Kilroy United
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton
returHvad fik dig til at udsende denne bog netop nu?
Jeg så et indslag og læste en artikel om en ung mand, der ved en fejl fik oplyst, at ingen af hans forældre var biologiske. Klinikken havde byttet om på befrugtede æg og sat dem op i de forkerte mødre. Herfra gik han selv i gang med at forske, og det lykkedes ham at finde sin far i USA fordi faderens bror var med i et DNA register.
Så det var anledningen?
Ja, men jeg har længe villet lave en bog over emnet sæddonation. Jeg har blot været tilbageholdende fordi jeg ikke mente jeg kunne vinkle en beskrivelse af mødrene forsvarligt. Der kunne let komme en masse feminister i vejen.
Og alligevel gjorde du det.
Det var først da jeg opdagede, at jeg faktisk kunne undgå at fokusere på mødrene men koncentrere mig om de voksne børn og deres biologise ophav, og børnenes ønske om at lære deres far at kende. I Sverige har man faktisk afskaffet anonym sæddonation for 30 år siden. I de lande har sædbankerne svært ved at skaffe nok sæddonorer, mest fordi mange forældre gerne vil hemmeligholde tingene for deres donorbørn.
Hvordan er din egen holdning?
I gamle dage kunne børnene når de blev myndige ikke altid få lov at kontakte deres far på grund af kontrakter omkring anonymitet, og det er den praksis jeg samtidig har et motiv til at sætte spørgsmålstegn ved. Den opdragende familie bør ikke have lov til at lukke sig om sig selv og bevidst undlade at fortælle det voksne barn, at det har en anden biologisk far. Det punkt betyder faktisk noget for en del mennesker.
Hvorfor?
Jeg er meget engageret i børns vilkår. Jeg synes børn har krav på som udgangspunkt at kunne vokse op i en familie med forældre af forskelligt køn, og i det mindste at børnene ved hvem deres far er. Ikke alle mødre fortæller deres børn, at de er donorbørn, og det er jeg modstander af. Måske tilmed et spørgsmål om basale menneskerettigheder, hvis man skal spidsvinkle emnet.
Er du glad for andet med denne bog?
Jeg plejer jo først at gå i gang, når jeg har et emne, jeg ikke har behandlet tidligere, og jeg kan gennemføre på en original og nyskabende måde, som jeg ikke mener nogen har brugt tidligere. Således også her.
Nu har du skrevet en del bøger. Er det ikke en ulempe at brede sig over så forskellige emner både i fortid, nutid og fremtid? En krimiforfatter, for eksempel, leverer jo en vare, som et publikum er tryg ved. Strukturelt minder disse bøger om hinanden. Man ved hvad man får. Er det ikke en mere sikker strategi?
Jeg vil ikke bryde mig om at blive sat i bås på nogen genremæssig måde. Jeg holder at af overskride grænser, hvis ellers der er nogen. Og uanset hvad, så kan man godt se et stilistisk fællesskab, der viser, at det er mig der er ophavsmanden. Jeg skriver kort sagt de historier jeg kan li på en måde jeg sætter pris på og som jeg gerne ville læse hvis andre havde skrevet dem, men det har de så ikke gjort, mig bekendt. Og så er jeg tilfreds med, at jeg får mulighed for at fortælle historierne for andre og også mig selv, kan man sige, for jeg er selv den første til at blive overrasket over, hvordan bogen ender.
Virkelig?
Ja, der gælder det gamle ord om at den første del af bogen skriver forfatteren, og den sidste del skriver bogen selv. Eller man kan udtrykke det sådan, at historien forlanger at blive skrevet på en bestemt måde. Når det punkt indtræffer er skriveprocessen blevet et spørgsmål om at gennemføre det, som historien indtrængende forlanger skal ske.
En givende proces?
Absolut. Og siden vi nu berører emnet sæddonation, så kom jeg på en sammenligning, som morede mig lidt. Hele skriveprocessen kan anskues seksuelt. Man har en forberedende fase, et forspil, en opbygning, en udvikling, arbejdet hen mod en kulmination, et klimaks og en udløsning efterfulgt af afslapning og en mere eller mindre dyb tilfredsstillelse samt lykkefølelse. Forskellen på den kreative orgasme og den fysiske er blandt andet det, at der foreligger et varigt resultat af forløbet her. Ja, det kan der jo også komme af et samleje uden kondom…
Hvad er det nye i strukturen denne gang?
Det er det perspektiv historien får gennem et ualmindeligt sagsforløb. Jeg blev rost i forbindelse med ’Fort Europa’ at jeg kunne nytænke nogle forhold og bringe et anderledes perspektiv på banen. Den ros tog jeg til mig, så den næste bog blev ’Dania og Rød Front’, hvor jeg gav en ny drejning på et virkelighedsbillede fra 1970’erne. Med denne bog giver jeg igen en ny drejning på et emne, som vist i det hele taget ikke er benyttet ret meget i fiktionssammenhæng, men så fra et nutidsperspektiv.
Markedsføringsmæssigt var det måske meget belejligt, at du kunne videreføre de takter, som du blev rost for i ’Fort Europa’ og du så kunne skrive ’Dania og Rød Front’ som en umiddelbart efterfølgende udgivelse?
Ja, det vil man måske tro, men jeg havde faktisk haft ’Dania og Rød Front’ liggende i flere år og vente på at blive taget op til udgivelse.
Så du har flere upublicerede titler liggende?
Det havde jeg, og det har jeg stadig. Med to bogtitler om året har jeg titler nok til flere år frem.
Ret privilegeret.
Det må man sige. Da jeg fortalte det til min gamle ven Jussi Olsen blev han næsten misundelig. ’Gid jeg havde det sådan, men jeg har besvær nok med at få skrevet årets titel.’ Så drillede jeg ham. ’Du burde måske koncentrere dig om at rejse rundt og markedsføre dine bøger over hele verden, for det er du jo fremragende til, og så kunne du hyre en ghostwriter til at skrive dem’. Det morede han sig lidt over, og jeg fortsatte ’Goderne er i sandhed ulige fordelt her i verden. Du mangler tiden til at skrive men har efterspørgslen. Det har jeg ikke, men til gengæld har jeg al den tid jeg kan drømme om til at skrive mine bøger’.
Er der andre bøger du har skrevet, som den her trods alt minder om?
Ikke umiddelbart, men den er jo som ’Autisten’ en voksenbog, der har en enkelt voksen som hovedperson. Desuden er denne hovedperson helt i centrum. I nogle andre bøger har jeg haft flere personer som figurer, man har fulgt parallelt, men det giver en vis tæthed, når man kan samle forløbene omkring en enkelt person. Så at denne historie kunne fortælles på den måde er jeg ekstra glad for. Og jo, så har jeg også en bog liggende om en dreng, der finder ud af at han er adopteret og drager ud for at finde sit biologiske ophav. Som en reference til et kendt TV program hedder den bog ’Løse Spor’.
Er du inspireret af noget konkret med Kilroy United?
Ja, ud over sagen om den unge dansker fra 2015 er der faktisk en person i min nærmeste omgangskreds, som har været sæddonor. Jeg har også set et par film med det emne, men det har været letløbende komedier uden synderlig dybde. Som bog kan man få en hel del flere vinkler og anskuelser i spil, fordi mediet lægger op til at imødekomme overvejelser og eftertanke, og netop disse elementer kan jeg håndtere bedre gennem en nuanceret bog.
Der er jo dem, der ville sige at det er romantik og sentimentalitet at ville kende sin biologiske far. At opdragelsen er det vigtigste.
Til dem plejer jeg at henvise til de populære programmer ’Sporløs’ der er kendt over hele verden. Her gør voksne et ihærdigt forsøg på at finde deres forældre eller deres slægtninge, selv om det både er besværligt, dyrt og tidskrævende og de bor måske på den anden side af Jorden. Så hos nogle mennesker findes det behov altså, og hos en endnu større gruppe seere er der åbenbart en interesse for at tage del i den opklaring. Man bør ikke undervurdere eller ringeagte det behov.
Og du mener noget lignende gælder for donorbørn?
Ja, både som børn og voksne. Hvorfor skulle en stor del af dem ikke også være interesseret i at vide hvem der er deres biologiske far? Der har bare ikke været så meget fokus på det, fordi mulighederne er begrænset i de tilfælde, hvor man stadig tillader anonymitet. Men nu sprænger fremkomsten af DNA-registre måske dette indelukkede og informationsundertrykkende univers.
Så anonymitet er du imod?
Bestemt. Det burde være muligt at skaffe nok af sæddonorer til at man kun brugte de åbne kontrakter, hvor børnene kan finde ud af hvem de er børn af, når de bliver myndige. Og der er jo loft over brugen af sæd fra den enkelte donor. Jeg har hørt at en donors sæd kun bliver brugt til inseminere tyve potentielle mødre.
Vil det ikke blive en belastning for sæddonorerne, som kan virke afskrækkende? Jeg mener med alle de børn man kan risikere at skulle omgås socialt senere i livet?
Det tror jeg ikke. Man kan godt se afslappet på situationen, og specielt da i vore dage. Der bliver måske kun tale om nogle få spredte møder, hvis parterne foretrækker det. I ’Sporløs’ er der jo også for det meste kun tale om et enkelt møde. Men det er så til gengæld meget påskønnet.
Måske er mødrene også et problem omkring åbenhed?
Netop, og det er i så fald også beklageligt, hvis mødre bevidst vil forhindre deres børn i at vide, hvem faderen er, måske fordi de er bange for den form for maskulinitet, som han måtte repræsentere.
For eksempel de lesbiske mødre?
Jeg ved godt jeg stikker hånden i et kønspolitisk hvepsebo, og det er vist også det eneste punkt, hvor jeg kun er enig med Kristdemokraterne, men jeg mener faktisk, at ethvert nyfødt barn uanset køn har krav på kendskab til eller under opdragelsen omgang med forældrene af begge køn som en naturligt nært forhold i opvæksten.
Så det forfægter du i bogen?
Nej, det holder jeg mig netop fra. Mit ærinde er sagen set fra de voksne donorbørns side, og jeg er med vilje meget tilbageholdende og afdæmpet med at gå ind på mødrenes motiver eller holdning. Den eneste ’donormor’ jeg præsenterer er meget åben og sympatisk omkring sin insemination i sin tid. Vi må huske på at min historie foregår omkring tyve år senere end der hvor mødrene fattede deres beslutning.
Skeptikere vil måske anføre, at der også er en masse ganske normale familier, der ændrer sig med tiden så børnene alligevel ikke har jævnlig omgang med deres biologiske far?
Min bedstemor sagde ’Man kan ikke vaske sig ren i andres skidt’. Det kan ikke være et argument for fra starten at byde nyfødte unaturlige opvækstvilkår fordi en masse naturlige familier også er eller bliver dysfunktionelle undervejs.
Skinner din egen holdning så igennem?
Forhåbentlig ikke. På grund af intrigemønstret kommer alle mulige indgangsvinkler og bevæggrunde i spil, og jeg har gjort mig megen umage med at give et facetteret billede af sæddonation set fra forskellige vinkler. Jeg er ikke ude i et kønspolitisk korstog.
Men der er også et regulært spændingsmoment?
Det er der, og et moment af mystik. Det plejer jeg at have med. Det havde jeg også i ’Autisten’. Når man er kommet et stykke hen i bogen og præsentationen af hovedpunkter, personer og locations er bragt på plads, så føler man en handlingsudvikling er velkommen, og den må gerne være kritisk og tilspidset hen mod slutningen. Jeg respekterer de gode gamle principper for historieafvikling. Man må ikke skuffe sit publikum men om muligt give dem mere end de forventer eller håber på.
Er der noget personligt, du har brugt undervejs?
Det er der. Alt det med fru Mortensen og Sille er selvoplevet. Det er det desværre også med den indesluttede mor, der forhindrede sønnen i at afholde eller deltage i klassekammeraternes fødselsdage, hvilket jo kan være et skridt på vejen til en besværlig socialiseringsproces. Det var det også for mig.
Hvad med graffiti?
Jeg har udgivet et tegneseriealbum ’Graffitimesteren’, som giver et bud på hvem Örva er. Det er en graffiti fra min egen tid. Kilroy er før min tid, men jeg har faktisk lavet en del forsider til Ekstra Bladets nu hedengangne ugentlige tegneserietillæg, Kilroy. Det svenske tegneseriehæfte, Kilroy, med den oversatte italienske superhelteserie lærte jeg at kende under mine år på tegneserieforlaget Semic Press i Sundbyberg i Sverige i 1970’erne, og jeg har fået oplyst, at enkelte af disse hæfter også udkom i en dansk version. Men Fantomet var mere populær.
Det er nogle ganske kvikke børn, du præsenterer ud af den store flok?
Der er nu også en socialt set hårdt ramt datter og en ikke akademisk dyrepasser, men du har naturligvis ret. Der er et par akademiske studerende imellem, men det er vel ikke unaturligt i et land, hvor så mange får en studentereksamen.
Det de beskæftiger sig med i deres fritid er også noget, der optager dig?
Det er vel uundgåeligt som forfatter. På en måde kan Thomas ses som mit eget alter ego, ligesom Thomas også bruger Villiam som sin anden identitet, når han pynter på sine oplevelser. På flere måder en dobbelttydig intrige.
Og Villiam er også en af dine egne gamle figurer.
Det er han, og han optræder tilmed i nogle Barks inspirerede intriger, som han også gør i Thomas’ fantasi.
Der er en fælles glæde over Carl Barks’ fortællinger.
Det var for fristende at lade ligge. Det må jeg indrømme. Selv Sille kender Carl Barks. Jeg ved ikke hvor realistisk det er hos den generation, så den del er måske nærmere en form for ønsketænkning. Mine egne børn savner også en stor del af mit referencegrundlag, men så har de nok en masse andet, jeg ikke kender til.
Du har en del overvejelser om etik og moral, strøet ud undervejs.
Når man har et motiv på paletten, så må man omgås det ansvarligt og med omhu. Men som i andre bøger pakker jeg disse overvejelser ind i relevante samtaleforløb, hvor de hører naturligt hjemme. Flere steder sidder man som læser og ved mere end de optrædende og bliver konfronteret med deres mere eller mindre skjulte motiver.
Samt alle de løse ender læseren endnu ikke kender.
Sådan er det jo. Et spørgsmål om tilrettelægning. Et hovedansvar er det at sortere og prioritere handlingselementerne, så de kommer frem på det naturlige tidspunkt, udløst af handlingsgangen. Under redigeringen flytter man rundt med bidragene, så puslespillet lægges på en interessant og spændende måde. Et spørgsmål om professionalisme, men jeg har jo en menneskealder bag mig som fortæller.
Du har en personlig kæphest omkring den apartheid politik, som Israel udøver over for palæstinenserne på Vestbredden, som du får med fordi et af børnene er engageret i den sag.
Det er sandt, men læg mærke til at jeg ikke bruger ordene jøder, Israel eller antisemitisme. Mit engagement ville være nøjagtig det samme, hvis det var en helt anden etnisk gruppe som udøvede den ulovlige besættelse og apartheid-administrationen af Vestbredden.
Men skal en bog om sæddonation indeholde noget diskutabelt, som er emnet uvedkommende?
Jeg vurderer det derhen, at det netop ikke er uvedkommende, fordi det viser de børns personligheder, som er vigtige for historien. Hvad er det for unge, og hvad er deres holdninger og motiver? På den måde bliver det et middel til at karakterisere hvem der er Kilroys børn. At finde en politisk aktiv person i en gruppe af flere unge vil være ganske sandsynligt. Og jeg syntes ikke det var nok med at lade dem være optaget af ligegyldigheder. Det havde Thomas ikke fortjent.
Hvorfor skal Thomas være far til en ny baby?
Jeg syntes det var synd, at han kun skulle have udsigt til at være sammen med voksne børn. Jeg ville gerne stille ham i udsigt, at han måske kunne opnå noget af et rigtigt familieliv, selv om han er kommet op i årene. Jeg kender også selv nogen, der fik den chance sent i livet, og det endte de med at blive glade og taknemlige for. Jeg var selv over tredive inden jeg blev far. Jeg syntes også jeg måtte vise en moderfigur der var noget sympatisk, i og med at hun er indstillet på at give Thomas en chance i den retning. Ellers kunne man måske mene, at jeg stillede mig generelt kritisk over for kvinders forvaltning af moderskab, og det ville heller ikke være rimeligt. Man må skabe en vis balance i tingene inden for en bogs dramaturgiske enhed.
Er det ikke for meget, at Thomas selv er donorbarn?
Nej, det er jo emnet for bogen, og jeg blev glad for den parallelitet, at både Thomas selv og hans børn er ude i samme ærinde, at finde deres fædrene ophav.
Hvorfor skulle Thomas være uduelig i retning af at mangle en karriere eller bare et fast job?
Fordi jeg antyder, at han har ladet stå til med sit liv i og med at han ikke har haft ansvar for andre, en familie. Han ændrer så holdning i historiens løb, da han dels indser han har børn, og at han har en faderrolle at skulle vise dem, og dels at han har udsigt til nu selv at kunne blive en mere normal far. At vise en personlig udvikling hos en hovedperson er nærmest en pligt man har som historiefortæller. De græske fortællere havde begrebet ’katarsis’, at menneskene gennemlever en renselse i løbet af dramaet. Det punkt ville jeg også gerne have med.
Nu er det jo ulovligt det der med kopier af mærkevarer, men man mærker næsten, at du er på Thomas’ parti?
Det har nok været umuligt for mig at skjule det. Jeg må jeg tilstå, at jeg har samme opfattelse som Thomas. At mærkevarer til en urimelig høj pris er en uskik. Samtidig tilføjer det bogen en mulighed for et tilskud af humor, for på bundlinjen taler vi jo om snobberi og kunstig skabt prestige, og snobberi er jeg modstander af, lige som jeg også er imod overforbrug og kassation af fuldt brugbare varer på grund af skiftende mode og design. Lige denne foragt har det ikke været muligt for mig at skjule, så det skinner tydeligt igennem.
Der er lidt overlapning med den forrige bog, ’13 uger’?
Det er der. Vi møder arbejderen på boreplatformen, der henvistes til i ’13 uger’, og faderen til drengen på stranden på Gran Canaria er den politimand, som springer i vandet og redder Thomas i denne bog.
Er der tilbagevendende momenter i flere bøger?
Ja, i forrige bog havde jeg jo både henvisninger til ’Randis rastløshed’, ’Questland’ og ’Fort Europa’. Opdagerparret Holm og Madsen optræder også i flere andre bøger, hvoraf nogle endnu ikke er udgivet.
Det er lidt kuriøst med Mr. Micawber.
Det er det, men også det har en inspiration fra virkeligheden. Da jeg som ung fik besøg af en amerikaner, der skrev artikler til den første sort-hvide udgave af Carl Barks’ samlede værker, ankom han iført slængkappe og jakkesæt i engelsk tweed og med sølvknappet stok samt deerstalker, så han så ud som om han lige var trådt ud af en Sherlock Holmes historie. Han var også interesseret i irske poeter. Og plakaten findes skam også. Den er lavet af Hans Reitzels forlag og en ven af mig tog den med fra forrige års bogmesse. Desuden er jeg selv meget glad for gamle ord og vendinger, som jeg kun i ringe grad kan få med i mine bøger, men med denne undskyldning blev det nogenlunde naturligt i det kapitel. Desuden skulle det demonstrere den genetiske arv, for Frida har samme interesse for gamle dage som den fantasifulde Thomas.
Første tredjedel af bogen stikker i mange retninger angående emner.
Det er fordi jeg skal have præsenteret seks børn og deres far og sandsynliggjort at arvemæssige træk er smittet af fra far til børn demonstreret gennem temaer og holdninger. Det er en rutsjebanetur, men derefter kommer fremdriften mere på skinner i en mere tydelig retning. For den ikke forberedte læser er den start måske lidt flagrende, men der følger jo en naturlig forklaring umiddelbart efter.
Har du også selv printet Brammings gamle kravlenisser fra nettet og klippet dem ud?
Det har jeg for nogle år siden. Min datter hjalp mig med at klippe dem ud. Også dem der skulle klistres sammen i et hjørne af pakken, så der kom dybde i motivet. Jeg har også selv Brammings nisser liggende klar på min hjemmeside til print og udklip.
Du nævner at Villiam arbejdede for ’Søndags Bladet’. Den avis eksisterede rent faktisk. Du undlader som regel at være konkret omkring navne?
Det burde jeg måske også her, for jeg tror Thomas er lidt for ung til at have haft noget med den at gøre, i et faktuelt tidsforløb. Men der er også en virkelighedsnær grund til nævne det blad, for jeg har selv arbejdet for den i halvfjerdserne. Jeg lavede en satirisk tegneserie til ’Søndags Bladet’, men jeg fik aldrig betalt for mine bidrag. Bladet kuldsejlede forinden.