Kapitel 1
Kilroy United

BESLUTNINGEN

retur

Der stod ’Boutique’ med snørklet hvid skrift på ruden til den lille dør i kælderforretningen, tre trin ned. Butikken handlede med similismykker, billig parfume og diverse småting, som kvinder kunne falde for, når de ville lade sig friste men ikke havde så mange penge at slå til side med. Og det havde man ikke i det kvarter.
Hen imod butikken kom en pige med tjavset hår og en kort jakke over blusen, der hang ud over cowboybukserne, som havde huller på knæene. Hullerne var dog ikke slidte, det var et modefænomen.
Hun havde blod i ansigtet, som hun havde forsøgt at fjerne med et par lommeletter, men det havde blot fået det hele til at se værre ud. Hun støttede sig til gelænderet og gik forsigtigt ned ad de tre trin og ringede på.

RING! RING!

Man kunne høre trippende trin indefra. Det var uden for åbningstid, men der var åbenbart alligevel nogen hjemme, og det vidste pigen. Indehaveren boede der, skønt det var ulovligt.
”Gud, hvor ser du ud!”
”Må jeg komme ind?”
”Kun et øjeblik, for der kommer en kunde om lidt.”
”Han har vel ikke noget imod mig?”
”Nej, tværtimod. Han kunne få tanker om lidt afveksling i programmet.”
Pigen satte sig på en hvid pindestol.
”Bare rolig, jeg skal nok holde ham på afstand.”
”Hvordan er du kommer til at se sådan ud?”
”Et par bøller ventede på mig.”
”Skylder du dem noget?”
”Det mente jeg ikke, men jeg har jo somme tider hentet stoffer til mor, og hun har måske fået henstand uden at jeg kender noget til det.”
”Det kan altså ikke blive ved at gå.”
Nikoline havde hentet den røde førstehjælpskasse og duppede lidt blod væk fra kinden.
”Av.”
”Ja, men det skal jo desinficeres.”
”Kan du ikke bare sætte et plaster på?”
”Det gør jeg da også, men jeg må jo lige tørre det værste af først. Var det Holgers aber?”
”Det ved jeg ikke. Jeg har ikke set dem før. Men de var meget insisterende.”
”Du må holde op med at hente stoffer til din mor.”
”Hun er også insisterende. Man får aldrig fred.”
”Det ender med en ny anbringelse.”
”Det er lige før jeg foretrækker det. Men sidste gang kunne jeg ikke gå i fred for min plejefar, der gramsede på mig når som helst han fik anledning til det.”
”Er det ham, der er far til den lille?”
Kvinden så ned på pigens mave.
”Det håber jeg sandelig ikke.”
”Du kunne jo beholde det.”
”Ikke tale om. Så bliver jeg bundet på hænder og fødder.”
”Det har du vel fået at vide.”
”På det punkt tror jeg de har ret.”
”Men det kunne måske også blive en udvej?”
”Kun i starten. Man kommer til at hænge på den unge til evig tid.”
”Som din mor kom til at hænge på dig, eller omvendt?”
”Hun har ellers sagt, at jeg var et ønskebarn, men hun kunne selvfølgelig ikke holde på farmand, og det forstår jeg ved gud også, sådan som hun opfører sig.”
”Hun var vel ikke narkoman dengang?”
”Det er lige før jeg tror hun også var det allerede da.”

RING! RING!

”Nå, det er nok Ulrik.”
Nikoline gik hen for at lukke op.
”Hej, skatter!”
Han kom ind og smed jakken.
”Nå da, ska vi ha en lille trekant i dag?”
”Du holder nallerne for dig selv, Ulrik. Katrine er min veninde.”
”Uha, uha. Ja, så må jeg vel nøjes med min lille honningkrukke her.”
Han klappede Nikoline bagpå.
”Rolig nu, jeg er ikke færdig med min smøg.”
Han fik øje på Katrines plastre.
”Hvad er der tilstødt din lille veninde?”
”Det var vist Holgers aber.”
”Surt show. Dem skal man passe på med. Hvad havde du dog gjort for at fortjene den medfart?”
”Ingenting.”
”Så de tog fejl og sagde ikke engang pænt undskyld?”
”De mente de havde penge til gode for nogle fix min mor havde fået.”
”Dårlig forretningsmoral at udlevere stoffer på kredit. Så meget må de vel for pokker ha lært?”
”Hun har visse overtalelsesevner.”
Ulrik så på Nikoline.
”Det er der jo visse damer der har.”
”Hvis du tænker på mig, så har jeg aldrig snydt dig.”
”Nej, det har du forhåbentlig ikke, min snut.”
”Det er jeg vist ikke kvik nok til.”
”Hahaha! Noget af en tilståelse. Men jeg tror sgu du har ret.”
Nikoline skoddede det sidste af smøgen.
”Nå, skal vi gå ind i det frastødende lokale?”
Ulrik kiggede i retning af Katrine.
”Vi kan da godt blive her.”
”Nej, Katrine er stadig mindreårig.”
”Nå ja, så må vi passe på.”
”Katrine, du passer butikken imens?”
”Det skal jeg nok.”

Senere sad Katrine og ventede på klinikken, og det havde hun gjort et stykke tid. Hun var den eneste i venteværelset. Nu kom en mand ind og satte sig over for hende. Hvad bestilte han mon her? Måske var han far til hende, der nu var under behandling derinde. Man ville helst, at der var nogen der kunne følge pigen med derfra efter aborten.
”Hej.”
Han nikkede og Katrine nikkede tilbage. De sad stille lidt. Så sagde han noget mere.
”Jeg synes ikke du skal gøre det.”
Hun tænkte lidt over det.
”Hvilket?”
Han flyttede sig lidt på det hårde sæde. Så fortsatte han.
”Aborten.”
”Nå.”
Hun sad igen lidt og tænkte.
”Hvordan ved du det er det, jeg venter på?”
Han rømmede sig.
”De foretager meget af den slags her.”
Igen en pause.
”Hvorfor synes du ikke jeg skal?”
Han trak vejret dybt.
”Jeg kendte én, som ville ha det gjort, men hun besindede sig. Bagefter blev hun glad for, at hun havde fortrudt. Det var faktisk her på klinikken.”
Katrine tænkte på de scanninger hun havde fået foretaget. På billedet kunne man let se den lille larve, der ville blive til et menneske, hvis den fik lov. På skærmen bevægede den sig også lidt.
Faktisk var det ved at være for sent, men hun havde fået dispensation. Noget med den måde hun var blevet gravid på. Det ville hun ikke tænke på lige nu.
”Det er jo ikke barnets skyld.”
Hvad var det han sagde? Nå, det. Hvorfor blandede han sig? Der var vel en forklaring.
”Du er måske religiøs?”
”Nej, ikke så meget at det gør noget.”
”Men selv om hende du kendte blev glad for sit barn, så er det jo ikke sikkert det er det samme for mig. Hun havde vel en far, om ikke andet?”
”Har du ingen forældre?”
”Min mor er narkoman. De penge jeg måske får til den lille ville hun bare bruge på stoffer. Dem får jeg ikke noget ud af, og jeg kan ikke forsørge den lille uden hjælp.”
”Jeg kender en klinik, hvor du kan være den første tid sammen med den nyfødte.”
”Hvorfor har jeg så ikke fået noget at vide om det?”
Manden flyttede sig atter lidt på sædet.
”De har nok vurderet, at du får svært ved at klare dig. Er du selv narkoman?”
”Nej. Om ikke andet har min mor virket afskrækkende hvad det angår.”
”Så går det nok. Det har det gjort for andre i din situation.”

Nu kom en hvidkitlet kvinde ud.
”Så er det din tur, Katrine.”
Katrine så op på kvinden. Hun kunne se, pigen var usikker. Hun rakte hånden frem.
”Kom, så skal jeg følge dig derind. Det er hurtigt overstået.
Katrine så over på den midaldrende mand med overskæg. Han var ved at blive tyndhåret. Han sagde ikke mere. Det var også unødvendigt. Han havde allerede sagt det, han ville. Resten var op til hende selv.
Hun reagerede som hun så ofte havde gjort, når voksne ville have hende til at opføre sig på en måde, der var bedst for dem. Hun løb sin vej.
Henne ved døren fik hun problemer. Døren var allerede smækket. Sikkert fordi arbejdsdagen var ved at være forbi. Hun drejede febrilsk på den flade knop. Det virkede. Nu kunne hun trække døren op.
På vejen ned ad trappen slog det hende, at de to voksne godt kunne have stoppet hende med magt, hvis de havde villet. Det var sket i andre situationer, men altså ikke her. De så efter hende.
”Hun skiftede åbenbart mening.”
Damen kiggede på ham.
”Du er her ikke for at følge hende på vej?”
Han rejste sig.
”Nej, ikke direkte. Og nu er det vel heller ikke nødvendigt.”
”Det bliver måske mere nødvendigt nu. Hvem er du?”
Det ville blive svært at forklare.
”Jeg er bare én hun tilfældigt har truffet.”
”Vel ikke barnets far?”
”Hvilket barn?”
”Hun var her jo for at få en abort.”
”Det har jeg ikke noget at gøre med.”
”Prøvede du at tale hende fra det?”
”Det gjorde jeg vel.”
”Det er en risikabel sag. Hun er ikke i stand til at tage hånd om et spædbarn. Hun behøver selv hjælp.”

De fik ikke lejlighed til uddybe tingene, for nu lød der høje stemmer udenfor. En cabriolet var kørt op foran trappestenen. En kvinde sprang ud.
”Nu følger du med, Katrine, hører du!”
”Vel gør jeg ej!”
”Hvorfor skal der altid være så meget mas med dig?!”
”Du er komplet ligeglad med mig! Du vil bare ha fat i understøttelsen, så du kan købe stoffer!”
”Hvad er nu det for noget?!”
”Jeg kender dig, mor! Sådan har det altid været. Det har hele tiden været mig, der skulle holde sammen på det hele, men det vil jeg ikke længere! Det er slut nu!”
”Jeg kan stadig tvinge dig!”
”Men ikke ret meget længere.”
”Jeg vil ikke høre mere brok. Du sætter dig ind i bilen, og det skal være nu!”
Katrine lod til at overgive sig, for hun gik hen mod bildøren. Moderen gik bag om over til den modsatte side af vognen, men det sving tog længere tid.
”Det var på tide. Al det brok man altid skal høre fra dig!”
Mens moderen gik uden om vognen flyttede Katrine sig fra passagersædet og over på førersædet, hvor hun greb rattet og trykkede på speederen. Med fræsende hjul satte vognen i fart og kørte ud fra kantstenen.
”Hov! Stands! Hvad fanden bilder du dig ind? Kan du så se at komme tilbage! Mage til opførsel!”
Moderen løb så hurtigt hun kunne efter bilen, men det var ikke let med høje hæle.
”Undskyld mig.”
Manden og kvinden øverst på fortrappen havde fulgt optrinnet. Nu skyndte manden sig ned ad trappen og over til en anden parkeret bil. Han satte sig ind og kørte så hurtigt han kunne efter den bortkørende cabriolet.

Katrine skulle ikke nyde noget. Hun havde ikke fået tid til at tænke over sagen, men blot grebet chancen, nu hvor den bød sig til. Hun cirklede ud og ind mellem de andre bilister og undgik med nød og næppe sammenstød.

DYYT! DYYT!

Den risikable kørsel vakte hurtigt opsigt, og inden længe var der politibiler efter hende. Den uansvarlige opførsel fik betjentene til at slutte sirenerne til, så alle kunne blive advaret om flugtbilisten, der måtte have noget alvorligt på samvittigheden. Spritkørsel kunne næppe forklare alle de halsløse manøvrer.

UIUIUIUIUIUIUI…

”Flugtbilist på vej mod nord ad Møllevej mod Vedtofte krydset. Jeg gentager…”
”Sender patruljevogn mod Randlev viadukten og spærrer Rugløse tværvej.”
”Patrulje 89. Må intervenere ved Hansted boulevard.”

Katrines kørsel havde forårsaget et sammenstød, men hun var selv gået fri. Hun drejede nu ned ad en sidegade og troede at være undsluppet forfølgelsen da hun kom for tæt på en lastvogn. Her blev hun klemt langs siden og ikke kunne dreje fra. En modkørende bilist nåede ikke at afværge påkørslen, og de to personbiler svingede rundt og ramte en afspærring langs vejbanen.
Ved sammenstødet mistede hun bevidstheden.

Da Katrine vågnede op, sad der en person og ventede. Det var den skæggede mand hun havde set på klinikken.
”Goddag, jeg hedder Thomas.”
”Hvad skete der?”
”Bare rolig, Katrine. Kun materiel skade. Og babyen overlevede også.”
”Babyen?”
”Nå ja, det er måske så meget sagt, men altså lidt mere end en haletudse.”
”Hvorfor har du fået lov at være her?”
”Jeg sagde, jeg kendte dig.”
”Det gør du jo ikke.”
”Jeg sagde det altså alligevel. Jeg havde akkurat mødt dig og syntes mødet var lovlig kort.”
”Hvad med min mor?”
”Når klinikdamen og jeg fortæller om den situation, der fik dig til at reagere så desperat, tror jeg du undgår mere besvær med hende. I forvejen har du jo haft dårlige erfaringer med de anbringelser du har været udsat for og du er snart myndig.”
”De har altid villet udnytte situationen uanset hvad.”
”Kan det tænkes, du er mere selvstændig end godt er?”
”Jeg kæmper for det jeg vil. Det har jeg været nødt til. Man bliver udnyttet, hvis man ikke siger fra.”
”Men du er jo ellers kvik.”
”Hvad kender du til det?”
”Dine skolepræstationer er gode.”
”Hvad hjælper det, når andre hele tiden vil dominere og bestemme over mig.”
”Det er som sagt snart slut, nu hvor du snart bliver myndig.”
”Jeg vil vel blive fængslet oven på denne trafikulykke?”
”Det kan jeg ikke forestille mig, Ikke når myndighederne får at vide hvorfor du blev nødt til at flygte.”
”Du kender ikke min mor.”
Thomas kiggede bort.
”Nej, det gør jeg så ikke.”
”Hvis hun øjner en udvej for at besnakke myndighederne, så er hun den, der kan finde ud af det. Hun er forbandet udspekuleret.”
”Men hendes stofmisbrug vil nok ramme tilbage mod hende nu.”
”Jeg har holdt det hemmeligt.”
”Det behøver du så ikke gøre længere. Hvis du nævner det, vil det blive det afgørende argument i dit favør.”
”Det håber jeg virkelig. Jeg gør det, hvis det bliver nødvendigt. Jeg skal ikke ha mere at gøre med hende.”

Thomas rejste sig for at gå.
”Nå, jeg kigger ind igen senere.”
”Det behøver du ikke. Jeg har besluttet at beholde den lille.”
Han vendte sig om og smilede lidt til pigen i hospitalssengen.
”Jeg gør det nok alligevel.”

retur