|
KEVIN DEN TAPRE
Jeg har en gammel papkuffert fyldt med tegneserier, som jeg har sakset
fra aviser og blade. Disse omfatter også “Kevin den Tapre” fra
mine gamle årgange af ugebladet “Hjemmet” som var
det ugeblad vi holdt hos os. Jeg fulgte med i den med stor fornøjelse,
og jeg var ganske henført over den frække og saftige tegnestil
med alle de sexede duller og nedrige skurke, der gjorde livet sødt
og surt for den irske helt fra Henrik den Ottendes tid. Han drog rundt
i Europa og Den nye Verden og slog til Søren og andre slubberter,
ledsaget af sin trofaste følgesvend, Pedro, der er gift med
den smukke Maria, og som væbner har han den unge Brett.
Serien var et forfriskende supplement til de akademiske sider med “Prins
Valiant”, som jeg læste i “Skipper Skræk”bladet
hos frisøren. “Prins Valiant” var fyldt med opstillede
flotte tableauer, men den savnede den frække fandenivoldskhed,
som man havde lært at påskønne i Hollywoods kappe-
og kårde-film og som man genfandt i “Kevin the Bold”.
Heldigvis aftrykte den nu sørgeligt bortgangne Uno Krüger
nogle af de bedste sider i sort-hvid i et specialnummer af Seriemagasinet,
SM Solo nr. 23 til kr. 3,85 i 1974, så fans kan se, at den gør
sig glimrende også uden farver. Ganske vist har jeg kun serien
fra nr 32 i 1951, men serien må være startet tidligere på året.
Den danske udgave er kun lidt forsinket i forhold til den amerikanske
originaludgave. Mine forældre opbevarede de gamle årgange,
så da jeg kom forbi med min saks i slutningen af 50’erne
lå årgangene klar til min samlemani. Serien var kun en søndagsserie
og gik i farver i amerikanske aviser, og det er de originale farver,
der er brugt i “Hjemmet” i starten. Men i begyndelsen af
1955 gik ugebladet over til en ny trykteknik, og så var det slut
med at kunne bruge de originale farvefilm. I stedet gik man over til
at trykke serien i farver af rød og gråt. Den palet som
svenskerne så rammende har kaldt “tyttebærsyltetøj”.
Som med andre udvalgte serier har jeg stadig det naive håb, at
denne tilgængeliggørelse vedligeholder og støtter
interessen for den fortællende tegneserie, så kendskabet
til denne genre ikke forsvinder helt med min generation. Den markante
personlige grafiske stil hos en tegner er jo et element, som man ikke
kan glæde sig over i fortællinger i de elektroniske medier,
hvor fremtrædelsesformen som oftest er et resultat af en kollektiv
indsats på alle områder af tilblivelsesprocessen. I tilfældet
med Kevin den Tapre har vi et eksempel på en “auteur”,
som både skrev og tegnede sine eventyr, som helt og holdent er én
persons værk. Som sådan udviser resultatet en ganske original
og personlig stil, et kvalitetstræk, som jeg håber og tror
vil fastholde interessen for disse serier hos et trofast kernepublikum.
Uno Krüger skriver på bagsiden af sit særhæfte: “I
dette nummer af SM har jeg fornøjelsen at præsentere Kevin
the Bold, eller Kevin hin Frygtløse, som han er kommet til at
hedde på dansk. Det har desværre ikke været muligt
for mig at skrive en artikel om serien, da jeg ved temmelig lidt om den
og ikke har kunnet finde nogen oplysninger om den nogen steder.
Det er en amerikansk serie, der blev tegnet af Kreigh Collins fra omkring
1949. Den blev kun tegnet til søndagsaviserne, så der er
altså ingen dagsstrips i den.
Historien handler om en ung irsk mand, Kevin. Da han var en lille dreng
blev Irland invanderet af røvere, som plyndrede og afbrændte
store områder. Kevin blev fundet omflakkende af en skotsk soldat,
Mac Tavish Cambell, som tog ham til sig som sin søn og opdrog
ham. Da han var 15 år fik han en amulet af Mac Tavish, en amulet,
som Kevin havde haft på sig, da han blev fundet, og som måske
en dag kan føre ham på sporet af sin rigtige families navn.
Som tiderne var dengang, urolige, har Kevins liv også været.
Han har oplevet meget, og kæmpet meget. Som væbner blev han
adlet for sin dristighed i kamp, og siden har han flakket rundt over
hele Europa i sin søgen efter eventyr. Det er en meget livlig
og spændende serie, som på mange måder godt kan sammenlighes
med Prins Valiant. God Fornøjelse. Uno.”
“
Kevin the Bold” blev ganske sejlivet som søndagsserie. Kreigh
Collins startede i 1948 en nutidsserie, Mitzi McCoy, men allerede i 1950
kom der et tilbageblik til en af hendes forfædre fra det 15. århundrede,
og Kevin overtog opmærksomheden, så serien skiftede navn.
Fænomenet med at ændre tidsalder var også kendt fra
Milton Caniffs “Dickie Dare” og Neil O’Keefe’s “Dicks
adventures in Dreamland”. Men i dette tilfælde blev vi i
den sene middelalder med serien “Kevin the Bold”. Den havde
en ledsagende serie i søndagsaviserne, “Up Anchor” som
Kreigh Collins også bidrog med. Collins selv havde en svaghed for
søfart, hvilket også kan ses i hovedserien, der løb
til 1968, hvor “Up Anchor” overtog pladsen og fortsatte til
1972. Collins døde selv et par år senere i en alder af 66.
I denne udgave har jeg holdt mig til farvesiderne fra “Hjemmet”,
og der hvor denne udgave overgår til staffagefarve har jeg fortsat
med de også smukke sort-hvide sider fra Interpresses Solohæfte.
Jeg stopper hen mod slutningen af dette hæfte, der hvor Uno Krüger
begynder at springe sider over for at komme til et passende sted at slutte
til sidst i hæftet. Der er i denne version sket en ombrydning,
hvor logoen er fjernet fra øverste strip, som så til gengæld
er forstørret. Originalserien er i liggende format, men som det
var almindeligt på den tid, var der i billeddisponeringen faktisk
taget højde for en ombrydning til et højformat, som visse
dagblade foretrak, sommetider med udeladelse af et billede, som så ikke
var handlingsbefordrende. Det ses ofte tydeligt med det lille ekstra
billede midt på den vandrette udgave i tre striber.
Jeg har undersøgt, om serien blev genudgivet i bogform i sit hjemland,
men det lader ikke til at være tilfældet. Ifølge Dwight
Decker er serien i det hele taget ret ukendt også i USA. Det kan
hænge sammen med, at serien kun var en søndagsserie og at
den blev distribueret af det noget mindre pressebureau NEA Services,
som ikke havde så mange serier i kommission og formemtlig heller
ikke havde aftaler med så mange store aviser som for eksempel King
Features Syndicate.
Da jeg arbejdede for Semic Press i Sundbyberg i 70’erne fik jeg
et interessant indblik i den specielt svenske seriemagasinstradition
med ombrydning af dagsstrips til seriehæfteudgivelse. Jeg havde
en del freelanceopgaver med at ombryde og tegne til på billedruderne,
når de skulle bringes til at passe i magasinlayoutet. Selv om denne
del af processen ikke var videre respektfuld i forhold til den grafiske
billedkomposition, så betød processen dog, at en hel del
engelske og amerikanske dagbladsserier blev gjort tilgængelig for
det skandinaviske publikum, idet disse fortsatte serier for en stor del
også blev trykt i Norge, Danmark og Finland. Og det var ofte serier
af god kvalitet både på billedsiden og indholdssiden. Og
så var repromaterialet i top. Bureauerne havde nemlig et lager
af de originale proofs, det vil sige aftryk på glittet papir, som
gav et fint aftryk. Til gengæld var de fortrinsvis finske trykkerier
billige og undertiden nedslidte, så bladene var ikke altid optimale
i trykkvaliteten, men de skulle jo også sælges billigt. Jeg
kan huske, at man på redaktionen i 70’erne brokkede sig over
den ringe reprokvalitet af det materiale, som måtte nybestilles
fra USA. Bureauerne var nemlig begyndt at lægge de gamle arkiver
over på mikrofilm, og kopier herfra var ofte uldne i aftrykket.
Men Bulls Pressetjeneste havde længe et omfattende arkiv af de
originale gamle papirproofs, som jeg ofte sad med i hænderne og
klippede til og monterede på kartonlayouts, hvor de fire striber
var forhåndsaftrykt. Desværre var den glittede kartonoverflade
ganske tynd, så man måtte passe på ikke at kradse for
meget med rørpennen.
Det er vemodigt at hele denne del af avisserietraditionen er ved at gå i
glemmebogen. Specielt fordi der her var tale om en hel generation af
gedigne grafiske håndværkere, som havde forbavsende originale
designmæssige kvaliteter, der blev fastholdt i det endelige gengivelse
fordi kun én eller to skabere arbejdede på serien og dermed
kunne videregive en ganske personlig stil.
Apropos trykteknik, så er farvedelen fra starten af sagaen som
sagt hentet fra ugebladet “Hjemmet”, der på den tid
muliggjorde anvendelse af de originale farvetrykclicheer. Men trykkemaskinen
har sikkert alligevel været lidt bedre end de amerikanske rotationstrykkemaskiner
til aviser. Den har nok ikke kørt så hurtigt, og farverne
er derfor suget mere ud i papiret og visse toner er blevet meget mørke.
Desuden kører den europæiske standard for blandingsfarverne
rød, blå og gul efter en anden skala end den amerikanske.
Siden det færdige resultat kan variere ganske meget, har jeg derfor
ikke haft skrubler med at bearbejde filerne efter scanning, og resultatet
viser en noget blødere palet end den oprindelige. Disse mere nedtonede
kulører er også en æstetisk fordel i de tilfælde,
hvor der optræder mispasning i trykket. Dette fænomen er
ret udbredt i gammeldags bladtrykteknik, hvor maskinerne simpelthen ikke
kunne køre helt præcist. På den anden side er det
færdige resultat mere æstetisk tilfredsstillende end den
trykkemetode, dybtryksrotationen, som afløste avistrykketeknikken
i løbet af 50’erne. Gammeldonaldister er også ofte
gladere for farverne i Anders And & Co inden 1957. Da dybtrykket
blev indført blev papiret også tyndere og glattere, og især
i starten havde man ikke sans for at bruge de håndseparerede farver
særlig smagfuldt. Man brugte de samme blandingsprocenter som tidligere,
men magenta og cyan er nu engang ikke så kønne ublandet
som rød og blå var det tidligere.
|