JENS LYN

I 1934 dukkede en ukendt planet pludselig op med kurs mod Jorden. En kollision syntes uundgåelig, trods professor Zarkovs fortvivlede forsøg på at klare problemet. I et fly finder vi Jens Lyn, uddannet på Yale universitetet og verdensberømt polospiller, samt Dora. Et stykke af planeten rammer flyet, men Jens Lyn når at undslippe i faldskærm med Dora, og de lander i nærheden af Zarkovs observatorium, hvor han anser dem for værende spioner.

Sådan starter Alex Raymonds space opera ‘Flash Gordon’ inspireret af Philip Wylies roman ‘When Worlds Collide’. Raymond tegnede også spionserien ’X9’ samme år for King Features Syndicate. I løbet af årene udvikler tegnestilen sig, og lige inden anden verdenskrig har rumsserien nået sit høje tegnemæssige niveau.

I Zarkovs rumskib lykkes trekløveret med at afbøje den truende planets bane, men fartøjet nødlander på planeten Mongo, behersket af tyrannen, Ming, og i de næste femten år prøver trekløveret godt hjulpet af diverse folkeslag på planeten at betvinge den onde fyrste.

Planeten er præget af uudforskede skove, sumpe, bjerge og islandskaber. De enkelte regioner svinger mellem futuristiske stater og middelalderlige kongeriger, som leverer stof til spændende, romantiserede handlingsforløb. Vi ser dragelignende uhyrer, fægtekampe, hermelinskåber og labyrintagtige slotte. Der er således stemningssammenfald med andre eventyrserier som ’Prins Valiant’ og ’Tarzan’.

Alex Raymond tegnede søndagsserien ’Jens Lyn’ og parallelserien ’Jungle Jim’ indtil indkaldelsen til militæret. Da krigen var ovre, polerede Raymond mere på stilen. De mange skraveringer blev færre, og billedkompositionerne mere imponerende. Da ’Jens Lyn’ også fik en dagsstribe version blev den opgave i 1940 overdraget til en af Raymonds assistenter, Austin Briggs. Han tegnede også søndagsudgaven mens Raymond gjorde militærtjeneste.

Da Briggs trak sig tilbage i 1948 blev tegnerjobbet overdraget til Mac Raboy, og hermed var det slut med ’Jens Lyn’s storhedstid. Nu foregik serien ikke på Mongo men på planeterne i vores solsystem.

I 1951 overtog Dan Barry, der tidligere havde tegnet ’Tarzan’ rumseriens daglige striber, og ved Raboys død i 1967 fik han også overdraget at tegne søndagsudgaven. Dan Barry er en jævn håndværker, men han formåede dog at gøre ’Jens Lyn’ læseværdig igen.

’Jens Lyn’ fik en kort oprejsning, da Al Williamson i 1966 tegnede tre episoder til magasinudgaven. Disse episoder fangede stilen og ånden i de gamle Raymond historier og de hører til Williamsons bedste præstationer.

Jeg aftrykker her som en cadeau til ’Jens Lyn’ et af Williamsons afsnit, men først bringer jeg noget af den ældste del af Raymonds værk. Afsnittet er fra 1936, og her ser vi tydeligt stilen med de mange skraveringer. Og så kunne jeg ikke nære mig, men tilføjer Wally Woods parodi på ’Jens Lyn’, der er ganske rammende.

Vi må lige tilføje, at den danske pendant, serien ’Willy’ også kan læses som en cadeau til ’Jens Lyn’ for der er et lignende trekløver som rejser rundt i et rumskib og oplever imponerende eventyr i universet.

Et andet galleri af rumrejsende i stil med Jens Lyn finder vi i den belgiske serie Kim West (Luc Orient) der også er med i denne kavalkade.