PANDA

Når man opregner mestrene bag levendegørelsen af dyrefigurer kommer man ikke uden om Marten Toonder. I min barndom var jeg meget optaget af en af serierne fra hans studio, der blandt andet blev trykt i ugebladene Kong Kylie og Skipper Skræk.

Jeg læste Skipper Skræk bladet når jeg var hos frisøren og hos nogle af mine kammerater, der altid havde bunker af tegneseriehæfter liggende, som man kunne dykke ned i når regnbygerne udsatte vores simulerede seksdagesløb på jordbaner i baghaven og kamplegene som covbojdere og inderjanere inspireret af Hopalong Cassidy og de andre gæve gutter fra biografernes matiné forestillinger.

Hvad angår de sjove dyr var det serien ’Panda’ tegnet af englænderen Harry Hargreaves jeg især bed mærke i. Der var action og dynamik i tegningerne. Ideen med en smart svindlertype som drivkraft i historien fik jeg uden tvivl herfra. Min ’Mikkel Minderfihn’ kom til at blive en frø ved navn ’Hans Vig’.

Marten Toonder havde i årtier et regulært studie kørende i Nederhorst den Berg, hvor der også blev produceret tegnefilm. De danske tegnefilmsfolk Børge Ring, Per Lygum og Bjørn Frank Jensen drog i halvtredserne til Holland for at få arbejde med animation i Toonder Studios men kom mest til at arbejde med reklamefilm.

Af tegneseriefolk i Holland tilbragte folk som Hans Kresse, Dick Matena, Piet Wijn, Fred Julsing og Thé Tjong King deres læreår hos Toonder og det samme gjaldt manuskriptforfatterne Lo Hartog van Banda og Jan Steeman.

I halvfjerdserne gik det tilbage for branchen, og Marten Toonder selv flyttede til Greystones i Irland, hvor han tilbragte sine sidste leveår i et slot ikke ulig Bommels. Sammen med tyskeren Rolf Kauka blev Toonder en europæisk tegneserieskaber, som i udpræget grad lykkedes med at gøre de sjove dyr til en god forretning i tegneseriernes guldalder i halvtredserne.

Episodeeksemplet er hentet fra Skipper Skræk i 1956. ’Panda’ flyttede hertil da ugebladet Kong Kylie blev nedlagt. Det er en af de ældre episoder. Serien startede allerede i 1946 og er blevet tegnet af flere af folkene på Marten Toonder Studios. Lige dette afsnit er jeg ikke sikker på er tegnet af Harry Hargreaves, men det er den efterfølgende episode om dukkemageren.

Den oprindelige udgivelsesform i Holland er en dagsstripversion med gråtoneraster ganske megen tekst under. Men til eksport blev der lavet strips med talebobler. I Allers serier har man også tilføjet nogle smukke farver fra rotationstrykkets guldalder i halvtredserne.