Jeg fulgtes med Nadia hjem fra skole, og nu sad vi og drak te i køkkenet hos mig. Moster Miran og lillesøster Jamila var ude at gå tur. Hun havde lagt en seddel til mig.
’Kære Sasja. Jeg er gået en tur over i parken med Jamila. Der er kommet en ny karrusel, som Jamila har plaget om at få lov at prøve igen. Hvis du skal have te kan du nok selv lave den.’
Tidligere havde moster Miran lavet teen til os, når vi drak den hos mig, men nu var det lige så ofte mig, der lavede den. Som hos Nadia havde vi et ritual med de bestemte kander og krus, vi brugte. Efter at have lavet teen, satte vi os ind i stuen og lagde det puslespil, vi havde lavet hos Nadia forleden.
Jeg hældte brikkerne ud af den lille papæske og bredte dem ud, så vi kunne få vendt dem rigtigt. Nadia kiggede over på væggen, hvor der hang et gammelt spejl over kaminen.
”Mon ikke spejlet dér minder lidt om det, som Alice havde i sin stue?”
Jeg vidste med det samme, hvad hun mente, for Miss Winterbottom havde netop læst et kapitel for os fra et gammelt eventyr af Lewis Carroll...
’…”Hvad ville du sige til at bo i spejlhuset, Kitty? Mon de ville give dig mælk derinde? Det er måske ikke så rart at drikke spejl-mælk – men, Kitty, nu skal vi snakke om, hvordan vi kommer derind. Du kan se et ganske lille stykke af vejen til spejlhuset, hvis du åbner døren ind til vores dagligstue på vid gab. Vejen ligner nøjagtig vores egen korridor – så langt som man kan se – men det kan jo være, at den alligevel er helt anderledes på den anden side! Tænk, Kitty, hvor ville det være morsomt, hvis vi kunne komme ind i spejlhuset! Jeg er sikker på, at der findes mange vidunderlige ting derinde! Nu lader vi som om, vi kan komme derind, på en eller anden måde, Kitty. Nu lader vi, som om glasset er blevet er blødt slør, så vi kan smutte igennem det. Ja se, nu er det ved at forvandle sig til en slags tåge, så nu er det let at komme derind...”
Mens hun sagde dette, var hun kravlet op på kaminhylden – skønt hun knapt nok vidste, hvordan det var gået til. Og spejlet var virkelig begyndt at opløses, så det så ud som en sølvklar tåge.’
”Jeg forestillede mig faktisk det spejl, da hun læste højt for os.”
”Ja, det kunne godt være sådan et spejl.”
”Tænk, hvis man kunne gå gennem sådan et spejl og komme ind i en anden verden?”
”Ville du turde det?” Nadia var ikke i tvivl.
”Det kan du tro! Hvor jeg længes efter at komme til et andet sted, hvor man kan være på en anden måde end her.”
”Det er ganske vist spændende, men også skræmmende.”
’I næste øjeblik kravlede Alice ind gennem spejlet og sprang – uden mindste besvær – ind i spejlstuen. Det første hun gjorde, var at se efter, om der var ild i kaminen, og hun blev vældig glad, da hun opdagede, at der virkelig var tændt op, og at ilden brændte lige så lystigt som i det værelse, hun havde forladt. ”Så behøver jeg heller ikke fryse her,” tænkte Alice, ”ja, jeg får det sikkert meget varmere, for her er der ingen, der jager mig væk fra ilden. Åh, hvor bliver det morsomt, når de ser mig herinde i spejlet og ikke kan få fat i mig!”
Så begyndte hun at se sig omkring og opdagede, at alt det, hun kunne se af sin gamle stue, var ganske almindeligt og uinteressant, men at det i øvrigt var helt – helt anderledes. De billeder, der hang på væggen ved siden af kaminen, f.eks. – de så ud, som om de var levende alle sammen, og uret på kaminhylden (du ved, at man kun kan se bagsiden af det i spejlet) – lignede en gammel mand i ansigtet og grinede til hende.
”Man holder ikke den her stue så pænt som den anden,” tænkte Alice, da hun opdagede, at flere af skakbrikkerne lå i asken... derinde i kaminen. Men i næste øjeblik udstødte hun et lille skrig af forbavselse og lagde sig på knæ for bedre at kunne se dem.”…’
Jeg kiggede over på det gamle spejl. Nadia havde ret. Netop sådan et gammelt spejl kunne man godt tro havde mystiske evner.
Nadia fortsatte med at vende brikkerne. Da det var gjort, var der bestemte brikker, som vi startede med at lægge sammen. Sådan er det altid. Nogle er lettere at få placeret end andre, og så kommer de til at danne et punkt, hvor nye brikker bliver føjet til. Noget senere havde vi tre grupper, som blev sammenføjet efterhånden som puslespillet voksede.
”Måske er det bare en drømmeverden, som Alice besøger. Af bogen kan man godt forstå det på den måde.”
”På en måde har du ret. For i den verden optræder der ting, som Alice har undret sig over i sin egen verden, eller noget, hun har ærgret sig over, der vender tilbage til hende på en overdrevet måde i den anden verden. Den slags sker sommetider i drømme.”
”Hvis vi kunne gå gennem vores spejl, er der flere ting, jeg kunne forestille mig anderledes.”
”Det kunne jeg også.”
”For eksempel ville der være drenge i klassen ovre i skolen.”
Vi begyndte uvilkårligt at fnise lidt. Det var en underlig tanke men spændende at forestille sig. Drengenes verden var et sted, som var fyldt med mystik og spænding, hvor man kunne få lov til mange af de ting, der var forbudt for os piger.
”De ville garanteret lave en masse ballade.”
”Ja, og de ville sikkert også prøve at bestemme alt muligt.”
”Men så ville Miss Winterbottom sætte dem på plads.”
”Ja, hun ville komme efter dem som den røde dronning.”
”Nej, hun er alt for flink. Kortene ville være lede soldater fra ’De retvise’ og deres leder ville være den dronning, der hele tiden råbte ’Af med hovedet!’...”
”Bag spejlet ville vi tage ud på en masse cykelture.”
”Ja, og vi ville bade sammen i søen...”
”Og lytte til forbudt musik...”
Nadia så sig febrilsk om efter en brik af puslespillet.
”Så, nu mangler vi kun én brik... Men jeg kan ikke se den?”
”Jeg ved godt, hvor den er.”
”Hvor?”
”I Jamilas mave. Hun spiste den forleden.”
”Spiste hun den?”
”Ja, der må have været noget i limen, som hun godt kunne li’, tror jeg...”
”Den lille møgunge.”
”Sådan er det med små søskende. De spiser legetøjet og leger til gengæld med maden.”
”Jeg skulle også have haft en lillesøster, men hun blev dødfødt. Jeg tror hun fik navlestrengen om halsen.”
”Hvordan ved du det?”
”Åh, lidt hører man. Men det er ikke noget man taler højt om.”
”Den slags ville også være anderledes på den anden side af spejlet. Der ville man få ren besked om alt muligt.”
”Ja, og det ville være umuligt at lyve. Alle ville sige tingene som de er, for løgn og fortielser ville slet ikke være opfundet.”
”Nu lyver man også sommetider for at tage hensyn.”
”Måske, men det ville man ikke bag spejlet. Løgn og omskrivninger skulle være forbudt, når børn stillede spørgsmål.”
Så kom onkel Mustafa ind i stuen.
”Nå, der er I. Jeg har ventet med at gå, for jeg kan forestille mig, at du gerne vil med hen i boghandelen, Sasja?”
”Ja, det vil jeg da gerne, onkel. Vi er netop færdige med vores te, og Nadia skulle alligevel snart gå.”
”Så kan vi følges ad hen til Nadias hus og tage bussen derfra.”
Det var cirka en gang om ugen, at onkel Mustafa fandt på en anledning til at besøge boghandelen inde i bymidten. Stedet blev som regel kaldt ’Den internationale Boghandel’. Det var foreløbig det eneste sted, hvor man kunne finde de nyeste udgivelser fra udlandet. Der var bøger fra hele verden, men det var mest bøger fra vesten, som blev solgt, for det var det eneste sted, hvor de blev tilbudt.
Der var også mange, der selv bestilte bøger hjem fra udlandet med posten, men det kostede ekstra, og det skete ikke sjældent, at pakkerne simpelthen forsvandt, og så var det en dyr affære.
Onkel Mustafa var altid i godt humør de dage, hvor vi skulle i boghandelen. Jeg kunne mærke, at han så frem til den oplevelse, og det smittede af på mig, så jeg spurgte ofte, om jeg måtte følge med, og som regel fik jeg lov.
Det var ikke fordi han havde et bestemt ærinde. Ofte tog han derind bare for at se, hvad der nu var kommet af nyheder, men han havde altid et eller andet med sig hjem. Det var især bøger om økonomi eller statsforvaltning. Han gik meget op i at holde sig orienteret om, hvordan beslutninger blev truffet forskellige steder i verden. Hvis han havde fået lejlighed til at skaffe sig en uddannelse i det emne, ville han uden tvivl have valgt det, men det var der ikke mulighed for, da han var ung.
Vi fulgtes ikke ad, når vi gik rundt i boghandelen, som omfattede et stort lokale i stuen i en hjørneejendom på et centralt sted i byen. Jeg skulle se det hele og skyndte mig rundt for at danne mig et overblik. Hvis der så blev tid til det, kunne jeg bruge mere tid på de hylder, der optog mig mest.
Nu hvor jeg var begyndt at kunne læse engelsk, åbnede der sig en masse nye muligheder for mig. Tidligere havde jeg mest bladret i billedbøgerne for børn og kunne blive opslugt af de fantasifulde og detaljerede billeder, der var trykt i glade farver i stort format. Hvor måtte det være nogle fantastiske historier, der kunne give anledning til sådan en overflod af smukke eller skræmmende illustrationer, og nu kunne jeg selv læse mange af dem.
Når jeg kom forbi onkel Mustafa, stod han ofte på det samme sted, hvor jeg havde forladt ham. Ikke sjældent stod han med næsen fordybet i en lille bog og var tydeligvis fortabt for denne verden. Det gjorde han også nu. Han kiggede op med et fjernt blik og jeg kunne se en tåre bane sig vej ned over den ene kind. Men nu havde han også stillet sig op ved hylderne med filosofi og digte.
Jeg gik over til ham og stod lidt og kiggede på ham indtil han fandt ud af, at jeg var kommet tilbage.
”Nå, er du der, Sasja? Hvad har du fundet?”
Onkel Mustafa stod der med et åndsfraværende udtryk, som om han lige var ankommet fra en anden planet og havde opdaget en af de lokale indfødte, som holdt om en spændende genstand.
Han lagde sin lille digtsamling fra sig og åbnede min store billedbog.
”Nå, dada! Der er sandelig godt gang i tingene, kan jeg se.”
Det var ingen overdrivelse. Der var mange farvestrålende opslag med farlige uhyrer og modige krigere i kamp for livet, og der var udspekulerede onde hekse og smukke frøkener med langt lyst hår og folderige kjoler. Og stærke dværge og sarte alfer. Der var alt det, som hørte sig til i et godt eventyr.
”Ja, det er lige før man ikke behøver læse teksten.”
”Du får sikkert onde drømme af sådan en historie.”
”Jeg havde nu mest tænkt på det som noget for Jamila?”
”Uha nej, så skræmmer du da livet af hende.”
”Overhovedet ikke. Jeg har selv fundet på flere historier af den slags, og hun er meget optaget af dem.”
Onkel Mustafa stod og knugede sin lille bog.
”Hvad har du så fundet? Den er da vist ikke udenlandsk?”
”Nej, det er en samling af gamle digte jeg læste som ung. Siden da har jeg ikke set dem, men nu er de åbenbart blevet trykt på ny. Det er underligt, som man kan komme til at genkalde sig situationer fra sin ungdom, når man efter mange år får lejlighed til at læse de samme tekster. Så er det som om verden står stille og man befinder sig et andet sted i tid og rum.”
”Du så ud til at være ked af det?”
”Nej, Sasja, ked af det var jeg ikke. Selv om man måske godt kan blive vemodig, når man vender tilbage til virkelighedens verden.”
”Er den da så meget ringere?”
”Ikke nødvendigvis. Det har mere noget at gøre med én selv. At man selv har forandret sig.”
”Hvordan mener du?”
”Ja, du er nok for ung til at forstå, hvad det betyder. Men ser du, når man er ung, står alle muligheder åbne for én, og man kan klare hvad som helst. Hvis forholdene ikke er ideelle, er man overbevist om, at man bare kan gå ud og ordne tingene, måske sammen med de andre unge, som mener noget lignende.”
”Og det kan man ikke?”
”Nej, og det er også godt det samme. Ser du, som ung har man ikke det overblik over situationen, som man får efterhånden. Som tiden går finder man ud af, hvad der er muligt, og hvad der ikke er muligt. Nogle af de ting, man hyldede som ung, er ikke længere så påtrængende, eller også er de urealistiske. Man finder også ud af, at man ikke har alverden tid til sin rådighed. At livet ikke varer ved.”
”Helt ærligt, det vidste man vel også, da man var yngre.”
”Jo, på en måde. Men livet og mulighederne syntes bare meget større, og man havde den der optimisme og gå på mod, som er drivkraften bag alle forandringer.”
”Har man ikke det, når man bliver ældre?”
”Nej, det har man sjældent. Man resignerer og taber modet, når man ser, hvor omfattende opgaven er, eller også når man frem til sit mål og indser, at det medfører nogle kedelige konsekvenser, som man ikke havde tænkt over, da man var yngre.”
”Og det står du og bliver trist over?”
”Nå, så det sådan ud? Nej, det passer heller ikke. For hvis man føler, at man arbejder i den rigtige retning, kan man godt finde tilfredsstillelse i, at man ikke når sit mål mens man selv lever, bare man har gjort en indsats for at tingene ændrer sig til det bedre.”
”Det er også det, både du og far har gjort.”
”Ja, og det må være godt nok. Det siger jeg ofte til mig selv, når jeg møder skuffelser eller modgang. Det er ikke målet i sig selv, der er det afgørende, for det ændrer sig også som tiden går. Det er processen undervejs, som er det vigtige. Den må man huske at glæde sig over. Det er ikke det fjerne mål, du skal bedømme tingene efter, for dertil når du måske ikke i dit eget liv men først i det næste. Husk det, min pige. Glæd dig over de små skridt i den rigtige retning i det daglige, for ellers får du måske ingen glæde i dit liv.”
”Det lyder meget filosofisk, onkel Mustafa, men du har vel tænkt grundigt over tingene.”
”Det kan du tro, men det er nu ikke bare mig, der har gjort det. Mange kloge mennesker har tænkt over meningen med livet, og det var et digt om det, som jeg var faldet i staver over. Da jeg læste de samme ord som ung forstod jeg ikke hele betydningen, men det tror jeg, jeg gør nu.”
Vi gik over til disken og ventede lidt i køen. Onkel Mustafa fik sin ungdoms digte og jeg fik min rabalderbog. Det var ikke ofte, onkel Mustafa fortalte mig noget om de store ting i livet. Det her havde været et af de tilfælde.