TO BYER GEORGE EVANS George Evans (1920-2001) blev født i Harwood, Pennsylvania. Han studerede tegning gennem et brevkursus men tog også senere en mere formel uddannelse. Han tegnede til magasiner og blade allerede som teenager. Evans bidrog både til seriehæfter og til dagspressen. Hans livslange optagethed af gamle flyvemaskiner var en inspiration under hele karrieren. Det var også som mekaniker ved fly han gjorde tjeneste under Anden Verdenskrig. Efter krigen arbejdede han for Fiction House til 1949. Han begyndte med at tegne billedrammer og viske tegninger rene for skitsestreger. Men han sad ved siden af Frank Frazetta imens han gjorde det. Da han viste sin præsentationsmappe, fik han regulære tegnerjobs. Graham Ingels fra Better Publications var en af de første som gav Evans tegneropgaver. Senere var det Evans der bragte Ingels over til Fiction House og EC. Her var det skrækserier for Strange Suspense Stories, This Magazine is Haunted og Worlds of Fear. Han bidrog også til western- og romantik-titlerne. Arbejdet for Fawcett betragtede Evans som det bedste han har frembragt, og han holdt af tuscherne og medarbejderne på stedet. Han blev en af forlagets toptegnere i 1950erne. Efter senatshøringen om tegneserielæsning fulgte Evans med over til Impact med Piracy, Terror Illustrated, Crime Illustrated og Shock Illustrated. Efter EC-årene fortsatte Evans hos Gilbertons Classics Illustrated med blandt andet ’Romeo and Juliet’, ’Lord Jim’, ’The little Savage’, ’In the reign of Terror’, The Crisis’, ‘The Buccaneer’, ‘The Three Musketeers’, ‘The Hunchback of Notre Dame’, ‘Oliver Twist’, Julius Caesar’ og ‘In Freedom’s Cause’. I dagspresseserierne arbejdede Evans som assistant for George Wunder på ‘Terry and the Pirates’. Undertiden var han med på Warrens Blazing Combat samt Eerie. Hos Gold Key var det The Twilight Zone og Ripley’s Believe it or Not. I 1970erne arbejdede han for National Lampoon. Al Williamson overdrog ’Secret Agent Corrigan’ til Evans i 1980, og serien sluttede da Evans gik på pension i 1996. Serien skulle ellers være nedlagt i 1991, men da den stadig var populær i Europa fortsatte den i fem år mere. Hans sidste arbejde udkom i Flash Gordon’s søndagssider i 2001. Tegnerne hos Gilberton var ikke helt anonyme. På nogle af de ældste Illustrerede Klassikere er der kreditering. Alex Blum og Henry C Kiefer støder man ofte på. Desværre var det ikke tegnere jeg brød mig om. Men så var der en lidt dyster men stemningsfuld tegner, som gerne ville stå ved sit udtryk. Han hed Norman Nodel, og han skjulte ofte sin signatur et sted på åbningsbilledet. Trykkvaliteten betød også noget. Heldigvis har jeg en del førsteudgaver på det tynde papir, hvor farverne stod afdæmpet og smukt. Senere blev papiret grovere og mere sugende, og farverne blev for dominerende, hvilket forringede det æstetiske indtryk. Forlaget hed simpelthen Illustrerede Klassikere og blev senere til Williams, der tog sig af de europæiske versioner af Dells og Gold Keys sortiment. Da de ofte udkom i farver, havde de naturligvis en konkurrenceparameter i forhold til de sort-hvide hæfter fra Semic/Interpresse. Jeg har en samling på 216 numre af det blad fordelt i mapper med 12 blade i hver i de officielle mapper med seriens logo trykt forneden. Serien startede i 1957 og den fortsatte i over tyve år med 227 numre, hvoraf næsten halvdelen er produceret i Europa. Man løb som hos Gutenberghus tør for amerikanske originaludgaver, der kun omfatter cirka 160 titler, hvoraf nogle ikke er versioneret. Den danske udgave findes også i tilsvarende norske og svenske versioner, uden tvivl samtrykt. Man kunne faktisk samle serien, da den blev holdt tilgængelig ved senere genoptryk. |