En underlig drøm
tilbageJeg fik en besked om at jeg var tildelt Nopel-prisen og skulle sende et fax svar om deltagelsen. Fax-maskinen stod i forhallen til min barndoms skole, og jeg kunne ikke finde ud af at benytte den.
Lige bag mig i køen stod min eks-kones nye partner, og han hjalp mig med at få maskinen til at fungere.
Noget senere var jeg ved en familiesammenkomst, hvor vi ventede på at hovedpersonerne skulle dukke op. Mens vi ventede kom en UPS pakkemand og skulle have kvittering for en pakke. Han mindede mig om det livsglade iranske postbud, som bragte pakker ud til mig derhjemme.
Han fik signaturen og kørte den store pakke ind på en sækkevogn, og det slog mig at det var heldigt det foregik i disse selskabslokaler, for ellers ville den ikke kunne være kommet ind gennem døren.
Den blev pakket ud, og det så ud som en papmache model af et bakket landskab i brunt og grønt. Så var der en hule et sted, hvorfra der kom sort røg ud. Det slog mig, at omgivelserne omkring det sorte hul fik helheden til at se ud som et moderskød.
Med i pakken var der en note om, at jeg skulle melde tilbage nok engang omkring deltagelsen i prisoverrækkelsen, for faxen var ikke gået igennem. Jeg var nu heller ikke så ivrig, for hvad kunne sådan en Nopel pris vel være, stavet på denne sære måde?
Nå, men min søn, Thorbjørn, var også til stede, så han kunne sende den bekræftelse, som denne gang skulle foregå med SMS…
Så nåede jeg ikke at få mere af historien, for jeg vågnede og skulle på toilettet, som så mange andre gange om natten. Men bagefter kunne jeg ikke falde i søvn igen fordi jeg havde fået et heftigt hosteanfald som en del af min langvarige forkølelse.
Derfor fik jeg tid til at memorere den underlige drøm så jeg var i stand til at huske den da jeg vågnede sent næste morgen. Og nu har jeg så skrevet den ned inden den helt forsvinder i glemslens tåger.
Jeg får jævnligt drømme som jeg bliver klar over når jeg skal op og tisse, men de forsvinder straks fordi jeg som regel har let ved at sove videre. Ofte er drømmen inden jeg står op noget med at jeg går rundt på et offentligt sted og leder efter et ledigt toilet, men de er som regel optagne eller helt svinet til.
Se, den slags drømme kan man jo forstå når man selv har tissetrang, men hvad med denne mærkelige drøm jeg nu havde haft?
Jeg prøvede at tænke på hvad jeg havde lavet dagen i forvejen, og jeg havde under gennemgangen af mulige emner for kopiering til min hjemmesideopdatering bladret forbi et album i reolen, ’Frøken og Flyver’ af en vis Jonas Wagner. Jeg tog det ud og funderede lidt over sagen. Denne Wagner havde fået en eller anden pris for det album, men siden havde jeg ikke hørt noget fra ham i tegneseriesammenhæng. En slags hit and run situation.
En anden måde at forholde sig til mediet på kom jeg til at tænke over, da jeg stod med mit gullige SEJD særhæfte med sammenbragte sider af Daan Jippes, hvorfra jeg valgte Spørge Jørgen til scanning. Her havde man en tegner, der kunne hvad som helst, så det at lave en enkelt episode eller blot en side i den pågældende stil var tilstrækkeligt, så hellere gå videre til et nyt forsøg med en ny stil for at forsikre sig om, at man også kunne imitere den design.
Jeg havde også fundet frem til en mindeværdig historie om Onkel Joakim, som jeg havde tænkt at referere til i opdateringen. En historie om en mand der glemmer alt, men ikke evnen til at skabe sig en materialistisk profit uanset eksistensvilkårene.
Endelig havde jeg som en opfølgning på min roman om civilisationens sammenbrud set Daniel Schmidts dokumentar om kosmologiske tanker, ’Inner Worlds, Outer Worlds’, der analyserer og sammenføjer en række religiøse og spirituelt filosofiske verdensanskuelser og ser, hvad de har til fælles og hvor langt vi i vor tid er kommet fra disse tanker og erstattet dem af kortsigtet materiel behovsopfyldelse, der aldrig vil få en ende fordi de bygger på en skæv prioritering.
Denne næsten meditative præsentation var sat til musik og billeder af en næsten uset skønhed og æstetik, som førte modtageren op i en sfære af usædvanlig balance og harmoni og derigennem distancerede sig til næsten hvad som helst inden for dokumentarfilm.
Det er ikke utænkeligt at mit drømmeberedskab på den måde blev ekstra aktiveret, for normalt glemmer jeg hurtigt alt hvad jeg har drømt.
Jeg har i hver af mine bøger som regel en referenceliste bagest om hvilke andre værker jeg har brugt som inspiration, og her kommer min store DVDsamling til nytte. Tit har jeg skulle gå tilbage for at genopleve en film eller en dokumentar for at finde ude af, hvad der i grunden gjorde indtryk på mig. I tilfældet med bogen om civilisationens sammenbrud var den liste blevet ekstra lang. Det er også et emne jeg har tænkt meget over i tidens løb.
Jeg gik hen på den hjemmeside jeg havde fundet, hvor der lå en kopi af Ray Bradbury’s novelle fra 1951, ’Last Night of the World’, trykt i februar nummeret af Esquire. Det var også en drøm, men på en anden måde. Ray Bradbury var digter og kunne beskrive de forfærdeligste ting på en poetisk måde, som faktisk harmonerede lidt med de tanker som aftenens dokumentarudsendelse havde fremkaldt. Senere fandt jeg ud af, at den var udgivet på dansk i halvfjerdserne oversat af Arne Herlev Petersen, som nu er en af mine Facebook venner.
"Hvad ville du gøre, hvis du vidste, at dette var den sidste nat i denne verden?"
"Hvad ville jeg gøre, du mener, sådan alvorligt talt?"
"Ja, alvorligt talt."
"Det ved jeg ikke - jeg har ikke tænkt på det."
Hun vendte håndtaget af sølv kaffekanden imod ham og satte de to kopper i underkopperne.
Han hældte noget kaffe op. I baggrunden blev de to små piger ved med at lege med deres byggeklodser på forstuens tæppe i lyset af de grønne lampetter. Der var en let, ren aroma af ny brygget kaffe i aftenluften.
"Ja, begynd hellere at tænke over det," sagde han.
"Det mener du ikke?" sagde hans kone.
Han nikkede.
"En krig?"
Han rystede på hovedet.
"Ikke en brint- eller atombombe?"
"Nej."
"Eller kemisk krigsførelse?"
"Ingen af dem overhovedet," sagde han mens han langsomt rørte om i sin kaffe og stirrede ned i dets sorte dybder. "Men lad os sige, bare afslutning af et kapitel i en bog."
"Jeg tror ikke, jeg forstår. "
"Nej, heller ikke jeg. Det er nærmere bare en følelse, nogle gange skræmmer det mig, nogle gange er jeg ikke bange som sådan, men føler mig fredfyldt."
Han skævede over på pigerne og deres gule hår skinnede i lampernes lys, og han sænkede stemmen. "Jeg har ikke sagt noget til dig. Det først skete for fire nætter siden."
"Hvad?"
"En drøm jeg havde. Jeg drømte, at det hele ville være overstået, og en stemme sagde, at det var… Nej, ikke nogen form for stemme, jeg kan huske, men en stemme alligevel, og det sagde at ting ville stoppe her på Jorden. Jeg tænkte for meget over det, da jeg vågnede næste morgen, men derefter gik jeg på arbejde, og den følelse fulgte med mig hele dagen. Jeg fangede Stan Willis i at kigge ud af vinduet midt på eftermiddagen, og jeg sagde, 'Hvad tænker du på, Stan?', og han sagde, "Jeg havde en drøm i nat', og før han selv fortalte mig drømmen, vidste jeg, hvad det var. Jeg kunne have fortalt ham det, men jeg lod ham fortælle mig det, og jeg lyttede til ham."
"Det var den samme drøm?"
"Ja. Jeg fortalte Stan jeg også havde drømt det. Han lod ikke til at være overrasket. Han slappede faktisk af. Så begyndte vi at gå gennem kontorerne, bare for sjov. Det var ikke planlagt. Vi sagde ikke ’lad os gå rundt’, vi gik bare på vores egen måde, og overalt så vi folk se på deres skriveborde eller deres hænder eller ud af vinduerne uden at kunne opfatte, hvad der var foran deres øjne, jeg talte med et par af dem, det samme gjorde Stan."
"Og alle havde drømt om det?"
"Ja, alle. Den samme drøm, ingen forskel."
"Tror du på den drøm?"
"Ja. Jeg har aldrig været mere sikker."
"Og hvornår vil det stoppe? Denne verden, mener jeg."
"Engang i løbet af natten for os, og så, som natten går, rundt omkring i verden, den fremrykkende del vil gå først. Det vil tage 24 timer for det hele til at blive afsluttet."
De sad en stund uden at røre deres kaffe. Så løftede de langsomt kopperne og drak, mens de så på hinanden.
"Har vi fortjent dette?" sagde hun.
"Det er ikke et spørgsmål om at fortjente, det er bare, at tingene ikke fungerer. Jeg bemærker du ikke engang argumenterede om det. Hvorfor ikke?"
"Jeg tror, jeg har en grund," sagde hun så.
"Den samme grund alle på kontoret har haft?"
Hun nikkede. "Jeg havde ikke lyst til at sige noget. Det skete i aftes. Og kvinderne i kvarteret taler om det, bare indbyrdes."
Hun hentede aftenens avis og holdt den over imod ham.
"Der er ikke noget i nyhederne om det."
"Nej, alle ved det, så hvad er behovet?" Han tog papiret og satte sig tilbage i sin stol, så på pigerne, og derefter på hende. "Er du bange?"
" Nej, ikke engang for børnene. Jeg har altid troet jeg ville være bange for at dø, men det er jeg ikke."
"Hvor er den ånd af selvopholdelsesdrift, forskerne taler så meget om?"
"Jeg ved det ikke. Man bliver ikke alt for ophidset, når man føler tingene er logiske. Dette er logisk. Intet andet, men dette kunne logisk set ske, ud fra den måde, vi har levet på."
"Vi har ikke været alt for dårlige, har vi?"
"Nej, men heller ikke enormt gode. Jeg formoder, det er problemet. Vi har ikke været meget af noget men kun optaget af os selv, mens en stor del af verden har haft travlt med en masse helt forfærdelige ting."
Pigerne grinede i forstuen, da de viftede med deres hænder og fik husene af byggeklodser til at falde om.
"Jeg har altid forestillet folk ville skrige i gaderne på en tid som denne."
"Jeg tror ikke det er nødvendigt. Man behøver ikke skrige når man ved det virkeligt gælder."
"Ved du hvad, jeg vil ikke savne andet end dig og pigerne. Jeg har aldrig kunne lide byer eller biler eller fabrikker eller mit arbejde eller noget undtagen jer tre. Jeg vil ikke gå glip af noget, bortset fra min familie og måske ændringen i vejr og et glas koldt vand, når vejret er varmt, eller den luksus at sove ud. Bare små ting, i grunden. Hvordan kan vi sidde her og tale på denne måde?"
"Fordi der er intet andet at gøre."
"Det er selvfølgelig sandt, for hvis der var, ville vi gøre det. Jeg formoder, det er første gang i verdenshistorien, at alle virkelig har kendt lige hvad de vil gøre i løbet af i aften."
"Jeg spekulerer på, hvad alle andre vil gøre nu, i aften, i de næste par timer."
" Gå til en forestilling, høre radio, se TV, spille kort, lægge børnene i seng, selv komme i seng, som altid."
"På en måde, er det er noget at være glad for - som altid."
"Vi er ikke alle uduelige."
De sad et øjeblik og så hældte han mere kaffe op.
"Hvorfor tror du det er i aften?"
"Fordi".
" Hvorfor ikke en nat i de seneste ti år i det sidste århundrede, eller fem århundreder siden eller ti?"
"Måske er det fordi det aldrig var 30 februar 1951, nogensinde før i historien, og nu er det, og det er det, fordi denne dato betyder mere end nogen anden dato nogensinde har ment, og fordi det er året, hvor tingene er, som de er over hele verden, og det er derfor, det er slut."
"Der er bombefly på deres kurs begge veje over havet i aften, som aldrig vil se land igen."
"Det er en del af grunden."
" Nå," sagde han. "Hvad skal vi lave? Tage opvasken?"
De vaskede omhyggeligt op og fik stablet tingene væk særligt pænt. Ved halv ni blev pigerne blev lagt i seng og de kyssede dem godnat, og de små lampetter ved deres senge blev tændt og døren lod de stå en smule åben.
"Jeg spekulerer på," sagde manden, der kom ud og så sig tilbage og stod der med sin pibe et øjeblik.
"Hvad?"
"Om døren skal være lukket helt, eller om den bør stå bare en lille smule på klem, så vi kan høre, hvis de kalder på os."
"Jeg gad vide, om børnene ved det – om nogen har nævnt noget for dem?"
"Nej, selvfølgelig har de ikke det. Så ville de have spurgt os."
De sad og læste aviserne og talte og lyttede til noget radio musik og derefter sad de sammen ved kaminen kiggede på trækullets gløder som klokken slog halv tredive, elleve og elleve tredive.
De tænkte på alle de andre mennesker i verden, som havde brugt deres aften, hver på deres egen specielle måde.
"Nå," sagde han til sidst. Han kyssede sin kone længe.
"Vi har i alt fald været gode ved hinanden, trods alt."
"Har du brug for at græde?" spurgte han.
"Nej, i grunden ikke."
De gik gennem huset og slukkede lyset og låste dørene, og så gik de ind i soveværelset og stod i nattens kølige mørke klædte sig af. Hun tog sengetæppet af sengen og foldede det forsigtigt sammen over en stol, som altid, og slog dynerne til side."Lagnerne er så kølige og rene og pæne," sagde hun.
"Jeg er træt."
"Vi er begge trætte."
De gik i seng og lænede sig tilbage.
"Vent et øjeblik," sagde hun.
Han hørte hende rejse sig og gå hen i den anden ende af huset, og så hørte han den bløde støj af en svingdør. Et øjeblik senere var hun tilbage. "Jeg lod vandet løbe i køkkenet," sagde hun. "Nu lukkede jeg for vandet."
Der var noget i det der var så sjovt, at han var nødt til at grine.
Hun lo med ham og var klar over, hvad det var, hun havde gjort, som virkede så sjovt. De holdt til sidst op med at grine og lå i deres kølige senge der om natten, med hænderne foldet og hovederne tæt sammen.
"Godnat," sagde han efter et øjeblik.
"Godnat," sagde hun og tilføjede, sagte "Min kære..."