AMEN HÄRREGUD

LENA ACKEBO

Lena Ackebo (født 17. juli 1950), er en svensk serienkaber, der bor i Stockholm. Hendes debutserie var Jalle Planka, en punk-rockende fugl, der blev skabt, da Ackebo gik på Nyckelvik School 1983-84. Den begyndte at blive offentliggjort i Galago og senere førte det til at hun begyndte en karriere som serietegner. Det første seriealbum var Lycra Neon, udgivet på Tago Förlag1987.

I årenes løb er Ackebo blandt andet blevet udgivet i Galago, Dagens Nyheter og Aftonbladet, samt i de ti egne seriealbum. Hun har også været med på Galagos redaktionskontor.

Lena, kan du i korthed beskrive dit stilsprog?

Ja, en slags raphed i idiomatikken og spændstighed i afleveringen er vel et hæderstegn for mig. Hver bemærkning skal leve sit eget liv for at få betydning. Man kan måske tale om et neo-humanistisk, post-eksistentielt billedsprog i hverdagsbelysning med en pikant kryddermix i sprogsovsen. Tilbehøret er vigtigt, lidt cremede følelser, nyklippede trendbidder og nogle ægte tudser.

Men dine billeder, hvordan er det med dem?

De kommer fra min indre affaldsspand, de rodede baggårde, de faldefærdige trappeopgange, de stegeos-dunstende køkkener, den udprægede stank af urin og kold tobaksrøg blandt gulnede aviser på klamme dasser, de knækkede pegepinde og lyden af skrattende tavlekridt i klasseværelset, den ulækre stank af slim og madrester fra lærerens mund, rockmusikkens monotone messen fra skod-højttalere, blækpletterne, hovedpudekrigene, formaningerne, forsvarstalerne, forventningerne, høflighedsfraserne og nedladenheden, den blå sky, hvor jeg gemte mit flagrende blik.

Jaså, men hvordan kom du så til at tegne serier?

Efter i århundreder rastløs at have vandret rundt i forstuerne til eventyrenes galakser, hvidklædt som det sømmer sig for uskyldigheder, med barnets troskyldige blik endnu bag solbrillerne og mine fødders sår nødtørftigt tilplastrede, siden vågnet op af angstens svedige drømme, opsteget af havets skum som en sjasket Afrodite, røget min sidste kingsize Camel og lagt låget på Madison Avenues overfyldte skraldespande, hvis skygger har lagt sig over mine sårede ankler mens jeg drak de sidste brændende dråber Southern Comfort, og efter at jeg har afsluttet min runde på minigolfbanen ved Heartbreak Hotel med scorekortet godt gemt bag mine slidte strømpebånd, sagt farvel til regnemaskinerne og kirurgerne, reddet mig ud af en avocadofarvet fryseboks og nedsvælget min sidste optøede søndagsmiddag i den forstadsgrå folkevogn – da stod hun omsider der, Miss America, omhyggeligt filende sine negle, og hun talte til mig og sagde:
'Find din egen gimmick, søde!'