Randis Rastløshed
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton

retur

Hvordan adskiller denne bog sig fra dine tidligere bøger?

Først og fremmest er der ingen overnaturlige ting med denne gang. Det er en fuldkommen retlinet fortælling fra vor tid uden grænseoverskridende elementer til andre dimensioner eller antydning af noget som kunne ligge i en anden tid eller dimension. Men mest af alt er det en regulær spændingshistorie, en thriller som de kalder det.

Hvad er temaet, udover at det sikkert drejer sig om liv og død?

Det er miljøet man vokser op i og forholdet til de jævnaldrende i skolen. Jeg havde på et tidspunkt overvejet om mobning skulle være et bærende tema, men det blev det ikke. Der er i alt fald tale om en form for dårlig trivsel hvor der opstår selvmordstanker med udgangspunkt i mangler i den sociale situation som hovedpersonen befinder sig i eller har oplevet. Der er tale om en ret indadvendt men selvrådig teenager som ikke bærer følelserne uden på tøjet, for at sige det mildt, og så en jævnaldrende dreng der er på en rejse for at finde en voksen fra sit tidligere liv, han føler han må tale med.

Det lyder ikke særlig morsomt.

Det er det heller ikke. Det er nok min mest gennemført alvorlige bog, selv om der har været tilløb til det også i mine tidligere bind, men jeg syntes jeg havde en holdbar vinkel jeg kunne kombinere med en tydelig personbeskrivelse, og jeg følte jeg var i stand til at gøre helheden ganske troværdig og overbevisende. Der har jeg på en måde noget nyt i min vinkling, for ret beset er mine tidligere personer kommet temmelig uforvarende ind i en overraskende handling og har måttet reagere på den som de personer de tilfældigvis var, men her er overensstemmelsen mellem personlighed og skæbne meget tydelig og ganske nødvendig for historieudviklingens logik og holdbarhed.

Har du så lagt humoren helt på hylden denne gang?

Nej, dog ikke. Der er situationer og episoder undervejs, hvor overdrivelsen og karikaturgraden i en munter retning er større end den er for hovedpersonerne selv og deres udvikling. Her knytter jeg vel an til den efterhånden udbredte genre med dramakomedier hvor man både får munterhed og alvor, lige som livet også byder på indslag fra hele udtryksspektret. Der er jo intet i et spejlbillede af tilværelsen som er enten det ene eller det andet, med mindre man bruger de gamle grækeres opdeling i tragedier og komedier. Der er en glidende overgang fra det muntre over det tragikomiske til det alvorlige og måske fuldkommen tragiske, og i denne bog kommer jeg formentlig hele raden rundt. Jeg opnåede det glædelige at jeg kunne blive stærkt påvirket, rent følelsesmæssigt, da dramadelen tilspidsede sig, og det er en meget fin oplevelse for mig. Så et eller andet har jeg formentlig gjort rigtigt. Der er selvfølgelig ingen garanti for, at alle er så lette at påvirke som jeg, men det burde kunne ske for nogle, og en god indikator er trods alt, at det virker sådan på én selv. Når jeg tilmed selv sidder og udtænker dramaet, burde jeg nok være temmelig hårdhudet og upåvirkelig af de virkemidler jeg tager i brug, men sådan er det åbenbart ikke. Jeg oplever til min overraskelse jeg undertiden kommer til at redegøre for noget, der er ægte rørende og bevægende.

Er der selvoplevede ting denne gang?

Nej, heldigvis ikke. For jeg har ikke selv mærket disse problemer, men jeg har haft en del indspark fra forskellig side, lige fra pressens nyheder over bøger og film til eksempler jeg har fået fortalt. Der har især været et par udenlandske dokumentarudsendelser, som har efterladt et dybt indtryk på mig, og som har ligget i underbevidstheden, da jeg skulle udforme min dramaturgi. Så de dystre detaljer omkring bogens klimaks er på ingen måde selvopfundne, de er hentet fra nogle utroligt gribende dokumentarudsendelser. Der er på det punkt ingen form for overdrivelse i min fremstilling, og jeg prøver tilmed at lægge bånd på detaljerne i min beskrivelse for ikke at komme til at virke for nådesløs. Der optræder en dagbog i historien, og en overgang overvejede jeg helt at undlade at tage dagbogsoptegnelser med derfra, da jeg var bange for at alene et sådant valg ville komme til at virke for smagløst og følelsesmasserende, og det har ikke været min hensigt, men jeg fandt en løsning, som alligevel var sober. Jeg har kun taget det med, som jeg har følt var nødvendigt og uundgåeligt for at være vederhæftig og ærlig. Jeg har virkelig prøvet at holde mig tilbage og undgå udpenslede beskrivelser, men de få der er, kommer så til at virke desto mere stærke. Det var lige før jeg selv blev ilde berørt da jeg tog det med, men jeg blev nødt til det, for sådan er virkeligheden, og sådan har den været for en del børn i årenes løb. På den anden side er unge mennesker i vore dage vant til at opleve det ekstreme, ja, de opsøger det tilmed i en række tåbeligt effektladede horrorfilm, så substansen i min fremlægning tror jeg på ingen måde er for grænseoverskridende. Måske for nogle år tilbage, men ikke i dag, og så leger de unge også selv bevidst med forskellige måder at forholde sig på i de posteringer de placerer i spalterne i diverse chat-rooms. Ja, undertiden lyver de sig til en spændende falsk identitet, hvor de kan afprøve nogle grænseoverskridende måder at forholde sig på, så temaet er efterhånden ikke længere nyt for den aldersgruppe.

Der er vist også lidt genbrug af episoder fra ’Dekalog over Janteloven’?

Det er sandt. Der var vinkler, som jeg kunne bruge og videreudvikle og give en skarpere kant i denne bog. Meget af bogen er en ’road-movie’ gennem dele af samfundet med mere eller mindre groteske indslag af menneskers måde at behandle hinanden på, frem for alt de mere kritiske og betænkelige eksempler, men der er også varme og livsglade scener imellem.

Du vender også tilbage til motiver der har med flygtninge og indvandrere at gøre?

Ja, jeg fik jo kun brugt en snæver del af det problemkompleks i ’Sasjas sidste Chance’. Der var flere vinkler i det stofområde og det kunne passes ind i den struktur jeg i forvejen var ved at afvikle omkring mine hovedpersoners skæbne.

Du bruger atter en krydsklipning mellem to parallelle handlingsforløb…

Ja, men nok engang har jeg fundet en ny måde at bruge det på. Strukturelt adskiller denne historie sig også fra de tidligere bind og deres brug af modellen med parallelle handlingsforløb, og jeg tror den præcisering, som vokser frem efterhånden, også vil ende med at overraske læserne denne gang.

Du vil gerne give dine læsere noget de nok ikke har gættet på forhånd?

Det er sandt, men jeg gør det nu ikke for effektens skyld. Jeg har blot haft en historie som kunne præsenteres på flere måder, og så har jeg brugt den metode som gav det bedste og mest virkningsfulde resultat. Det er en vigtig opgave for en forfatter at tilrettelægge stoffet så det bliver afviklet på den bedst mulige måde når det gælder om at fastholde publikums opmærksomhed. Man må ikke glemme sin fornemmeste forpligtelse som forfatter, at fastholde læsernes opmærksomhed omkring en læseværdig historie på den mest fængslende måde.

Kan det ikke virke søgt eller banalt?

Sådan ser jeg ikke på det. Det er indholdet der tæller, men hvis du ser, hvad folk bruger tid på at læse i dag er det for en stor del thrilleragtige historiestrukturer som publikum foretrækker, og det ser jeg ikke noget ondt i. Et udviklingsmæssigt lån fra filmmediet. Jeg inddrager da også disse mekanismer i min intrigeafvikling og finder det ganske naturligt, så meget desto mere som historien på indholdsplanet udvikler nogle spændingsbetonede momenter undervejs.

Er der ikke visse ting som er ret usandsynlige, når man tænker på virkelighedens verden?

Det mener jeg ikke. Jeg har dækning for alle de situationer jeg har berørt, også de allermest modbydelige. Faktisk oplevede jeg under skrivningen noget tilsvarende som også gjorde sig gældende under ’Questland’. At der flere dage i træk kom nye efterretninger i pressens nyhedsdækning om vigtige punkter omkring bogens emne, som jeg netop var ved at skrive om. Andre af situationerne har jeg hidtil kun hørt har fundet sted i udlandet, men så er min tilføjelse faktisk blot den at jeg så også har ladet det foregå her hos os. Det har ofte vist sig at udviklingstendenser man først får efterretning om fra udlandet, dukker op i vores kulturkreds med nogle års forsinkelse.

Der er noget voksent over din måde at håndtere historierne på. Tror du at du har dit publikum med dig?

Det er naturligvis en satsning, men man bliver jo ikke i denne verden belønnet for at lave et ’me too’ udspil og holde sig pænt og høfligt tilbage, heller ikke når man skriver bøger. Man må præsentere noget, som har en profil og en kant i forhold til hvad der ellers bliver lavet og så håbe på at tiden er moden til det og at det vil vinde genklang, men jeg regner med at det går. Unge taler jo frit om alt muligt i vore dage hvor der ingen tabuer er. Jeg har selv en teenage datter. Deres verden står i grel kontrast til min egen barndom hvor børn i en misforstået hensyntagen ikke fik noget at vide om noget som helst og da slet ikke fik lov at se skeletterne i skabene. På den måde skete der en dæmonisering af de blakkede tendenser og stygge sandheder som gjorde håndteringen af dem vanskeligere. Heldigvis har den tys-tys mentalitet ændret sig, og vore dages unge får lov at endevende tingene og kigge på dem så selv de mest tvivlsomme aspekter kommer frem i lyset og bliver diskuteret og kommenteret, og det er den bedste måde når man skal lære at håndtere og forholde sig til vanskelige emneområder.

Hvad er grunden til at det er Randis ven, der fortæller hendes del af historien?

Det er ganske enkelt. Jeg kom frem til en meget selvstændig pige som skulle være indadvendt og fåmælt og meget skeptisk over for de forhold hun har levet under. En pige som insisterer på stå på egne ben og gør et stort nummer ud af at vælge selv og træffe egne beslutninger, men også med en vis sårbarhed hvis årsag længe står hen i det uvisse. Det var ikke muligt at sandsynliggøre hun i den identitet selv skulle være fortælleren, men da jeg holder meget af brugen af en jeg-fortæller måtte jeg bruge en ven af Randi, der fortalte om hende. Gennem ham får vi mere at vide om Randi end hun selv ville bryde sig om at komme frem med. Det er langt hen ad vejen en mysteriethriller. Vi sidder som læser med en række uafklarede spørgsmål som vi brænder efter at få besvaret, og det får vi da også efterhånden. Jeg er jo en ansvarlig fortæller som ikke lader mine læsere i stikken.

Hvorfor skal Lasse være så vattet?

Det hænger sammen med hans personlighed. Han kan acceptere Randis lederskab fordi han holder af hende på sin egen måde og desuden har han ikke det samme behov for at markere sig. Rent fortælleteknisk er det også en god idé at se en kejtet og indadvendt karakter gennem en mere følsom person på sidelinjen. Det fandt jeg meget hurtigt ud af, da jeg skulle beslutte hvordan jeg skulle præsentere fortællingen.

Du kunne godt have udviklet mere på personerne omkring Randi. Hendes plejemor, Lasses mor, lærerne i skolen og klassekammeraterne?

Det kunne jeg uden tvivl, men man får efterhånden en intuitiv fornemmelse af hvad man har brug for og hvad man ikke behøver. Hvis man kan koncentrere sine pointer omkring et færre antal personer trækker man ikke opmærksomheden bort fra det vigtigste hvilket her er handlingsudviklingen omkring hovedpersonen. Jo mere præcis og målrettet man kan gøre den jo stærkere får den mulighed for at virke, men jeg har faktisk flere bipersoner undervejs i små roller som sætter krydderi på historien, og jeg synes jeg dækker ganske mange detaljer og forhold i vores virkelighed i dag.

Foregår bogen i vores nutid?

Det har jeg selv tænkt over. Jeg tror god, det kunne være tilfældet, men på den anden side kunne det nok også være foregået for nogle år tilbage. Denne gang har jeg bøjet mig og taget mobiltelefoner med, så det må i alt fald være en historie som finder sted i den seneste årrække hvor mobiltelefoner har været ret udbredt.

Visse forfattere skulle efter sigende kæmpe ret meget med formuleringen. De skriver en masse, som de så smider væk og begynder forfra. Hører du til den slags?

Nej, heldigvis ikke. Jeg får som regel de vigtige ting på plads inden jeg sætter mig til at skrive, og de tanker som kommer til mig under selve processen er så fokuseret på emnet at jeg synes det fungerer, når jeg så også får det nedfældet som tekst. Jeg tror det er fordi jeg har års erfaring i at tænke tanker der af pladshensyn må holde sig til emnet, så den metode følger jeg instinktivt også nu, selv om jeg kan brede mig noget mere end jeg kunne tidligere da jeg lavede fortællende tegneserier.

Siden det nu gentager sig med stilen fra tidligere, så vil jeg godt lige have bekræftet, om der er en idé med konsekvent at undgå vendinger som ’Han sagde:’, ’spurgte læreren’, ’konkluderede han bittert’ og lignende?

Det har du ret i. Et sådant gennemført fravalg af den slags bemærkninger er ikke tilfældigt. Jeg er kommet ind i bogstavlitteraturen fra en anden udtryksform med boblepile og oplever tekstmæssige præciseringer omkring afsender og modtager som overmåde gammeldags, men de fleste forfattere opfatter det som en pligt at skrive disse ofte overflødige henvisninger, og det sinker læseprocessen. Som regel er der jo kun to personer, som snakker sammen. Hvis der er flere personer, vil det af indholdet også ofte give sig selv, hvem der ytrer sig. Hvis jeg en sjælden gang oplever der kan være en meningsforstyrrende tvivl, vil jeg i en bemærkning lige før eller efter en replik have lavet en formulering, som præciserer tingene, men jeg har også afsnit, hvor en gruppe af unge mennesker snakker om et emne, og her fortæller jeg ikke altid, hvor mange unge der er, eller hvem der siger hvad. Vi møder dem måske ikke igen senere, og det er ikke vigtigt at vide hvem der kommer med den enkelte bemærkning. Replikskiftet er det afgørende. Den store fordel ved at undlade disse henvisninger til afsender og modtager er jo, at du kan have en ordveksling kørende som om det var en film, og det skaber en større gennemslagskraft i afviklingen af situationen. Så det fortælletekniske træk vil jeg afgjort holde fast ved. Jeg er også glad for, at jeg allerede i ’Questland’ blev rost for min lettilgængelige sprogbehandling.

Det slår mig, at kapitlerne som tidligere har nogenlunde samme længde. Er der også en grund til det?

Det har jeg også lagt mærke til. Måske er det sådan, at arbejdet med mine spillebøger har vænnet mig til at udforme konfliktstof af samme længde, som i albummene var én side, men når jeg har en situation i tankerne til et kapitel, så lader det til jeg føler at jeg er kommet omkring mulighederne i den vinkel når jeg har redegjort for handlingsforløb af omtrent samme længde. Det er ikke sikkert emnet er uddebatteret, men jeg føler at det vil være tillokkende at skifte til noget andet i den parallelhandling jeg har kørende, og så vende tilbage senere til det første handlingsplan med den nye situation, som kapiteloverskriften signalerer. Det skaber en stimulerende afveksling, som er med til at holde interessen fanget over hele forløbet.

Nu hvor bibliotekerne køber bøger til udlån, tror du så de har brug for en bog med dette dystre emne?

retur