Om at samle Samlinger er mange ting. Forleden så jeg på TV et besøg på et dukkemuseum. Det var ikke et almindeligt dukkemuseum, som der nok findes en del af, nej, det var et specialmuseum for Barbie dukker. Jeg tror der var flere rum fyldt med Barbie dukker, og hvorfor så det, når de nu ligner hinanden til forveksling? Men sådan svarer kun den uvidende besøgende. For Barbie imperiet udvidede og forskelliggjorde udbuddet hver sæson for at holde interessen og købelysten vedlige. Sådan fungerer kapitalismen. Og hun er da også ganske indtagende, den uskyldige Barbie, som man tilmed også kunne erhverve sig i frækt sort undertøj med strømpeholdere, netstrømper og høje hæle. Alle mine døtre har haft Barbie dukker, men de har dog ikke ligget under for en samlemani i så henseende, og det er jeg glad for. Mattel, der ejer Barbie, har sørget for at holde kendskabet til hende vedlige, og det gør man i dag ved at være til stede på flere platforme. Der er således lavet en del CGI animerede film med hende. En anden sjov dukkevariant er universet omkring My Little Pony. De er også samleobjekter. Mine egne døtre havde flere af disse mangefarvede små heste og brugte tid på at kæmme de ekstremt lange manker og haler. Først senere blev jeg opmærksom på tegnefilmserierne, og gennem dem er interessen hos tilhængerne vedligeholdt og udbygget. Disse fans hedder Bronies og der afholdes jævnligt festivals for dem og ponyerne. Til min overraskelse er en stor del af dem mænd. Ofte var det et par, der delte interessen. Filmene skulle vist også være ganske hyggelige med en gennemgående hyldest af venskab og godhed, og det kan ingen jo have noget imod. Faktisk var det troskaben mod de gamle enkle og moralsk holdbare motiver, der var grund til at mange hyldede dette univers i en nutidsverden, der bliver mere og mere afstumpet, og det må jeg tage hatten af for som en forfatter, der selv går ind for en moralsk klangbund, hvis den kan opdrives. Lige nu kører der en bølge af Lego-interesse, hvor de klodsede Lego figurer er hovedpersoner i historier, som af mærkelige årsager har genereret stor tilslutning, utvivlsomt til glæde for Legos markedsføringsafdeling. Lego har købt retten til at bruge etablerede amerikanske superhelte i deres egen aftapning, og dermed fremkommer en humoristisk virkning, som de har forstået at spille på. Man skal være til stede i medierne mange steder samtidig for at klare sig i nutidens kommercielle ræs. Det er virkelig en jungle derude med tilbud på alle hylder. Frank Madsen og jeg var for år tilbage deltagere i samme ambition hos Lego om at brede sig på flere platforme, endda inden ordet ’platform’ havde fået en ny udvidet betydning. Vi lavede tegneserier fra Legos rumlinje og borglinje, men det genererede vist ikke nogen videre interesse dengang. Jeg er netop blevet færdig med at skrive min nyeste roman, Autisten, og i den spiller samlemani en stor rolle. At samle alle mulige former for sære ting eller lave registranter over forskellige data er en typisk egenskab ved det at være autist, angiveligt som et forsøg på at få hold på den kaotiske verden, der omgiver autisten. Det var meget stimulerende at skrive den bog, fordi jeg på mange måder kunne identificere mig med det at være autist. Eller sådan tror jeg det er, for ingen kan vel rigtig sætte sig i andres sted, når det gælder handicaps. Det er nok faren ved at tage sådan et emne op. Men det må man læse om andetsteds her på hjemmesiden eller på www.questland.org Hvorom alting er, så er det at samle jo ganske udbredt, så udbredt at man kan lave serier på TV om det emne, lige fra ’Besat af…’ til ’Skattejægerne’. Disse udsendelser følger jeg med interesse, men det er jeg ikke ene om. For gamle tings vedkommende er det måske også et nostalgisk blik tilbage i tiden til en periode der betragtes som attraktiv og fyldt med gode minder, eller det sætter en i kontakt med et levet liv, der måske smitter lidt af på én selv, når man erhverver en gammel og gerne noget slidt genstand. Hvis folk samler Transformers figurer, Action Man eller Tekno-biler har det uden tvivl også noget at gøre med at holde liv i en tilknytning til fortiden, ofte barndommen. Eventuelle voksne partnere til disse nørder foregiver at være positivt overbærende med fyrenes tilbøjelighed, men det er selvfølgelig også bedre end at partneren hænger ud på den nærmeste pub og risikerer at blive ofre for konkurrerende damebekendtskaber. Jeg havde med eller uden undskyldning i en manglende følelsesmæssig opmærksomhed en noget indesneet barndom og ungdom, hvor jeg af mangel på social kontakt fyldte den dermed ledige tid med allehånde hobbyer og fritidsaktiviteter, som ikke fordrede direkte samvær med andre. Men en eller anden kontakt var der dog behov for, og det kan jeg se af den omfattende samling af brevkorrespondance jeg har fra min ungdom. Det chokerer mig næsten, at jeg har så store dynger af breve omkring tegneserier, og hvis jeg modtog et brev besvarede jeg det med det samme. Men andre må vel have haft et lignende udækket behov, siden de svarede mig. Måske følte vi, at vi som tegneserieinteresserede var et sparsomt og spredt folkefærd der skulle forsvare vores tilbøjelighed i en medieverden, der dengang var mere finkulturel. Det var inden de digitale sociale medier med hjemmesider blev udbredt. Ved gennemgangen af de ophobede kulturlag i mit barndomshjem med anledning i afhændelsen af huset, blev jeg mindet om alle de hobbyer jeg havde haft i min barndom og ungdom. En del af dem er også med i Autisten eller andre af mine kommende bøger. I min private skolepult var der stadig fotoudstyr og apparatur til mikroskopi samt redskaber til modelbygning. I et loftsskab var der en stor kasse med udklippede avisartikler, jeg havde samlet, og en lige så stor kasse med kemikalier fra min kemi-periode. Der var også en færdigbygget radio fra tiden inden de trykte kredsløb på printplader holdt deres indtog. Man måtte dengang lodde kondensatorer og modstande på en aluminiumsbundplade, hvor der også var fatninger til radiorør og drejepotentiometre. Ikke ulig beskrivelsen fra montageafdelingen på Bella i Krøniken. Jeg havde også efter inspiration fra en dygtig biologilærer samlet planter og lavet et herbarium, men det må jeg med et hjertesuk vedgå, jeg ikke ejer længere. Jeg donerede det til skolen, hvor jeg senere har hørt det blev præsenteret som et særligt engageret stykke biologi arbejde, og tilmed ikke påduttet eleven gennem en emneuge. Min naturfagslærer skulle også have nævnt med en vis stolthed den Tekno ingeniørsæt model af en bils differentiale, som jeg på et tidspunkt havde haft med ovre i klassen og vist frem. Og så var der jo alle avisudklippene indlagt i min historiebog, som næsten fik ryggen til at sprænges. At samle var der rig mulighed for, også selv om lommepengene var små. Man kunne også slå sig på tændstikæsker, cigaretpakker, flaskekapsler eller ølbrikker. Det kostede ikke noget indtil det punkt hvor man ville supplere med sjældne bidrag. Noget af den hobbyvirksomhed jeg fik grundlagt i barndommen holder jeg stadig fast ved. Jeg samlede på frimærker, som mange gjorde dengang. Det var en fast rutine at vi havde vores små dubletbøger med i skole, så vi kunne bytte frimærker i frikvartererne. De gamle kuverter derhjemme mistede øverste højre hjørne og postkortene kom i vand så limen blev opløst. Jeg burde have ladet frimærkerne sidde. Nu mangler de stadig på mine forældres gamle kærestebreve, som vi fandt under oprydningen. Skønt noget sent fandt vi dog ud af, at vores forældre faktisk havde besiddet varme følelser engang, men de kom blot ikke til udtryk så vi børn kunne huske det. I dag holder jeg min frimærkesamling up to date ved hvert år at købe Post Danmarks årsmappe med de nytilkomne frimærker i årets løb. Ved at beholde dem i den opsætning undgår jeg også at skulle investere i de stadigt dyrere årlige supplementsider til mit Stender frimærkealbum. Der kan nu heller ikke være flere sider i det fyldte album. Det går mig dog på, at frimærkerne nu er gummierede. Det virker som en kedelig opdatering jeg helst ville have undværet. Noget lignende gælder årets ark med julemærker, som også automatisk indgår i samlingen af hele ark, jeg har tilbage til 1959. Hvad angår frikvartererne, så kommer jeg hver dag forbi knagen i køkkenet, hvor der hænger en kæde af hønseringe. Disse ringe blev senere afløst af små plasticdimser, der kunne samles til lignende kæder, og som man kunne konkurrere om i frikvartererne, nu hvor marmorkugler var gået af mode. De hed hos os S’er og C’er fordi hovedparten af disse dimser havde form som et S eller et C. Nogle havde store samlinger af disse dimser i sjove faconer, og jeg kan huske at specielt ænderne var skrøbelige. Selv havde jeg kun en lille kæde, sikkert fordi jeg koncentrerede mig mere om frimærkerne. En fast tilbagevendende aktivitet i min barndom var at opdatere de løbende samleserier. Richs kaffetilsætning havde jo deres Disney serier, og Danmarks’ naturserierne. Men Foska havregryn havde også allieret sig med Disney og der var også andre serier i omløb foruden dem, der var tilknyttet ugebladene. Særlig glad var jeg for nogle venner, vi havde, som brugte store mængder af kaffetilsætning. På et tidspunkt havde jeg så mange dubletter, at jeg kunne skaffe mig et helt Askepot album fra ende til anden, da de billeder stadig var tilgængelig i byttecentralen. Det måtte have været en omfattende virksomhed hos fabrikanterne at servicere det behov, for rigtig mange samlede disse albumserier, og sjældne er de ikke. De ses stadig rundt omkring hos marskandisere og i kræmmerboder. Når vi var på ferie stod det til mig efterfølgende at lave feriemapperne, hvor der blev placeret de samlinger af billeder og kort, notaer, kvitteringer og reklamebrochurer i scrapbøger med hvid spiral, der havde gulligt papir og omslag i grønt, blåt og rødt med påskriften Udklip nederst i højre hjørne. Jeg blev under et besøg hos Jussi Olsen overrasket over, at de stadig er i handelen i samme design nu over 50 år senere. Som tilskud til disse rejsedagbøger var der samlingerne af lysbilleder og Super-8 smalfilm, der stod og samlede støv fordi de var så kedelige i deres gentagelser af døde billeder af seværdigheder fra turene. At tage billeder af os selv på rejserne var ikke nødvendigt. Vi vidste jo godt hvordan vi selv så ud. Nu bagefter fortryder jeg den maskinelle afvikling af rejseminderne. Ud over disse mere oplagte samlinger af souvenirs var der også skydebillederne af byvåben og andre seværdigheder, som kom til at pryde skabene under loftet i campingvognen samt de tilsvarende lapper til at sætte på overtøjet, selv om de dog aldrig blev syet på. Et kapitel for sig var stokkemærkerne, der heller aldrig blev sømmet på Himmelbjergsstokken, men jeg har dem skam endnu sammen med de skydebilleder af benzinmærkernes logoer, der ikke nåede at havne på min barndoms cykel. Desuden var der et skønsomt udvalg af askebægre, kobjælder, hollandske træsko, schweiziske kukure og andre souvenirs, som man absolut måtte have med hjem for at bevidne at man hørte til de rejsevante. Et særligt kapitel angik et værelse i kælderen, hvor jeg og min bror på udskårne spånplader i flere lag havde lavet en modeljernbane med tunneller og broer, huse og overskæringer, vigespor og vandtank. Modelbaner var ikke gået helt af mode, selv om de var blevet trængt af Scalectrics formel 1 modelbiler på de sammenføjede sorte racerbaner. Det særlige ved vores modelbane var, at den var lavet som en eftergørelse af den design, som Paul Murry havde brugt i nogle korte og lange historier med Mickey Mouse i 1957 og 1958 årgangene af Anders And & Co. Märklin toget fik en ny overbygning som lignede Elvira eller Estella, som damplokomotivet blev kaldt, og en tender blev koblet på. Vi lavede af crepepapir de bulede sjove hatte, som Mickey og Fedtmule gik med. Der var vistnok runde sorte ører på Mickeys kasket og lange sorte hængeører på Fedtmules. Murrys design var jo en humoristisk karikatur, og det var i grunden et sært projekt at realisere en virkelighed ud fra et karikeret forbillede. Men senere brugte jeg jo en stor del af mit liv på at blæse liv i et humoristisk karikeret billede af vores virkelighed i form af mine mange tegneserier. Den mest omfattende og længstvarende af mine samlinger er uden tvivl tegneserierne. Jeg saksede fra Hjemmet, Jyllands Posten og det lokale Viborg Stifts Folkeblad, men også fra sporadiske løse hæfter af andre blade, hvor jeg så ikke kunne lave en samling af fortsatte serier. Nogle posteringer her på hjemmesiden stammer derfra. Jeg har stadig en grøn papkuffert med mange avisserier som udklip. Jeg donerede den på et tidspunkt til Anders Hjorth Jørgensen men fortrød og fik den tilbage, så den ikke kom med, da hans samling fra loftet på Kalundborg Bymuseum blev overført til Storm-P museet. Nu må guderne vide, hvordan den kolossale samling bliver tilgængeliggjort i fremtiden. Nå, det vigtigste er jo foreløbig også, at kulturgodset bliver reddet fra fortabelse. Bare de nu ikke stiller kasserne i en kælder, der risikerer at blive oversvømmet, som det skete med nogle kasser af mine arkivalier, der bliver opbevaret andetsteds. Inden den digitale ære blev der lavet en masse af den slags tidsskrifter, og portoen til at sende dem rundt i landet var stadig billig. Jeg smider ellers aldrig noget ud, men i et svagt øjeblik kasserede jeg Pål Jensens norske fanzine, Donaldisten, og det skulle jeg ikke have gjort, for en måneds tid senere henvendte en norsk donaldist sig til mig, og han ville gerne have overtaget dem. Hvis nogen vil overtage Der Hamburger Donaldist, så har jeg dem på fjernlageret. Selvfølgelig udgør de regulære tegneseriehæfter og albums den største del af tegneseriesamlingen, og den er ved at aftage nu, hvor udgivelsen af tegneseriealbum næsten er ophørt og de grafiske romaner er der kun et fåtal af. Det er nu meget godt, for jeg har heller ikke plads til at opbevare flere bind, og hvad angår den fortsatte udgivelse af de fortællende serier i albumform, er det som regel en videreførelse af gamle etablerede serier med nye mindre markante skabere men til en meget højere enhedspris, som jeg ikke synes jeg vil ofre. Som man kan forstå, er meget af mit hus for en stor del optaget af disse samlinger af trykt kulturgods, for sideløbende med hæfterne købte jeg også bøger, specielt har jeg en stor samling science fiction fra tresserne, hvor den slags blev trykt i stor stil både på dansk og engelsk. Inspiration herfra bruger jeg i mine bøger, specielt i næste titel efter Autisten. Den hedder Sammenbruddet og er min udgave af en fremtidsroman, hvor civilisationen bryder sammen, og denne gang er det menneskene selv, der er skyld i miseren. Et særligt tilskud til bogsamlingen kom i tresserne og halvfjerdserne helt automatisk ind ad døren i og med at min familie var medlem af Lademanns Bogklub og Sesam, hvorfra min samling af fagbøger stadig består. Selv var jeg medlem af Gyldendals Bogklub, og jeg var faktisk en ivrig og trofast kunde. Så interessen for bøger og litteratur er også af gammel dato. Det er selve fortælleglæden jeg trækker på nu i bogform, hvor jeg har lagt produktionen af tegneserier på hylden. Nogen vil måske nævne musik, og jeg har da en del LP plader med en pladespiller, der vist stadig virker, men ellers så optog jeg musik fra radioen på store spolebånd. Det var efter at fire spors båndoptagerne var lanceret, så der kunne være en masse musik på et bånd. En stor del af arbejdet blev så at lave registranter over alle de indspilninger, og dem har jeg også stadig nederst i et skab. I dag er min samlermani fokuseret omkring et emneområde, der har interesseret mig i halvdelen af mit liv, nemlig optagelser fra TV. Det begyndte allerede i firserne, hvor jeg fik skaffet mig et stort monstrum af en Sony videooptager, der brugte de små hyggelige Betamax kassetter. Jeg havde fået at vide at det system var bedre end konkurrenten, så det var først da jeg indså at konkurrenten gik hen og vandt, at jeg konverterede mine mange optagelser til VHS. Der gik så nogle år med det system indtil jeg måtte erkende, at VHS heller ikke var kommet for at blive. Jeg gik så over til at optage på DVDskiver, der bruger et MPEG2 lagringssystem, og det betød ganske rigtigt en kvalitetsforbedring, specielt fordi man også begyndte at sende TV digitalt. Med de nye fladskærme kunne man også undgå den uskønne brevsprækkevisning. Skønt modvillig måtte jeg til at overspille alle mine mange hundrede VHS-bånd til DVD’er, og det var ingen hurtig affære, for et fire timers VHS-bånd kræver også fire timer for at blive overført til DVD, hvor jeg konsekvent har benyttet mig af standardindstillingen med to timer på en skive. Dermed måtte jeg så også foretage et redigeringsarbejde, så alle mine udfyldningsoptagelser af cartoons, det vil sige korte amerikanske tegnefilm fra deres guldalder i trediverne til halvtredserne, skulle fyldes på skiverne i en ny orden. Mange af dem var optaget fra Jacob Stegelmanns Så er der Tegnefilm shows, hvor de heldigvis blev vist med originallyd og undertekster. Denne overspilning tog et par år, hvor to DVDoptagere kørte jævnsides med optagelse fra to VHS maskiner. Kvaliteten var dog overraskende god, for jeg havde opbevaret mine bånd forskriftsmæssigt og faktisk aldrig afspillet dem. Jeg kunne så glæde mig over, at en del af spillefilmtitlerne i mellemtiden blev genudsendt digitalt i det nye 16:9 TV format og derfor ikke behøvede blive overspillet fra VHS. Jeg har stadig flere hundrede tomme VHS bånd, for da systemet var på vej ud hamstrede jeg bånd. Det var inden jeg overgav mig og gik over til DVD’erne. Er der nogen derude som har brug for tomme ubrugte VHS bånd? Så troede jeg den hellige grav var vel forvaret, men jeg havde ikke taget højde for udviklingen med HD, High Definition. Jeg var næppe færdig med min overspilning af optagelser til MPEG2 før MPEG4 kom på banen med højere opløsning og Blue Ray og fanden og hans pumpestok. Jeg kunne ganske vist ikke notere nogen mærkbar forskel på min 37 tommers fladskærm, men ambitiøse forbrugere med større skærme kom til at påvirke markedet, og så rynkede mange på næsen af de gammeldags DVD’er. Sjovt nok er det de gamle skiver med optagelser jeg har fra Betamax årene, som glæder mig mest. Mange af de optagelser er simpelthen ikke genudsendt senere i digitalt format, og det gør dem faktisk til sjældenheder, som ikke kan skaffes på anden måde i dag, i alt fald ikke med danske undertekster. Selve registreringen og lagringen er perfekt. Jeg kan på to minutter finde og hente enhver af mine mere end 20.000 registreringer. Der er også sket en ny versionering af min database til PC Works hvor jeg i starten kørte med Claris Works på Macintosh. Jeg blev lidt svedt da Microsoft annoncerede de ikke ville fortsætte med at supporte Works programmet, men der kom min søn mig til undsætning. Det lykkedes ham at konvertere min database fra Works til Excel, og det program vil de nok fortsætte med at supporte. Besøgende undrer sig over alle de æsker jeg har med en kanin på enden. De er hentet fra den lokale dyrehandel, der bruger dem når dyreelskere skal have et marsvin med hjem. De passer perfekt i format til DVD skiver. Der kan være 130 skiver i hver af de æsker. Når der tilkommer en bedre udgave af en optagelse, får den samme nummer og en markering, så jeg kan kende den fra tidligere udgaver. Nå, jeg har altså bevaret min loyalitet mod MPEG2, som også har den fordel, at man efter at have redigeret sine harddisc optagelser kan brænde en skive på otte minutter, og det vil jeg helst. Mit optagemønster har dog ændret sig. I vore dage opbevarer jeg en masse dokumentarudsendelser fra DR2 og DRK. Dem har jeg lige så stor fornøjelse af som spillefilmene. Og så kan jeg hitte dem frem og gense dem, når jeg får brug for det som dokumentation eller inspiration når jeg skriver bøger, hvilket man kan se af referencelisterne i mine romaner. Men udviklingen vil helst løbe fra mig. Lige som Jussi Olsen må skaffe sig en masse gammelt grej for at holde sit elskede Word Perfect skriveprogram kørende, som rent faktisk også er bedre end Microsoft Word som andre bruger, så må jeg også skaffe mig nogle ekstra gamle harddiskoptagere der bruger MPEG2, hvis jeg vil fortsætte min optageaktivitet som hidtil. Grejet bliver jo slidt. Men skiverne tager plads op, selv om man faktisk kan have 10.000 skiver pakket i papirfoderaler i kaninæsker på en reol med 8 hylder i højden. Det er trods alt en ganske kompakt lagring. Folk stikker til mig med det nymodens Netflix og andre streaming tjenester i HD, og sælgeren forleden fra TDC var ikke sen til at lokke med at de også kunne servicere mig på dette område over deres telefonledning. Jeg måtte så fortælle ham, at jeg havde en Western Digital boks, jeg kunne bruge, hvis det kom så vidt at jeg fik behov for det, men det er endnu ikke sket. Der er i vore dage ingen grund til at betale et teleselskab et abonnement for at hente TV ind i huset. Hvis folk kommer ind i min stue bliver de sikkert slået af alle de sære ting jeg har beholdt, men det er de flinke nok til ikke at lade sig mærke med. Derimod har jeg ofte mødt bemærkningen ’Hvor er her dog mange bøger!’ Det er heller ingen løgn, og jeg synes det skaber en vis hygge, siden jeg nu har valgt at beholde dem. Ikke mange steder i dag hos den yngre generation har man bøger i noget videre omfang. Mange lejligheder er i sort, hvid og stål med rene linjer og sparsomme bidrag der afslører et personligt præg. Selv har jeg en fætter, der har indrettet sit hjem med nye og designede ting, åbenbart med en bevidst beslutning om at signalere moderne miljø. I min generation savner jeg i sådan et hjem tegn på det liv, der er levet, men ikke alle har som jeg en veneration for gamle ting. Når en af mine døtre ser sig omkring hos mig, synes hun jeg burde smide en masse ud. Jeg kan næsten mærke hendes indre hjertesuk over alt det hun skal være med til at kyle ud, når jeg ikke er her længere, og der er ganske rigtigt ’mange numre’, som en medhjælper på en konkursramt bondegård engang sagde i min barndom, da han gik rundt og kiggede på alt det indbo, der havde fået numre til bud under tvangsauktionen. Men jeg har det ikke fra fremmede. Da vi skulle gennemgå vore forældres hus inden salget var der heller ikke blevet kasseret noget gennem alle årene, og hvorfor også gøre det, når huset med fuld kælder var stort nok til at rumme det hele? Man vidste jo aldrig, hvad man kunne få brug for, hvis der atter kom svære tider. Gennemgangen blev derfor også en rejse på flere planer gennem en opvækst med alt det som havde berørt os i årenes løb. Man behøver for så vidt ikke at være samler for at ende med at blive omgivet af mange ting, men kan blot lade være med at smide noget ud, så ophober der sig ganske naturligt en masse jordisk gods gennem et halvt århundrede...
|