OLLE BERG Da jeg skulle redigere serieantologien ’Mastodont’ over skandinaviske tegneserier fik jeg en stor kuvert med eksempler fra Olle Berg jeg kunne vælge imellem. Valget blev så en længere serie med ’Holger Swax’ da indholdet i antologien mest var fortællende tegneserier. Men Jan Oluf Berg er mest kendt for sine korte satiriske nedslag i vores hverdagsliv, undertiden med et politisk indhold. Disse serier fylder for det meste én til to sider og er udført i meget forskellig design. Han er den mest stilmæssigt varierende humoristiske tegneserieskaber jeg kender til. Olle Berg står mit hjerte nær. Hvis nogen fejlagtigt tror, at svenskere er alvorsfulde typer uden humor, så læs Olle Bergs serier. En af mine favoritter er den optimistiske fyr, der efter aftenskolekurset i tegning viser sine værker til en uinteresseret person ved busholdepladsen. Han er så optaget af at fortælle, at han ikke når at få samlet sine tegninger sammen i kufferten inden bussen er kørt. Til slut står han og ser efter bussen, der kører bort i nattemørket. Han siger: ’Tænk at man kan ha’ det så sjovt på en helt almindelig tirsdag aften…’ Min mor sagde også altid: ’Livet er ikke som man har det, men som man ta’r det’. At tage sig livet lidt lettere formåede hun desværre ikke selv. Olle Berg er født den 10. marts 1953 i Oscars sogn i Stockholm og har arbejdet med animation, illustration og undervisning. Han er kendt for sin ekstreme oftest geometriske stil. Det er naturligt, at serierne er korte, for det ville blive alt for anstrengende at afkode hans visuelle layouts over længere forløb. JOB voksede op på Lidingö ved Stockholm, og hans far var tegneren Jan-Erik Garland, kendt under signaturen Rit-Ola. I 2002 havde JOB en udstilling, hvor han også viste tegninger udført af faderen. Berg studerede grafisk design på Kunsthåndværkerskolen, hvorfra han tog eksamen i 1980. Året forinden var han med til at starte voksenseriemagasinet ’Galago’ sammen med Rolf Classon og Kerold Klang. I starten var han medredaktør, og ’Galago’ prøvede at markedsføre sig som et kulturtidsskrift. Uomtvisteligt var bidragene mere intellektuelle end i resten af tegneseriemarkedet. Olle Berg er udgivet på svensk i egne album og har bidraget til ’Dagens Nyheter’, ’Larson!’, ’Nöjesguiden’, ’Galago’ og ’Gaudeamus’. En overgang var han fast tilknyttet ’Svenska Dagbladet’. I udlandet er han publiceret i ’Heavy Metal’ og ’Die Zeit’. Hans albums er også trykt i Tyskland og Holland. |