Public service
tilbageForleden kom jeg til at tænde for radioen mens de sendte en udgave af Lasse Jensens udmærkede magasinprogram ’Mennesker og Medier’. Hver gang det sker får jeg en fornemmelse af, at der er endnu en værdifuld udsendelse jeg er gået glip af. Mediedækningen og forvaltningen af ’platformene’ som det hedder, er jo uomtvistelig et vigtigt emne, specielt da nu hvor der er ved at ske et skifte til større brug af digitale medier.
Jeg dumpede ned i en diskussion om medieadgang og betimeligheden af, at et enkelt selskab med begrundelse i public service havde rådighed over så store automatiske tilskud, at de kunne få mulighed for at producere lige hvad det skulle være fordi vi alle er tvungne til at betale licensen, lige med undtagelse af en god ven jeg har, som har droppet sit TV. Han har utroligt nok heller ikke nogen computer og hans mobiltelefon er ikke en smartphone. Så kan man slippe for medielicensen til DR og få lov at lytte til den saglige Lasse Jensen og Co. helt gratis. Til gengæld for al den ekstra tid han dermed har til sin rådighed får han læst en masse bøger, blandt andet mine.
Et argument i Lasse Jensens program mod denne skævvridning af produktionsvilkårene for TV var, at det ifølge en journalist er en urimelig konkurrence på markedet så ingen andre medieaktører kan komme til at gøre sig gældende på mange områder, fordi DR med sin særstatus kan udkonkurrere alle andre producenter af TV programmer. Det er sikkert sandt. Men argumentet har en bagside. Hvis programmer skulle produceres på selvfinancierede platforme ville de økonomiske bagmænd hele tiden spørge sig, hvor mange seere man ville kunne score for færrest mulige penge. Det er jo sådan TV3 fungerer, og på hvilke lødige områder rent kvalitetsmæssigt har de formået at gøre sig gældende over tid, nej vel?
Jeg må indrømme, at jeg er blevet mere afhængig af dokumentarudsendelserne på DR2 og det senere tilkomne DRK end jeg havde forestillet mig, og i og med at de genudsender så meget for at fylde de store sendeflader, er det en forbavsende stor procentdel jeg faktisk får set. Jeg optager dem på min gamle Sony harddisc optager og gengivet på hastighed 1,3 kan jeg spare tid på mit TV forbrug.
Men ude i den store verden gælder de merkantile betingelser, og de er ikke betryggende for en mangesidig folkeoplysning. Hvis en dokumentarudsendelse kommer for tæt på ubehagelige sandheder må andre udbydere træde til. Det er således ikke tilfældigt at en udsendelse om skattely eller børsspekulation ikke bliver lavet i England men i Frankrig eller at en udsendelse om deforme børn født i Vietnam efter dioxin forgiftningen med agent orange ikke bliver produceret i USA men i Tyskland.
Forleden bragte det uafhængige DR en fransk dokumentar ’Er fisk sundt?’ Under dække af fiskemelsproduktion laver en fabrik, ’Triple 9’ i Thyborøn fiskefoderpiller af skidtfisk fra Østersøen. I de fisk er der både kviksølv, dioxin, PCB og radioaktivitet. (Radioaktiviteten kommer fra den botniske bugt, hvor det tager 30 år at udskifte vandet, og så længe siden er det at Tjernobyl katastrofen indtraf).
Disse giftpiller sælges som foder til dambrugslaks i Norge, som laver noget af den mest giftige føde i verden. Desuden tilsætter man i Thyborøn helt bevidst et giftigt Monsanto produkt, der i slutningen af 50erne blev udviklet som additiv til gummiproduktion, men som også hindrer kødet i de alt for overfede laks i at harskne. Slutproduktet er den billigste laks på markedet og det markedsføres overalt i Danmark og omegn. Så man skal gå uden om kunstigt opdrættede fisk, også pangasius fisk fra Vietnam, hvor mange af dambrugene ligger ved det forurenede Mekong floddelta.
En norsk forsker der analyserede fjordbrugslaksene blev fyret, så hendes chokerende opdagelser ikke kunne trykkes i videnskabelige tidsskrifter, der er forbeholdt ansatte forskere. Fiskeriministeren i Norge ejer store andele af disse fjordbrugsfabrikker, hvor fisk går så tæt, at de bliver syge, hvis man ikke jævnligt spreder penicillin i vandet. Bundprøver fra norske fjorde er katastrofer omkring farlige giftophobninger. Dambrugslaks er Norges næststørste indtægtskilde efter olien. Her hersker rene mafiatilstande, som man troede man kun skulle kunne støde på i Sydeuropa. Desuden havner fiskemelet fra Thyborøn også i hunde- og kattemad, der ligeledes er forgiftet, bare så I ved det, I sagesløse katte- og hundeelskere derude ved madskålene.
Det var min ældste datter, der er meget sundhedsbevidst, som gjorde mig opmærksom på denne udsendelse, og jeg gik desværre selv glip af førstegangsvisningen på DR men fangede den så på streaming i den periode den var tilgængelig der. Senere mailede jeg til DR for at få udsendelsen genudsendt, så jeg kunne optage den og bevare den på DVD til eftertanke og senere brug som jeg plejer med gode dokumentarer, men så fortalte man mig, at der var blevet nedlagt forbud mod fornyet visning af den indtil eksperter havde gennemgået indholdet. Mon ikke det er det bevidst usunde firma i Thyborøn, der helst vil undgå mere dårlig PR?
Når jeg nævner dette eksempel er det netop for at påpege nødvendigheden af at have en national institution, der ikke behøver tage hensyn til pengemagten i det omgivende samfund men lever op til en public service forpligtelse.
Men DR producerer skam også selv kritiske programmer. Det overraskede mig således ikke, at vi skulle have DR til at lave de afslørende udsendelser om uetiske bankforretninger og diskutable udlån til nødlidende borgere med behov for penge, der nu efter krisen sidder tilbage med en uoverskuelig gæld, der binder dem på en urimelig måde fordi uigennemskueligt formulerede lånebetingelser stadig stavnsbinder dem.
Tiderne skifter. Jeg var selv offer for bankrådgivernes uhæmmede trang til at pådutte folk lån i deres friværdi dengang bølgerne gik højt inden 2008. Jeg sagde pænt nej tak fordi jeg var på vej til at blive pensionist, så der mistede bankrådgiveren den bonus for at kapre en ny lånekunde.
En ven af mig ærgrede sig forleden over, at hans printer var stået af, og jeg fortalte ham så, at en udsendelse i serien ’Kontant’ havde indsamlet mange kasserede printere på en containerplads og fået en reparatør til at se på dem. Han havde fået næsten alle printerne til at fungere igen ved at nulstille tælleren, der var sat til at slå fra når printeren havde lavet et vist antal kopier. Maskinerne fejlede ikke noget, men med denne planlagte forældelse skulle man tvinges til at købe en ny printer. Selve printeren er nu ikke så dyr, det er på de urimeligt dyre blækpatroner firmaerne scorer kassen. De kan ganske vist genpåfyldes, men det er de færreste der forstår sig på det.
Det er nærmest en hellig pligt for os alle at bakke op om det helt overflødige overforbrug, for det er en vigtig faktor for at vores kapitalistiske system stadig kan ’vækste’, og det er jo åh så nødvendigt, så længe det stadig går… Men vores alle sammens public service medieselskab, DR, lever i mine øjne op til deres forpligtelse ved at komme med den kritik og de afsløringer som man ville kigge forgæves efter på de platforme, der er i lommen på kapitalstærke firmaer på det private marked.
Thomas Buch-Andersen blev en af DR’s nye helte for mig, ikke så meget på grund af hans påvisning af reklamens vildveje i ’For godt til at være sandt’ men først og fremmest på grund af hans uundværlige program ’Detektor’ som jeg startede med at lytte til i radioen men nu kun får taget mig sammen til at følge på DR2.
Her gennemhuller han konsekvent det misbrug af statistik, som vi til daglig oplever i medierne. Ærlighed er en by i Rusland. Man skærer kritikløst indsamlede oplysninger til, så den tjener det formål man selv har, som regel ved at ignorere de forudsætninger der har ligget til grund for indsamlingen og dermed fordreje konsekvenserne. Den agtværdige Mogens Lykketoft er ilde berørt over visse af sine kollegers adfærd, som kan bidrage til politikerleden hos befolkningen.
Det er skammeligt hvordan politikere og institutioner opfører sig for at få en højere anseelse i publikums øjne eller større offentligt tilskud, og muligheden for at svindlerne vil blive dunket læsterligt i hovedet med Detektors sandhedsbarometer afskrækker åbenbart ingen. Detektor er i mine øjne det konsekvent mest nyttige og uomgængelige program på TV. Og når mennesker, vi burde kunne stole på, mere eller mindre bevidst misbruger oplysninger til daglig, hvor langt rækker så vores forargelse over, at et sladderblad også har udnyttet mulighederne for at købe sig til oplysninger, når der nu var et hul, som ingen havde fået lukket i tide?
Det er selvfølgelig ikke kun de kritiske udsendelser, som DR føler sig forpligtet til at byde ind på. Med det nye DRK har man søsat en kanal, hvor man placerer programmer, som måske ikke trækker det store publikum, men det føler man også man skal have plads til i programfladen.
Her laver man for eksempel produktioner med historisk tilsnit. Hvordan man havde det i Danmark før i tiden. Hvor mange ville ofre tid på en serie om husmoderens rolle i tidens løb? Men det afskrækker ikke DRK, som får plads til den slags, ligesom de også videregiver folks erindringer, for eksempel om krigens tid, hvor de sidste vidner er ved at falde fra.
Det er også her vi møder genudsendelser af gamle programmer, som mange måske havde glemt man havde set engang. Jeg fornøjer mig med et gensyn med gamle mediekendinge i Lørdagshjørnet fra slutningen af halvfjerdserne og begyndelsen af firserne, hvor man stadig kan huske mange kunstnere fra deres storhedstid. Lad så være, at det stort set kun var de populære kunstnere der kom i Lørdagshjørnet, men så tager DR revanche med en perlerække af udsendelser under overskriften ’Store Danskere’ hvor man også får lejlighed til at præsentere personligheder, som ikke kun havde deres adkomst til storhed gennem popularitet.
På det seneste er jeg blevet glad for en quiz, der handler om historiske ting og forhold. Man mindes Piet van Deurs og hans spørgsmål ’Hvad er det?’ men her i en ny aftapning. Ja, panelstyreren Clement Kjersgaards far Erik Kjersgaard er også på banen med sin ’Danmarkshistorie’ og Paul Hammericks ’Gamle Danmark’ bliver også genudsendt med mellemrum. Der er faktisk en del ’gensyn med TV’ på DRK, og så er det jo gratis, hvis man har honoreret rettighedshaverne. Måske er det fordi jeg er ved at blive gammel, men jeg påskønner, at det tidligere monopol har forvaltet sin public service forpligtelse så længe, at også nostalgien kommer ind i billedet som en parameter til accept.
Et punkt som mange ville anse for mindre betydningsfuld er DRKs visning af gamle kvalitetsfilm. Man spejder næsten forgæves efter dette initiativ i mediebilledet andetsteds, og det er beklageligt. DR viser mange film, men på hovedkanalen og i nogen grad DR2 viser man kun de film, som man regner med har et større publikum. Den slags er man klar over i vore dage. Derfor henvises gamle film, specielt europæiske sort-hvide film til DRK. Der er givetvis også et begrænset publikum til disse strimler og en nørd som jeg har jo set næsten alle de gamle klassikere i forvejen og har dem i min fyldige DVD samling, men så kan jeg her redde mig en perfekt kopi, der ikke er overspillet flere gange fra Betamax og VHS inden min nuværende udgave havnede i min samling.
Når sandheden skal frem er der ofte mere holdning i disse gamle film, netop fordi de blev lavet på et tidspunkt hvor der stadig var naivitet, oprigtighed og engagement hos skuespillere og instruktører fordi man gjorde opmærksom på ting for første gang eller brugte fortællemæssige virkemidler som endnu ikke var gennemtravet. I vore dages film er der ofte en ironi eller kølighed fordi blaserthed har bredt sig på alle niveauer blandt producenter såvel som forbrugere. En beklagelig men åbenbart uundgåelig konsekvens af det massive medietilbud, vi er blevet vant til.
Der er endnu et område, hvor jeg må beundre DR’s evne til at spejle dansk kultur, og det er på det punkt, hvor alle synes at være enige om at DR udretter noget fortræffeligt. Det er de elskede TV serier, som nu også går deres sejrsgang i det store europæiske udland. Det har vist sig, at vi har noget at byde på, som de ikke håndterer lige så utvungent i for eksempel England og Frankrig. Hvor 90’erne var dansk films sejrsrunde internationalt, så er det nu vores TV drama produktion som vækker beundring udenlands.
I England er det graden af naturlig realisme, de har lagt mærke til i danske dramaproduktioner. Måske fordi vi netop er et homogent kulturområde, der kan markedsføre kvaliteter, vi er enige om at stå sammen om lige her hos os på en tydelig og klar måde. I England fristes man til standardløsninger på grund af det store sprogområde man tilmed deler med amerikanerne, som også er en del af deres marked og omvendt. Det kan vi ignorere hos os og gå vores egne veje. Ja, nogle serier genindspilles tilmed i ny aftapning. Jeg mener at en fransk-engelsk serie om kanaltunnelen bygger på den svensk-danske ’Broen’. Og hvad angår originaludgaverne så kan både franskmænd og tyskere åbenbart leve med eftersynkroniserede versioner.
I relation til franskmændene er det specielt vores afslappede forhold til kønsroller, som man har lagt mærke til. Kvindernes frigørelse er nok et par hønefjed foran de katolske lande, men alligevel ikke så fjernt i retning af hvad man gerne så var virkelighed også der, så det er blevet et sales argument for dansk kulturfremstød, et punkt de er udmærket klar over hos DR og som tilskynder dem til at placere endnu flere markante kvindeskikkelser i ledende roller i dramaserier i fremtiden. Så må man desværre leve med at mandepersonerne i disse serier er nogle rene vatpikke. Men det er vel prisen for at få kvindehovedrollerne til at brillere, at man må underspille mandsfigurerne i dramaturgien, så de ikke erobrer for megen af den opmærksomhed man ønsker at tildele de aktive kvinder.
Det kan så godt være at realiteternes verden omkring kvinders handlekraft ikke er slet så markant herhjemme som i dramaseriernes præsentation, men det vigtigste er også mest, at vi går ind for og accepterer kvinder i disse roller, så det kan komme til at fremstå troværdigt, når man spidsvinkler intrigerne i TV Drama sammenhæng. Et spørgsmål om at spille på publikums ønsker og drømme. Fra arbejdsmarkedsrapporter hører vi, at kvinderne stadig har et mærkbart efterslæb.
Hvis vi sammenligner med hvad man har formået at markere sig med hos alternative danske TV selskaber, så må det stå tydeligt for enhver af det gamle monopol med deres bredt favnende kulturansvarlighed har klaret sig bedst i sammenligningen, og jeg hører til dem, der betaler min licens med glæde, i en sådan grad tilmed, at jeg slet ikke har fundet det nødvendigt at fortsætte mit bredere spektrum af kanaltilbud fra den analoge tidsalder og tilkøbe andre kanaler i et Boxer abonnement eller andre pakketilbud på TV markedet. Jeg nøjes nu med DR’s mange kanaler, og de forsyner mig med den brede vifte af tilbud, som jeg føler jeg har brug for og tid til at benytte.