MANNEN SOM DÖDADE CARL BARKS

Mens tegneseriemarkedet i halvfjerdserne og firserne i Danmark var domineret af albumudgivelser når det gjaldt nye serieinitiativer, stillede sagen sig anderledes i de andre nordiske lande, hvor distributionssystemet til kioskerne modvirkede den udvikling, blandt andet gennem en utilfredsstillende returordning.

Derfor kom udgivelseseksperimenterne til at ske gennem tegneseriemagasiner, og der blev afprøvet en hel del i Sverige gennem titler som Galago, Elixir, Epix, Elit-Serien og tilmed Svenska Serier. Senere kom Pyton.

Fordelen var den, at svenske tegnere kunne være med i udgivelser, der blev båret af udenlandske og måske mere appellerende serier. Lysten til eksperimenter og udfordringer af publikum var stor, også i de enkeltstående svenske albumudgivelser, når de forekom.

’Mannen som dødade Carl Barks’ fra Elixir 4/1986 hører naturligvis specielt hjemme som genudgivelse på en side som denne, og den er er skrevet og tegnet af Mikael Grahn, som var en aktiv svensk serieskaber på den tid. Hans streg er klar og ren, og som det ses nærede han stor beundring for Carl Barks. Mikael Grahn syntes det var en ære at få lov at optræde i denne sammenhæng på min hjemmeside.

Jeg boede selv i Sundbyberg, da Horst Schröder slog sig op på at udgive magasinet Epix med serier primært fra europæiske forlag. Han skrev manus til ’Tändsticksgubben och Gummitjejen’ som blev tegnet af Mikael ’Micke’ Grahn. Mikael arbejdede også sammen med Johan Andreasson og Johan Höjer og på manuskriptsiden med Magnus Knutsson og Eirik Ildahl.

Introbilledet er det berømte myldrebillede af Wally Wood hvor han gør grin med det seksualforskrækkede Disney univers.