Hvor gik det galt?
af Freddy Milton

Dette indlæg er skrevet på årets sidste dag 2010. En oplagt lejlighed til at gøre status. I fjernsynet ser vi politiske hændelser og sportsbegivenheder blive gentaget og kommenteret. Sommetider med mål i slowmotion. Slowmotion er okay, bare billedet ikke går helt i stå. Så bliver folk febrilske. Billedet skal jo bevæge sig. Også selv om det måske ikke er særligt bevægende.
I STRIP! var der som svar på et anmelderindlæg en kyndig artikel af Carsten Søndergaard, som prøvede at forklare, hvorfor tegneseriealbum var blevet så dyre, og ingen er vel mere kompetent til at fortælle den historie end netop ham. Og historiefortælling var hvad sagen drejede sig om. Det var typisk de episke tegneserier som var emnet for artiklen, og det er også anledningen til denne replik. Så efter at en anmelder og en udgiver har kommenteret på udviklingen, så vil jeg gerne som tegneserieskaber give mit besyv med.
Jeg har selv arbejdet på det felt i en menneskealder eller mere. Det at spinde en intrige har altid appelleret til mig. Og jeg har gennemført det uanset hvad. Med en lettere omskrivning vil jeg måske kunne sige som Robert Mitchum, da han modtog en pris:
’I’m not much of an actor, and I’ve got seventy films to prove it.’
Så derfor er jeg engageret i dette emne. Og jeg har prøvet at spekulere over, hvor det gik galt, når tanken gælder det danske marked. Eller det skandinaviske for den sags skyld. Der er naturligvis flere faktorer i spil, som Carsten også påpeger, og jeg vil prøve at kommentere på dem i det følgende.
Carsten er selv inde på noget afgørende, når han med et hjertesuk registrerer, at tilgrænsende udtryksformer som litteratur og film ikke er så hårdt ramt. Det skulle have noget at gøre med, at de traditionelt set har en højere kulturel status og hvorfor så det? Der er vel ikke nogen naturlov der siger, at et fortællesprog er bedre eller finere end et andet? Men det kommer selvfølgelig an på, hvad det bliver brugt til. Det var især den bemærkning, som fik mig til at tænke over tingene og førte til nedenstående overvejelser.

Karikaturen
At film klarer overgangen til den nye verdensorden med bevægelige billeder på en skærm er ikke så underligt. Perleskærmen i biografen er bare skiftet ud med en digital skærm. Men litteratur?
Jeg har selv eksperimenteret med litteratur og opdaget, at fraværet af veldefinerede billeder kan være et plus. De billeder man selv danner sig på nethinden er ofte stærkere end noget en tegner har besluttet at proppe i hovedet på den sagesløse modtager. Man er mere en medaktør i skabelsesprocessen, når man selv skal forestille sig tingene. Og man kan postulere en realistisk virkelighed som i film, hvor det oftest er mennesker som render rundt og ser ud som mennesker.
Selv den såkaldt realistisk tegnede tegneserie er aldrig realistisk. Der er altid den karikaturgrad involveret, som stammer fra tegnerens pen. Det skulle så være et plus, der netop markerer udtryksformen som noget originalt, og det er det da også.
Men karikaturen har altid haft en lav status, ligesom komedier aldrig har været så fine som tragedier eller dramaer. En tradition som ikke er til at komme uden om. Men her kan filmkunsten sagtens være med og blive accepteret, når den benytter sig af det overdrevne i udtrykket. Det kniber lidt mere med tilsvarende bidrag i litteraturen. Det er ikke her denne udtryksform har vundet sine sporer. Det er på den realistiske og reflekterende menneskebeskrivelse. Litteraturens styrke har altid ligget i de tankemæssige overvejelser, og det har man plads til. Man kan bruge lige så mange bogstaver man vil.
Karakteristisk nok finder man hos tegneserier noget af den største gennemslagskraft i udtryksfuldhed i episke fortællinger i en design, hvor de optrædende ikke engang er mennesker. Mange vil uden tvivl give mig ret i, at man ikke har formået at bringe et større og mere varieret menneskeligt følelsesregister i spil end i de fabeldyrsserier, hvor Carl Barks benyttede sig af ænder til at vise menneskelige udtryk og reaktioner. I hans bedste øjeblikke trådte den episke tegneseries muligheder virkelig tydeligt frem, og de gav på alle måder filmforbilledet baghjul.

Diversiteten
Det som har glædet mig og som stadig glæder mig ved de fortællende tegneserier er udtryksformens mangfoldighed, særligt hvad angår det billedmæssige. Vel er en stor del af historierne ikke bedre eller anderledes end så meget andet, man har oplevet i TVserier og genrefilm i årenes løb, men de har i deres bedste stunder et oplagt plus, der bunder i den personlige streg. I modsætning til film og teater, så er tegneserier oftest enkeltmandshåndværk, eller et parløb mellem en forfatter og en tegner. Det har altså det potentiale som litteraturen også har, nemlig en original skabers helt personlige vinkel og stil.
Når jeg ser gamle tegneseriehæfter kan jeg godt forstå, at de fleste af dem ikke kunne holde til i dag. Der er virkelig på alle måder tale om pulp-udgivelser, både hvad angår indholdet og præsentationen. Men de var jo også kun tænkt som en billig opfyldelse af et behov for eskapisme og restoplaget blev sendt direkte i papirmøllen, så fremstillingsprisen skulle være lavest mulig. Og den beskedne pris var et forbrugsparameter. Blandt de mange forklaringer på branchens tilbagegang skal man ikke underkende sideprisen. Hvis et album koster op mod 200 kroner og det kun tager en halv time at læse det, så er det kun fanatikerne som holder ved. Specielt hvis læseoplevelsen ikke byder på meget andet end en gentagelse og gennemspilning af den historiestruktur, som man alligevel er bekendt med fra tidligere billigere udspil i samme serie. Denne mekanisme kan holde, så længe anskaffelsesprisen er lav, men ikke som det nu er blevet. Og det er ikke et spørgsmål om display hos en forhandler. Udgivelser i den prisklasse er næppe impulskøb. Men det forklarer selvfølgelig ikke tilbagegangen i udlån på bibliotekerne, for det koster jo ikke noget. Hvis der da er tale om en tilbagegang her, for det må jeg indrømme at jeg ikke helt et bekendt med.
I de gode tider for tegneseriefortællinger var der også mange fortsatte serier i dagbladene. Folk kunne finde sig i at få serveret en enkelt stribe om dagen og huske på handlingen dag efter dag. Og ugebladslæserne kunne nøje sig med noget tilsvarende. Glimrende grafikere gestaltede disse udtryk, og var de ikke alle kunstnere, så var de dygtige håndværkere. Hen ad vejen vil jeg mindes dem på min hjemmeside. Så de fortællende tegneserier har absolut haft et publikum, et stort publikum tilmed. Nu er der ikke længere fortsatte tegneserier i aviserne eller bladene, og det kan man godt forstå. Vore dages publikum vil have det hele med det samme.

Sammenligningen
Det er hårdt at skulle erkende det, men for størstedelen af forbrugerne er den originale grafik i en tegneserie åbenbart ikke et kardinalpunkt. Det vigtigste lader til at være, at det bevæger sig. Derfor kan man opleve det triste og paradoksale, at det som i starten var et middelmådigt spin off produkt skabt til TV efterhånden er blevet det, som danner billedet af en tegneserie i et større publikums bevidsthed. Tegnefilmudgaverne af ’Splint & Co’ eller ’Smølferne’ er ikke noget at råbe hurra for, mildest talt, specielt da ikke for os, der kender til de gode originalversioner i trykt udgave fra år tilbage. Men man må indrømme, at det nu engang var og er stillbilleder, selv om fyre som Franquin næsten fik det til at se ud som om de bevægede sig…
Tegneserien er og bliver en hybrid mellem film og litteratur. Det vil jeg til alle tider forsvare som et plus, men i en større publikumssammenhæng er det nok en hæmsko. Jeg vil jo mene, at tegneserien kombinerer fine fortælletekniske træk fra begge udtryksformer. Den har den korte koncise sekvensering som film også benytter, og billederne har samme effektive præcise layout og beskæring som filmbilledet. Man kan tilmed variere formatet af panelerne. Fra litteraturen har vi friheden til at forestille os betoningen i dialogen og karakteren af lydbilledet og vi har muligheden for at standse op undervejs i læseoplevelsen og tænke over tingene. Fordøje det man har oplevet hidtil og overveje logikken. En god proces.
Men hvem er jeg andet end en gammel nørd og fantast, der ikke har begrebet, at tingene skal bevæge sig i vore dage. Ikke blot personerne, men også baggrundene, gud hjælpe mig. Kameraet kører op og ned og rundt om personerne i en uendelighed, så man bliver rent katolsk udi sit stakkels hovede i forsøget på at følge med, og det bliver man nødt til, hvis man ikke skal falde af i svinget.
Denne febrilske teknik skal desværre ofte dække over, at der ikke er megen substans i historien. Der foregår måske en masse, men der sker ikke ret meget, når det kommer til stykket. Men man håber publikum ikke mærker det i farten. Oftest gør de det heller ikke. Hullerne i logikken passerer forbi uden at blive opdaget. Det kan ikke lade sig gøre med tegneserier.
Men der er et vigtigt punkt, hvor litteraturen og i nogen grad filmen giver den episke tegneserie baghjul. Det er omfanget og kompleksiteten af beretningen. Jeg opdagede det selv, da jeg skrev ’Questland’. Jeg fik plads til så meget mere end jeg ville kunne have fået med i en tegneserieversion. Siden er jeg gået videre til andre slags bøger, og jeg må tilstå, at de nye fortællemæssige muligheder pludselig står i kø med spændende intrigealternativer og handlingsudviklinger, man kan benytte. Det er bare med at fiske i gramseposen med synsvinkler og holdninger, så får man nye inspirerende muligheder med op. Og man vil i denne udtryksform naturligt acceptere et mere seriøst indhold.

Markedet
Det er givet, at markedets størrelse også spiller ind. Hvis der er udsving eller tilbagegang kan man lettere klare det, hvis udgangspunktet er et større volumen. Men det har også tidligere været stort i Danmark og Skandinavien. Faktisk lige så stort som i udlandet, set i forhold til befolkningstallet. Desværre var det en kort blomstringstid, der ikke byggede på et solidt fundament af nærhed og vedkommenhed, når det kom til vores egen kultur.
Jeg var i Sverige da tegneseriemarkedet toppede i midten af 70’erne. Der kom en konkurrence fra Williams, og i en periode var der over 100 jævnligt udkommende tegneseriemagasiner. De huggede naturligvis markedsandele fra hinanden, men totalt set blev der aldrig solgt og læst så mange fortællende tegneserier som netop da. Noget lignende gjaldt i resten af Skandinavien. Men der lå en hund begravet et sted. En hund der gjorde, at der var grobund for, at markedet kollapsede så eklatant som det gjorde. Den hund hed mangel på nytænkning og kulturel ansvarlighed. Der var ganske enkelt en fatal mangel på ambitioner og visioner omkring tegneserieformens muligheder og anvendelighed hos beslutningstagerne på de store forlag.
’Semic Press’ i Sundbyberg blev ejet af ’Åhlén og Åkerlund’, som igen var en del af ’Bonniers’ koncernen. Der spandt man enorme profitter på tegneserier i de gode år. Det samme gjorde ’Gutenberghus’. Disse midler blev ikke genplaceret i vækstpleje af mediet. Man så kun tegneserierne som en pengemaskine, hvis overskud kunne bruges og investeres andre steder i koncernen, som ikke havde en pind med tegneserier at gøre. Man var enige om, at det var nok at sende det ene eskapistiske magasin på gaden efter det andet. Tegneserier, der foregik fjernt fra vores verden og vores erfaringsgrundlag og som kun havde som formål at opfylde et ungdommeligt publikums behov for fart og tempo og spændende kulørte eventyr.  Det drejede sig udelukkende om importerede industriproducerede masseprodukter suppleret med en smule egenproduktion af tilsvarende art fremstillet af udenlandske bidragydere.
Man satsede altså ensidigt på det område af mediet, hvor man som tiden gik uvægerligt ville blive udkonkurreret. Det er ikke på den måde, man skaber en kollektiv kulturel accept af en udtryksform. På et tidspunkt er løbet kørt. Opfattelsen er blevet cementeret. Det som en udtryksform bliver brugt til ender med i folks bevidsthed at stå for det, som den udtryksform kan få lov at blive brugt til. Og det var lige hvad der skete.

Udviklingen
Alle er enige om, at udviklingen er den store synder, hvis man kan bruge det udtryk. Det kan også godt være at det er den vigtigste. I de seneste 20-25 år er der kommet computere, internet, online-spil, DVDer og et overbud af TVstationer med 100% dubbing af børnekanalerne. Desuden er der nu også smartphones, som kan modtage det hele, så man kan være ’på’ selv når man er hjemmefra. Der er heller ingen grund til at lave trykte telefonbøger, køreplaner, programmer, leksika eller kort. Alle opslag kan ske på skærmen, og oplysningerne er opdaterede.
Hvis man skal vælge noget at bruge sin fritid på, så kommer tegneserier langt nede i prioriteringsrækkefølgen hos stadigt flere brugere, og hvis det kommer så vidt, er det ikke de fortællende tegneserier man først kommer til at tænke på, snarere de sjove vittighedsserier til at grine af, hvis korte smarte replik ikke i samme grad er blevet udkonkurreret af bedre måder at gøre den slags på. Døgnet har ikke timer nok. De tidspunkter, hvor jeg og min generation slugte tegneserier er nu optaget af noget andet, uden tvivl noget digitalt. Her ligger den væsentligste grund til tilbagegang for den fortællende tegneserie.
Hvis man ikke på en eller anden måde er derude på skærmen, er man så godt som død, når det gælder opmærksomhed. Og disse nye platforme, som det hedder, byder også på interaktivitet. Man kan chatte med ligesindede umiddelbart efter en fælles oplevelse og behøver ikke vente på næste nummers brevkasse en uge eller en måned senere. Der er messageboards, hvor man kan klage, hvis spilopdateringen hakker. Og de spændende eventyr kan man selv være med i med sin rollefigur, som ikke er en fastlåst helt, men en avatar, der kan udvikle sig, blive opgraderet og følge med. Og han kan følges med andre spilleres avatarer ud på nye fleksible missioner. Spændingshistorierne i de klassiske heltefortællinger i tegneserieform er og bliver envejskommunikation, som er lagt fast én gang for alle. Ikke noget at sige til, at folk vælger dem fra ved ikke at vælge dem til.

Eksponeringen
I vore dage slås mediemennesker og producenter om publikums opmærksomhed. Alle vil så gerne realisere sig selv, og der findes åbenbart ikke det figenblad af selverkendelse, som kan forhindre folk i at stille op i et eller andet Stjerne-for-en-aften program. Og glider man ud efter de første par runder har man jo gudskelov fået det kvarters berømmelse, som en popkunstner i sin tid meget effektfuldt hævdede, at man højst kunne håbe på.
Tegneserier er der ikke megen opmærksomhedsværdi i at nævne længere. Måske hvis skaberen har en flyvsk eller spændende personlighed. Den begrundelse der tidligere kunne ligge i at omtale tegneserier alene fordi det blev anset som et massemedium er ikke til stede længere. Nu ved alle, at nørderne er at sammenligne med jazz-freaks og at oplagene minder om dem som lyrik udkommer i.
Hos boghandleren er der heller ikke plads på hylderne. Jeg sad lige over for Jean van Hamme i panelet under tegneseriefestivalen i år. Han beklagede, at en bivirkning af den misundelsesværdige situation, det trods alt er, at der udgives så mange album i Frankrig er, at mange slet ikke kan blive udstillet og friste køberne, for der er simpelthen ikke plads nok til dem i stativerne.

Traditionen
Alle ser på Frankrig med misundelse. Her har man stadig et stort marked, og det lader ikke til at være krympet så markant som i udlandet. Hvad kan være årsagen til det? Jeg mener at en stor del af forklaringen på miserens omfang skal søges her.
I den fransksprogede verden har tegneserierne altid været en del af kulturen. Branchen havde og har sine egne nationale fortællere, og ofte brugte de deres egen baggrund som klangbund for historierne. De var måske stadigvæk karikerede, men man kunne se det franske miljø i baggrundene, og typerne, logikken og livsholdningen afspejlede galliske normer og traditioner. Jeg burde vide det, for jeg har oversat flere hundrede franske seriealbum mellem måltiderne i årenes løb, og jeg kan fornemme det, selv hvor elementet af eskapisme ligger højt i helhedsindtrykket.
Lad mig komme med et eksempel, som illustrerer denne kulturbevidsthed og evnen til at føre det igennem. I 50’erne bragte en stor fransk avis en version af en amerikansk romantikserie som hed ’Julie og Eva’. Men redaktørerne syntes, at den var lidt for amerikansk. Identifikationen hos avisens læsere var ikke i top. Det som foregik i den serie afspejlede et miljø og en tænkemåde, som ikke var fransk. Den slags bekymrede man sig faktisk om. Så det valgte man at gøre noget ved.
Man hyrede et fransk makkerpar til at lave en serie, der skulle reparere på det forhold, og det havde man held med. Også i den grad. I over ti år gik ’Håbets Alle 13’ hver dag i dagbladet, og op gennem 60’erne oplever man i serien en genspejling af den udvikling som kønsroller og kultur gennemgik i samme periode i Frankrig, og for en stor del også i resten af Europa. Her blev bevidst skabt en nærhed til éns egen hverdag og ens eget samfund, og tiltag som dette var naturligt med til at befæste den opfattelse, som man havde i forvejen, at den fortællende tegneserie absolut var noget man kunne og burde forholde sig til. Det var og er stadig en vigtig del af den franske kultur.

Manglen
Hvad angår Skandinavien så savnede man tilsvarende visioner og ambitioner som dem man har set så tydeligt i Frankrig i alle årene. Udgiverne fra den tid vil undskylde sig med, at der ikke var overskud til den slags. Men det passer ikke. I de gode år i tresserne og halvfjerdserne kunne man godt have investeret noget af overskuddet i skabelsen af et tilskud af lokale tegneserier, som – om ikke andet – på sigt ville have haft den kollektive virkning på et publikum, at man kunne opleve, at udtryksformen blev anvendt på en vedkommende og nuanceret måde omkring temaer og livsholdninger, der afspejlede ens egen kulturbaggrund. Det ville måske have været det tilskud, som kunne have sat tegneserierne på mediekortet her til lands og i resten af Skandinavien i en sådan grad, at udtryksformen i vores fælles bevidsthed var kommet til at stå som noget, der til en vis grad tålte sammenligning med film og litteratur. For det er jo ikke de udenlandske oversatte bøger og film, der alene bærer den bevågenhed hos publikum, disse udtryksformer nyder godt af i dag. Det er de lokale danske fortællere og skuespillere, der gestalter interessante billeder af dansk kultur i bøger, på TV og i film. De fortællere, som desværre totalt er fraværende, når det gælder brugen af tegneserieformen i episk sammenhæng.
Mulighederne ville i teorien have været til stede. Jeg husker selv glimrende fortælletalenter fra min ungdom som Hans Møller og Bo Torstensen, som kunne have forsvaret den vinkel, hvis udviklingen havde været anderledes. Det ville de gerne have gjort. Også andre, som kom med enkelte album i firserne, kunne have drevet det til noget, hvis de havde fået lov at fortsætte. Men blomstringstiden var for kort. Albumtraditionen var kommet til os fra udlandet, den udsprang ikke af en national trang til at få lokale fortællinger ud til et publikum. Og noget jævnligt udkommende serieblad eller magasin med nationale tegneserier eksisterede ikke. I Frankrig havde man en frugtbar underskov at den type i de gyldne år.

Begrænsningen
’Graphic Novel’ vil et kvikt hoved naturligvis sige. Og vedkommende vil naturligvis have ret, i princippet. For i en grafisk fortælling af boglængde vil en skaber naturligvis have mulighed for at imødekomme de ønsker og forventninger, der rækker ud over den gammeldags eskapisme og ren underholdning. I teorien. Selv om det meste er forglemmeligt navlepilleri, findes der også gode eksempler på den løsning. Men der er et problem. De fleste vil sikkert være enige med mig i, at de bedste eksempler på vellykket historiefortælling i den genre er selvbiografiske beretninger, hvor ophavsmanden virkelig har oplevet noget særligt, der kan have bred interesse. Styrken ligger i det virkelighedsnære. Her fortæller en forfatter om sig selv, og den vinkel har vi ingen grund til at betvivle. Så vidt så godt. Men det tager hulens lang tid at lave sådan en bog, og når man så har fortalt sin hidtidige livshistorie, hvad så? Det er der flere eksempler på. En tegner får udgivet en bog af den slags, men det kan ikke udgøre en karriere. Og som tegner skal man jo holde sin tegnerhånd varm. En bogstavforfatter vil på mindre end et år kunne skrive sin næste roman og måske efterhånden skaffe sig et eksistensgrundlag på den måde, men det kan en graphic artist normalt ikke. Og ikke alle og enhver kan kaste sig over den grafiske roman. Man skal have oplevet noget som er interessant for andre og helst kunne give udtryk for det med den modenhed, som desværre først kommer med alderen. Det modarbejdes af, at det er som ung man skal vælge karriere og har råd til at eksperimentere. Snart kommer forpligtelserne og kravet til en rimelig sikker indtægt med familie og forsørgelse og banker på. Desuden skal man trods alt kunne tegne. Bare lidt…

Afslutningen
Den fortællende tegneserie som massemedium er død og lader sig næppe genoplive. Så kan man sige ’Manga’ så ofte man vil. To danske koryfæer omkring superhelteuniverset kommenterede den genres situation i samme nummer af STRIP! Superheltene overlever i deres filmudgaver, men de er trods alt ikke så ringe endda. Det står sløjere til med de industrialiserede TVudgaver af tidligere tegneserier. Hverken værre eller bedre end så meget andet, men det ville være synd at kalde dem originale. De bliver jo farmet ud til studioerne i asien, der i forvejen laver alle de andre serier efter samme basisopskrift. At kigge på ’Disney Channel’ eller ’Cartoon Network’ er en ørkenvanding af fordummelse.
Og hvad kan få et forlag til at beslutte at udgive et dyrt bind af en gammel børnetegneserie med nye arvtagere? Det hjælper, hvis den bliver eksponeret på en børneTVkanal, så ungerne kan spørge efter den på biblioteket, så de vælger at indkøbe den, og forlaget så måske af den grund kan skabe sig lønsomhed på den udgivelse. Det er altid trist, når en udgivelsesform hægter sig op på et andet mediums popularitet, men det er heller ikke noget nyt. Markedet i 70’erne havde også sit tilskud af tegneserieudgaver af TVserier og film.
Det er for længst blevet ulønsomt for danske tegneserieskabere at lave fortællende tegneserier. Selv hvis man skulle passere gennem det kulturelle filter og få produktionsstøtte i ’Kunstrådet’, hvor vores branche ikke længere har repræsentanter til at forsvare mediets interesser, er initiativet en ulønsom affære. Film har status og kan få bevilget millioner, selv om kun nogle få tusind ser dem i biografen, for ellers skulle filmarbejderne hæve mere understøttelse, og det koster jo også. Men der er intet tab ved at undvære danske fortællende tegneserier, og fortalerne er få. Og går man glip af noget? Hvorfor skulle man tro det? Udtryksformen har jo ikke en respektindgydende fortid, som man kan henvise til i nutidssammenhæng og måske få lidt tiltrængt medvind på cykelstien. Det er vemodigt at skulle konstatere, at løbet er kørt, for den fortællende tegneserierne kunne have haft så meget mere at byde på, og alt i alt er det trods alt en relativ billig udtryksform at benytte.

Fremtiden
Efter at STRIP! aftrykte artiklen har jeg senere gjort mig nogle overvejelser om fremtiden – trods alt. For der vil alligevel blive lavet fortællende tegneserier i fremtiden. Man kom ind på vilkårene under en paneldiskussion på Art Bubble festivalen i Horsens, men meningsudvekslingen gik stadig på traditionelle tegneserier trykt på papir. Digitale serier blev nævnt, men modviljen var tydelig, og hvordan skulle man betale for dem? Hos tegneseriesamlere er glæden ved at stille en udgivelse ind på hylden lige så stor som den er det hos bogelskerne.
Bogstavfolket er ved at vænne sig til E-bøger, og der er udviklet E-bogslæsere med et display af flydende krystaller, som i læsbarhed og behagelighed for øjnene minder ganske meget om den trykte side. Nikolaj Sonne fra ’So ein Ding’ fortæller, at produktudviklerne er i gang med et tilsvarende system til farvegengivelse. Sådanne læsere er heller ikke så energikrævende. På en opladning kan man læse tusindvis af sider på strandturen, hvor man ikke behøver skærme skærmen mod solen.
Hvad angår honoreringen for udført arbejde er allehånde modeller allerede under afprøvning fordi bogstavlitteraturen kræver det. Der kan tænkes en form for streaming, hvor udgivelsen gøres tilgængelig i en begrænset periode. Det er en model, som er specielt anvendelig ved udlån. Skulle det komme dertil, at tegneserielæsere gerne vil beholde tegneserien, så vil det blive muligt at købe en digital tegneserie på de vilkår, at serien kan læses på et antal computere eller gadgets, som man har tænkt sig at bruge til det formål. Skulle en gadget gå i stykker kan man udskifte licensnummeret med registreringen af den nye elektroniske læser. Licensen omfatter altså et antal læseapparater.
Men hvad med de inkarnerede nørder, som vil eje en fil med en tegneserie og gøre med den hvad de vil? Jo, deres behov kan nok også tænkes tilgodeset, for så vil man få en fil, som er øremærket med en lås, så den ikke kan kopieres. Dermed sikres det fremtidige salg af tegneserien over nettet. Til den tid er forlagenes rolle helt anderledes, hvis den overhovedet er nødvendig, for det kræver jo ikke nogen mellemmand for at lægge en fil ud på en digital hylde i en internetbutik. Boghandlerne vil gå over til mest at sælge de kontorartikler, som allerede nu er en betydelig del af deres omsætning.
Den digitale himmel byder dog på andre problemer. For nok kan man tænke sig at alle tidligere trykte tegneserier, der ikke kan betale sig at genudgive, nu bliver tilgængelige, og det er jo helt fint. Men vi må forestille os en jungle af digitale udgivelser, som det kan blive svært at orientere sig i. På den anden side har vi set noget tilsvarende i musikindustrien, hvor der er titusindvis af numre er på de digitale hylder – og alligevel kan publikum finde frem til akkurat de filer, som de gider lytte til.

retur