Krøllede blade
tilbage’En dag skulle en so have grise, og i en sådan situation skulle jeg våge ved soen, men samtidig skulle jeg fodre kreaturerne og de øvrige grise. Soen fik den første gris uden besvær. Men da jeg en kort stund var fraværende, sprang soen op og åd grisen. Jeg løb over til Beck, som stod og skar hakkelse, og fortalte om det skete. Beck gik ind og tog den tredje ring af komfuret, gik over til soen og gav den ringen om trynen. Ringen blev bundet fast om soens nakke med et sækkebånd, så soen ikke kunne åbne munden og æde flere grise. Jeg var jo selvfølgelig ked af, at soen havde ædt den første gris, men Beck sagde trøstende: ”Det skal du fa’en galmæ’ ikke være ked af, Jens, den gris får bare en tur mere gennem soen!” Soen fik da også elleve grise mere. Om den første også blev den sidste har jeg ikke fundet ud af.’
Det var en historie fra dengang Jens kom ud at tjene. Man blev fæstet efter konfirmationen. Hjemme var der jo mindreårige, som også skulle have føde og klæder, så i den alder måtte man tjene sit eget brød.
Her er en anden erindring fra Jens lidt senere i livet:
’Som 16årig havde jeg fået jagttegn og sad mangen aften sammen med min bror Martin, som dengang var 12 år, i kornhobe eller markskel og ventede på ænder på træk. Man skal være overmåde godt camoufleret, ellers slår ænderne af for tidligt, og så skal der holdes godt foran, når ænderne kommer i sideskud, men det lærte vi efterhånden. Der var så mange ænder, at vi slet ikke kunne nå at få skud til de mange flokke. Vi har siddet mange aftener og set ænder i luften hele tiden. Når en flok smed sig eller forsvandt i horisonten var der straks en anden eller to inden for vor synsfelt.
Så var det, at vi opfandt andeskydemaskinen. Vi lånte fars tolver. Den bandt vi fast til en hegnspæl med løbet pegende lodret opad. Så lagde vi en patron ladet med bygkærner i det ene løb, og en anden patron ladet med hagl i det andet løb og bandt en murersnor i hver aftrækker. Når der så var mange ænder i luften trak vi i snoren til bygskuddet og sendte en sværm bygkerner lodret op i luften. Ænderne kom omgående for at snappe kernerne i luften, og så var det blot om at trække i snoren til haglskuddet, for nu var ænderne jo selv fløjet ind i skudlinjen. Det varede ikke længe før vi slet ikke behøvede det andet skud, for når ænderne kom fra alle sider for at snappe kornet, stødte de sammen og faldt til jorden. Den måde at drive jagt på syntes vor far nu ikke var jagtæstetisk forsvarlig, og hvad skulle vi også med alle de ænder? Man er ikke jæger for byttets skyld, belærte han os om.’
For et års tid siden gik jeg og min bror Ingo tur sammen med Jens og Martin. Siden overnævnte citater er de begge blevet over 90 år. De går dog stadig på jagt i det store revir i Nordjylland på gården Grusbjerg. Det er ikke for ingenting den har det navn, for jorden har ikke så høj bonitet. Datteren er dyrlæge og opdrætter nu heste der. Til jagtrevir er området som er præget af aflange aflejringer ’dobber’ og ’render’ fortrinligt. Jagtklubben går op i vildtpleje og sørger for nyplantning og udlægning af foder til vildtet om vinteren. Man skal ikke omregne dyrekøllen i tid og penge.
Den vigtigste konsekvens af det lange friluftsliv er nok, at Jens er blevet den af ældste i mine forældres søskendeflokke. At beskæftige sig med det man holder af og går op i hjælper også. Nu er han heller ikke fysisk blevet så nedslidt, da han i en stor del af sit senere liv havde kontorarbejde som stadsingeniør i Nordjylland. Men i sin ungdom tog han godt fat, som det var helt almindeligt dengang.
På turen fra jagthytten og rundt i reviret var jeg nærgående. Jeg var utilbørlig men kunne ikke nære mig. Jeg måtte have en kommentar. Kan man virkelig skyde ænder på den måde? Det andet citat er fra hans bog ’Dianas Disciple’ der er en af bøgerne fyldt med erindringer fra et langt jagtliv. Jeg har med hans tilladelse trukket på hans oplevelser i nogle af de bøger jeg har skrevet, når jeg har haft brug for naturbeskrivelser.
Som man kunne forvente kunne jeg ikke afæske Jens et konkret svar, men det er også upassende. Man spørger jo heller ikke en Karen Blixen om der nu også er en kongelig signatur på det dokument hun henviser til. Man venter pænt til hun har stillet træskoene og finder det efterladte brev.
Jens er en djærv og dygtig fortæller. Og at spidsvinkle en historie for at skærpe en munter pointe går han ikke ad vejen for. Sådan skal det være. Det er en alvorlig sag at bringe en god anekdote til torvs, og vi har også en underholdningsforpligtelse.
Jens var det kvikke hoved blandt mine forældres slægtninge. Lune og vid deler han med hele søskendeflokken og også nogle efterkommere i min generation. Til trods for det kom han senere i gang med at skrive end jeg selv, men jeg kan mærke vi deler gener omkring skriveriet.
Ingo og jeg var nogle gange i Jylland omkring flytningen af arvegods fra vores forældres hus inden afhændelsen. Den historie kan I læse om andetsteds på min hjemmeside. Vi var også i Jylland sidste år for at hjælpe min søn, Thorbjørn, med at flytte pakkenelliker fra kollegiet tilbage til Sjælland, hvorfra han kunne klare den sidste del af sit studium. I den forbindelse ringede vi til Jens for at spørge om vi kunne komme forbi om et par dage og besøge ham og hustruen Asta. ’Ja, nu ska’ a da li’e si’, om a ska te biljard den daw. Nej, a trowr skis’me det går an. Jamen så kom I da bar’.
Vi kørte så til Frederikshavn for at mødes med Jens, der bød på højt belagt smørrebrød til frokost. Senere hentede vi Martin i Jerup og efter eftermiddagskaffen dér kørte vi ud for at se jagtreviret, hvorfra mange af Jens’ jagtminder stammer. De er tidligere blevet trykt i et jagtblad. Jens er med i bestyrelsen i en af jagtforeningerne. Han er med i flere foreninger. At kunne formulere sig, så det lyder overbevisende fornuftigt er en af hans kvaliteter. Vi gik ind i jagthytten, der er af bjælker som det sig hør og bør. Der er fyldt med opsatser fra råvildt på væggene og et sted i en af bøgerne fortæller Jens hvordan man går til veje, når man skal gøre sådan et trofæ klar til ophængning.
Her må jeg indføre en sidehistorie som senere også omhandler Jens.
Under oprydningen i vores forældres hus i Viborg skulle Ingo og jeg køre bunker af ’Viborg Stifts Folkeblad’ på containerpladsen. Mor havde holdt på dem til det sidste og de fyldte efterhånden godt op i stuen, selv om Ingo snød sig til at rydde lidt ud i aviserne, når han var på besøg. Han måtte ikke smide dem ud, for der kunne jo være noget som Mor gerne ville klippe ud og gemme. Det nåede hun dog aldrig at få gjort, men det er ikke ilde med gode forsætter og planer lige til det sidste. Jeg har til mine børns hovedrysten arvet dette opbevaringsgen.
På containerpladsen var der en metalcontainer ved siden af papircontaineren. I det øjeblik vi var ved at losse aviser i den ene container kom der en anden bilist med sin trailer. Han tog fat om et apparat og skulle lige til at smide det over i metalcontaineren. ’Hov, vent lige et øjesensblik. Er det ikke en båndoptager?’ Jow, det er såmænd en gammel båndoptager vi ikke har brug for længere’. ’Må vi få den?’ ’Ja, det må I da så hjertens gerne’.
Det var en to-spors ’Tandberg’ fra tresserne. Den store gamle grå Philips båndoptager som Far havde anskaffet sig som den første i omgangskredsen duede ikke længere. Men han havde anbragt mikrofonen i blomsterdekorationen midt på bordet til min konfirmation i 1962, og folk var benovede da han stolt afslørede, at han havde optaget os under festmiddagen, hvor en kusine kunne huske vi havde fået karbonader. Det kunne gå an som festmad dengang hvor midlerne stadig var små hos mange.
Vi fik maskinen med hjem og efter at have fået udskiftet en drivrem, der blot var en kraftig elastik, kørte maskinen upåklageligt. Ingo havde fundet nogle gamle to-spors bånd, som vi ikke havde kunnet afspille efter at ’Philips’ maskinen brød sammen. De båndoptagere han og jeg havde fået senere var de nyere fire-spors maskiner.
Vi fik afspilningen i gang, og snart genlød stuen af Jens’ stemme. Som den i familien der havde ordet i sin magt var det ham som holdt talen. Den var ganske glimrende. Og sangene var også gode. At høre sin egen konfirmation igen for første gang efter mere end 45 år er noget ganske særligt. Det var før videooptagelser blev hver mands eje. Men siden Jens nu fik et gammel ord genindført, hørte denne historie hjemme her i indlægget om ham.
Der er så lige den ekstra krølle, at Ingo oppe på spidsloftet fandt æsken med sangene fra samme konfirmation, så vi kunne skam sidde og synge med på de gamle sange fra båndoptageren. Der var ofret flere farver på stencilen med sværtekopierne fra ’Frodes Papirhandel’. Det var det sted i Viborg hvor folk kunne få mangfoldiggjort deres lejlighedssange. Der gik flere år inden fotokopimaskiner blev almindelige.
I år skal jeg for sidste gang optræde i Jens’ gamle rolle. På lørdag efter St. Bededag skal min yngste datter konfirmeres. Jeg skal holde en tale, for det synes jeg at jeg har mod på. Tidligere var jeg betænkelig ved at skulle stille mig op og tale ved forsamlinger, så vi skrev i familien i stedet sange til børnenes fester. Jeg stod iklædt mit pæne jakkesæt ved spisebordet og havde husket slipset som min datter syntes jeg skulle have på. Når man øver sig på en tale må man godt snakke højt for sig selv, så er det ikke pinligt. Men netop for at luge ud i detaljerne og undgå at blive pinlig under middagen måtte jeg stramme op på indholdet.
Som jeg stod der kom jeg til at mærke efter i den ene jakkelomme. Jeg så hvad det var, og der var sange og taler fra mange år tilbage, i den nære familie og fra andre sammenkomster i slægten. ’Bamses Fødselsdag’ og ’Rapanden Rasmus fra Rinkenæs sogn’. Jeg skifter ikke mit festtøj ud så ofte. Men lidt stolt er man så over, at man stadig kan passe sine gamle habitter.
Hvad Jens angår, så er det citat, der indleder denne rubrik, hentet fra hans debutbog fra 1995, ’Krøllede Blade af min erindringsbog’. Han er født i 1921, så der er mange minder at trække på og stramme op til munter aflevering. Bogens første oplag blev udgivet af forlaget ’Queenswood’ i Dronninglund og på bagsiden står der
’I denne erindringsbog skildrer Jens Petersen ægte jysk folkeliv. Mellem alvor og humor, kaos og kaffebord, løjer og skurke, vinter og vår, besættelse og befrielse. Den dag hvor Danmark atter blev frit. Tag med på forfatterens underholdende odyssé gennem små og store facetter af et jævnt og muntert, virksomt liv på Jord. Så sjov kan alvor være.’
Denne anbefaling er hermed givet videre. Jens har stadig eksemplarer til overs af sine mange bøger, der indholdsmæssigt spænder vidt. Han bor Mysundevej 2, 9900 Frederikshavn, tlf. 98 43 25 86, jenspetersen@c.dk. Men hans bøger kan skam også bestilles og lånes hos www.bibliotek.dk
Morbror Jens har også sine meningers mod. Som andre der har oplevet besættelsen er han bekymret for vores suverænitet her til lands, og han er betænkelig over alle disse muslimer som kommer til os og bagtaler os og skaber Muhammed kriser.
Vi diskuterede lidt i sofaen oven på smørrebrødet, og vi kom til at snakke om øen Lampedusa, der virker som en magnet på flygtninge fra Nordafrika, som kommer fra krigshærgede lande langt borte som Somalia og Iretraea. Det ville såmænd ikke undre ham, om sydeuropæerne på et tidspunkt ville stå inde på stranden og skyde på bådene, når de søgte at sætte flygtninge i land. Lige nu påtænker man at intensivere patruljeringen i Middelhavet og sende disse både tilbage. Den samtale bidrog med inspiration til min næste roman, ’Sammenbruddet’ der udkommer til efteråret. Her er vi gået et skridt videre og har opført et højt elektrisk hegn omkring hele EU, så man effektivt kan forhindre at bekvemmelighedsflygtninge vælter ind over EU's grænser. ’Fort Europa’ er blevet en realitet i et undergangssamfund hvor to flygtninge prøver at klare sig mod de mange hårde grupperinger der kæmper om magten efter landenes sammenbrud.
Jens fortsætter ufortrøvent sine aktiviteter, selv om han vist har skåret ned på foredragsaktiviteterne. Forleden blev han ramt af et ærgerligt tilbageslag. Han havde skrevet mange sider af sine nye udvidede erindringer om slægten, og så kom han til at highlighte dokumentet og skrive videre med det resultat, at alt hvad han havde skrevet forsvandt. Thorbjørn prøvede på at grave det frem da vi besøgte ham, men programmet var så gammelt, at den funktion med bevarelse af det senest gemte ikke var med der.
Jeg tror dog Jens har genskrevet det tabte. Som jeg siger og gentager, opfordrer jeg ham til at skrive videre. Han må være en af de eneste, der kan huske så langt tilbage. Hjemme i barndomshjemmet i Vinding var Jens’ far også en god fortæller, Han havde ikke distraktion fra en masse moderne kommunikationsmidler og Jens havde lange ører og en fabelagtig hukommelse. Han hørte sin far fortælle om en slægtning fra Sønderjylland, som havde en gård da fjenden drog forbi i 1864. En soldat kom ind til hende og hun havde et nyfødt spædbarn, som hun klyngede til sig. Hun frygtede at prøjseren ville dræbe hendes barn. Men så så hun tårer i øjnene på soldaten. ’Sådan en glut har jeg også derhjemme, og nu ved jeg ikke, om jeg vil få hende at se igen’.
Det skulle være starten på Jens’ nye slægtskrønike. Det er ikke mange, der i familien kan føre selvoplevede familiebegivenheder tilbage til 1864. Det kunne være rart, hvis jeg får lov at komme i hans alder og til den tid er oplagt til stadig at skrive.