retur

Bortredigeret kapitel
Hannibal

Fangen

I starten havde det ikke været let, men han havde faktisk troet, det havde været værre. Måske var det fordi denne institution ikke var helt så fjendtlig som visse andre steder. Hvis konfrontationerne er hårde, bliver vilkårene sværere. Der kan være stor forskel på den slags. Ved indtjekket havde de været bestemte men venlige.
”Vi håber du finder dig til rette her.”
”Det gør jeg vel.”
”Det kommer meget an på dig selv. Hvis du selv lægger op til problemer, så får du også problemer.”
”Og hvis jeg ikke gør?”
”Så klarer du dig. Vores magtgrupperinger er ikke så ubønhørlige. Vi har rimeligt godt tjek på tingene. Det kan du nyde fordel af. Men hvis du prøver på at køre dit eget løb falder hammeren. De tilgiver aldrig den slags.”
”Så ikke noget med at stikke næsen for langt frem?”
”Akkurat. Men på den anden side er det jo ikke så meget anderledes end i systemet udenfor.”
”Nej.”
”Godt, så er det på plads, og rutinerne er gennemgået. Du har fået dine ting?”
”Ja, det har jeg vel.”
”Og er der yderligere spørgsmål, skal du bare henvende dig.”
”Javel.”
”Jeg tror du vil klare dig udmærket her.”
”Hvordan kan du vide det?”
”Åh, jeg er efterhånden blevet ret god til at bedømme den slags.”
”Mit åbne ærlige ansigt?”
”Nu du siger det.”

Inde på afdelingen havde han måtte sige tingene flere gange, også selv om nyheden vel hurtigt rygtedes. Der er jo ikke så meget man kan diskutere.
”Hvad har du lavet?”
”Ikke noget.”
”Hvorfor er du så her?”
”En mand blev dræbt.”
”Og det var ikke dig, der gjorde det?”
”Nej, det var det ikke.”
”Så du er uskyldig dømt?”
”Ja.”
”Hahaha!”
”Du tror mig ikke?”
”Halvdelen af fyrene her sidder inde for noget, de ikke har gjort eller som de kun har bidraget til i mindre grad, end det de er dømt for.”
”Det undrer mig ikke.”
”Hahaha! Det er selvfølgelig en fed løgn. Hvis man da ikke lige hører til dem, der ser en fordel i at komme til at virke mere hårdhudede end de i virkeligheden er.”
”Mine oplevelser fortæller mig i alt fald at retssystemet kan tage fejl.”
”Så siger vi det, kammerat. Om nogen tid får piben nok en anden lyd.”
”Det sker ikke for mig.”
”Det tror jeg nu alligevel. Det plejer at ske.”
”Og hvorfor så det?”
”De fleste har brug for nogen at betro sig til. Også selv om det er omkring nogle kedelige sandheder. Sådan er mennesker nu engang. Man bryder sig ikke om at stå alene med ubehagelige ting. Alle har brug for at betro sig til nogen.”
”Ikke jeg.”
”Nej, det siger du jo. Og det skal du da også have lov til. Lad os se, hvad du mener om nogle måneder.”
”Der siger jeg selvfølgelig det samme.”

Og sådan var det blevet ved med at være. Når han blev spurgt, havde Hannibal hver gang sagt han var uskyldig. Og teorien om at medfangerne som regel fik en mere sandfærdig historie efter nogen tid holdt ikke stik. Den forestilling, at man ikke har noget at skamme sig over blandt ligemænd og tanken om, det også kan være en lettelse at betro sig til nogen, var ikke sket i dette tilfælde.
Hannibal holdt sig mest for sig selv. Han blev ved med at holde stædigt fast ved, at han var blevet uskyldig dømt og her havde han da også kunnet sidde i mange år og holdt på sine forsikringer, hvis der ikke var dukket et nyt element op.

På en måde kunne Hannibal godt forstå, han var blevet mistænkt. Han havde ikke brudt sig om den afdøde. De havde været kolleger i et medicinalfirma, hvor de var ved at udvikle et nyt præparat til behandling af traumer.
For at gøre efterforskningen mere effektiv, havde firmaet opkøbt en forskergruppe, der arbejdede på et lignende præparat, men uden at have et stort firmas pengemæssige ressourcer som rygstød. På et tidspunkt af forløbet bliver den slags forskning ofte ganske dyr, fordi der skal afvikles en lang række forsøg til forskellig side for at udelukke uacceptable bivirkninger.
I denne fase kan det ske, en konkurrent kommer i mål og får et præparat på markedet inden man selv når det, og så vil det automatisk opnå en markedsandel, som det senere bliver svært at fravriste konkurrenten. Derfor vil alle prøve at komme først med et nyt præparat.
Firmaet, hvor Hannibal var ansat, havde tidligere arbejdet på en alternativ form for sukkersygemedicin, som skulle inhaleres i stedet for at blive sprøjtet ind i kroppen. Den daglige indsprøjtning var besværlig for mange patienter, så man var opsat for at finde en mere bekvem metode.
Desværre viste det sig i slutfasen at medicinen til inhalering gav en forhøjet kræftrisiko på forsøgsdyr, så man måtte skrinlægge projektet. Det var så en trøst at konkurrenten var nået frem til et lignende resultat, men det havde været en dyr satsning, der altså slog fejl.
I tilfældet med den nye traumemedicin havde Hannibals firma altså opkøbt en uafhængig forskergruppe, der arbejdede på en medicin til samme formål, men den havde fået finansieringsproblemer og var gået med til at fortsætte forskningen i nyt regi. Det havde været dyrt at overtage den nye gruppe, men hvis man kunne mindske fremtidig konkurrence, ville pengene være givet godt ud.
Man havde altså i medicinalfirmaet to laboratorier kørende med samme mål i forskningen, og ledelsen så sin fordel i, at de to hold fortsat arbejdede som konkurrenter internt i firmaet. Så ville man måske hurtigere nå et resultat, og der var også forsøg i gang andre steder i udlandet. Dette parløb medførte uundgåeligt en rivalisering mellem holdene og også mellem forskerne indbyrdes.
Hannibal måtte indrømme, han ikke altid havde udtrykt sig diplomatisk. Der er ikke noget mere indædt postulerende end en videnskabsmand, som er optaget af sin egen vinkel på forskningen og ikke vil anerkende en anden tilgang til problemets løsning. Sådan havde det været i dette tilfælde med traumemedicinen, hvor den ene teori på en måde udelukkede den anden. Det var ad to forskellige veje man håbede at nærme sig problemets løsning, og de kunne ikke forenes, selv om det havde været bedst, hvis man havde kunnet gøre det.
De to temperamentsfulde forskningsledere fra hver sit team kunne ikke undgå at mødes, når de færdedes på gangstrøg eller i kantinen. Oftest gik de hver sin vej eller de ignorerede hinanden, hvis de indså de ikke kunne undgå at passere forbi hinanden. Eller også var der kolleger med, som kunne forhindre ordvekslingen i at blive for hadefuld.

Der havde været flere heftige skænderier mellem Hannibal og kollegaen fra den anden gruppe, og begge parter havde glimrende faglige argumenter, som imidlertid udelukkede den andens foreløbige konklusioner. I virkeligheden var det kun de afsluttende tests, som kunne afgøre om der var afgørende forskelle i virkningen, eller hvad der var lige så vigtigt, hvilken medicin der havde de færreste eller mindst skadelige bivirkninger.
På et tidspunkt var der så sket det, at de to forskere var mødtes i en korridor i laboratoriebygningen, og der havde ikke været andre til stede. Den konkurrerende forskergruppe havde netop opnået et overraskende fint resultat ved en række tests, hvor Hannibals gruppe havde måttet indkassere nederlag.
Da de mødtes, havde kollegaen ikke kunnet nære sig, men var kommet med nogle hoverende bemærkninger omkring resultaterne, og det havde medført et højrøstet skænderi. Det var lige før, det havde udviklet sig til et regulært håndgemæng, hvis ikke råbene var blevet hørt at andre, som ilede til for at holde de to forskere fra at komme i regulært klammeri.
Desværre havde Hannibal afsluttet ordvekslingen med nogle hårde bemærkninger, som godt kunne tolkes som ønske om en voldsom død for modparten. Det var ytringer, som de tililende havde hørt og senere nævnte under vidneafhøringerne.

Midt under denne afsluttende testrunde var modstanderen fra det konkurrerende team blevet dræbt. Han var død efter et knivstik, og drabet var desværre sket med et våben man vidste, var i Hannibals besiddelse. Da han efterfølgende blev bedt om at fremlægge kniven, havde han ikke kunnet finde den.
Der var også antydninger af, der var ægteskabelig jalousi inde i billedet, for afdødes kone var ganske attraktiv, og Hannibal havde vist interesse for hende ved flere lejligheder. Nogle anså forskernes skænderier for at have en rivaliserende baggrund, der rakte ud over det rent faglige.
Desuden kunne Hannibal ikke gøre rede for sin færden omkring tidspunktet for drabet, og der var ikke nogen som kunne vidne på, han havde været et andet sted på mordtidspunktet. Alt i alt så det absolut ud til han var gerningsmanden. Derfor var han også blevet dømt.

Men nu var der kommet et nyt middel på banen, som var blevet vigtig i kriminalsager. Den genetiske test. Hannibal vidste, den kunne hjælpe ham, for et afgørende bevis i sagen mod ham havde været blodspor på gerningsstedet, hvis blodtype tilfældigvis også stemte overens med Hannibals, men han vidste jo frem for nogen, at morderens blod ikke kunne være hans, og det ville selvfølgelig kunne afklares gennem en DNA test. Det så altså ud til at være den vej, man skulle gå.
Nu vokser træerne ikke ind i himlen, og myndighederne kunne godt forudse en del fanger ville kræve deres sag genoptaget efter at DNA analyser var blevet indført og godkendt som bevis. Hvis man kunne dømme folk efter genspor, måtte man også kunne frikende dem, der var blevet dømt på spor, hvor man kunne finde et genetisk fingeraftryk.
I virkeligheden var det såre enkelt. Man skulle kun undersøge et genspor for DNA og analysere sammensætningen, så vidste man med det samme, om dette spor kunne stamme fra den anklagede eller dømte. Sandsynligheden for et DNA spor kunne fejltolkes, var så godt som ikkeeksisterende.
Umiddelbart kunne man altså mene, det var en såre simpel sag at få på plads. Metoden var sikker, og den kunne gennemføres rimeligt hurtigt, og efterhånden var den heller ikke længere videre dyr at benytte.
Nu var der ikke bare tale om blod, det var også spyt og sæd og hud og hår og negle. At opregne alle de sager, hvor den slags spor var til stede, ville føre til et betragteligt antal, og det ville koste store summer at få disse sager genoptaget og ført gennem retssystemet. Det påstod man i alt fald. Dommere og advokater er i forvejen hårdt bebyrdede og de skal have høje timelønninger.
Desuden er der spørgsmålet om retsopfattelsen. Hvis man antog en hel del af disse reviderede sager førte til frikendelse, ville man derpå stå med flere uopklarede sager. At finde ud af, hvem der så i næste omgang kunne tænkes at være den skyldige i forbrydelsen og dermed anlægge en ny sag, ville være yderst vanskeligt, og det ville også koste flere penge.
Hvis man antog en pænt stor del af de uskyldigt domfældte på beviser indeholdende DNA spor skulle vise sig at være uskyldige, hvad så med alle de andre sager hvor der ikke var blevet åbnet en DNA kattelem? Det naturlige ville være at antage, at procenten af uskyldigt dømte ville være lige så stor i de øvrige sager, og kunne folks retsbevidsthed holde til den nedtur?
Der var derfor en indbygget besværliggørelse i hele den mekanisme, der måske kunne føre til en sags genoptagelse. Naturligvis kunne man ikke direkte forhindre det, for kravet til retfærdighed vejede trods alt tungere end alt andet, men man skulle bare ikke tro det var nogen enkel sag.
En masse myndighedspersoner skulle godkende beslutningen, og de skulle alle have god tid til at overveje sagen. Det kunne de selvfølgelig ikke gøre samtidig. Nej, først når den ene instans havde accepteret at sagen kunne gå om, ville anken gå videre til den næste instans, og derfor ville hele proceduren under alle omstændigheder blive en meget langsommelig affære.

Nå, det havde Hannibal indstillet sig på. Når man sidder i fængsel, har man god tid til at vente, og at vente på noget godt er altid rart. For Hannibal vidste hvad resultatet ville blive. Selv om kun han og den virkelige morder kendte til det uretfærdige i dommen, var det kun et spørgsmål om tid, før tingene ville falde på plads og han ville blive frigivet.
Udadtil glædede han sig som et lille barn, og Hannibals medfanger blev efterhånden overbevist om, at han havde talt sandt, for ingen ville kunne opvise en så tydelig tiltro til at retfærdigheden omsider ville ske fyldest, hvis han ikke var absolut sikker på udfaldet. På det tidspunkt fik han sine fællers medfølelse, for uretfærdighed er foragtet af alle.
Indvendig var det dog en anden Hannibal, der glædede sig til friheden. Det var en Hannibal, som nok skulle vide at hævne sig på den skyldige, eller rettere den som var bagmanden til affæren. Han mente han vidste hvem det var, og han skulle nok få sin hævn på en måde, der ikke blev til at spore tilbage til ham.

Da sagen omsider blev genåbnet, gik det til gengæld hurtigt. Man var ikke interesseret i at denne åbne erkendelse af retssystemets ineffektivitet blev udstillet i offentligheden længere end højst nødvendigt, så Hannibal fik sin dom omstødt.
Det skortede ikke på gratulationer og anerkendelse fra kammeraterne. Hannibal var et bevis på, at man som fange trods alt kunne få krammet på et uretfærdigt system. Måske var man ikke selv ganske uskyldig, men at fængselsvæsenet havde en masse uretfærdighed indbygget var alle indsatte enige om, og alle efterretninger, der kunne håne eller foragte dette system, glædede man sig over internt.
Og Hannibal kunne sikkert få noget ud af sin nyvundne frihed. Han kom jo ikke i forvejen fra et belastet miljø, faktisk var det ret usædvanligt en person som ham overhovedet kom i fængsel. Folk af hans slags formåede som regel at undgå det, uanset om de var skyldige eller ej.

Hannibal var på vej fra sin celle og over til udgangen, hvor han på et bestemt klokkeslæt ville blive lukket ud. Fra cellerne lød der et kor af raslen og skramlen fra alle de krus medfangerne slog mod gitteret for at hylde deres kammerat som nu var på vej ud i friheden.
I modtagelsen havde man allerede taget den bakke frem hvor der lå de personlige ejendele som var blevet deponeret ved indsættelsen. Så fik han det obligate håndtryk af fængselsinspektøren.
 ”Ja, så vil jeg ønske dig held og lykke med dit fremtidige liv, og i dit tilfælde vil jeg så undlade mine sædvanlige moralske opstød om at fangen vil skikke sig vel, så vi undgår at se ham igen.”
”Det er venligt af Dem.”
”Overhovedet ikke. Jeg er den første til at beklage hvis retfærdigheden ikke sker fyldest. Det er ikke rart at vide, der går folk rundt herinde og afsoner straffe for forbrydelser, de ikke burde være dømt for. Hvis du ikke får anden undskyldning fra systemet, så vil jeg godt være den, som giver dig den, siden du nu har tilbragt så meget tid her ganske ufortjent.”
”Jeg vil naturligvis kræve den højeste erstatning jeg kan få.”
”Det kan jeg godt forstå.”

Dernæst blev døren i den store port åbnet, og Hannibal kunne træde ud i det fri. Der var ikke nogen til at modtage ham udenfor, for ledelsen havde med vilje undladt at oplyse om hvornår Hannibal præcis ville blive løsladt. Der skulle ikke komme flere billeder end nødvendigt ud til pressen om afslutningen på den strafferetslige fadæse.
Hannibal gik over til det nærmeste stoppested og stod på bussen ind til byen. Han vidste, hvad han skulle foretage sig, men han havde ingen hast. Alt kommer til den der venter. Og den der venter på noget godt, venter ikke forgæves.
I fængslet havde han forberedt sig. Det han nu skulle foretage sig hørte ikke til på den rigtige side af loven, men et fængsel er et godt sted at få de nødvendige kontakter, hvis man påtænker at udføre hævnaktioner.

retur