Søren Spætte og Lykkevandet - en analyse
af Trygve Kvandal

først trykt i Syn og Segn

tilbage

I debatten om tegneserier har nogle underkendt deres evne til at præsentere seriøse problemstillinger. Men i Lykkevandet ser vi på mesterlig måde et samfund, hvor rusforgiftning, forurening, arbejdsløshed osv. er uløste problemer.

I dette samfund er privatforbrug og lykke sammenfaldende, og pengene og profitmotivet styrer intersubjektive relationer. Fortællingen skaber en kritisk distance til det kapitalistiske samfund. Vi ser spætterne leve i et samfund, som opererer i modstrid med det, som for en spætte er sund fornuft og god moral.

Lykkevandet er fuld af frodige figurer i et mangfoldigt socialt typegalleri. Man bemærker straks, at fortællingen ikke er til for hovedpersonens skyld, som det ofte er tilfældet i de fleste amerikanske funny animal serier. Tværtimod fungerer figurerne i kraft af en større intrige - de er dele af et dynamisk mangfoldigt samfund.

Freddy Milton har formået at tilpasse Søren Spætte til den historie, han vil fortælle. Der er ikke så meget af de sære karaktertræk, Lantz udstyrede tegnefilmudgaven med. Miltons spætte er bundhæderlig, og det letter læseridentifikationen med figuren og danner normeringspunkt for læsernes vurderinger. Søren udviser en stærk moralsk integritet, han skeler ikke til andre og tænker ikke bare på personlig gevinst gennem sine handlinger.

Efter at lykkevandet er blevet forbudt, diskuterer Søren med Hans Vig.
Søren: - Vi må nok indstille produktionen. Jeg vil ikke være med til noget ulovligt...
HansVig: - Kun salget i byen er forbudt, og da vi bare fremstiller det, så berører det os ikke, Søren!
Søren: - Vrøvl! Hvis vi ikke fremstiller lykkevand, så er der intet at sælge, og så sker der heller ikke noget ulovligt! I sidste ende er det vores ansvar!
Hans Vig: - Men Bølle Grib har ingen skrupler! Han overtager markedet og bestemmer selv prisen - er det da bedre?
Søren: - Ham om det! Jeg vil ikke tjene penge på hans måde!

Søren er lovlydig, men alligevel ikke legalist - han følger primært sin egen samvittighed. Trods et retsligt påbud om ikke at forlade byen drager han til Vindhøj for at standse produktionen af Lykkevand, som Hans Vig fortsætter efter at Søren har trukket sig ud.

Søren må også karakteriseres som en naiv figur, noget som kommer til udtryk i mødet med smarte forretningsfolk. På bolchefabrikken SUK grubler man over, hvordan man skal blive af med alle poserne med pebermyntepastiller.

Søren: - Kan man ikke sælge to poser for én poses pris?
Mikkelsen: - Så hamstrer folk bare pebermyntepastiller, og så kan vi ikke komme af med de pastiller vi laver resten af året til normal pris...
Søren: - Vi kan vel bare lade være med at lave flere i år?
Direktøren: - Så tjener vi heller ingen penge!!!

Søren forstår sig ikke på kapitalens logik. Han bruger sin enkle - sommetider sunde - fornuft. Manglende kendskab til forretninger medfører, at han går med på forslaget om at overlade driften til den rutinerede Hans Vig. Og godtroende som han er, går han med på svindleren Hans Vigs planer. Men kun til et vist punkt. Når hans moralske, lovlydige indstilling for alvor trues, tager han klart afstand fra Hans Vig.

Sørens modpol i fortællingen er Hans Vig, en figur som helt er Miltons egen opfindelse. Hans Vigs valgsprog er som hos Micawber hos Charles Dickens: - Noget vil vise sig. Han er aktiv og pågående med evne til at udnytte alle situationer til egen fordel. Således er han hurtig med at sikre sig kommerciel udnyttelse af lykkevandet.

Hans Vig er en smart og hensynsløs forretningsfører, som let lader sig styre af profitmotivet og ellers er meget optaget af at leve i sus og dus. Han bliver talerør for kapitalismens love...
Hans Vig: - Som jeg tænkte... Bølle Grib forbereder storproduktion... Så må vi også udvide, hvis vi skal klare os...
Søren: - (Suk) det må vi vel...
...
Hans Vig: - Tja, nu har Bøllelykke seks typer lykkevand... det fordyrer produktionen men øger omsætningen...
...
Hans Vig: - Anlægget er fuldautomatisk... Man har jo kun besvær med de ansatte nu til dags... Skål!

Til Søren, som bliver retsforfulgt på grund af Hans Vigs ulovlige fremstilling af lykkevand, han han følgende kommentar: - Tag det roligt! Vi har råd til den bedste advokat! Penge styrer alt! Gennem mellemmænd har vi tilmed udlånt penge til dækning af underskuddet på byens budget! - til gode renter, naturligvis! Vi er samfundsstøtter nu og er med til at styre udviklingen! Og når vi diskret lader myndighederne vide, hvem der står bag lånet, bliver sigtelsen mod dig frafaldet!

Det er tvivlsomt, om vi kan betragte Hans Vig som en “skurk” i traditionel forstand, dv.s. som ond af natur. I så fald er det her kapitalismens love, der er blevet “zweite natur”. Hans Vig griber blot de chancer, som samfundet tilbyder.

På samme måde står det klart, at Søren ikke er nogen helt i almindelig forstand, dertil er han for dum. Sørens naive, puritanske moral er ellers blot den anden side af Hans Vigs kyniske hedonisme, de er begge to nødvendige sociale funktioner i fortællingens univers.

Rundt om Hans Vig kan vi gruppere nogle bipersoner, som enten fungerer som hjælpere eller konkurrenter. Hans Vigs følgesvend, Didrik, er en mere naiv og harmløs skurk end sin herre og mester. Didrik kan til tider vise medfølelse og evne til moralsk eftertanke og selvkritik. Da at han har spærret Søren inde efter ordre fra Hans, siger han følgende: - Er det ikke lige skrapt nok at lukke spætten inde deroppe? Det er trods alt hans grund og hans skyld, at det hele kom i gang...
...
Det var altsammen sjovt i starten, de vi styrede tingene, Hans, men nu er det næsten som om, at lykkevandet styrer OS...

Hans Vig og Didrik kæmper mod konkurrenterne Bølle Grib og Sælger Sofus om kontrollen over lykkevandet. Sammenlignet med Hans Vig er Bølle Grib en usleben skurk, som ikke har sans for mere subtile metoder. I modsætning til Hans Vig, som ved hvordan man udnytter systemets spilleregler til egen fordel, er Bølle Grib mere en gangstertype.

I et stort socialt typegalleri lægger vi mærke til prædikanten og borgmesteren. Ved siden af deres funktion i udviklingen af intrigen. er disse to figurer skydeskive for satire over religiøs sekterisme og politisk opportunisme.

Dyrekarikaturer er velegnede til at fremstille sociale typer, idet man kan udnytte egenskaber, som traditionelt bliver forbundet med bestemte dyrearter i karakteriseringen.
Hans Vig er en padde, altså en glat forretningsmand. Bølle er en grib og grisk og nådesløs i gangsterrollen. Prædikanten er en høj og knebrende storkefigur og borgmesteren er som hvalros træg og magelig anlagt. I politikorpset ser vi jagende hunde og dumme grise og i retten er der høge og falke.

Spætteungerne Tip og Top fungerer som Sørens hjælpere og udtænker en plan for at få sat endeligt stop for lykkevandsproduktionen. Ungerne udmærker sig ved klogskab og skarpsindighed og kompletterer derved fint Søren som aktører. De forhindrer, at Søren sælger grunden til Hans Vig, idet de undersøger den og opdager, hvor vandet kommer fra. Ligesom koret i græske tragedier kommer de med filosofiske kommentarer til handlingen.

Historien åbner med, at Tip og Top sidder på havemuren og funderer over byens rige og mægtige personer, der passerer forbi...
Top: - Hvorfor skal nogle mennesker arbejde så hårdt, når andre tjener deres penge let?

Situationen på arbejdsmarkedet kommenterer de sådan: - Nogle vil gerne arbejde og tjene penge mn kan ikke få det, mens andre, som har arbejde, gerne vil bestille noget andet...
Undervejs tænker de over salget af lykkevand: - Nogle må slide i det for at få råd til at købe lykkevand. - Ja, og når de har slidt, har de brug for lykkevand... - Andre tjener så meget på lykkevandet, at de kan gå rundt og nyde livet...

Henimod slutningen af historien sidder spætterne og filosoferer...
Top: - Men er det forbudt at forsyne folk med noget, de gerne vil have?
Søren: - Det kan i al fald ikke være rigtigt at udnytte det så groft og tjene urimeligt på det...
Tip: - Lykkevandet var sikkert en dårlig erstatning for lykke, men nu vil folk måske prøve at finde den rigtige lykke...
Ideen med sådanne spørgsmål og svar er at aktivisere læseren til selv at tænke over det, der sker, i stedet for blot at indtage en passiv forbrugerholdning.

I modsætningen mellem ægte og falsk lykke er vi fremme ved en tematisk kerne i fortællingen. Den falske lykke virker som erstatning og midlertidig forsoning med social ulykke. Vi får en illustration af dette, da Søren atter er på arbejdfsformidlingskontoret uden resultat...
Søren: - Børnene må jo tro jeg er en uduelig dumrian, når jeg ikke kan få arbejde... og det er jeg måske også...

Bølle Grib: - Er du bekymret og nedtrykt? Grib lykken! Køb Gribs lykkevandsgrunde! Indlagt automatisk lykke!
Søren smager på lykkevandet, og snart: - Jeg MÅ have den fornemmelse af lykke igen... Koste hvad det vil! Jeg pantsætter mine møbler!

I fortællingen bliver borgerne tilbudt forskellige typer falsk lykke. Vi har religionens lovning på salighed i det hinsidige, rusgifte og andre illusoriske forbruger-lykkeformer. Under et morsomt sammenstød mellem Hans Vig og svovlprædikanten læser vi følgende, efter at prædikanten har testet lykkevandet...
Prædikanten: - Hvis mennesker kan bliver lykkelige på DEN måde, hvortil hjælper så al jordisk stræben, håbet om saligheden i det hinsidige?! Jeg trygler jer om at indstille salget af denne vanhellige væske... Den er en trussel mod alle grundfæstede værdier, mål og traditioner!
Hans Vig: - Vor mission er udbredelsen af lykke til masserne, og vi får sikkert større held end dig, prædikant!

Denne hersens forbrugerlykke, som Søren kalder den, bliver en hindring for realiseringen af den virkelige lykke. I reklamen for Bøllelykke hedder det ironisk: - Vi kommer din lykke i forkøbet!...
Vejen til ægte lykke går gennem en politisk indsats for at rydde ulykkelige sociale forhold til side. Mod slutningen hører vi, at magthaverne vil etablere et forskningscenter for miljø og trivsel i den nedlagte lykkevandsfabrik. Men Søren har ikke den store tiltro til forandringer...

Afslutningen er flertydig og en lille genistreg fra Miltons side: I sidste billede får vi at vide, at bolsjefabrikken SUK ligger inde med en ny overskudsproduktion, som skal fjernes i det skjulte. Vi bliver således mindet om, at de grundlæggende faktorer er uændrede, og at historien for så vidt godt kan gentage sig. Den åbne udgang bliver understreget af, at tegneren spørger: Er enden her?

Freddy Milton definerer tegneserier som “karikaturer i episk sammenhæng”. Denne definition peger ifølge Milton på noget, som tegneserier har frem for andre udtryksformer, nemlig overdrevne elementer sat sammen med et episk forløb. Definitionen er i al fald dækkende for Miltons praksis i Lykkevandet. En anden sag er, at definitionen bliver alt for normativ og trang, hvis den skulle bruges til at beskrive tegneserien som udtryksform. En dokumentarisk tendens har gjort sig gældende i tegneserien som i den litterære fortællekunst. Nogle har forsøgt at tegne fotografisk-naturalistisk, gerne som illustration af dokumentarisk materiale. Men man kan også som Milton hævde, at film og TV er bedre til at gengive en naturalistisk skildring..

Når det gælder tegneseriens informationsværdi, så er den vel afhængig af, hvordan den udnytter karikaturer og fantastiske elementer. I Lykkevandet tjener karikaturen, som vi har set, til at fremhæve og tydeliggøre træk fra vort samfund. Når det drejer sig om at vise sociale sammenhænge spiller karikaturen ind, men her er det vel korrekt at sige, at det stærke realistiske præg bliver etableret mere uafhængigt af karikaturer og fantastiske indslag, ikke mindst gennem dialogen.

Alt i alt har Freddy Milton vel fundet frem til en form og en fortællemåde, som tillader avanceret brug af tegneseriens virkemidler. Når dertil lægges, at layout, figurudtryk og kolorering er i top, foruden at historien er engagerende, bliver resultatet førsteklasses.

Det er ellers en interessant pointe, at farverne i albummet ikke blot fungerer dekorativt. Generelt set er de med til at underbygge det, som bliver fortalt, ved at karakterisere personer og miljø - et eksempel på det er den sortklædte prædikant. Faktisk er farvelægningen til tider mere subtil, idet farverne formidler en stemning, som ikke direkte kan aflæses af teksten eller tegningerne. Brugen af sorte silhuetter på en rød baggrund peger således frem mod kommende farer og uheld.

Måske kan dette album åbne nogle øjne hist og her for tegneserien som udtryksform. Har har vi foran os en tegneserie, som både er informativ og underholdende, som stimulerer såvel tanken som følelserne og fantasien.

Trygve Kvandal

tilbage