CLAUS DELEURAN MIKKELINE Om en uge får jeg besøg af Christian Monggaard. Han er filmskribent og har blandt andet fået en succes med en bog om Olsen Banden. Han er nu ved at forberede en bog om Claus Deleuran, og han syntes vel jeg var en af de oplagte sandhedsvidner desangående. Jeg har naturligvis tænkt at anbefale at han får en del af de ting med, som ikke før har været genoptrykt. Blandt andet de satiriske indslag han lavede i form af dagsaktuelle illustrationer til Politisk Revy og Information. På min opslagstavle hang i flere år en tegning af en lagkage med en masse små mænd rundt omkring. Til siden stod der en smilende sortklædt kapitalist med vest og urkæde. Hans kommentar var ’Vi må bage en større kage…’ I forbindelse med trykningen af Plimsollers Rejse fik jeg lov at låne nogle af Claus’ skitsebøger. Det slog mig at den serie var tegnet i understørrelse. Den var altså forstørret i publiceringsformatet. Også andre tegninger var små og detaljerede. Han forstod virkelig at nusse med tingene. Det er fuldt retfærdigt, at der nu eksisterer en Deleuran Pris, der uddeles hvert år til danske tegneserieskabere, der på den måde påskønnes for deres indsats. Jeg har på min væg nogle plakater, som jeg ikke har set genoptrykt. Til børnebibliotekerne har jeg netop et motiv med Mikkeline og et sørøverskib, så det må passe fint som en introduktion til albummet med Mikkeline… |