SPØRGE JØRGEN

Denne serie er en slags eventyr om kollektiv fordummelse. Den er fra 1970erne hvor man godt måtte være kritiske mod samfundstendenser uden at blive beskyldt for politisk korrekthed.

Hvis man ikke lige ved det, behøvede den ikke være tegnet af Daan Jippes, men det er den altså. Tendensen med sære kantede figurer blev vel først igangsat af Terry Gilliam, men der kom mange bud på nyskabende design i forsøget på at forny tegneseriegenren på den tid. At man mistede nogle gamle trofaste kunder i butikken betød mindre. Serien er formentlig blevet trykt første gang i et magasin eller ugeblad primært for voksne.

Denne tegneserieparabel er velegnet til at blive præsenteret i en outreret streg, for både ideen og handlingsgangen er ganske symbolsk, mareridtsagtig og grotesk. Og så bød den på en lejlighed for Jippes til at afprøve nye grænser for grafisk udtryk – grænser som for hans vedkommende vel nærmest ikke eksisterede, da han var i stand til at dreje stilen i en hvilken som helst retning, når der var behov for det.

Denne stilgymnastiske evne til forandring er mere udpræget hos Jippes end nogen anden tegneserieskaber. Til Spørge Jørgen kender jeg ikke noget udtryksmæssigt forbillede, men som regel brugte Jippes sine evner til at eftergøre en eksisterende design, som han så præsenterede i en ekstra effektiv dynamisk udgave.

Den lidt beklagelige virkning af denne evne var så, at man ikke forbinder nogen personlig stil med Daan Jippes. Han er simpelthen i stand til at tegne på alle mulige måder. Hans seneste forsøg er den nu skrinlagte serie Havank, hvor han lagde sig op af Maurice Tilleuxs streg fra Max Jordan.