Mathias og Undergangen
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton
returHvorfor en bog om Jordens undergang?
Jeg havde netop læst Jørgen Steen Nielsens ’Den store Omstilling’ om den forestående nedsmeltning af vores nuværende samfundssystem med dets løbende krav om vækst og overforbrug. I forvejen havde jeg set en del dokumentarudsendelser om det samme. Det er skrappe sager vi står over for. Det er spændende om menneskeheden formår at stå sammen om en forbedring af de forhold eller om der bliver talt om et totalt sammenbrud med krige til følge. Det bliver også genstand for en separat titel senere.
Du har også en synsvinkel på børns forhold. Var der nogen konkret inspiration til den del?
Det var ’Brønderslev Sagen’, hvor nogle børn havde levet under dårlige vilkår, og så var det et par sager fra udlandet, hvor piger var blevet holdt indespærret og misbrugt i årevis i hemmelighed i kælderrum. Det lå klart i min underbevidsthed, at jeg burde kunne beskrive nogle af de forhold og konsekvenser på en rimelig og fornuftig måde, så det var udgangspunktet.
Hvorfor blev det så ikke en bog om de konkrete emner?
Fordi jeg bruger jeg-fortællere i mine bøger. Det er altså børn og unge selv, som fortæller historierne, og det ville simpelthen blive for brutalt og deprimerende at lave en historie, der mindede for meget om bestemte sager. Det ville heller ikke blive originalt og overraskende, men nærmest trist og forudsigeligt. Selvfølgelig kunne det gøres, men jeg vil trods alt gerne give mit publikum en stimulerende og positiv oplevelse. Jeg vil helst at mine læsere ikke på forhånd ved, hvor tingene lander, men det var nok til at sætte mig i gang. Børns vilkår er et vigtigt emne, som kan engagere mig til hver en tid, og vinklerne er talrige.
Var du så klar over hvordan historien ville udvikle sig, da du begyndte at skrive?
Ikke helt. Men jeg vidste tilstrækkeligt til at jeg mente, at det nok ville ende med at lykkes på en tilfredsstillende måde. Sådan noget får man efterhånden på fornemmelsen. Der skal være så mange vinkler og tråde undervejs, at man kan udbygge og dreje historien i den retning, som nu viser sig at være den mest rimelige, spændende og underholdende. Når jeg fornemmer det er til stede, kan jeg gå i gang.
Hvordan kom pigen ind i billedet?
Jeg ville gerne have en teenager med i bogen foruden de to drenge, der er noget yngre. I Brønderslev Sagen var det også en halvvoksen teenagepige, der kom ind i faderens familie efter at have boet sammen med en mor, som hun havde skændtes med. Det var gennem hende slutspillet begyndte. Sådan er det også med Louise. Hun er meget selvstændig og handlekraftig, og hun arbejder sig stædigt ad sin egen vej frem mod det punkt, hvor handlingens tråde forenes.
Det sker ret sent?
Ja, men sådan kan tingene arte sig forskelligt fra bog til bog. Her viste det sig at blive en del af klimaks. Den slags falder på plads efterhånden, og hver gang er det spændende for mig at opleve, på hvilken måde det ender med at foregå. Det skal jo være acceptabelt og troværdigt, og jeg mener mine begrundelser i slutningen holder
stik.
Det er nogle ret kvikke drenge, du har?
Ja, det er Rip, Rap og Rup effekten. Børn vil gerne opleve, at de kan tænke mere fornuftigt end de voksne, her specielt alle dem, der fik Jorden til at gå under. Det er let at være bagklog. Det er jo på mange måder en fabel, jeg fortæller, og der kan de optrædende godt være noget karikerede, i denne situation positivt opefter.
Hvorfor er det nødvendigt Mathias fortæller så meget til Gustav? Har han ikke hørt det samme, når faderen har fortalt Mathias om det?
Jeg læner mig op ad den logik, der kommer ind i billedet, hvis børnene har været længe i kælderen. Hvis Gustav har været et par år yngre i starten, har han nok ikke været så opmærksom og lyttende. Hans modenhed bliver større med alderen, og så er det naturligt, at Mathias kan huske noget, som Gustav ikke kan eller har glemt og derfor må Mathias fortælle ham det. Eller også vil Gustav gerne blive bekræftet og høre tingene igen. Det siger jeg for resten også direkte da de snakker om fødselsdage og flødeskum.
Du har tre parallelle tråde denne gang?
Den sidste kom til efter at jeg havde udviklet de øvrige. Jeg syntes jeg burde redegøre for baggrunden for hele affæren, og det benyttede jeg den tredje parallelhandling til. Den forløber ikke så kontinuert og over så kort tid som de to øvrige og har ingen jeg-fortællere. Der er flere spring undervejs og personskift, men den bidrager også med nogle spændingsbetonede indslag. Man må have lidt af hvert i sin cocktail, så forskellige slags følelser og motiver kan blive belyst og underbygget. Logikken må heller ikke have åbenlyse huller, som ikke kan fyldes af læserens forestillingsevne.
Det er første gang du benytter et hævnmotiv.
Det har jeg også på en måde en modvilje imod, men hvis man kan bruge fortælleelementerne på en overbevisende måde, er der ikke meget, jeg viger tilbage for, heller ikke penge, jalousi og hævn! Løsrevet kan det godt komme til at virke billigt, men hvis det endelige mål er stærkt nok, gør det ikke så meget. De drivende faktorer i livets beslutninger er ofte ganske fundamentale og banale. Og nu er hævnmotivet kun noget underliggende bag historien, jeg spiller ikke på det undervejs.
Det er ret klaustrofobisk, at en tredjedel af bogen stort set foregår i og lige omkring et lukket rum.
Det var også noget nyt for mig, og jeg vovede det kun fordi jeg vidste, at jeg kunne krydsklippe det med andre handlingsgange. Jeg blev inspireret af en film ’Blast from the Past’, hvor en familie tilbringer 35 år i nogle overlevelsesrum efter at de har fået den opfattelse, der er sket en verdensomfattende katastrofe med atomvåben og radioaktivt udslip. Det er selvfølgelig noget af et postulat, men fortælleteknisk optager den del kun et kvarter i begyndelsen af filmen, så i en films dramaturgi er man også bange for det, der kan blive for indesluttet og måske kedeligt. Her er en bog faktisk bedre til at håndtere det klaustrofobiske, som så kan have andre kvaliteter. Fra min barndom har jeg også en svaghed for umulige forbrydelser, som foregår i lukkede rum. Forfatteren John Dickson Carr var ekspert i den slags mysterier.
Du kommer også ind på motiver, du ikke har benyttet før?
Jeg ville gerne fortælle om de voksnes nærhed til børn under opvæksten, eller det modsatte. Og hvordan det kan bruges og misbruges og hvilke konsekvenser det har. I den forbindelse måtte jeg præsentere forskellige forældreroller, altså myndighedspersoner i opdragelsesprocessen og hvordan det relaterer sig til børns udvikling. Som gammel pædagog interesserer det mig, og jeg ville kommentere på forskellige holdninger til børn under opvæksten og omkostningerne ved det. Og så ville jeg gerne præsentere et godt forhold mellem to brødre, der må forholde sig til flere ting under ekstreme forhold.
Hvordan med det religiøse islæt?
Det kom på en måde af sig selv. Når man får arbejdet sig ind på, hvordan nære familierelationer kan give sig udtryk, så virker det også naturligt at se det i en større belysning, hvor Vorherre er en slags far og proselytterne for børn at regne. Jeg gjorde noget af det samme i ’Amalie og Skytsånden’, hvor pigens helt personlige kamp for livet blev sat i relation til livets fortsatte eksistens på hele Jorden. Selv om perspektivet er mindre her, så ville jeg godt præsentere det mere omfattende problemkompleks, der knytter sig til religionens omklamrende og dominerende placering i folks liv. Her er der tale om automatiske autoriteter, som man længe slet ikke kunne diskutere berettigelsen af og omkostningerne ved at underkaste sig. At sætte den mekanisme op mod omklamrende børneopdragelse og vise en form for parallelitet fra det store til det små syntes jeg også var en interessant udfordring. Det er også derfor jeg omtaler Absurdismen, der fordrer individuel stillingtagen, og katastrofen med ’Jonestown’, hvor man ser de yderste negative konsekvenser af overdreven tillid til en åndelig leder.
Der er også myndigheder og overgreb involveret omkring retshåndhævelsen.
Det er heller ikke tilfældigt. I retssystemet har vi en stadfæstet formynderisk statsforvaltning, som også byder på klare omkostninger og utilstrækkeligheder. Og når den så ikke fungerer som den skal, med uretfærdighed til følge, så har vi igen et eksempel på myndighedsrepræsentanter, der uretmæssigt styrer folks liv. Overformynderi er en at mine hovedaversioner.
Du kunne godt have udbygget det sæt af referencer?
Ja, men man må også være i stand til at trække en grænse. Hvor meget kan man tillade sig at tage med uden at forløbet bliver for tungt og omfattende? Det vigtigste er det momentum der findes under afviklingen af historien. Hvis fremdriften mindskes risikerer man, at læseren begynder at kede sig, og det er det værste af alt. Som forfatter er ens hovedforpligtelse at tilføre lige nøjagtig den nødvendige mængde brænde til at holde ovnen varm. Hvis man tilfører for meget energi koger suppen over eller grøden brænder på, og det er heller ikke godt. Det sidste er desværre temmelig udbredt blandt intrigesnedkere, og så får man en ret, der er alt for krydret eller ikke ordentlig gennembagt. Den gode kok kender den rette dosering. Nu må det være nok med billeder fra det kulinariske.
Du har også flere takter, når det gælder undergang?
Det falder også naturligt. Omkring det religiøse er der en malerisk mytologi omkring verdens undergang, dommens dag og skærsilden med lutringen af de syndige sjæle. At bålet brænder lystigt i folks levende liv er nok så interessant. Den dårlige samvittighed er noget af det mest besværlige at håndtere, og hvis den specielt omfatter den måde man behandler børn på, opleves den som ekstra hård. De er jo ganske uskyldige i de forhold, de må eksistere og overleve under. Og så er de materielle rammer endda ikke særligt vigtige. Det afgørende er børns oplevelse af de voksnes engagement i retning af at forsøge på at sikre deres tryghed, opvækst og trivsel. Af forskellige grunde lykkes det måske ikke altid så godt, men den slags kan børn godt overskue rent intuitivt. Også den del kan være en form for undergang, men på det nære plan, og det er nok den mest udbredte form for sammenbrud. Endelig er der hele problemkomplekset omkring misbruget af klodens ressourcer og de trusler, der på den måde kan ramme vores fremtidige liv på Jorden. Ødelæggelsen af Jorden behøver ingen atombomber, den er allerede ret fremskredet.
Har du tænkt så meget igennem, når du skriver din tekst?
Overhovedet ikke. Det er ren efterrationalisering. Det hele ligger i underbevidstheden. Jeg finder løbende ud af, hvilken retning fortællingen skal tage, og så kan man bagefter læne sig tilbage og iagttage, hvad man i grunden har gjort og hvorfor man måske har truffet de valg man nu engang har. Jeg vil ikke sige det er sket på rygmarven, men der er en masse ubevidst omkring de valg man gør. Det er faktisk først bagefter man indser, der måske er en mere overliggende eller underliggende sammenhæng end man i grunden troede under selve skriveprocessen.
Er det ikke en underkendelse af redigeringsfasen?
Nej, for hvis man skal slette eller tilføje ting til sidst, er det vigtigt det kommer til at passe med de mønstre, man mere eller mindre ubevidst er kommet til at skabe undervejs. Det har hver gang overrasket mig, hvor tæt jeg kommer på den endelige udgave efter første gennemskrivning. Det flow, som er kommet naturligt under skabelsesprocessen har sin egen styrke, som man skal passe på med at pille for meget ved. Man kan risikere at mindske oplevelsen af nærhed og identifikation, hvis man ikke formår at styre sig under færdiggørelsen. Men jeg udvidede omfanget med cirka ti procent under redigeringen fordi jeg vurderede, at strukturen kunne bære denne forøgelse uden at påvirke historiens fremdrift for meget. Alt er et spørgsmål om balance, fra livet på jorden til det at komponere en roman.
Det er ikke alle forfattere som har det sådan…
Det ved jeg, for folk er forskellige, men jeg har det altså på den måde. Desuden kan jeg sige, at det er en god idé at lade manuskriptet ligge nogle måneder og så kigge på det igen. Så kan man opleve det med et mere åbent og nøgternt sind end man kan på det tidspunkt, hvor man lige har gjort det færdigt. Sådan har jeg det heldigvis med disse bøger om børn i krise, hvor jeg er mange bind i forvejen i forhold til udgivelsen.
Det er første gang du har så mange citater med fra andre kilder…
Det skyldes mest, at der findes så mange gode citater omkring emnet Undergang. Og så det naturlige, at drengene skal have noget at bruge tiden på, når de dybest set sidder tålmodigt og venter. Jeg har så valgt nogle citater, der på en eller anden måde tangerer emnet for min egen intrige, det siger sig selv. Når jeg har holdt mig til gamle klassiske historier, så er det for at få en klokke til at ringe hos flere læsere end referencer til mere moderne kilder vil gøre. Men hele den del af historien foregår jo i et gammelt miljø, så det virker også ganske naturligt ud fra sammenhængen.
Konstruktionen med overlevelseskælderen udelukker al den moderne kommunikationsteknik…
Det var helt bevidst og en stor tilfredsstillelse. Jeg så en udsendelsesrække om en britisk familie, der prøvede at gennemleve hvert tiår fra halvfjerdserne og frem til i dag. En udsendelse for hvert tiår. Efter en uge blev huset nytapetseret og møbleret om og folk fik andet tøj. Men det vigtigste var alle de tekniske hjælpemidler, som man gradvist blev forsynet med i opdaterede udgaver. Børnene var i starten ærgerlige over at skulle nøjes med et ustabilt sort/hvid TV med få kanaler og transistorradioer og pladespillere. Så kom de simple TVspil og musikanlæggene, og efterhånden også bærbare store telefoner og enkle computere og begrænset internet. Tænk hvis man ikke havde det? Så det barberede jeg helt ud af mit begrænsede overlevelsesunivers med stor fornøjelse. Moderen i udsendelserne havde også et forståeligt hjertesuk. Hun følte at der var mere nærhed og sammenhold i familien i gamle dage for en måned siden i seriens start, hvor man havde fælles referencer. Til sidst sad alle medlemmer i hvert sit rum med eget TV, musikanlæg, computer og mobiltelefon. Kommunikationen udadtil var øget, men det var sket på bekostning af oplevelsen af samvær og nærhed indadtil i familien. Også det forhold var det interessant for mig at få med, for det influerer på mulighederne for styring og dominans og myndighedsudøvelse. Der er gode og dårlige momenter i spil på samme tid. Det seneste jeg lige hørte i nyhederne var, at det at bruge tid på at se TV var for nedadgående. I dag har computere og mobiltelefoni overtaget en del af det tidsforbrug.
Der er også undergangsstemning når det gælder udkantsregionerne…
Det hører med i billedet. På en måde kan man også godt sige, at undergangen og sammenbruddet allerede er ved at ske i landets udkanter, hvor lokalsamfundene mister sygehuse, skoler og butikker. Folk flytter væk, og tomme huse står tilbage og forfalder. Den offentlige transport indskrænkes, arbejdspladserne nedlægges og samfundet smuldrer. Det er også en meget håndgribelig form for undergang. Man behøver ingen radioaktiv stråling for at få et samfund til at gå i opløsning, det sker hele tiden på en ganske almindelig banal måde.
Man kan også sige undergangen har ramt forældrene…
Ja, det er meget sørgeligt at miste sine børn, og den situation at børn er forsvundet og man ikke ved, om man vil se dem igen er belastende på en måde, der også omfatter usikkerhed. Hvis der oven i det lægges skyldkomplekser omkring årsagen til ulykken, er det ekstra hårdt. Sådan en periode vil påvirke alle mennesker, og det sker da også her.
Apropos skyldfølelse, så får vi aldrig i detaljer at vide, hvor meget Hannibal har ret i sin vurdering, der fører til hævnaktionen. Det ville man få i en rigtig krimi, og der ville blive gjort en del ud af opklaringen, hvor den virkelige skyldige ville blive stillet til regnskab. Her formentlig medicinaldirektøren.
Det her er ikke nogen rigtig krimi. Og da det er en historie primært for børn og unge, underspiller jeg også elementet om utroskab. Forbrydelsens opklaring er ikke afgørende, måske tværtimod. Jeg har lagt tråde ud, men det er ikke sikkert de holder stik. Det som begyndte som en uretfærdig dom fra systemet over en person bliver måske afløst af en uretfærdig personlig dom fra samme person over en anden person. Dermed er det også en kommentar til det ulykkelige i den udvikling, hvor en hævn fører til en ny hævn og så videre. Men hvis vi antager, medicinaldirektøren er morderen, så har han trods alt i løbet af historien oplevet en form for straf gennem dybe samvittighedskvaler over det forløb, der førte til tabet af børnene.
Hvor længe er børnene i kælderen?
Det har jeg også spekuleret over, men jeg har ikke besluttet det, og det vil jeg lade stå åbent. Der bliver sagt, at der er gået måneder, men det er måske tilmed år? Det er noget, som læseren selv må afgøre, og det synes jeg er i orden. Man må også godt selv få lov at bruge sin forestillingsevne.
Med den viden vi har om børns indespærring i kældre, er det så ikke provokerende, at du beskriver tilværelsen der så positivt?
Man må adskille tingene. Her beskrives en situation, hvor en familie føler sig truet på livet af udefrakommende trusler. I sådanne tilfælde oplever man, at familiegruppen kan føle en øget grad af sammenhold og nærhed netop på grund af usikkerheden. Det er der ikke noget nyt i. Vi oplever det med forfulgte minoriteter og familier på flugt. Det var netop de mere oplagte sikkerhedsmæssige trusler, som historisk set befordrede udviklingen af det patriarkalske system med fyrster, præster og klanstyrede familier. Det er først efter at staten har opbygget sociale sikringsnetværk, man har kunnet indse, at patriarkalske systemer på alle niveauer bliver overflødige og den individuelle frihed dermed kan øges. Den fase befinder vi os i netop nu, på forskellige stadier verden over. Det er naturligvis et fremskridt, men faderfiguren i kælderen oplever for sit eget vedkommende en helt personlig tilfredsstillelse i at kunne fastholde et patriarkalsk system i sin egen lille osteklokke, og så misbruger han den jo ikke til ubehagelig dominans og undertrykkelse. Jeg ville også gerne vise, at det patriarkalske system trods alt som oftest blev praktiseret på en anstændig og menneskevenlig facon.
Jeg kan ikke lade være med at drille. Hvilken målgruppe har bogen?
Den omhandler problemer i familien, så det er en familiebog, der burde læses af børn såvel som voksne. Men med den herskende skuffetænkning fordrer det jo ekstra krav til formidlerne. Desværre er markedet opdelt, så voksne ikke læser bøger, hvor børn er indgangen til intrigen, og formidlerne mener ikke børn kan eller vil læse bøger, hvor der også er en realistisk voksenvinkel med. Men det er mit sædvanlige problem, hvor mine ting måske udgør en niche for sig selv. Hvis jeg insisterer længe nok, bliver jeg forhåbentlig alligevel respekteret for den slags historier. Nu har jeg skrevet mange, og efterhånden bliver de vel også udgivet, også selv om jeg selv ender med at måtte betale et underskud. De mange titler klæder og supplerer hinanden på en fin måde, synes jeg.