Skolen
tilbage
Selv om jeg ikke legede så meget med andre børn havde jeg en lykkelig tid i skolen. Det var stadig en afdæmpet periode, hvor eleverne havde lært at lytte efter hvad der blev sagt og adlyde voksne. Først senere kom ungdomsoprøret.
Vores første lærerinde, frk Gadegaard var gammeljomfru. Et levn fra en tid, hvor ugifte blev lærere og guvernanter. Hun lærte os læsning fra Ole Bole ABC og sørgede for vi fik en smuk skråskrift. 'Ingen spidse knoer' var et udtryk jeg kan huske, når hun gik rundt og iagttog, hvordan man holdt på blyanten. Og sandt er det jo, at man bliver træt i hånden, hvis man knuger værktøjet.
Jeg havde en sidekammerat der hed Gert. Vi sad sammen i mange år. Det med at skifte plads var en uskik, og læreren bestemte. Hans far havde en gård, og vi gik en overgang lange traveture i naturen. Jeg var dog ikke spejder og deltog ikke i sørøvertogterne på branddammen. Jeg var heller ikke med, når de legede kovbojdere og inderjanere i Helvegsdalen, hvor de bandt ofrene til marterpælen. Lige det med marterpælen var vist inspireret fra en Far til Fire film fra perioden.
Jeg havde tidligere siddet længere tilbage i klassen men blev rykket frem fordi jeg var ved at blive nærsynet. Jeg fik så et par briller hos Max E's Optik i Kolonnaden, og når jeg senere sad og vippede brillerne for at kunne se bedre var det på tide at få styrken fornyet. Man kunne selvfølgelig lære bogstaverne på læsetavlen udenad, når man var hos skolelægen, men det var jo ris til egen røv, selv om ens far sparede pengene til nye briller et stykke tid.
Selv om jeg skilte mig ud blev jeg ikke drillet, for jeg var ret kvik og flittig. Der var en elev, Bent, der drillede mig, men jeg var ikke den eneste det gik ud over. Begrebet mobning var ikke opfundet. Bent havde det vist heller ikke let derhjemme med en far, der var hård ved ham.
Men Bent hørte til undtagelsen. Vi var virkelig utroligt velopdragne og høflige, selv om der vel blev fnis og uro da vi kom i puberteten. Hvorfor det skulle være noget særligt på lejrskolen at få adgang til pigernes sovesal med larm og fnis gik hen over hovedet på mig. Jeg var nok sent udviklet og fik ikke holdningerne justeret, fordi jeg ikke havde den der omgang med jævnaldrende.
Selv da jeg virkelig kom i puberteten undertrykte jeg det driftsbetonede. Jeg havde hørt og læst, at piger kunne komme i ulykke. Det var skændigt. De stod altid tilbage med smerten, når de havde ladet drengen få sin vilje. Så måtte man gøre hvad man kunne for at skjule det, og pigen kom på diskret ophold på landet til nedkomsten og bortadopteringen var overstået.
Jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville bringe nogen pige i ulykke. Det var kun mænd, der havde slemme lyster og fik overtalt svage piger til at give efter. At piger også kunne have lyst til sex var jeg helt uvidende om. Den slags efterretninger nåede ikke frem til mig, og egne erfaringer havde jeg afskåret mig fra.
I de første år på skolen skete der noget vigtigt. De store årgange efter krigen havde nået skolealderen, og eleverne kunne snart ikke rummes til morgensang i forhallen, hvor den skrappe overlærer Søjbjerg, der kunne finde på at hive i de korte hår ved ørerne, stod på næstnederste trin til trappen til første sal og sang for eller kom med oplysninger eller advarsler. Sanglærerinden, der også lærte os tysk og var fin til at læse Aakjærs historier på dialekt, betjente det lille stueorgel til venstre.
Udvidelsen af elevtallet førte til tilbygninger af fløje, men i første omgang fik vi glæde af, at der blev ansat mange nye unge lærere direkte fra seminariet. For os var de voksne og blev tiltalt med efternavn, men de var ikke mere end en ti til femten år ældre end os elever.
En af lærerne hed hr. Nielsen. Vi havde ham en kort tid som dansklærer. Han kunne også spille violin. Da han skulle tilbage til Fyn skillingede vi sammen til et par tinlysestager. Ved den lejlighed gjorde det indtryk på mig at han blev rørt og kneb en tåre. Sådan noget havde jeg aldrig oplevet. Tænk at en voksen mand kunne have sådan et følsomt gemyt.
Vi drenge havde også hr Nielsen til sløjd. Vi vidste ikke hvor dygtig han var, men han må have været noget særligt, for tilbage på Fyn kom han til at blive seminarielærer i sløjd. Jeg har et smukt frugtfad i teak i udhulet med huljern. Det er godt nok noget andet end det mine børn bragte hjem da det blev deres tur i sløjdsalen.
Senere fik vi hr Dalgaard som klasselærer og historielærer. Han levendegjorde historien med papirkurv og pegepind. Lige nu kan jeg bedst huske anekdoten om den gamle tyske kejser, der var affældig og skrev papirerne under uden at bemærke noget. Når så det blev frokost og han fik madpakken bragt ind, så skrev han også madpakken under og sendte den ud igen. Det er utroligt hvad man husker på, men det er nok fordi jeg har sans for det humoristiske og groteske.
En meget ung lærer hed hr Holm og havde os i biologi. Han fik mig til at botanisere og foretage traveture i naturen og lære fuglestemmer fra et sæt af grammofonplader jeg lånte. Jeg lavede også et herbarium, som jeg gav ham, og jeg har senere ladet mig fortælle at han viste det frem i andre klasser som et eksempel på, hvad en fremmelig elev kunne præstere. Han besluttede også at eksamen skulle foregå under en vandretur.
Den morsomme krølle på alt dette er, at det ikke blot er fortid. Hvert tiende år mødes klassens elever, og ved det seneste tres års jubilæum for vores skolestart besluttede vi at mødes hvert femte år i fremtiden. Med nogle få undtagelser er det os alle, der møder op, og lærerne Nielsen, Jacobsen, Dalgaard og Holm er også med.
Det siger sig selv, at mange af os er på Facebook i vore dage, selv Theodor Viggo Nielsen fra Fyn. Han og hans tvillingebror fik en gratulationskurv fra os gamle elever, da han forleden fyldte firs. Da vi mødtes sidst havde jeg min ishockeykølle med. Frugtskålen havde jeg vist ham tidligere. Jeg har selv haft sløjd på seminariet og på min reol står spiralbogen med modeller fra Dansk Skolesløjd. Lysholderen med de fire lys i JUL bogstaverne kommer frem af æsken med julepynt hver jul.
Som sagt stod der en vis respekt om mig i klassen. Jeg havde jo i timerne i tegning afsløret, at jeg var i stand til at tegne bedre end gennemsnittet.
Der var en tradition med, at der godt måtte være en tegning med farvekridt i den ene side af tavlen i december måned. Jeg blev udset til at udføre denne betroede opgave, og det er trods alt en fjer i hatten at alle kammeraterne i flere uger sidder og ser på en tavle, hvor man har stået for udsmykningen. Lige nu kan jeg ikke huske motiverne, men der har sikkert været noget med juletræer, gaver og en julemand med en kane. En foreløbig bekræftelse på, at jeg var i stand til at lave noget andre gad kigge på.
Jeg havde en legekammerat i naboens dreng. Da far byggede sit hus var det et stykke ude på Randersvej, men der forelå en byplan, og i de følgende år blev hele rækken af huse udfyldt. Jeg har hørt hvordan man husker at far sang tidligt på morgenkvisten mens han fugede skorstenen på Skalskis hus.
Det var min far der havde humøret og slagfærdigheden i familien, mens mor bestyrede det alvorstunge. At jeg også hvad arbejdsomhed angår minder om min far er vel ikke så mærkeligt, for vi har samme fødselsdag.
Da mine forældre blev gift midt under krigen gik snakken jo, at det nok var fordi Karen skulle nedkomme. Det skete dog ikke, og da der så gik flere år ekstra, kunne det måske tænkes at de ikke kunne få børn. Men efter fire år blev min mor så omsider gravid.
Rygterne vil vide, at det var på grund af en krævende familiesammenkomst i anledning af min fars 32 års fødselsdag at min mor sidst på dagen måtte lægge sig og senere nedkom med mig. At afholdelsen af dagen kan have været belastende tror jeg gerne, for der var syv søskende på min fars side og seks på min mors. Kun tre af de tretten børn var piger. Efter sigende blev jeg født en måned for tidligt.
Kortbordet har nok været slået ud og der er blevet spillet nogle flere runder whist mens gæsterne ventede på min ankomst. Der er nok også blevet røget nogle cigaretter og cerutter, for på den tid var det stadig kutyme at man delte noget at ryge på rundt til kaffen efter desserten. Jeg har stadig en cigaretholder og en tændstikæskeskjuler i indgraveret moseeg som kom frem ved den slags lejligheder. Til daglig røg far ikke.
Da far blev selvstændig var det som terrazzomester. Han lavede plader til gasborde, så folk kunne have to til tre gasapparater stående med slanger hen til en fordeler i midten af pladen bagest, hvor far lavede et hul til det formål. Sådan en jævn plade var også bedre end flisebordene, hvor fugerne kunne hæmme rengøringen. På bordet under den firkantede plade stod der typisk en Voss gasovn.
Han lavede også bundstykker til vinduesnicher, der typisk blev monteret over radiatorerne, der vandt indpas med centralvarmen. Vi fandt en holder til en slibesten, som mine forældre i starten må have brugt til at slibe kanten med inden far fik en håndholdt slibemaskine med rondel. Han havde dog en plansliber i en tilbygning til kælderen, hvor han vådsleb de flade plader på vinduesbundstykkerne, som blev støbt i naborummet i kælderen under huset.
Når far skulle rundt med terrazzobundstykkerne foregik det med en Long John ladcykel, men i løbet af et par år fik han råd til en Nimbus motorcykel med en flad sidevogn, hvor der kunne være spande, cementbaljer og lignende. Det var også der jeg blev pakket ned i en mørkeblå pose af lammeuld og spændt fast under transporten til de få familiebesøg hos vores slægtninge.
Fars hovedsagelige arbejde blev efterhånden gulve i toiletter og badeværelser, hvor der var en hulkel, der sammenhængende med gulvet gik op ad den nederste del af væggen og dermed sikrede en effektiv rengøring. Denne pointe med hygiejne var også motivet til, at han senere fik lejlighed til at lave store industrigulve i mejerier og slagterier.
Som direkte nabo til os kom der en grund med en Shell tank. Tankstationens ejer hed Koldbæk. Jeg måtte lige ind og hitte papirkniven frem. Jo, 'Søren Koldbæk. Randersvejens Shell Service. Telefon 1636'.
Han er død nu, men jeg ved ikke om sønnen Lars lever. Pointen her er, at der var tale om en dobbeltgrund hos naboen. Så selv om der også var privat bopæl og en have i den fjerne ende af grunden så lå en stor del af jorden bag servicestationens værksted brak. Det var et oplagt sted til en jordbane.
Midt i 50erne var der andet end Davy Crockett og Hula Hoop der kunne distrahere drenge og piger. Der var også seks dages løb, hvor det legendariske par nummer syv med Kaj Verner og Palle Lykke blev genstand for idoldyrkelse. Det var en udfordring.
Så Lars og jeg sammen med nogle andre drenge lavede en cykelbane der bag værkstedet. Den var vel ti meter lang og havde selvfølgelig skråtstillet bane i hver af ovalens ender.
Vi fræsede rundt der det bedste vi havde lært, og på et tidspunkt fik vi fat på et stopur, så vi kunne tage tid på vores præstationer. Vi fjernede naturligvis klemmerne med papstykkerne fra baggaflen, for her skulle vi jo ikke efterligne nogen motorlyd.
Noget af det vi fandt under evakueringen af barndomshjemmet var en skotøjsæske i sovekammeret. Vi var lige ved at overse den og lade den stå til udsmidningen af alt det vi ikke ville have.
Vi lukkede kassen op, og den indeholdt breve sendt mellem vores forældre i tiden op til deres giftermål. Dengang var der ikke nogen elektroniske medier, og telefonen var dyr. Der var heller ingen computere eller mobiltelefoner, så den billigste kontakt var at skrive et brev, og det gjorde man så stadigvæk, selv om den praksis var på retur.
Vi børn havde aldrig oplevet at vores forældre gav udtryk for nogen følelser, ligesom vi heller aldrig så de rørte ved hinanden eller os. Det gjorde man bare ikke. Der var ikke tale om noget savn, for man kan vel ikke være bevidst om savn af noget, man ikke har oplevet. Og så alligevel.
Nu var begge forældre døde, og her stod vi med deres efterladte følelser i en æske. Vi prøvede at sortere dem, selv om det blev besværliggjort af, at jeg på et tidspunkt havde været forbi for at samle frimærkerne. De indgik så i min samling eller som dubletter. Det var en af den slags billige hobbyer vi kunne tillade os, og det udviklede samtidig gode egenskaber som systematik og orden.
Andre gratis hobbyer var indsamling af kapsler, ølbrikker eller cigaretpakninger. Ja, tilmed bilnumre kan jeg huske vi skrev ned i små lommebøger, og det var en sejr, hvis man kunne skrive et nummer på en udenlandsk bil.
Men her indskrænkede det sig altså til afrevne hjørner af kuverter. Der var dog som regel dato på brevene. De fleste var skrevet med blæk. I et af brevene var blækket sluppet op, og brevet skrevet færdig med blyant. Det havde åbenbart været vigtigt at få det sendt.
Der var varme og ømhed i disse formuleringer. Tilkendegivelser om at man savnede hinanden og længtes efter at man skulle ses igen. I grunden banale betragtninger, men i en familie hvor vi aldrig havde oplevet udtryk for følelser var det alligevel stort. På en måde den bedste arv vi havde fået på falderebet. Bevidstheden om, at vores forældre havde været i stand til at ytre ømme følelser.
Foruden de følelsesbetonede ting var der også kommentarer til situationen i samfundet på den tid. De havde været forlovet under krigen, og man hørte om de bekymringer man havde om slægtninges gøren og laden i lyset af truslerne fra besættelsesmagten.
Disse trusler var nok for en stor del overdrevne. Tyskerne så for det meste med venlighed og måske en smule misundelse på danskerne, der levede en sikker ubekymret tilværelse fjernt fra krigens gru. Ikke for ingenting blev Danmark kaldet for Flødeskumsfronten. Det var en lykke for en tysk soldat at blive udstationeret her, hvor der ikke var en daglig risiko for at miste liv eller lemmer.
Noget andet vi fandt under oprydningen knyttede sig til min konfirmation. Min far var glad for nye ting, og selv om pengene var små skulle vi trods alt have lidt med hjem, når vi havde været på Købestævnet i Fredericia. I nogle år var det et sted man valfartede til for at se de nyeste fristelser på forbrugsmarkedet inden de nåede ud til de lokale forhandlere.
Som regel begrænsede de købte varer sig til noget overflødigt juks, som aldrig blev brugt. Hvem havde brug for knive, der kunne udskære grøntsagerne i de mest pragtfulde faconer eller sprøjte småkagedejen med imponerende detaljer? Men når man havde været i Fredericia skulle man have noget med hjem.
Det var så også her vi købte den første beskedne campingvogn, der kunne monteres på anhængeren. Et håndsving hævede taget, og teltdugssider blev løftet i mandshøjde. På et stålstativ kunne man så montere fire brikse, to i hver side. Så undgik man at slå telt op og sove nær den bare jord.
Under oprydningen i barndomshjemmet i Viborg skulle Ingo og jeg køre bunker af Viborg Stifts Folkeblad på containerpladsen. Mor havde holdt på dem til det sidste og de fyldte efterhånden godt op i stuen, selv om Ingo snød sig til at rydde lidt ud i aviserne, når han var på besøg. Han måtte ikke smide dem ud, for der kunne jo være noget som mor gerne ville klippe ud og gemme. Det nåede hun dog aldrig at få gjort, men det er ikke ilde med gode forsætter og planer lige til det sidste. Jeg har til mine børns hovedrysten arvet dette opbevaringsgen.
På containerpladsen var der en metalcontainer ved siden af papircontaineren. I det øjeblik vi var ved at losse aviser i den ene container kom der en anden bilist med sin trailer. Han tog fat om et apparat og skulle lige til at smide det over i metalcontaineren. ’Hov, vent lige et øjesensblik. Er det ikke en båndoptager?’ 'Jow, det er såmænd en gammel båndoptager vi ikke har brug for længere’. ’Må vi få den?’ ’Ja, det må I da så hjertens gerne’.
Det var en to-spors Tandberg fra tresserne. Den store gamle grå Philips båndoptager som far havde anskaffet sig som den første i omgangskredsen duede ikke længere. Men han havde anbragt den flade runde mikrofon i blomsterdekorationen midt på bordet til min konfirmation i 1962, og folk var benovede da han stolt afslørede, at han havde optaget os under festmiddagen, hvor en kusine kunne huske vi havde fået karbonader. Det kunne gå an som festmad dengang hvor midlerne stadig var små hos mange.
Vi tog maskinen med hjem og efter at have fået udskiftet en drivrem, der blot var en kraftig elastik, kørte maskinen upåklageligt. Ingo havde fundet nogle gamle to-spors bånd, som vi ikke havde kunnet afspille efter at Philips maskinen brød sammen. De båndoptagere han og jeg havde fået senere var de nyere fire-spors maskiner.
Vi fik afspilningen i gang, og snart genlød stuen af min morbror Jens’ stemme. Som den i familien der havde ordet i sin magt var det ham som holdt talen. Den var ganske glimrende. Og sangene var også gode. At høre sin egen konfirmation igen for første gang efter mere end femogfyrre år var noget ganske særligt. Det var før videooptagelser blev hver mands eje.
Der er så lige den ekstra krølle, at Ingo oppe på spidsloftet fandt æsken med sangene fra samme konfirmation, så vi kunne sidde og synge med på de gamle sange fra båndoptageren. Der var ofret flere farver på stencilen med sværtekopierne fra Frodes Papirhandel. Det var det sted i Viborg hvor folk kunne få mangfoldiggjort deres lejlighedssange. Der gik flere år inden fotokopimaskiner blev almindelige.
På mit værelse lå der stadig æsker med modelfly. Der var skalamodeller af jagere fra Første eller Anden Verdenskrig, som man selv skulle snitte ud af balsatræ og pudse og polere og male med Humbrol lak. Til sidst blev der sat propel, cockpit, hjul og kendingsmærker på. Kendingsmærkerne var med i æsken i form af overføringsmærker, der skulle ligge lidt i vand, hvorefter man kunne skubbe dem over på underlaget.
Skydebilleder kunne man også få på tankstationer i form af reklamer for Shell, Esso og Castrol motorolie. Der var også andre mærker som Gulf eller Ora. Dem kunne man så føre over på sin cykel, så den kom til at se smart ud. Med papstykkerne fæstnet med klemmer til baggaflen kunne cyklen også komme til at lyde helt motorisk.
Skalamodellerne af træ blev dog i løbet af tresserne udkonkurreret af plastiksamlesæt, hovedsagelig fra Airfix. Derimod holdt Dansk Modelflyve Industri, DMI, skansen et stykke længere med æskerne med svævefly. Der var de billige som 7-9-13, Gloria og Boy, men så var der også dyrere modeller som Prince, Pjerri og Victory. Victory havde et vingefang på 167 cm.
Hvis der af en eller anden grund manglede en hobbyforretning i byen kunne disse vigtige artikler erhverves fra Hobby Studio, Nyelandsvej 40, København F, Fasan 6530. Jeg ved det, for jeg sidder med katalog 7 foran mig, og der efter forsiden at dømme 1000 nyheder. Jeg kunne dog få mit behov dækket gennem et besøg i Ønskekælderen i Viborg. Der havde man foruden byggesættene også fyrrelister, japanpapir, celluloid, pianotråd og abachifiner. Og så kunne man få sin blå dunk med Lyma C lim fyldt op for en krone. Senere sparede jeg dog tid og penge ved at købe en hel liter ad gangen hos Jacobis kontorforsyning i byen.
Nogle af kammeraterne avancerede til linestyrede modeller, hvor Junior og Pilot var de billigste. Hvis man var en flottenheimer havde man måske råd til Artist eller Champion. Motorerne hed Viking, og ifølge annoncerne gik man ikke fejl af en Viking 2,5 ccm Diesel til 59 kroner. Det valg havde ti tusind hobbyfolk allerede truffet, og motoren var lige velegnet til linestyrede og fritflyvende modelfly samt til modelbåde og modelbiler.
Det var en særlig oplevelse at se de lidt ældre drenge stå og dreje på den gule propel og undgå at få fingrene kappet af, når motoren endelig med en øresønderrivende larm kom i gang. Den lokkende duft af æter glemmer man aldrig. Hjælperen holdt flyet indtil piloten var klar. Han stod i midten af kredsen, og han kunne med vippegrebet få flyet til at hæve og sænke sig i den faste rundkreds.
Det var virkelig stort for en rask dreng i midten af halvtredserne…
tilbage |