RIDDER RAP

’Ridder Rap’ er en forunderlig tegneserie. Den er skabt af den amerikanske humorist Ralph Briggs Fuller (1890-1963) i 1935, men da havde Fuller allerede en karriere bag sig som satiriker og vittighedstegner.

Markedet for enkeltpanels humorstrips blev anstrengt i løbet af trediverne, og det var grunden til at Fuller valgte af prøve kræfter med stripgenren, hvor han hurtigt fandt sig til rette. Serien blev kaldt ’Oaky Doaks’ og den blev distribueret af et mindre selskab, Associated Press Newsfeatures, der primært stod for nyhedsformidling men dog havde serier som Milton Caniff’s ’Dickie Dare’ og Noel Sickles’s ’Scorchy Smith’. Tegneserieredaktøren, William McCleery skrev teksten i starten indtil 1940. Serien startede to år inden Prins Valiant den 17. juni 1935, og i 1941 kom der en søndagsudgave i farver.

Ridder Rap var ikke en ridder fra starten men en bondedreng, der smedede sin brynje af bliktaget på et udhus. Selv om han optrådte i rollen som ridder, bekvemmede Kong Gulerod sig aldrig til at slå ham til ridder. Hesten havde tidligere trukket faderens plov. Serien er en klassisk historisk komedie, og Jyllands-Posten tilføjede glimtvis provinsiel humor i den danske udgave. Søndagssiden blev trykt i stort format i flotte farver, og det er primært derfra jeg i min barndom lærte serien at kende, for i tillæg til den lokale daglige Venstreavis Viborg Stifts Folkeblad holdt vi Jyllands-Posten om søndagen. Der delte den bagside med Manuel Gonzales’ ’Mikkel Mus’.

Oaky Doaks (Ridder Rap) er hovedpersonen, en muskuløs flot udseende godhjertet helt, og hans væbner er den grove dovne og skaldede Cedric (Nap). Kongen, Corny (Kong Gulerod) af Uncertania (Vakleland) er en lille gnavpotte, og bryggerhesten Nellie, (Putte), er i grunden den mest kvikke figur i galleriet. Den har også overnaturlige evner og kan undertiden tale. Slottets troldmand, (Raptus) kan virkelig trylle, og så er der prinsessen (Pomona) der gerne vil forføres af Rap, men som oftest må hun selv prøve på det. Hun bliver dog omsider gift med Rap, og til allersidst får de tilmed en søn.

I næsten hver episode falder Oaky over en eller anden dame, han bør hjælpe. Ud over de intrigemulighed der åbnes op for, tilføjer de flotte fruentimmere noget glamourøst til det i øvrigt ganske jordnære i serien. Kvinderne er typisk kvikkere end mændene, specielt da den naive Oaky. Der er en effektiv blanding af spænding og humor i Fullers historier, der løber over tre til fire måneder som dagsstrip. Kendere er enige om at det er en meget veltilrettelagt serie med en fin balance mellem spænding og humor.

Distributionsselskabet hørte til de mindre aktører, så i 1961 nedlagde det virksomheden og altså også distributionen af ’Oaky Doaks’. Fuller levede dog to år længere men var ærgerlig over at han ikke kunne fortsætte med serien, selv om han i en alder af 71 godt kunne lade sig pensionere med god samvittighed oven på en lang og glimrende karriere.

Jyllands-Posten udgav ti årshæfter med Ridder Rap. Jeg aftrykker her genudgivelsen af dagstriberne, der startede i slutningen af 1969 og sluttede med denne notits fra 1972 i avisen, da Rap red bort for sidste gang.

’De gode græder og de onde ler, når Ridder Rap forlader turneringspladsen, som i to år og knap fire måneder har været Jyllands-Postens bagside. Fra de gode har vi allerede fået protestbreve med store vrede bogstaver, efter at Ridder Rap i nogle dage har været fjernet fra sin vante plads. De andre ses på billedet, hvor Ridder Rap, hans væbner og unikum af en bryggerhest siger farvel, mens troldtøjet stikker hovedet frem fra underskoven.

Når sagnmørket igen lukker sig over den mørke ridder, skyldes det vanskeligheder med tekstmæssigt at aktualisere hans middelalder-krønike. Ridder Rap er nu engang kun Ridder Rap, når han har en lansespids inde i nutiden, der respektløst prikker til både politikere og almindelige slyngler.

R. B. Fuller trak sig tilbage til et otium i et lille hus ved Hudson floden, da serien i 1961 gik ind – både i USA, hvor den var berømt, og i Europa, hvor den kun kendtes fra Jyllands-Posten og et tyrkisk landbrugsblad. I otte år hvilede sagnmørket over ridderen. Så red han igen ind i spalterne den 22. marts 1962, Situationerne var de gammelkendte, men replikkerne var ny. Vi præsenterede ham dengang med ordene:
’Han rummer de dyder, læserne sætter pris på og Jyllands-Posten forsøger at leve op til: Frygtløshed, ubestikkelighed og god vilje’. Som bekendt er det dyder, der fører til, at man af og til kommer galt af sted.
Siden har han reddet et dusin ungmøer, som forgæves har prøvet at forføre ham, er blevet misbrugt af sin arbejdsgiver, Kong Gulerod og bragt i vanvittige situationer af den ofte lidt for snedige troldmand, Raptus.
Nu er Ridder Raps anden ære forbi. Hans farvel er alvorligt ment. Sagnmørket sænker sig igen over ham, men hvem ved – måske kalder Vaklelands ve og vel ham atter frem, og bliver der igen brug for hans dyder, vil han måske en dag galoppere ind i Jyllands-Postens spalter.’