SAMS STRIP Sams Strip gik med 504 strips i cirka 60 aviser fra oktober 1961 til juni 1963, hvilket ikke var nok til at serien kunne overleve. Den blev ellers distribueret af det førende pressebureau, King Features Syndicate, der også tog sig af skabernes andre serier. Det var dog ikke svært at overtale bureauet til at forsøge at markedsføre serien. I Sams Strip var Sam i høj grad klar over at han var indehaveren af striben. Serien benyttede sig af metahumor. Den bryder ind i eller får besøg af figurer fra andre gamle striber og Sam og hans ven Silo leger med seriens fysiske genstande og virkemidler, såsom svinge sig i billedrammerne eller samle lydordene sammen i et rekvisitlager. Sam undslog sig heller ikke for at udleje paneler til spændingsserier, hvis det kneb med penge til huslejen. Andre tegneserier har benyttet metahumor fra tid til anden, for eksempel Pogo, som refererede til tekstboblerne eller lod figurerne undre sig over tilstedeværelsen af tegnerens signatur i bunden af et panel. Men i Sams Strip foregik disse ting hver dag. Derfor blev den især påskønnet af tegneseriefans, mens det store almene publikum, der skulle bære seriens popularitet oppe, ikke i samme grad var med på noderne. Den eneste anden gennemgående figur var Sams unavngivne assistent, som først fik navnet Silo da serien i 1977 blev relanceret som Sam and Silo, hvor de to figurer optrådte som sherif og hjælpesherif i en lille amerikansk by. Denne serie vakte til gengæld større genklang hos publikum. Ophavsmændene var den legendariske Mort Walker, kendt fra Basserne, og så Jerry Dumas, der tegnede serien. De fik en masse gags til overs, når de fandt på ideer til Basserne og Mads & Misse, og de troværdighedsnedbrydende gags kunne de så benytte i Sams Strip. I 1979 kom Interpresse på et lykkeligt indfald. Man besluttede at udgive hele serien i to minialbum. Hele serien blev hermed gjort tilgængelig i samlet form og jeg er den glade ejer af begge samlinger. Oversættelsen stod Per Vadmand for, og det må have været en af de svære opgaver, for også i teksten er der dobbeltbetydninger som kan være svære at versionere. Det problem slipper man som regel forbi ved at undlade at udgive disse striber, men her ville man jo have dem alle sammen med. Jerry Dumas har sagt: På Sams Strip deltes vi om indfaldene og jeg tegnede serien undtagen tekstningen, som Mort stod for. Til gengæld tekstede jeg Basserne. Vi overvejede, om der ville blive copyright problemer, når vi lod andre seriers figurer optræde, men det skete ikke. Disney skrev tilmed for at bede om en stribe, hvor en af deres figurer var med. I gamle dage var det sløjt med kopimaskiner, så alle citater er nytegnede i serien, selv de møjsommelige illustrationer fra Alice i Eventyrland. En uge var der en tegneseriekongres, hvor en masse gamle figurer optrådte samtidig. Nogle mente at serien var for tidligt ude, at publikum ikke var parate til det koncept, og det er vel et spørgsmål som ikke er til at besvare. Nogle serier har større gennemslagskraft end andre, men Sams Strip var i det mindste et originalt tilskud i mediebilledet’. |