Humorserier
tilbageMin yngste datter kom ind med et blad forleden. Det hed ’Wulffmorgenthaler Magasin’ og indeholdt ikke overraskende en del serier af det team samt et par andre. Det havde kostet hende stort kr. 31,95 og jeg kom til at tænke over hvor dyre serieblade var blevet. Men det gælder jo også alt muligt andet trykt på papir. Jeg tror tilmed ’Anders And & Co’ er oppe i samme prisleje nu.
Så hørte jeg et par dage senere, at bladet var gået ind. Efterhånden er der ikke mange tegneserieblade tilbage på hylderne i kioskerne. Vi, der fra gammel tid holder af de fortællende tegneserier har allerede måttet indse at blade med dette indhold ikke kan løbe rundt. Jeg tror ’Tempo’ var det sidste forsøg af slagsen. Det har også noget at gøre med kioskernes distributionsvilkår.
Men rundt omkring er det humorserierne, der holder skansen. De er heller ikke blevet så hårdt trængt af andre platforme at de er blevet helt udkonkurreret, endnu…
For ikke så længe siden var jeg ovre i Sverige og besøge min gode ven og kollega, Claes Reimerthi. Vi gik forbi bladhylderne på vores tur i snabbköpet efter pålæg. Han har overtaget redaktørsjobbet på ’Fantomen’ og ’91:an’ efter Ulf Granberg, et job han deler med et par andre. Han er selv i halvtredserne. ’Hvis jeg er heldig fortsætter jobbet måske til jeg bliver pensioneret’.
Der var andre serieblade med gamle figurer vi ikke kender hos os. Svenske nationalserier som ’Lilla Fridolf’ og ’Åsa-Nisse’. De har været med fra Arilds tid og er som klenodier mere påskønnede end floraen af udenlandske oversatte serieblade, som jeg stiftede bekendtskab med og arbejdede på ombrydningen af på ’Semic’s redaktion i Sundbyberg i halvfjerdserne. De er nu helt forsvundet. Jeg tror ’X9’ er sidste overlevende af de gamle blade af den kategori. Selv Seriemagasinet er borte nu. Jo, der er selvfølgelig Rune Andreassons gamle klassiske børneserier ’Bamse’ og vistnok også ’Pellefant’.
Hjemme hos Claes fortalte han om redaktionsprocessen. Han var nu ikke så begejstret over nyproduktionen. Nogle af tegnerne var gamle og ikke på deres kreative højde længere, men man er jo også betænkelig ved at inddrage yngre folk, når ’Egmont’ kan beslutte at nedlægge bladet når som helst.
På hans boghylder så jeg en overflod af dagspresseserier, fortrinsvis amerikanske. Folk er nervøse for at de skal gå i glemmebogen, men den frygt er ubegrundet. Det er kolossalt så mange genoptryk der nu findes af alle engelsksprogede serier og i mange tykke bind. Vi aftalte at jeg kunne komme forbi engang og læse hvad jeg orkede når jeg som pensionist fik tid til det. Men det bliver nok lidt ensformigt i længden, når nu serierne er lavet til at blive læst i små portioner hver dag.
Franskmændene har et andet navn for samlede udgivelser. ’Integrale’ kalder de bøgerne. Nogle af dem er kommet på dansk. Jeg var med i bearbejdningen af dem med Franquin.
Selv har jeg ikke plads til alle de genudgivelser, og helt billige er de da heller ikke. Men som en sidegevinst af mit venskab med Kim Thompson fik jeg et gratis abonnement på ’The complete Peanuts’. Der er to års produktion i hver bog, og man er kommet til 1992. De foreløbige bind fylder allerede en hel hylde.
Jeg spurgte Claes, hvor alle hans gamle serieblade var, og så fik jeg lov at kigge op gennem loftslemmen. På spidsloftet stod kasse efter kasse pakket med serieblade, fortrinsvis formentlig fra det nu hedengangne ’Semic Press’.
Forleden fik jeg en mail fra Costa Rica. Det var sendt fra en Europa-tur, men derovre bor et medlem af et spirituelt kollektiv, Tarit. Inden navneskiftet lød han det mere borgerlige danske navn Gorm Transgaard. Hjemme i kollektivet bor han i en bambushytte på pæle, som termitterne på et tidspunkt var ved at gøre kål på fordi bambussen var blevet høstet på en forkert årstid. Men den blev imprægneret og holder vist stadig.
Det samme gør Gorms job som manuskriptforfatter med ’Anders And’ for ’Egmont’. Han sendte en mail og sagde ’Anders And bladets oplag er faldet gevaldigt og mange er blevet fyret, men der er stadig job til få gamle leverandører, som de påskønner, og jeg hører heldigvis til dem. Der var nogle magre år, men nu har situationen bedret sig. Har du i øvrigt fået betalt for de to serier vi lavede som test til Helge Barner og som Egmont Creative brugte uden at betale for dem?’
Citatet er ikke helt ordret, men det var substansen. I skrivende stund venter jeg efter mange måneder stadig på at chefen for Egmont Creative, Anna Maria Vind, skal vende tilbage til sagen om de ikke honorerede serier. Jeg håber at undgå en inkassosag men har jo ingen goodwill at tabe hvis det skulle komme dertil.
Det var da Harry Fluks besøgte mig, at jeg fik rede på, at de to serier var brugt i Tyskland og Finland, som administrativt ligger under Egmont. Han var initiativtageren til oprettelsen af den omfattende database ’Inducks’ som kortlægger al brug og genbrug af Disney serier. Nu abonnerer jeg på et link, der fortæller mig når noget bliver genoptrykt. Ekstra honorar har man ikke krav på, men man skal trods alt honoreres én gang. Det behøver man ikke holde tjek på hos Egmont, da man regner med at være blevet betalt efter godkendelsen. Det blev Gorms og mine prøveserier ikke, men gennem fejlhåndtering slap de så alligevel ud af systemet til offentliggørelse.
Det er ikke kun tegneserier man kontrollere genbrugen af. Undertiden betaler ’Egmont’ ikke royalty af nye oplag af bøger, så man skal selv holde øje med den slags. Når man så opdager et nyt oplag man ikke har fået betaling for, punger Egmont da også ud, når de gøres opmærksom på ’forglemmelsen’.
Claes Reimerthi fortalte også, at han i årenes løb selv måtte gøre opmærksom på, når Egmont genoptrykte gamle serier hvor han havde skrevet manus. Den slags holdt ’Semic’ øje med, men ikke ’Egmont’. Fra håndteringen af Disneys ting er de vant til engangshonorarer.
Nu må vi se hvor højt oppe i systemet jeg skal brokke mig inden jeg får mine penge. Det lader til ikke at være tilfældigt, at jeg er kommet ind på Onkel Joakims enemærker.
Der er dog stadig en del hæfter på tegneseriehylderne i butikkerne i Sverige. Blandt andet som sagt de klassiske gamle humorserier, som mest er genoptryk. At det går lidt bedre med tegneserier derovre skyldes, at Sverige gennem alle årene mere har været et ugebladsland end Danmark. Noget lignende gælder Norge og da specielt Finland. Hovedparten af oplaget er sikret afsætning gennem abonnementer eller ’prenumerationer’ og disse kunder er åbenbart ganske loyale og kan holde et ugeblads udgivelse oppe. Noget lignende gælder i Holland.
Danmark har ikke i samme omfang været et land med abonnementer på blade. Herregud, der har aldrig været langt til den nærmeste kiosk, og i min barndom lagde købmanden ’Anders And & Co’ til side til os hver måned.
I de andre nævnte lande var der i udkantsdistrikterne ofte langt til ’Pressbyrån’ så det var lettere at få posten til at bringe bladene ud til postkassen, og den tradition betyder noget også i dag.
Nå, Wulffmorgenthaler klarer sig nok. De er jo rigeligt om sig på indtil flere platforme, og indkomsten er sikret gennem dagsbladspubliceringen, så længe vi har dagblade…
Tre danske tegnere blev også glade for et nyt indstik for børn i en avis. ’Kids News’ fik plads til tre striber, som man kunne forsvare som børneegnede, men en stribe om ugen er jo ikke alverden som tilskud til en tegneserieskabers overlevelse i branchen.
Det glæder mig at gamle kolleger fra vores kollektiv ’Gimle’ har fået et nyt grundlag for indtægt gennem seriebidrag til aviserne. Her tænker jeg specielt på Frank Madsen og Sussi Bech, der har en satirisk serier om bogfronten kørende under navnet ’Ex Libris’. Og jeg har en næsegrus beundring for den ophobning af mere eller mindre kuriøse facts, som Niels Roland præsenterer i ’Kloge Hoder’. Bare det at finde frem til de skæve vinkler er en evne bestemt ikke alle er udstyret med.
Men internettet er nok også her fremtiden. En udfyldningsserie i det nyligt hedengangne humorblad var ’Bizarro’. En glimrende serie, som jeg følger daglig på Facebook, fordi en kollega lægger den ud der.
Et par andre Facebook venner af mig, Paul Schiøtt og Per Sanderhage, var noget ved musikken på et pressebureau engang, PIB. Det var danskejet og på sin højde en god forretning, for det tog sig af udbredelsen af danske vittighedsstriber uden for landets grænser. Dem var der en del af, for lige netop i den genre har Danmark været en vigtig kulturformidler.
I gamle dage var familiehumoren venlig og kun sporadisk spids, som når svigermor på fortrappen fik at vide ’Hvorfor står du dog derude i regnen, svigermor, gå dog hjem!’ Danske tegnere var storleverandører af vitser, som ikke altid behøvede en hel stribe. De blev placeret med skønsom hånd ud over avissidens layout, og dengang skulle der noget til at bløde op, for avissider var store i format. Jeg har selv en tegning af Quist hængende, fordi jeg tilfældigt fandt den et sted, men ellers er jeg ikke samler af originaler.
Engang i halvfjerdserne kom Ingo og jeg ind på Jannik Hastrups tegnefilmstudio mens de stadig arbejdede på Samson og Sally. Her mødte jeg for første gang Kjeld Simonsen. Han blev kaldt ’Simon’. Simon var en lun fætter men som jeg oplevede ham noget tilbageholdende. Det med reservertheden er ikke ualmindeligt blandt arbejdsheste i tegneserie- og tegnefilmsbranchen, og Simon var både flittig og omhyggelig. Han blev altid indkaldt når der var celle-animation der skulle laves. De var i gang med ’Samson og Sally’. Ikke alt i hvalfilmen kunne laves som flyttefilm. Specielt bølgegang på havoverfladen og en hvalfangerbåds skvulpen i skiftende perspektiv kunne ikke rigtig gøres troværdig med flyttefilm, selv om man kom langt med at klistre papirstykker på celloluid som et kompromis.
Simon sad og klukkede lidt over en sjov detalje da vi afbrød ham, men så fik jeg øje på nogle striber af en dyretegneserie jeg ikke kendte. De lå på et hjørne af arbejdsbordet ved siden af den skrå holder til glaspladen.
”Hvad er det?”
”Det er ’Misse Mons’.”
”Hvem har tegnet den?”
”Det har jeg.”
”Nå ja, jeg kan godt se, der står Simon i hjørnet. Den kender jeg ikke.”
”PIB syntes de ville satse på en anden dyretegneserie end Rasmus Klump, og der i midten af halvtredserne var der ikke så meget at lave med tegnefilm.”
”Konkurrerede de så ikke med sig selv?”
”Nej, for de havde en kontrakt med venstrepressens aviser på Rasmus Klump, men så solgte de Misse Mons til de socialdemokratiske aviser, der stadig var en del af på den tid. De striber der er vist sakset fra Ringsted Folketidende.”
På et tidspunkt så jeg en stor papkasse på gulvet under bordene i det gamle ’Skovle og Skovle’ antikvariat ved Trianglen. Den indeholdt hundredvis af striber med Holger Philipsens ’Carlt’, men den var ikke stillet frem så det var meningen man skulle købe nogle af dem. Jeg har sommetider spekuleret over, hvad der skete med den kasse.
Nu lader det til at Storm P. museet udvider sit emneområde til også at dække andre danske tegneserier, og det skal de have stor tak for. Det er der nemlig brug for, og nødvendigheden bliver mere og mere evident alt som de gamle mestre falder fra og de stakkels arvinger ikke rigtig ved, hvad de skal stille op med fars eller bedstefars sjove streger, der engang var et marked for. Somme tider er bunkerne store og farmand har ikke altid besluttet, hvad der skal ske med hans omfattende efterladte arkivalier. De stod måske på hans tegnestue, men den bliver næppe bevaret. Et fugtigt rum er heller ikke godt. Ib Spang Olsen fremviste de nederste hylder i sit havehus atelier, hvor en oversvømmelse havde fået hans originaler til at bule.
En ven af mig, Per Vadmand, blev benovet over at nogen pludselig kom og var interesseret i nogle tegneserieeksperimenter han var skyldig i engang i halvfjerdserne. Troligt havde han sentimentalt holdt fast ved et restlager, og han blev formentlig smigret over at nogen i vore dage dukkede op og interesserede sig for de ting. Jo, man skal være forsigtig med hvad man smider ud.
Da jeg ikke syntes jeg orkede at opbevare Pål Jensens norske fanzine ’Donaldisten’ længere smed jeg hæfterne ud. En måned senere henvendte en norsk Donaldist sig. Han ville gerne have overtaget dem. Carsten Bøttcher fra ’Fyens Antikvariat’ opbevarer vist stadig ’Der Hamburger Donaldist’ for mig, så hvis nogen er interesseret og betaler portoen vil jeg bede ham sende dem videre. Jeg ved ikke hvad der er blevet vandskadet, for Carsten havde også oversvømmelse i sin lagerkælder engang under et skybrud.
I Danmark kan der være en pointe i at holde fast i de gamle strips som originaler. Det er ikke sikkert de bliver genoptrykt, og bibliotekerne beholder ikke i vore dage deres eksemplarer af dagbladene hvor de har været trykt.
Man kunne sige, at det så nok kan findes på Det kongelige Bibliotek, men det er uden tvivl ikke alt, de har opbevaret eller har kunne forhindre i forsvandt derfra. Desuden kan man altså ikke bare gøre deres arkivalier til genstand for kopiering. De siger sikkert som Storm P. i anden sammenhæng ’Je’ ka’ skrue gevind på Rundetårn. Men det bi’r dyrt…’
Der er folk der siger, at efterhånden bliver alting digitaliseret, og at det er kun et omkostningsspørgsmål om hvornår det bliver billigt nok. Mange store dagblade er blevet digitaliseret, tilmed med tilføjelse af søgeparametre, så man rent faktisk også kan finde frem til de ting man leder efter.
For et par år siden sagde Børge Ring noget i denne retning til mig, citeret efter hukommelsen ’Sig til når de har digitaliseret de gamle årgange af Familie-Journalen. Jeg kunne godt tænke mig at genlæse ’Blade af to lystige fætteres rejsedagbog’.’ Det var en tegneserie fra tyverne, som han kunne huske fra sin barndom. Lige nu fordansker jeg nogle af striberne fra hans serie ’Distel’.
Selv om jeg endnu ikke er så gammel som Børge kan jeg godt huske den glæde jeg havde ved at læse tegneserierne i gamle indbundne årgange af Familie-Journalen, der lå på enden af slagbænken hjemme på den fædrene gård i Årup ved Hammershøj. Når jeg var med mine forældre på besøg dér og havde faret rundt og forskrækket høns og grise, køer og får og set hestene blive vandet ved vandtruget i midten af gårdspladsen, så blev man træt og var moden til at slappe af med de gamle tegneserier i petroleumslampens skær. Nej, nu skal jeg heller ikke overdrive romantikken. De havde fået indlagt elektricitet der på gården.
I vore dage er humoren blevet mere hård. På TV ser man serier og stand up komikere, der tilsyneladende ikke har meget andet at byde på end endeløse variationer over bemærkninger omkring sex. På visse serier er disse ’sjove’ tekster underlagt med en høj glammen af dåselatter, så de åbenbart altædende men åbenbart tumbede humornørder også bliver mindet om alt det sjove de skal deltage i at grine med på, når man nu fortæller dem, at alle de lalleglade klakører de har kopieret ind på lydsporet synes det er åh så grinagtigt.
I trykte serier undgår man heldigvis lyden, men tonen er blevet mere rå. Wulffmorgenthaler fra Politiken er et eksempel på dette. Et anden er Morten Ingemann fra Ekstra Bladet. Ud over de undertiden perfide pointer er det åbenbart nødvendigt, at tingene er tegnet så grimt som muligt. Jeg tror det er sandt. Hvis man tegnede mere afdæmpet til de grove vitser ville tingene ikke passe sammen. Man er nødt til at overdrive vildt i grafikken for at kunne slippe af sted med de grænseoverskridende pointer. Vores normalitet er kørt træt. Vi skal have mere og mere ekstreme påvirkninger for at synes at noget er værd at reagere på. Næsten som narkotika, der skal tages i stadig stærkere doser for at blive ved med at virke.
Det går lige indtil tingene slår om og folk har fået nok. Så kan gammeldags blødere tilgange til tilværelsen måske få en genopblomstring. ’Poeten og Lillemor’ var da i grunden ret sjove, var de ikke? Eller ’Livets gang i Lidenlund’? Eller ’Nullerten’?
Da jeg selv havde lavet mit bud på en avistegneserie og efter flere års forberedelse gennem den tålmodige journalist Kjeld Lund havde fået en fod inden for hos ’Morgenavisen Jyllands-Posten’ med min daglige strip ’Zenit’ dukkede der snart en sælger op på min dørtærskel. Min serie var ikke nogen humorserie, så det var måske grunden til at ’PIB’ ikke kom først. Willy Falkman var repræsentant for pressebureauet ’BULLS’ som også var aktør på det danske marked. Det bureau havde hovedkontor i Sverige og havde licensen på distribution af serierne fra ’King Features Syndicate’ i Nordeuropa.
Jeg kendte godt til deres sortiment og var vel også en smule benovet, så jeg indgik en distributionsaftale med Willy. Jeg undlod dog at skrive under på at de også skulle have førsteret til alt muligt andet jeg måtte skabe i fremtiden, for det var jeg trods alt lidt betænkelig ved. Jyllands-Posten gav mig kr. 25 om dagen for en ny strip. Det havde de nemlig givet for de danske rettigheder til ’Agent Corrigan’ som de opsagde. Lidt stolt var jeg over at vippe Al Williamson af pinden.
Men min glæde varede ikke ved. Selv dengang i halvfjerdserne kunne jeg ikke lave en stribe for 25 kr. om dagen og BULLS fik ikke solgt min serie over den ganske verden. Jeg ved ikke engang om de prøvede. Der var som det ofte er tilfældet i kontrakter ikke noget om, hvad forlaget eller bureauet skulle gøre til gengæld og bevise det. Det var tidligere heller ikke nødvendigt. Tingene solgte næsten sig selv så længe de altså gjorde det.
Men ’Zenit’ fik alligevel betydning. Gennem den fik jeg kontakt til Janne Lundström på ’Semic’ redaktionen i Sverige, og hans chef, Börje Nilsson, indbød mig til at komme til Sundbyberg. Straks efter min lærereksamen drog jeg nordpå og arbejdede faktisk i et par år på ’Semic’s redaktion med ombrydning og tiltegning på amerikanske spændingsserier, som skulle trykkes i svensk udgave i de blade, som nu helt er forsvundet fra markedet.
Allerede i halvfjerdserne sukkede chefredaktøren Ebbe Zetterstad over seriebladenes deroute men søgte grunden i konkurrencen med et andet seriebladsforlag, ’Williams’. Der var af den grund for mange titler på bladmarkedet, og det rettede sig noget da ’Semic’ vandt konkurrencen og moderselskabet købte ’Williams’. Netop da jeg var på ’Semic’ flyttede medarbejderne fra ’Williams’ ind på den anden side af trappeopgangen i ’Semic’s redaktionshus. Det kan man læse mere om i artiklen ’Sverigesårene’ på min hjemmeside www.freddymilton.dk
Det var dog ikke kun et konkurrencespørgsmål med en anden udgiver at oplagene begyndte at falde. Tilbagegangen fortsatte selv om jeg forlod ’Semic’. Den nedtur fortsatte alt som konkurrencen med andre platforme øgedes.
I løbet af firserne skærpedes underholdningsudbuddet med alt det, der kom på video foruden det øgede antal TV kanaler. Desuden kom internettet ind i billedet og nu gør mobiltelefonerne sig gældende som en allestedsnærværende underholdningsfaktor folk gør brug af. Vi har tilmed i vores forening af danske tegneserieskabere lavet en App, der skal muliggøre læsning af tegneserier på mobiltelefonen. Fagre nye digitale verden.
Det publikum der i halvfjerdserne læste tegneserier bruger nu deres tid på noget andet, ofte noget der bevæger sig på en skærm og har lyd. Humorserierne klarer sig trods alt stadigvæk. Det de tilbyder er ikke på samme måde blevet udkonkurreret som de fortsatte fortællende tegneserier blev det. Man kan stadig slippe af sted med at trykke ’Basserne’ og konsorter på papir, men gad vide hvor længe, inden man også skal lede efter dem på nettet...