Kapitel 1
Questland - Daniel og Rollespillet
Spilbogen
retur Jeg var netop sluppet ud af Dommedagslejren og flygtede gennem Fortvivlelsens Jungle, hvor chancerne for at overleve var minimale. Mine medfanger havde ikke klaret flugten, men måske var de mere heldige end jeg. Heldigvis lod det til, at hundene havde tabt sporet.
Jeg vadede over Skæbnefloden på det smalleste sted og holdt udkig efter Hævnens Krokodiller, men jeg kunne ikke få øje på dem. Det værste var nok farerne under vandet. Jeg vidste at Pinsomhedens Piratfisk var mange steder, og i lejren gik der rygter om forsvundne fanger, som på kort tid var blevet ædt af glubske rovfisk.
Varmen var ulidelig, men det var ikke det værste. Junglen var fyldt med farer, og det var næsten ikke til at trænge igennem det tætte vildnis af bundvækster. Hvor jeg dog savnede en kold øl.
Så kom der en lavmælt knurren fra et af træerne. Det var Sjælens sorte Panter. Den var åbenbart så sikker på sit bytte, at den havde tilladt sig at gøre opmærksom på sig selv. Jeg havde heldigvis min trofaste riffel, men skulle jeg prøve at gøre det af med panteren eller kaste mig i floden?
Nu havde jeg tidligere valgt at møde panteren, men det var det forkerte valg. Min riffel var blevet våd efter turen og fungerede ikke. Jeg var faldet ud af spillet og havde fået et nyt klip i mit livskort uden at få oplyst hvor mange klip jeg havde tilbage.
Så derfor sprang jeg i floden for at prøve at slippe bort ad den vej. Jeg faldt dog ikke i vandet men havnede på det kolde stengulv i Tvivlens Labyrint på Den forbudte Planet. Her vaklede jeg længe rundt, og de mange endeløse gange lignede hinanden.
Men jeg skulle nå frem til Prinsesse Aura i tide, så jeg trodsede de flammende Skærsildens Gruber og dernæst Grådighedens Gnistgab. Så vidste jeg, at mit liv atter hang i en tynd tråd, for Dræberkuglen fra Dommedag kom lige imod mig, og den fyldte hele korridorens bredde, så det var umuligt at undgå den ramte mig.
Jeg løb så hurtigt jeg kunne bort fra den tunge kugle, der kom nærmere og nærmere. Jeg holdt en stav i den ene hånd, og hvorfor mon jeg gjorde det? Den skulle nok bruges til et eller andet, men hvad? Og kunne jeg nå det? Staven var lang nok til at kile på tværs mellem væggene, men den var næppe kraftig nok til at standse den massive Dræberkugle.
Så bemærkede jeg en lille uregelmæssighed i gangens gulv, og jeg nåede lig at kile staven ned mellem to klinker og kaste mig ned på gulvet langs den ene side.
Staven fik netop løftet kuglen så meget under sin passage, at jeg ude langs kanten undgik at blive ramt. Så vidste jeg, at jeg havde klaret den bane uden tab af liv.
Efter umådelige strabadser var jeg omsider nået frem til Kejserens Palads på planeten Mingo, men indgangen var bevogtet af det frygtindgydende vagtkorps, De djævelske Drabanter. To skildvagter stod og talte sammen ved porten iklædt harnisk og bevæbnet med skarpe hellebarder.
”Groink, gark, urp.”
”Urk, howl, honk.”
Det ville være umuligt at overmande dem, så jeg var henvist til at klare mig med list.
Lige i nærheden stod et skilderhus, hvor vagterne havde ekstra tøj, men netop som jeg stod og overvejede, om jeg skulle prøve at forklæde mig, kom der en vogn med forsyninger til paladset. Kusken skyndede på sit forspand af balstyganske fastoner.
”Hulla, hulla!”
Han passerede lige forbi mig og så ikke videre kvik ud. Bagest på kærren med de høje sidefjæle blafrede en blå presenning, og jeg spekulerede på, om jeg skulle gemme mig i transporten og på den måde få adgang til paladset.
Jeg greb til Platismen og slog plat eller krone. Afgørelsen blev at springe op og gemme mig i kærren, selv om den stank gevaldigt af spegesild. Det var et lykketræf, for jeg narrede vagterne og undgik at miste mere liv.
Umiddelbart efter befandt mig inde i paladset, hvor Forbandelsens Faldgitter forhindrede mig i at gå tilbage gennem den dunkle Dysterhedens Kasemat. Jeg fandt en rulle reb og var godt klar over, at det ikke var tilfældigt.
Gangen ophørte men fortsatte på den anden side af en dyb grotte, hvor Skinsygens grønne Uhyre blundede. Midt over grotten hang der en lygte i en solid kæde, og hvis jeg lavede en lasso af rebet og kastede den ud omkring lygten kunne jeg muligvis svinge mig over til afsatsen på den modsatte side.
Men der var også en gammel kastemaskine på afsatsen, så jeg kunne også bruge rebet til at spænde kastemaskinen, der så måske kunne slynge mig over på den anden side af dragegrotten.
Jeg havde som sædvanlig ikke meget tid til at tænke mig om, for dragen glippede med øjnene og udstødte nogle ildevarslende grynt, der uden tvivl betød, at den var ved at vågne. Hvis det skete, ville den kunne gøre det af med mig inden jeg nåede at foretage mig noget som helst.
Så huskede jeg på, at drager kan spy ild, og hvis jeg brugte rebet som lasso ville den let kunne brænde rebet over, når den fik øje på, at jeg var i gang med noget. Det ville være mere logisk at bruge katapulten, for så kunne jeg forberede min aktion i det skjulte og blive kastet over afgrunden så hurtigt, at dragen ikke ville nå at reagere.
Jeg nåede heldigt over på den anden side af grotten for kun at opleve, at jeg for vild i de mange underjordiske korridorer, hvor fugten drev ned ad de klamme stenvægge. Jeg nåede gennem en krypt og kom ind i et dunkelt oplyst rum, hvor jeg bag et rødt forhæng hørte en inciterende nynnen. Jeg slog forhænget til siden og en veldrejet kvindeskikkelse i en dybt nedringet og opslidset sort kjole vendte sig mod mig.
”Hej, skatter…”
Det gibbede i mig.
”Øh… hej!”
Denne vej havde jeg ikke tidligere prøvet.
”Jeg… ehhh… leder efter prinsessen…”
Kvinden vendte sig halvt om for at gå ind i et tilstødende kammer.
”Hvorfor det?”
Jeg prøvede at samle tankerne, selv om den fristende skikkelse gjorde det vanskeligt.
”Jeg… jeg skulle aflevere professor Cunnings formel til hende…”
”Hvorfor det?”
Hun blev ved og stod nu og famlede ved sin halsudskæring.
”Hun skal nå at demontere tidsbomben…
”Hvorfor det?”
”Jo, altså… for at koordinaterne kan blive bevaret i paralleluniverset…”
”Og hvad så”
Hun skiftede fodstilling og hofterne svajede.
”Jamen… det er hele universets balance, der står på spil!”
Hendes fingre gled gennem det mørke hår.
”Er det da så vigtigt?”
”Ehh… Vigtigt… Ja, det… det er det skam… Ellers vil alle rumpatruljens agenter for evigt være fortabte i rum-tids-kontinuu…
øh… et eller andet sted…”
Kvinden lænede sig op ad portalen og med et hurtigt ryk trak hun det røde forhæng for.
”Og du har ikke lidt tid til mig?”
Jeg tabte dokumentet på gulvet mens den forførende kvindeskikkelse kom nærmere…
”De kalder mig Den dæmoniske Dame…”
Her var en af de irriterende situationer. Hvor gerne ville jeg ikke have tilbragt lidt tid hos den dæmoniske dame, der ville kunne lære mig en masse ting, som jeg utroligt gerne ville vide noget mere om. Men jeg vidste også, at så var løbet kørt. Jeg ville uden tvivl modtage indtil flere klip i mit livs klippekort, og jeg var ikke klar over, om jeg ville have flere tilbage efter det skæbnesvangre valg. Så med et suk bukkede jeg mig ned for at samle dokumentet op.
Jeg rakte ud efter professor Cunnings formel men en kold trækvind i korridoren greb dokumentet og førte det med sig.
”Forbasket ærgerligt! Efter alt det mas!”
Jeg løb efter det famøse papir, uden hvilket prinsessen ikke ville kunne demontere tidsbomben. Og hvor meget tid havde jeg? I skyndingen tabte jeg helt orienteringen.
Omsider fandt jeg papiret inde midt på gulvet i en stor tom sal.
”Jamen det er jo Portsalen... salen… salen…”
Jeg så mig om.
”Jeg er nået igennem labyrinten… rinten… rinten…”
Salen havde mange spidse hvælvinger.
”Vinden førte mig på rette vej… vej… vej…”
Der var uhyggeligt stille. Prinsessen ventede sikkert utålmodigt på, at jeg skulle nå frem. Men der var to udgange fra Portsalen. Den ene var af planker i gammeldags stil, den anden i futuristisk stil.
Jeg valgte naturligt nok den fremtidsagtige port. Hvis sporet virkelig førte ad en tidslinje med rum-tidsagenter ville det ikke være logisk at gå tilbage til fortiden.
Men jeg blev alligevel forbavset, for i prinsessens tårn blev jeg mødt af en horde djævelske uhyrer og dæmoner. Jeg havde kun min stav at forsvare mig med, men jeg slog vildt omkring mig og fik da også nedlagt en hel del af de skrækindjagende monstre.
Da jeg følte mig alvorligt trængt var jeg i nærheden af en vinduesåbning, hvor jeg måske kunne slippe bort. Men på den anden side var det måske ikke meningen at helten skulle give op så nær ved målet? Her fordrede konventionerne nok, at man kæmpede til det yderste og så måske blev reddet i sidste øjeblik.
Netop da jeg var ved at have fortrudt mit valg om at kæmpe til det sidste og var trængt op i en krog med stenmure ramte min albue en plade i væggen.
En fjederbelastet mekanisme fik hele pladen jeg stod på, til at dreje rundt, så jeg blev ført ind i et tilstødende rum, hvor jeg så prinsessen omgivet af kejserens robotter.
En kammerherre robot med en sort sløjfe malet på sin metalhals spærrede mig vejen frem.
”Deres hat, sir!”
Jeg prøvede at ignorere tjenerrobotten. Jeg rakte formlen i vejret og gestikulerede febrilsk.
”Prinsesse! Her kommer jeg med professor Cunnings formel!”
En af tjenerne med en bakke prøvede at affeje mig.
”Lyt ikke til den formastelige, der har trængt sig ind, prinsesse Aura.”
Nu havde prinsessen fået øje på mig.
”Han er nuttet, men Daddy ville nok ikke bryde sig om ham...”
”Næppe.”
Det store spørgsmål var nu, om prinsessen Aura ville lade mig komme frem eller hun ville følge sin faders råd.
Jeg valgte kløgtigt nok at hun ville lade mig komme frem og vendte atter blad i tegneseriealbummet.
Side 38 afslørede, at en af tjenerrobotterne en sidste gang prøvede at påvirke prinsessen.
”Vi må på det bestemteste fraråde…”
”Det ved jeg, men jeg vil alligevel gerne tale lidt alene med denne utjekkede fyr.”
Jeg rakte prinsessen mit krøllede dokument.
”Jamen det er jo koden til tidsbomben!”
Hun vidste det!
”Ja! Og De må straks demontere den! Den kan eksplodere når som helst!”
”Virkelig?”
Hun kiggede tøvende på dokumentet.
”Daddy siger ellers, at tidsbomben beskytter os…”
”Kun en tid, så bliver den vendt til en trussel! Og det er ved at ske nu! Det liv du har ført indtil nu, er nødt til at blive ændret.”
Prinsessen var stadig lidt skeptisk. Jeg måtte fortsætte.
”Tror du på din Daddy, der har holdt dig indespærret i dette elfenbenstårn, eller tror du på mig, der har gået gennem talløse farer for at nå frem til dig?”
”Ti-hi, du er kær… selv om dit dress ikke just er cool…”
”Jamen, jeg…”
”I mænd er og bliver så teknikfikserede.”
Prinsessen vendte sig om og gik over til monitoren, der stod under det store monument med den trekantede logo med det hvide og røde mærke for universets enhed og bevarelse af liv.
”Nå, pyt, jeg gi’r det en chance… Lad os så se, hvad der sker…”
”Tusind tak, kære prinsesse! Det vil du ikke fortryde!”
Prinsessen tastede cifrene ind i manipulatoren.
”Sådan og sådan… Hvis jeg da har gjort det rigtigt?”
”Tak.”
”Er du så glad?”
”Ih ja!”
En kraftglorie opfyldte rummet, og en summen steg til en gjaldende fanfare.
”Hmm… Jeg føler mig… anderledes…”
Nu var chancen der.
”Ja? Øh… Skal du noget i aften?”
Inden jeg kunne nå at reagere på henvisningen ’Voksne læsere går videre til side 3’ blev jeg afbrudt af Sanne, min lillesøster.
”Hvad laver du, Daniel?”
”Jeg læser, kan du vel se.”
”Hvad læser du?”
”Et spilalbum. ’Video eller Virkelighed’.”
”Du læser det på hovedet.”
Jeg kiggede på bagsiden, hvor der ganske rigtigt var en anden indgang til historien med de sorte og hvide sider og blå staffagefarve. Det var manipulatorens farve.
”Åh, det er spilbestyrerens vinkel på historien. Den kan man også læse. Der står også som undertitel ’Et spil du kan se fra flere sider’.”
”Det er smart. Det har jeg ikke set før.”
”Nej, han var ret opfindsom, den tegneserieforfatter.”
”Det er vist en gammel historie.”
”Ja, nu er der ikke så mange, der læser tegneserier længere. Men tidligere blev der faktisk udgivet en hel del.”
”Det er jo også lettere at se den slags historier på TV.”
”Nemlig, og så er der betalt for dem på forhånd. Det har forældrene sørget for.”
”Og billederne bevæger sig.”
”Ja, man får det hele fortalt uden at man behøver at læse tekstbobler.”
”Det er lettere.”
”Sådan skal det åbenbart være nu. Ikke så sært tegneserierne forsvandt, men lidt synd er det alligevel, for der var mange gode fortællere dengang, som lavede tingene på forskellig måde. På TV ligner det meste hinanden. Men det er ikke det vigtigste.”
”Hvad er så det vigtigste?”
”Når du læser, Sanne, kan du standse op og tænke over tingene. Lyder det her rigtigt? Er det overbevisende eller for langt ude? Og det betyder noget.”
”Er det anderledes på TV?”
”Ja, for der er oplevelsen tilrettelagt, så man ikke når at bemærke de svage punkter i fortællingen. Sommetider går den slags historier over stok og sten, og når man er færdig ved man ikke rigtig hvad man skal mene, fordi det er gået alt for hurtigt. Og man ved heller ikke, hvorfor man i grunden ikke er helt tilfreds, for man fik ikke lagt mærke til de dumme eller usammenhængende ting. Den slags har du styr på, når du selv bestemmer farten på din oplevelse.”
”Hvor ved du meget, Daniel.”
”Gør jeg?”
”Ja, det synes jeg.”
”Det er pænt af dig at sige det, Sanne. Jeg ville ønske det samme gjaldt de piger på min egen alder, som jeg gerne vil gøre indtryk på.”
”Er de mere kritiske?”
”Ja, det er de. Men det er måske også godt nok. Det gælder om at styre udenom de dæmoniske damer og finde prinsesse Aura, selv om det er svært.”
”Er der en dæmonisk dame i det album der?”
”Ja, her på side 11 er hun ved at lokke helten på afveje.”
”Hvad siger hun?”
Jeg læste lidt højt for Sanne.
”Du har slidt så hårdt. Du fortjener at slappe lidt af.”
”Ja, det har været en drøj tur.”
”Man skylder sig selv at hygge lidt om sig.”
”Tjoeh..”
”Er man måske ikke selv den nærmeste til det?”
”Jo, der er bare det… Prinsessen venter…”
”Prinsessen!”
Arrgh
Sssssss
”Hvad er det, der sker der?”
Sanne pegede på et billede, hvor Den dæmoniske Dame bliver forvandlet.
”Det er damen, som bliver til en drage.”
”Hvorfor bliver hun det?”
”Fordi hun ikke er den rigtige partner for vores helt. Det er et fif de har i eventyr. Men sådan sker det også i virkeligheden.”
”Gør det?”
”Ja, den forkerte partner bliver efterhånden forvandlet til en drage. Sådan opleves det i alt fald, også i vores verden.”
”Er det derfor der sker sådan noget i eventyr?”
”Ja, men kun i de gode eventyr har den slags forvandlinger noget med virkeligheden at gøre. Og så kan de gøre et voldsomt indtryk, ellers ikke.”
”Mystisk.”
”Nå, det tror du?”