SØNDAGSSIDER

I gamle dage havde søndagsaviserne som regel et farvetillæg, og ofte var det et bilag med farveaftryk af større afsnit af de serier læserne kendte fra ugens hverdagsaviser.
Disse længere episoder kunne som regel leveres i et højt firestripsformat eller en bred udgave i tre strips, og billedopdelingen tog hensyn til den ombrydning. Ofte kunne den øverste stribe i trestripformatet udelades, hvis avisen kun ville bruge en version i to strips.
Jeg vil i her præsentere et af de bedste eksempler på en vellykket søndagsside, nemlig den med Mickey Mouse. Den blev i over 25 år tegnet af Manuel Gonzales, som jeg allerede i Carl Barks & Co konstaterede uretfærdigt stod i skyggen af Floyd Gottfredson.
Som flere andre funny animal tegnere startede han i trediverne som in-betweener hos Walt Disney på korte tegnefilm fra 1936-38. Derpå blev han overflyttet til afdelingen for reklameillustrationer, men umiddelbart efter havnede han hos avistegneserierne, hvor Gottfredson havde brug for aflastning.
Gonzales kom til at tegne søndagssiderne, og han startede midt under episoden med Den tapre Skrædder. Arbejdet med søndagssiderne fortsatte til han blev pensioneret i 1981.
Fra 1946 overtog Manuel Gonzales også tuschningen af sine serier og det udtryksmæssige ambitionsniveau nåede strålende højder i Mickey Mouse serien, hvor Bill Walsh fandt på detaljerede historier, som Gonzales formåede at få plads til på søndagssiden, der i denne periode er et sandt overflødighedshorn af detaljer.
Det er specielt når pointen afleveres gennem Goofy eller Pluto, at komikken klingede fint. Senere brugte Gonzales også en anden figur, den talende krage, Elsworth, som på dansk blev til Rasmus Ravn. I søndagsserien overlevede navnet Mikkel Mus længe, og de blev i mange år trykt i Jyllands-Posten i farver i stort format.
Udover søndagsstriberne fik Manuel Gonzales også til opgave at lave en ny søndagsserie, Treasury of Classic Tales, som bragte tegneserieudgaver af klassiske Disneyfilm. Hans versioner af Askepot, Alice i Eventyrland, Peter Pan, Lady og Vagabonden, Ben & Me og Peter og Ulven er meget vellykkede tegneserieudgaver af de filmiske forlæg.
Herefter fik han en ny serie, der også blev længerevarende. Han skulle tusche den nye daglige stribe med Vaks, så i 25 år til sin pensionering arbejdede han serien Scamp, der blev blyantstegnet af Bob Grant, Chuck Fuson, Glenn Schmidtz, Mike Arens, Richard Moore og Roger Armstrong.
I det følgende har jeg udvalgt nogle perler fra Manuel Gonzales’ søndagssider, så han her kan blive husket for sin bedste periode.
Som man vil bemærke er pointerne ganske avancerede, men disse sider var også beregnet for et voksent publikum.