 327 havde brugt danske navne. Af en serie der uomtvisteligt foregår i Holland bliver man nødt til at fastholde hollandske navne, hvilket også i dag er blevet normal praksis. Men tidligere valgte man ofte danskklingende person- og stednavne, selv om alle kunne se historien foregik i udlandet. Det forekom specielt hvis det var en serie med et humoristisk tilsnit.
I dag bevarer man den praksis i børneserier. Carlsen udgiver en glimrende fransk serie, der fik en Pingpris i år. Den hedder Lou og hører til den slags, hvor de optrædende er børn, der foretager sjove ting og sørger for pointer som også voksne kan påskønne. En anden serie af den type er Titeuf, som Egmont forsøgte at udgive på dansk for nogle år siden. Disse enkeltsiders serier trykkes undertiden først i ugeblade, men på dansk er siderne samlet til album, og en vis form for handlingsudvikling er der tale om. Det samme kan ses i Lille Vakse Viggo.
I Lou har man versioneret skiltene i byen, også selv om det er tydeligt den foregår i udlandet. Det er tilmed sket i farvefilmene, så skiltene ser pæne ud i helhedsindtrykket. Det er lettere i dag med digital trykfilmhåndtering. Her har man altså valgt at prioritere den umiddelbare aflæselighed frem for den kulturelle virkelighed.
Jeg var som oversætter ret privilegeret hvad selvstændig vurdering angik. Ingen redaktør blandede sig i mine valg og ingen udenlandsk rettighedshaver krævede teksten oversat tilbage for at se om man var tro mod forlægget. Senere har jeg hørt den praksis blev indført på toneangivende serier, men det er jo samtidig en ekstra omkostning.
For mig var det et spørgsmål om tillid, at man var tro mod den oprindelige tone, og i hvert enkelt tilfælde prøvede jeg at gøre mit bedste, skønt der undertiden var hårde deadlines. Alt arbejdet blev mere betragtet som journalistik og udgivelsesantallet antydede også, at der mere var tale om industri end kunst. Men nu var der jo i de gode år på markedet en ophobning af udenlandske album man kunne håndplukke fra. Sådan havde det finkulturelle litteraturmarked ikke udviklet sig. Man kan godt betragte denne periode som et Boom, der altså ikke varede ved.
En aften var jeg på vej hjem fra en sammenkomst og fulgtes med en redaktør. Det var mens oplagstallene stadig var høje og titelantallet stort, selv om salget var dalet noget. Vi tænkte over, om man mon var ved at støde mod udgivelsesloftet. Og det var man. I løbet af de næste år gik oplagene tilbage og antallet af udgivelser der skulle oversættes blev mindre. Folk havde fundet andre mere interessante måder at bruge fritiden på. Det var engang i firserne.
Computerne havde holdt deres indtog og spredte sig som en steppebrand. Med deres stigende digitale tilbud om netsurfing og netspil trak de naturligt nok opmærksomhed bort fra stillbilleder og håndskrevne bobletekster. Fra da af var det en rutsjetur ned ad bakke til et niveau hvor kun voksne fans med spækkede tegnebøger havde råd til at anskaffe sig eksemplarer af de trykte tegneserier i små dyre oplag.
Selv har jeg også flyttet min interesse over til en anden udtryksform, og skønt jeg var tøvende i starten har jeg indset, at det er en velsignelse, for hvad jeg har mistet i overdrivelser, forenkling og symbolik har jeg så rigeligt vundet i psykologisk dybde og identifikation gennem bogstavlitteratur.
Faktisk var det en ven af mig, der skubbede til mig og udfordrede mig til at forsøge mig med denne nye ’platform’ til mine udspil. Jeg delte dengang stadig arbejdsplads med Jussi Olsen på en ugentlig arbejdsdag. Jeg var blevet skilt og havde opgivet mit Gimle medlemskab og kunne godt tænke mig at komme lidt hjemmefra en gang om ugen, og Jussi boede i samme by og ville godt have selskab, så jeg sagde ja tak til hans forslag. Han skulle alligevel sidde og skrive en del. Han havde lige fået udgivet Alfabethuset. Jeg husker hans arbejde med at få en filmudgave af bogen sat på skinner, men det lykkedes ikke dengang.
Som tiden gik, blev han ikke helt tilfreds med sin egen karriere. Jussi havde nogle år senere lagt meget arbejde i en amerikansk præsident thriller, der ikke havde gået som han havde håbet, så han overvejede situationen. Han kunne da sagtens finde noget andet at bruge sin tid på. Talenter havde han nok af. Og det var jo ikke en nødvendighed for ham at skrive, hvis det blev ved med at være så ulønsomt, men nu ville han da lige prøve med Afdeling Q... Mere end én gang stak Jussi venskabeligt til mig og sagde
’Hvornår skriver DU så en bog, Freddy?’
Han sad ovre ved sit eget skrivebord på tværs af mit. Jeg havde fået lov at sidde ved et herligt gammelt skrivebord med snoede hjørnestolper og jeg havde en glasplade lagt på et stativ af bræddetrekanter. En loftsfatning med en 60 W pære skruet på en klods var lagt ind under glaspladen, så det kom til at virke mat med et stykke kalkepapir hen over. Det var ganske vist lidt for varmt, men lyskassen med neonrøret stod jo derhjemme. Ved denne interimistiske opstilling overførte jeg skitser til mit 2G Schollerhammer tegnepapir, som pæren godt kunne skinne igennem.
Da den tynde papirkvalitet var gledet ud af markedet havde jeg forudseende nok købt restlageret hos Frahm Hansen, og det har jeg skam endnu, hvor der ikke længere bliver brug for det. På den ene side er der trykt millimeterpapir med lyseblåt. Derfor var der et restlager til overs. I min ungdom hamstrede jeg også Faber-Castells Magic Rub viskelæder. Jeg har stadig flere af de små røde kartonæsker med 12 stykker i hver...
Jussi sad ofte med ørebøffer på med musik når han skrev, en vane jeg ikke har kunnet overtage som forfatter. Der var lidt trangt i den gamle garage, selv om Jussi havde forbedret den betragteligt. Ved at grave lidt i dybden havde han skaffet en bedre loftshøjde. Det fif havde han også prøvet før på Valhøjvej. Men her var der indlagt gulvvarme og bedre isolering.
Foran sig havde Jussi sit pålidelige skriveprogram Word Perfect med de beroligende hvide bogstaver på blå bund. På hovedet havde han sin fars kasket, som befordrede inspirationen. Noget i retning af Georg Gearløs, tænkte jeg. Jeg sagde, at jeg ville tænke over det med bogskrivingen.
Faktisk så havde jeg lavet et tegneseriemanuskript om en avatar, som faldt ud af et computerspil og havnede i vores verden hos en spillernørd, der blev mobbet i skolen, og det problem kunne den nødlandede avatar så passende hjælpe ham med at klare. Det burde der vel kunne komme lidt fis og ballade ud af. Men det kneb godt nok med pladsen i et album, så jeg var alvorligt i tvivl om, hvad jeg skulle gøre. Tiderne var ikke til tykkere album, og en graphic novel kunstner var jeg ikke.
Senere svarede jeg Jussi, at jeg måske ville forsøge at skrive den historie som en bog. Det ville vist blive første gang en tegneserie blev versioneret til en tekstbog.
’Hvad med titlen?’
Jeg svarede, at jeg havde tænkt på Questland, som var navnet på netspillet. Det lød også internationalt, hvis der nu skulle blive brug for det.
’Så må du hellere registrere det navn’.
Jussi er vældig opmærksom på det der med rettigheder. Det jeg gjorde var at jeg købte www.questland.org som er det sted, hvor man i fremtiden kan læse mere om de udenlandske udgaver af mine bøger. De fire første kan erhverves som e-bøger hos Amazon og Apple. Der kommer flere, uanset modtagelsen.
Og her er jeg fremme ved næste del af mit essay om versionering. Den fagre nye digitale verden, som omgiver os og næsten er kommet til at styre vores liv med tilskyndelser om at ’synes om’ ditten og datten og endelig huske at opdatere sin profil, så der er noget for alle de andre at logge ind på. Man skal helst have en masse venner på Fjæsbog, og de skal hele tiden fodres.
Digitale bøger spreder sig voldsomt, og salget af i-pads, tablets og utallige blandingsformater er eksploderet over hele verden. Det nyeste er, at litteratur nu kan præsenteres og sælges som musik og film i abonnement. For et fast lavt månedligt beløb kan man læse så mange e-bøger man vil. Så gør det ikke så meget hvis en af bøgerne har vist sig at være skuffende, man kan straks bytte den med en ny titel.
For den beskedne sum, hvem behøver så biblioteker med kunstigt skabte køer for at mindske konkurrencen med de trykte bøger? De trykte bøger er alligevel på vej ud. Sådan siger de begejstrede tilhængere af denne vidunderlige nye teknik. Og bogforlag og boghandlere er ved at blive bekymrede. De ser, at deres markedsberettigelse reduceres, som det er på vej til at blive med aviserne og – ja, de trykte tegneserier.
Som medlem af Danske Tegneserieskabere har jeg fulgt med i udviklingen af den nye App med tegneserier til mobiltelefoner, så man kan versionere sine tegneserier til en ny ekspanderende platform, hvor en formodet ivrig skare af forbrugere venter på at kunne læse tegneserier på deres telefon, også selv om billedruderne bliver ret små. Men udover tabet af den sommetider ekstravagante sidelayout, når man scroller gennem en serie i enkeltpaneler, man hele tiden med distraktion må forstørre eller formindske, er der også et mere alvorligt problem ved skift af platform. Jeg har tænkt lidt over sammenhængen.
Hvor litteraturen på en acceptabel måde kan overføres til en skærm uden følelse af et oplevelsesmæssigt tab, er sagen mere problematisk med tegneserier. I det øjeblik du ser en statisk tegneserierude med en tekstboble på en skærm vil du samtidig konfronteres med, hvad du ikke har, som man ofte har på denne skærm, nemlig lyd og bevægelse, altså animation. Og så er udtryksformen straks stillet i et dårligt lys, rent forventningsmæssigt.
Det er et nok det problem nogle læsere intuitivt giver udtryk for, når de siger, at de stadig helst vil opleve en tegneserie trykt på papir. Så føler man ikke der mangler effekter under aflæsningen, som man kunne savne på en skærm. Enkeltbilleder og tekst går an, men at sætte dem efter hinanden i en handlingsudvikling giver mindelser om film og TV – som tegneserier så alligevel ikke er. Særlig de længere fortællende serier bliver hårdt ramt af denne ubevidste sammenligning.
Man kan se et forsøg på at komme omkring det problem på en efter min mening acceptabel måde i CD-ROM udgaven af Musene fra Rynkeby Præstegård, som jeg lægger ud på min hjemmeside her i år. Men det har krævet en gennemgribende bearbejdning af forlægget, der er en tegneserie med bobler. Til gengæld får man hele kvaliteten af litteraturteksten fra det oprindelige eventyr læst af Vigga Bro. Et interessant og billigt formeksperiment, som også DR brugte en del i gamle dage indtil publikum krævede bevægelse på skærmen hele tiden.
Nu er det så kommet så vidt, at det er mine egne ting, der skal versioneres og bruges på tysk, engelsk og spansk som digitale filer, og ikke kun de albumserier på min hjemmeside, som Dwight troligt har oversat til engelsk for en sending Jumbobøger hvert efterår i de tilfælde, hvor jeg ikke kunne genbruge en tekst fra Critters. Faktisk kom den tyske udgave af mine litterære bøger først. Jeg fik kontakt til en tysker fra Berlin, som havde lært sig dansk bare for sjov. Det sjove var hans motivation. Han var formand for den tyske Olsen Banden fanklub.
Olsen i Tyskland før Jussi Adler-Olsens vej mod højderne (med bindestregen står man jo også først i forfatter-registreringen) blev ikke forbundet med to danskere der vandt Det europæiske melodi Grand Prix, men med Egon Olsen og Olsen Banden, der var en succes specielt i Østtyskland inden Tear down this Wall blev gennemført.
Dekadent vestlig kultur blev ugleset under kommunismen, men den uskyldige danske filmkomedieserie blev alligevel tolereret, og så var skurkene også fæle kapitalister, så fæle som vi kan få over vores hjerter at beskrive dem i danske folkekomedier. Vi hylder jo den legendariske overbærenhed, der har det med at tage brodden af alt det ubehagelige.
Det grundvilkår må jeg som andre danske dramatikere slås med, når vi med lys og lygte leder efter grænseoverskridende foragtelige nationale tilskud til vores intrigesnedkerier. Vi accepterer ikke tilstedeværelsen af alle afskyelige afvigelser fra dansk normalitet. I filmen Jagten syntes danske pædagoger at virkeligheden ikke var slet så firkantet. I udlandet kan forfærdelige ting foregå, men ikke i Danmark, nej!
Nå, jeg har dog alligevel hittet nogle plausible uhyrligheder til mine bøger om unge. Det er jo nødvendigt i vore dage. Skal man i Borgen lave nutidsdramatik, er man også nødt til at bruge det ene eksempel på penicillinforgiftning fra svinekød, man kan hitte frem til, ellers bliver dramatikken for leverpostejsfarvet. Vi har det ikke let som dramaturger i vores lille trygge smørhul.
I Berlin så Guido Herda mine Olsen Banden test tegninger på min hjemmeside og kontaktede mig for at få lov at bruge dem i en jubilæumsbog, han var ved at redigere om Olsen Banden. Det fik han allernådigst lov til, og han besøgte mig en sommer i min have.
’Så kan vi snakke sammen på dansk’, sagde han på sin mail inden han kom.
’Ja, God Morgen’, tænkte jeg.
Men Guido overraskede mig. I næsten tre timer snakkede vi uden problemer. Fyren havde lært sig dansk for at kunne påskønne Olsen Banden på originalsproget og så at forstå dansk kultur bedre. Jeg var imponeret og lidt rørt.
Det mindede mig om en hollænder jeg kendte, som havde gjort noget lignende tidligere for at få det fulde udbytte af Storm P’s værker. Her var der dog en ekstra grund til det, for Storm P er ikke ret kendt udenfor Danmarks grænser.
Men hvorfor Olsen Banden? De figurer er tilmed dubbet til tysk. Dette angiver en særlig tysk tilgang til emnet versionering, som jeg må kommentere lidt her.
Da den britiske komiker John Cleese huskede tilbage på et besøg i Tyskland i efterdønningerne oven på Monty Python serien var der en person på tribunen lige ved siden af ham, som høstede lignende bifald.
’Hvem er den fyr?’ spurgte John. Han blev straks oplyst om det.
’Han er din tyske stemme!’
På tysk dubber man alle udenlandske film og TVudsendelser. Jeg så i min ungdom på en lejrskole i Flensborg Baronessen fra Benzintanken og blev forulempet over at Dirch Passer talte tysk. Ved kaffebordet den eftermiddag i sommersolen under parasollen gav jeg Guido en trykt udgave af min første bog, Questland.
’Kunne du tænke dig at prøve at give dette unikum en tysk stemme?’ Guido så på bogen og tænkte sig om.
’Jeg ved ikke om jeg kan klare sådan et seriøst projekt?’
I Tyskland er alt med kultur seriøst, og halvdelen af forvalterne har en doktor-titel. Jeg trøstede ham.
’Det skal du ikke tænke på. Det er mest en rabalderbog’.
Efter det fik jeg lokket Guido til at oversætte yderligere flere bøger, som nu bliver gjort tilgængelige som e-bøger på Amazon og Apple. Før jeg besluttede at lægge dem ud, kom Guido med nogle forbehold. Der var gået et par år i mellemtiden.
’Jeg må gå tilbage og ændre i Questland. Jeg har lært så meget mere dansk siden da, så jeg vil gerne præsentere en bedre udgave’.
’Gør du bare det, Guido, jeg vil alligevel ikke selv være i stand til at tjekke forbedringerne’.
Lige nu er Guido bekymret for, om han tør citere Frau Erica Fuchs i sin tyske version af Mathias og Undergangen. Hun er nemlig Carl Barks’ tyske stemme, og hun er noget af et ikon på de kanter. Jeg måtte imødegå hans bekymring.
’Tyske tegneseriefans vil blive stangsure, hvis du ikke bruger det kanoniserede tyske ordvalg i citatet fra Den gyldne Hjelm.
’Så vil forlaget måske klage. Det er jo et ret langt tekstcitat, det der om verdensherredømmet.’
’Så lad dem klage. Med e-bøger er der den fordel, at man altid kan ændre i filen, det er sværere med bøger på papir.’
’Jamen, alligevel…’
’Hvis de klager, skal vi prise os lykkelige. Så indfører vi en anden oversættelse med en fodnote om, at vi ikke må citere Frau Fuchs. Det kan betyde ekstra reklame. Alle tyske ærkedonaldister bliver så nødt til at erhverve den e-bog og skose forlaget for dets smålighed.’
Problemet for mig med at vurdere den tyske tekst er dog ikke tilfældet med engelsk, som jeg er mere fortrolig med. Faktisk oversatte jeg selv alle fire premieretitler til engelsk, men jeg var godt klar over de ikke var gode nok. Hvis jeg præsenterede dem som de var, ville publikum notere sig ukorrekte formuleringer, ja, måske ikke direkte fejlagtige, men en måde at udtrykke sig på, som en englænder eller amerikaner ikke selv ville have valgt.
Akkurat som med mine engelsksprogede indslag på min hjemmeside. Jeg undgår de grønne lyn under ord og vendinger, men det rækker ikke. Man kan godt forstå det, men det ville have lydt anderledes hvis en person med engelsk som sit hovedsprog havde skrevet det. Mark Thompson udtrykte det meget præcist da jeg spurgte ham om det.
’It’s okay, but it ain’t native’.
Ingen forfatter bryder sig om tanken, at publikum ryster på hovedet eller krummer tæer mens de opholder sig for længe ved utilsigtet skæve formuleringer. Det har det med at trække opmærksomheden bort fra det egentlige, nemlig afviklingen af historien.
Så Mark Thompson, Dwight Decker og Jenifer Lloyd har opgraderet mine oversættelser til et acceptabelt sprogligt niveau. Jenifer bor i en lejlighed i mit hus nu og er samtidig professionel oversætter, og hun leverede også en version af mit manuskript hvor man med rødt kunne se, hvor hun havde foretaget ændringer.
Det var pinefuldt nedslående for mig at se, hvor meget hun havde lavet om, men da jeg læste hendes udgave af den anden Questland bog The Prince and the Loser måtte jeg indrømme det.
’Ja, det er præcis sådan jeg havde ønsket jeg selv havde kunnet skrive det!’
Men den rødhårede Jenifer med forfædre i Wales og nutidige slægtninge i Texas og Californien har også sine problemer, for hendes umiddelbare rødder er amerikanske. Hun fik engang et jobtilbud fra et reklamefirma i London. Da hun sendte sit manuskript, fik hun at vide, at hendes tekst ikke var tilstrækkelig britisk. Og det var ikke bare et spørgsmål om at skrive colour i stedet for color. Så livet er ikke altid let blandt oversættere.
Der var en anden sag, der bekymrede mig i mine bøger, og det var de humoristiske islæt. Jeg prøvede at indsætte nogle farverige substitutter på engelsk, men med mit manglende kendskab til den slags detaljer troede jeg ikke helt på anvendeligheden af dem. Jeg vidste der måtte findes noget bedre.
Men Mark fangede mine intentioner og indsatte parallelle formuleringer, der udfyldte den samme rolle, som min originale tekst havde gjort. Det kan ses i Rosa’s Baby, der er anden del af Amalie og Skytsånden på nettet. Her har det landlige præg fået en sydstatsagtig drejning.
Dwight beklagede sig dog. I Questland er der en fyr, der hedder Kasper. Hvis det skulle blive til Casper på engelsk ville han nedlægge navneforbud. Lige siden Casper – the friendly Ghost kom frem for mange år siden, har det været umuligt at bruge det navn i USA. Et andet skævt navn var Waldo. Jeg blev nødt til at fastholde brugen af det, for det er navnet på den sjove fyr med en blå- og hvidstribet bluse som børn skal finde i et myldrebillede. Han hedder Holger på dansk og altså også i min bog, hvor jeg spiller på det at blive fundet.
Der er flere kendte eksempler på versioneringens besværligheder. På et tidspunkt måtte Curious George af ophavsretsmæssige grunde ikke blive ved med at hedde Peter Pedal på dansk, men det gør han vist alligevel nu igen. Formentlig fordi der er større pengebeløb i omløb i forbindelse med tegnefilmene. Og Max Bjævermose kan i manges ører heller ikke hedde andet. Hvis noget er indarbejdet gennem mange år, er det svært at lave om på. Jeg kan jo selv bidrage med historien om alt bøvlet med Anders And Pålæg, som man kan læse om i hjemmesidefilen Tegneserier i anden sammenhæng.
Det sidst tilkomne versioneringsbidrag af mine bøger kom, da jeg skulle finde Alfons Molines adresse. Han er en spansk fan af mig, og jeg plejede at sende ham Familien Gnuff, og nu var album 18 Dæmonen fra Dysterdyb udkommet. Så huskede jeg på, at han kunne dansk, hvilket også er sjældent blandt spaniere. Jeg spurgte om han ville give ridder Aciel en spansk stemme, og det ville han. Så jeg har fået stor hjælp af mine gamle tegneseriekontakter i mit nye udtryksområde.
Jeg er blevet spurgt, om holdbarheden af denne besynderlige honnette ambition det er at udsende mine titler i udlandet. Forsvinder de ikke bare i et sort hul mellem de myriader af titler der ligger derude i cyberspace til download i vore dage?
Jeg har selv tænkt det samme. Heldigvis gennemfører jeg ikke hele denne øvelse fordi jeg tror det vil blive lønsomt. Jeg gør det fordi jeg føler at disse historier ikke er specielt danske. De er i form og indhold mere i tråd med det som i årevis har været en accepteret tradition i engelsksproget kultur.
Det er af den grund jeg er gået ud for at vifte med mit lille flag. Men det kan godt være jeg kommer til at føle mig som Holger derude og må håbe på at skæbnen kommer mig i møde og forbarmer sig over den bøvede lille fyr i den stribede bluse og til sidst ender med at finde ham...