Konfirmation Thorbjørn stod og snørede sine sko. Han havde lige pudset dem i dagens anledning. Vi stod og skulle ud ad døren. Kirkeklokkerne havde lydt et stykke tid. Dem hører man tydeligt, for jeg bor næsten nabo til kirken. Tre minutter, så ville vi være derovre. Vi gik ned gennem baghaven. ”Det her må jeg skrive lidt om.” Thorbjørn er i redigeringsmode. Han har lige måttet skære femten procent ned på teksten til sin afsluttende specialopgave ved universitetet og lært at udtrykke sig så kort og præcist som muligt. En god evne. Vi nåede over til kirken. Solen skinnede fra en skyfri himmel som om den var betalt for det, en ekstra attraktion. Her mødtes vi med de andre, og vi gik ind og fandt vores bænk. Der var kun plads til fem personer, så Agnete og Dennis satte sig længere nede. Snart kom første hold af konfirmander ind i to rækker og gik frem til deres pladser ud for den bænk hvor familien sad. Maria var forrest i den ene række. Agnete havde stadset hende op med en frisure, der kunne være hendes afgangsprojekt på frisørskolen. Men jeg behøver ikke beskrive folk eller locations, det ligger allerede derude på min tidslinje som et fotoalbum med tags og hele moletjavsen. Det hjalp Thorbjørn mig med, han kan bare det der. I baghånden havde han også et power point show til senere afvikling. Foran os sad allerforrest til min overraskelse vores rare reservebedste. Jeg fik senere at vide, at hun havde diskuteret familiehistoriske forhold med kirketjeneren. Moderen havde i hendes barndom i smug læst højt af bibelen for børnene uden at hendes mand hørte det. Han var formand for den lokale afdeling af kommunisterne i trediverne og de troede kun på partiapparatet og centralkomiteen. Under deres styre i Østeuropa lå spiritualiteten underdrejet i mange år. Ceremonien gik i gang. Præsten henviste til de udstillede små malerier som konfirmanderne havde lavet under forberedelsen. Temaet var forsoning og tilgivelse. Egenskaber som det nok var værd at slå et slag for. Marias tre ældre søskende er også blevet konfirmeret. Det er en smuk tradition, selv om nogle unge undtagelsesvis får en non-firmationsfest i stedet. Ved siden af mig sad min ældste datter, der til daglig er kirkesanger i en anden kirke. Gennem hendes goodwill fra deltagelse i børnesangkoret ved Lillerød Kirke fik vi lov at bruge den lokale sognegård til vores fest, en stor lettelse for en billøs familie. Min datter synger godt igennem så man bliver helt stolt over hendes formåen. Jeg har slået mine folder med anden form for kreativitet men det er sang, som er blevet hendes udtryk, og vi har jo en masse mindeværdige og smukke danske salmer, men også de nye salmer kendte hun. Ved siden af hende sad min tidligere kones nuværende partner. Han er på min alder og er fra Pakistan og muslim. Det er man jo oftest på det sted i verden. Han er venlig og hensynsfuld. Men det er jo islamisterne som får al opmærksomheden. Blandt muslimer har man ikke noget der svarer til konfirmation. Hver bøn er en bekræftelse af troen. En logisk holdning. Desværre skal man jo i kirken ved sådanne lejligheder rejse sig og bekende sin kristne tro. Dertil har man den fastlagte apostolske trosbekendelse, der tager højde for al mytologien, som adskiller denne variant fra andre trosretninger. Jeg har det svært med det, for som jeg sagde i min kronik i påsken, ’Tro, viden og politik’ er jeg dybest set panteist, der hellere vil sætte min lid til en højere styrelse og en sammenhængskraft i naturen, eller håber på at den er der, nærmere sagt. For mennesket har overtaget gudernes rolle og desværre dermed det medfølgende ansvar for Jorden som helhed, hvilket vi kollektivt har svært ved at leve op til, for nu at sige det mildt. Kirken har her som alle steder omklamret folks fælles spirituelle behov. Dets højtider er overtaget fra gamle hedenske fester og rituelt set har de monopoliseret håndteringen af de største øjeblikke i menneskers liv, fra dåb over manddomsprøver til bryllup og begravelse. Dette er sket i alle lande hos forskellige religioner, og jeg har udtrykt min skepsis over dette omfattende erobringstog til beherskelse af folks kollektive behov for at samle sig om spiritualitet. Nu var programmet kommet til præstens tale til konfirmanderne. Den lokale Folkekirke prøver at modernisere sig, og hendes tale havde referencer til den nyligt afholdte europæiske melodi grand prix, som heldigvis fik et tilskud af forsvar af menneskets forskellighed, der netop kom med i arrangementet her til lands, hvor man samtidig fejrer 25 året for indførelsen af homo vielser i Danmark. Jeg hørte en diskussion on betimeligheden af at Københavns kommune reklamerede med afholdelse af vielser på både i havnen nær Refshaleøen på konkurrencedagen, et tilbud som var blevet modtaget af en snes homoseksuelle par, der blev viet netop denne dag, hvor denne gruppe var mødt talstærkt op fra hele verden til arrangementet. På en måde var det udmærket, at begivenheden på denne måde blev forbundet med noget fornuftigt, for selve musikindholdet var det sædvanlige overfladelir, der er glemt i det øjeblik aftenen er overstået. Men DR fik ros for det spektakulære show, der havde kostet en bondegård. Nu er vielser på en lille båd der gynger ikke det eneste sted, kirken prøver at følge med tiden. Man kan overtale præster til at forrette vielser i naturen eller hos private. Der er sanggrupper for småbørn og kirken har et ord at skulle have sagt i mange kulturelle sammenhænge. Den slags er dyrt, og der er sket en markant stigning af udgifterne til Folkekirken i de seneste år, tilskud som man skal betale over skatten hvis man ikke har meldt sig ud. Men det har folk endnu ikke gjort i videre omfang, selv om de ikke benytter tilbuddet om kirkegang. Vanekristendom, vil nogle mene. Det vigtigste er jo også at opføre sig som gode kristne i det daglige. Hvis folk frivilligt skulle bekoste Folkekirkens udgifter ville aktivitetsniveauet ikke blot automatisk kunne skrues i vejret, ja, måske tilmed blive reduceret, frafaldet taget i betragtning. Man diskuterer nedlæggelsen af kirker for tiden, og det er svært at komme uden om, at alt for mange kirker står ikke blot halvtomme men mere end det ved alle højmesser, hvis det da ikke lige er omkring juletid. Nu er min skepsis over for kollektive udtryk for spiritualitet dog begrænset, i og med at den lokale variant af fænomenet ikke har ført sig frem med bål og brand. Den har heller ikke skulle markedsføre sig på kapitalistiske vilkår for at tækkes et større publikum for at få frivillig privat støtte som det på næsten smagløs vis foregår i USA. De lokale vilkår med automatisk støtte fra staten får kirken til at fremstå med større værdighed, og det er på den anden side sympatisk. Hvis man koncentrerer opmærksomheden omkring kærlighedsbuddet mellem mennesker og i tilgift buddet om at behandle andre som man selv ønsker at blive behandlet er det vigtigste sagt, men det kan man jo ikke holde en kirkeinstitution kørende på. Man må have ekstra boller på suppen, selv om misforståelserne hober sig op. Et af mine favoriteksempler er buddet om at ’man skal elske sin næste som sig selv’. I en folkelig opfattelse er det blevet udlagt som et påbud, men det er en skæv tolkning. Ifølge originalteksten skal det forstås sådan her ’Du er udset til at kunne elske andre i det omfang du er i stand til at elske dig selv’. Se, det er jo en anden kop te. En form for fatalistisk dom over menneskene, men meget tankevækkende. Man kan altså kun elske andre mennesker hvis man kan elske sig selv. Det drejer sig om at erkende, hvem man selv er, for at man skal kunne være i stand til at være noget for andre. En tolkning som man kan få meget ud af, hvis man tænker på hvordan man lever sit liv, om det så er efter ens eget valg eller et udtryk for en social arv man bærer med sig. Vi har ofte foragt til overs for andre religioner, specielt da Islam som geografisk opererer nær kristne lande. Men når vi kritiserer Islam for dens formynderiske holdning til mennesker, så glemmer vi at vilkårene ikke var så meget anderledes inden for Kristendommen for nogle hundrede år siden. Det som skete siden Oplysningstiden var, at den kristne kultur erobrede dagsordenen på verdensplan mens Islam valgte en dvaletilstand med selvtilstrækkelighed og afstandtagen til omverdenen og den positive samfundsudvikling der fandt sted der i de sidste fire hundrede år. Tilskyndelsen til videnskabelig tænkning blev lagt på is og udtryksfuldheden i filosofisk retning blev indskrænket og båndlagt af religiøse ledere. Vores frihedsbegreber, demokrati, handel og videnskab har rykket markeringspælene for hvad man kan tillade sig i den vestlige verden og trosbegreberne har justeret sig ind derefter, selv om der stadig mangler en del inden for den ekstremt topstyrede katolske kirke. For mange hundrede år siden var den kristne tradition ikke meget anderledes end den muslimske som dengang på mange måder var mere på forkant med udviklingen. Men gennem beslutninger i toppen valgte den islamiske verden at isolere sig og se indefter i stedet for udefter. Det hæmmer disse samfund også i dag, hvor man lader religionen bestemme alt for meget. Det er påfaldende for os, hvordan man i Islam stadig lader religiøse talsmænd bestemme kommunikationen. Det manglende demokrati har gjort det svært for enkeltindivider at komme til orde, og når det så sker, er det på en eksplosionsagtig måde, som derpå fremkalder forbandelser og afstandtagen. Meget uhensigtsmæssigt. I den katolske kirke har man to grader af konfirmationer eller kommunioner, firmelser. Her sikrer man sig at børnene lærer og adopterer det katolske trosgrundlag, som er en tand mere dogmatisk end det protestantiske. Ikke for ingenting har Katolicismen udspring i den italienske kultur. Her er klasseforskellene stadig dybe, specielt i Syditalien, og behovet for at dupere masserne har kirken kunnet udnytte effektivt i alle årene. Det er også mere tillokkende at tilslutte sig en imponerende magtbase, når man selv lever under usle vilkår. Udvendighederne overbeviser mange fattige om, at her er en institution, der har magt over tingene. Disse hårde eksistensvilkår har kirken så gennem godgørenhed kunnet lempe en smule, hvilket har gjort kirken endnu mere attråværdig som magtsymbol, men noget bidrag til en positiv social samfundsudvikling har pavekirken ikke været interesseret i. Dybest set har den katolske kirke ikke haft behov for styrke den folkelige medbestemmelse. Man vil hellere have proselytter der bakker op om tingene som de er. Mange steder i verden har kirken støttet autokratiske styreformer selv om der var oprørske grupperinger i landet som forsøgte på en folkelig opstand, som så blev undertrykt med pavens velsignelse. Den katolske kirke har det udmærket med at de sekulære regeringsformer er styret ovenfra. På det åndelige plan opfører den sig på samme måde, måske ikke helt så meget som hos Islam, som den geografisk er nabo til mange steder, men alligevel mere patriarkalsk end hos den protestantiske kirke. Der lader stadig til at være en hang til det opskruede i Italien. Ikke tilfældigt opstod barokken her, og opera er også en meget svulstig udtryksform. Tingene håndteres i en overdreven karikeret og forenklet form med hurtige skift mellem latter og tårer. Lidt barnligt på en måde, men det siges at afspejle noget typisk i den italienske folkekarakter. Italienske film havde det længe på samme måde, tænk bare på alt det grotesk overstyrede i Fellinis film, som vi dengang syntes var åh så charmerende. Så på det ydre plan var det ganske naturligt, at Luther fik held med sit oprør. Ikke kun fordi tyske fyrster så en chance for at distancere sig til den alt for dominerende pavemagt, men også fordi man kulturelt hyldede mere beskedne og moderate værdier jo længere nordpå man kom. Heroppe lader vi os ikke i samme grad imponere af overdrevne udvendige udstyrsstykker, der mest af alt signalerer indre tomgang og kulisseagtig utroværdighed. Det var Katolicismen der stod for den værste form for trosudbredelse i kolonitiden. Den lagde sig op af den ubehagelige selvforståelse, at den hvide race var andre racer overlegen. Det var tilmed anset som en byrde man havde i den civiliserede verden at opdrage disse barnagtige undermennesker til et niveau, hvor de i det mindske kunne fungere som tjenere eller slaver for hvide overherrer. Alle europæiske nationer var enige om den holdning, men det var de sydeuropæiske lande der udøvede trosmissionen med størst nidkærhed. Det var også her man havde munkeordener som for eksempel jesuitterne, hvis fremfærd mod de vilde naturmennesker var mest hårdhændet. Ja, selv i Europa hærgede de mod såkaldte kætterske trossamfund, specielt med inkvisitionen i Sydfrankrig. Det var under deres fremfærd folk blev brændt på bålet, hvis de ved at blive kastet i vandet og flød ovenpå afslørede, at de var kættere og så skulle brændes. I Sydamerika skete tilsvarende uhyrligheder, og efter min mening mistede religion sin berettigelse på dette tidspunkt i historien. Men det sekulære samfund uden for kirken var lige så dominerende og selvretfærdigt inden Oplysningstiden fandt på nye tanker om menneskers rolle i tilværelsen, som så blev fortolket og misbrugt under kolonitiden, noget som især engelsksprogede lande forstod at udnytte ekspansivt. Jeg så en film om katolske børn, der skulle ’firmes’. De var akkurat lige så naturlige og med mod på livet som børn er overalt, men det var rørende og tankevækkende hvordan de blev gelejdet ind i en trosopfattelse og tilhørende samfundssystem hvor man ikke stillede spørgsmål omkring berettigelsen af tingene, som børn heldigvis har lært på vores breddegrader. Filmen virkede sympatisk på grund af det vemod og den resignation som børn fik med i bagagen omkring mulighederne for selv at træffe rimelige valg i livet. Der var ingen direkte skepsis i fremstillingens konkrete indhold, kun det perspektiv som filmen dokumentarisk videregav. Et stærkt indlæg omkring religionens manipulation og omklamring af folks liv fra første færd. Også herhjemme er der et fast program, som konfirmanderne skal igennem. I min tid omfattede det udenadslære, men det benyttede man også i den øvrige undervisning. Jeg mener dog kun det var i mine første skoleår med ’bibelshistorie’ at vi skulle lære salmevers udenad. Men på den konto lærte jeg en masse salmemelodier, og jeg har stadig i dag et register af melodier til salmer og børnesange, som jeg kan udenad og som jeg prøvede at give i arv til de ældste i søskendeflokken. Hvem ved, måske har det påvirket den ældste til at tage det op med at dyrke sangen? Den påfølgende konfirmationsfest var heller ikke uden kristne referencer. Måske ikke direkte, men gennem det der blev givet udtryk for var der overvejelser omkring mange ting, der ligger i opdragelsen og måden at håndtere det på i den fase, der gradvist fører over i voksenlivet. Et spørgsmål om tolerance og om at lade hinanden komme til orde og lytter efter hvad andre mener og forholde sig aktivt til det ud fra en selverkendelse. Grækerne havde et andet ord for den proces i udtrykket. ’Kend dig selv’. Det er det, det kommer an på, for først når man har fundet ud af, hvem man selv er, kan man være noget for andre. En overgang fra at være barnlig selvcentreret til at tage et medansvar for et større fælleskab, hvor man selv indgår. Nu har jeg været med til at sende fire konfirmander ud i voksenlivet, og meget tyder på at opdragelsen har fungeret, for de lader til at blive fornuftige og velafbalancerede mennesker som man kan være stolt og glad over at være far til. …selv om det med selvbeherskelsen og balancen kan blive slemt udfordret, når man ringer og spørger hvor maden til fyrre gæster bliver af, og at firmaet så fejlagtigt påstår, at de ikke har fået en bekræftelse af ordren og senere undskylder sig med at deres mailprogram er gået ned. Lige her vendte vi en stund blikket mod himlen og håbede på et mirakel som det med fiskene og brødet der kunne bespise en hel folkemængde… Agnetes spontane ord var ’Det er bare typisk. Når man tror det hele er sat på skinner og kører i olie sker der bare altid et eller andet, som får tingene til at kokse.’ Hun måtte gå afsides nogle minutter for at samle sig. Ida havde en afværgedagsorden. ’Så må vi vel bare køre til Hillerød og hente noget thai-mad’. |