Horoskoper, overtro og spøgelser
tilbageForleden så jeg en engageret dokumentarudsendelse om en dansk filmskaber, Gabriel Axel, vistnok genudsendt i forbindelse med hans bortgang. Han blev 95 år. Det slog mig, at han var frisk og optimistisk og med usvækket virkelyst selv om han var over 90 år gammel da udsendelsen blev optaget. Han har rødder både i Frankrig og Danmark. Han sad på et tidspunkt på en bar og snakkede med sin gamle ven, Claude Chabrol, der er også er en af dem, man kalder ’auteur’ i Frankrig.
’Når jeg bliver hundrede har jeg tænkt mig jeg vil lave min sidste film’.
Chabrol kiggede ned i vinglasset og rystede det let.
’Når jeg bliver hundrede vil jeg lave mine sidste ti film.’
Det var morsomt, fordi de begge var kendt for at være ganske produktive, Chabrol tilmed med et forbavsende konsistent højt kvalitetsniveau gennem sin lange karriere. Jeg slog efter på nettet og noterede mig Axels lange række af film. De var måske ikke alle lige vellykkede, men han var den første til at vinde en Oscar for en dansk spillefilm, hvor han trak på sin dobbelte kulturbaggrund i Danmark og Frankrig.
Til det sidste arbejdede Gabriel Axel på at få finansieret filmatiseringen af endnu en Karen Blixen historie, men det nåede han så ikke. Måske tøvede folk også med støtte fordi han til sidst var så gammel, at man måske ikke ville tiltro ham at kunne klare en ny krævende filmindspilning. Adspurgt om alle afslagene anslog han en henkastet holdning, at man så bare måtte stille op i køen endnu engang, det var han så vant til. Det påvirkede ikke hans humør.
Jeg kom til at føle en dyb sympati for Gabriel Axel. På en måde havde jeg det selv på samme måde. Det afgørende er at have gang i noget og gøre sit bedste og håbe på at det bliver påskønnet. Men afgørende er det på en måde ikke for lysten til at fortælle. Jeg har ikke selv oplevet den store succes med mine ting, men jeg har overlevet i min branche, hvor jeg har været så heldig at jeg ikke behøver store summer for at få virkeliggjort mine projekter.
Jævnligt er jeg ovre for at besøge min gamle ven og skriverkollega, Jussi Olsen, og jeg fortalte ham sidst, at jeg var positivt overrasket over, at jeg på ingen måde misundte ham hans formidable succes, selv om vi begge har lysten til at spinde en ende.
’Det skal du heller ikke være. Så attraktivt er det ikke i længden’.
Det er selvfølgelig også let sagt af én, der har fået så hatten passer af opmærksomhed, men jeg kunne mærke han mente det.
Nu skriver jeg altså bøger, og jeg bliver mindet om, hvor det hele startede i min barndom, med fortælleglæden, som Anders Hjorth Jørgensen også bemærkede som noget afgørende positivt, da han nævnte mit debutalbum fra 1978.
Den fortælleglæde har jeg stadig, og nu kan jeg tilføje flere detaljer og nuancer fordi jeg ikke længere skal illustrere det hele i billeder. På den måde er det et nyt udtryksområde for mig, og det er en stor glæde, når jeg nu har tid og råd til det. Det er der så mange andre med kreative drømme som ikke har.
Netop som jeg var ved at skrive om en person, der havde mistet hukommelsen og var bekymret over de ting, han ville finde ved at genopdage sit tidligere liv, stødte jeg på kopier af en fortælling, jeg havde lavet for 45 år siden. ’Manden der glemte at huske’. Den havde jeg næsten glemt. Ganske amatøragtig men tydeligvis med samme umiddelbare glæde over at bringe en intrige til torvs.
Belært af nogle andre oplevelser i mit liv skulle jeg da lige se, om jeg havde det samme stjernetegn som Gabriel Axel, og det havde jeg. Sitet ’Imdb’ på nettet er leveringsdygtig i mange henseender. Og så opdagede jeg tilmed, at vi gud hjælpe mig havde den samme fødselsdag, den 18. april. Men så var han altså lige 30 år ældre end jeg. Tænk, hvis man kunne bevare sin livsglæde så langt oppe i årene.
Jeg tænkte også på en anden vædder, Carl Barks, der som 94 årig var på sejrsrunde i Europa og stadig havde en smittende lune. Men at spise wienerbrød med skinke havde jeg nu svært ved at tilgive ham ved morgenbordet på Hotel Phoenix.
Jeg er selv født på min fars fødselsdag. Tilmed en søndag, og søndagsbørn ER jo nu engang noget særligt… Min mor blev udmattet af al den postyr over at have sine og min fars mange søskende på besøg, så hun måtte gå hen og lægge sig og min far fik en fødselsdagsgave til.
Da jeg kom i skole blev der uddelt fødselsdagskort. Dengang startede skoleåret i april. En ny klassekammerat kom hen og gav mig en indbydelse. Han hed Bue og havde et lækkert skindbetrukket tornyster. Det var samme fødselsdag som jeg havde. Kortet kunne vist foldes frem når man åbnede det, eller noget kunne drejes.
Jeg tog kortet med hjem og spurgte min mor, om jeg så ikke også skulle dele fødselsdagskort ud til min fødselsdag? Hun svarede nej, og jeg kan ikke huske forklaringen. Vi havde ganske vist ikke meget at slå til side med, og de penge kunne vel spares. Men så kunne jeg altså heller ikke gå til andres fødselsdagsfester. Det ville ikke være passende, for så skulle man ’gøre gengæld’. Det der med gengældsforpligtelser var en stor byrde for min mor, der ikke havde ret mange sociale brikker at flytte rundt med.
Senere kom jeg til at tænke på, at den virkelige grund nok var, at min mor var melankolsk og menneskesky. Havde en læge kigget på sagen havde hun måske fået en diagnose som depressiv. Det var hun i det mindste glad for ikke at være blevet belemret med. Hun havde ikke meget til overs for de stakler, der ikke kunne gøre for det nede på den lokale kolbøttefabrik, Statshospitalet.
Det at have ansvaret for en flok vilde drenge en hel eftermiddag var uden tvivl for meget for min mor. Bare tanken om hvad der kunne risikere at gå galt ville være tilstrækkeligt til at afslå den idé. Det kunne ellers være blevet sjovt. Jeg havde lidt prestige fordi min mor som ekstraindtægt havde en gul iskagebod med Premier Is ude i indkørslen.
Senere fandt jeg ud af at jeg udover at slaget ved Dybbøl foregik på den dato i 1864 også delte fødselsdag med en forfatter, nemlig Leif Panduro. Også han var yderst produktiv i en årrække specielt med TV spil, men han døde jo uden at blive ret gammel. I nogle år lagde han gaderne øde om aftenen, som det hed sig.
Dengang var der kun var en enkelt TV kanal og alle var tvangsindlagt til at kigge på det samme. Jeg husker stadig den første danske krimiserie af Panduro hvor Pouel Kern og Erik Paaske opdagede liget i fryseren. Nu har jeg selv en bog hvor der indgår et lig i en kummefryser som en vigtig ingrediens i handlingen, men det er ikke nogen krimi.
Når jeg overhovedet synes at det med fødselsdatoer er noget særligt, er det mest fordi jeg i en menneskealder havde en kone, der var meget optaget af horoskoper og alternative fænomener. Vi ofrede ikke de store summer, men man kunne allerede i 80’erne skaffe sig ret detaljerede computerhoroskoper, som vi bestilte til nærmere granskning. De var udskrevet på matrixprinter. Også der fik jeg bekræftet, at jeg som min far var utrolig arbejdsom og nærmest tørstede efter at have noget at rive i.
Vi fik dog ikke lavet noget parforholdshoroskop eller også ignorerede vi det, for det ville have vist, at vi rent faktisk ikke passede særligt godt sammen. Det fandt vi ud af i årenes løb, og det resulterede i en så vidt jeg kan bedømme lykkelig skilsmisse.
Jeg fulgtes ofte med min kone til de alternative messer, som hun ud over den årlige havemesse absolut måtte besøge. Her var sten og krystaller et trækplaster, og hun har stadig stor glæde af de helbredende kræfter de siges at besidde. Jeg måtte også indrømme, at hun var dygtig til at pendulere. Selv kunne jeg ikke uden at snyde få pendulet til at cirkulere, men det kunne hun, og ved at stille de rette spørgsmål lykkedes det tilmed at finde genstande, der var blevet borte i huset.
På messerne var der også gratis smagsprøver på alternative behandlinger som clairvoyance, healing og håndaflæsning, irisanalyser og auramassage. Folk på begge sider af skranken lod til at gå ind for de mystiske grænseoverskridende fænomener, og for nogle lod de altså til at virke.
Jeg var selv overrasket over, at en håndaflæser kunne fortælle mig, at jeg havde været mere end normalt knyttet til mit barndomshjem og min slægt. Det var nemlig sandt, men jeg mente ikke hun kunne aflæse det på min fremtoning på anden måde.
I mange år sov vi med en syvstjerne under dobbeltsengen, og vi tjekkede om vi sov over problematiske krydsende vandårer i jorden, vandårer som man også kunne udforske med bøjede stykker ståltråd i løse holdere, så de kunne gøre udsving. Det behøver altså ikke være pilekviste som i gamle dage.
Hen mod slutningen af vores parforhold kom tarot ind i billedet som en daglig foreteelse. Her havde min kone god brug for lidt hjælp fra det overnaturlige som vejledning til hvad hun skulle vælge at gøre. Heldigvis slog hun sig ikke sammen med den fattige udenlandske indvandrer i Jylland, for så ville samværet med min dengang meget unge datter være blevet besværliggjort. Han var ellers på horoskopplanet den perfekte sjæleven for hende.
Jeg kimser ikke ad folk med hang til det overnaturlige, selv om den tanke at give mange penge for et aggregat, der kan magnetisere vand og gøre det sundere, ligger uden for min fatteevne. Metodikken med at skæbnen afspejler sig i teblade og kaffegrums er også for langt ude til at jeg kan forholde mig til det på en accepterende måde.
Jeg har det også svært med numerologi, hvor man kan oversætte bogstaver til tal og så lave tværsum af cifrene til du ender med et tal mellem 1 og 10. Hvert tal har så sin fortolkning og skæbnemæssige betydning. Nogle siges at flytte fra husnumre med tværsummen 8, fordi de er dårlige at bo i, og folk laver om på stavningen af deres navne eller udskifter dem helt for at opnå mere lykkebringende navne. Den slags kan jeg slet ikke acceptere som en måde at tilrettelægge sit liv på.
Jeg mindes Carl Barks’ ultimative kommentar til den slags fænomener i den klassiske historie ’Platismen’ hvor man prøver at leve livet ud fra de valg man gør ved at slå plat eller krone. Men Barks er en finurlig moralist, der lader en dør stå åben for fortolkning. Det sidste valg som Anders And gør, fører til at han i sin søgen efter den svindelagtige sælger skal vælge mellem to døre. Da der er dårligt lys i gangen, ser han forkert på mønten og banker på den forkerte dør og får en opsang af Andersine med en fin grafik, der viser kvinders rapkæftethed. Havde han aflæst mønten korrekt, havde platismen faktisk ført ham til målet.
Sådan har jeg det også. Jeg er skeptisk over for det vi ikke kan opfatte med vores sanser, men jeg ved at både syn og hørelse er begrænset af vores sanseapparat. Uden for det synlige eller hørbare spektrum fortsætter spektret til begge sider med svingninger vi ikke kan opfatte, og er det ikke lidt nedladende på forhånd at udelukke, at de dele af spektret ikke også viderebringer signaler og oplysninger, som vores begrænsede sanseapparat blot er for indskrænket til at kunne opfatte? På den måde holder jeg en videnskabelig kattelem åben for alternative fænomener, der måske ville kunne underbygges af informationer, som blot går vores indskrænkede sanseapparat forbi.
Jeg tror således fuldt og fast på spøgelser.
Jeg så på et tidspunkt i flere omgange de programmer på ’Zulu’ og ’TV3’ der handlede om spøgelser. ’Åndernes Magt’ og ’Klarsyn’ var navnet på de første ombæringer. At opleve at folk der føler sig utrygge i deres hjemsøgte huse og lejligheder kan få fred for spøgelserne ved at få besøg af et medium, der kan vise dem vejen og få dem til at gå ad den lysende tunnel over til Den anden Side var hver gang en stor oplevelse.
Der var som regel et modtageligt individ for disse poltergejster i husstanden, oftest en kvinde. Men selv om den ufølsomme partner ikke troede på fænomenerne, måtte vedkommende indrømme at mediets besværgelser virkede. Husene blev meget rarere at bo i efter at de uvelkomne usynlige bofæller havde opgivet hjemmet som tilholdssted.
Det er dog ikke alle medier, der har et stort hul igennem til den anden side. I København er der en clairvoyance skole, og den tanke at gud og hvermand skulle kunne lære sig den gesjæft ligger mig fjernt. Her tror jeg virkelig der er tale om medfødte talenter.
Marion Dampier Jeans er helt troværdig som medium. Selv om hun ikke har fået at vide, hvem hun skal besøge i en husblok med spøgelser på loftet, så styrer hun med faste skridt hen mod indgangsdøren til den rette adresse. Hun kan altså noget helt særligt. Gad vide, om hun faldt ned og slog hovedet som lille? Det gør en af personerne i en bog jeg skrev forleden.
De hvileløse spøgelser, som skal hjælpes over på den anden side, er som regel kommet skævt ud af deres liv her på Jorden. Der er et eller andet, de ikke har fået gjort færdigt, eller også har de gjort noget, de er kommet til at fortryde og ikke har kunnet få rettet op på i tide. Derfor vandrer de rundt i det mellemlag mellem tilværelsen på Jorden og det hinsidige, Limbo, som jeg også har valgt som navnet på det forlag i Wisby forlagsgruppen, der udgiver mine titler.
Spøgelser, genfødsel og efterlivet inspirerede mig til figuren Pamfilius, der er skytsånd i Sjæletjenesten i Den syvende Himmel. I ’Amalie og skytsånden’ går han til hånde og hjælper dem, som har problemer på sjæleplanet. Jeg har skrevet yderligere tre bøger med ham, og de vil udkomme efterhånden. Jeg er lidt tøvende med at nævne, at jeg tidligere har brugt den figur i anden sammenhæng, for det vil være bedst hvis folk selv danner sig deres eget indre billede af hvordan han ser ud.
Jeg har tænkt en del over, hvordan det fungerer med det alternative. Måske er det en form for selvsuggestion, som virker uden at formidleren behøver være så kyndig. Mange føler sig kaldede i den branche, men få er udvalgte. Det at man finder kyndige folk og fuskere i faget blandet imellem hinanden, fordi emnerne undslipper sig jordisk kontrol og analyse gør jo, at hvem som helst kan påstå at være guide eller kanal til noget alternativt, og hvad skal man så tro på? Men uanset hvad, er der mere mellem himmel og jord. Akupunktur virker åbenbart også, men ingen ved rigtig hvorfor.
Et punkt som interesserer mig uden at jeg går så meget op i det, er spørgsmålet om biorytmer. Da jeg blev præsenteret for fænomenet, begyndte jeg at indtegne sinuskurver på en årskalender og lagde mærke til, hvornår de tre kurver toppede samtidig. Det lykkedes mig at skrive en, synes jeg selv, vellykket bog under sådan en session, men jeg har også følt mig inspireret på tidspunkter hvor kurverne for min psykiske, fysiske og intellektuelle formåen absolut ikke er i top. Jeg bruger det nok nærmere som en slags undskyldning for at tage mig sammen til at få noget klaret, hvis biorytmerne tilsiger mig, at jeg burde føle mig oplagt på det pågældende tidspunkt.
Nu kommer jeg fra en udtryksform, hvor fantasi og groteske hændelser er væsentlige midler i historieskrivningen og præsentationen. Lige som i film er overnaturlige eller uforklarlige fænomener elementer i værktøjskurven, når man skal skrue en spændende intrige sammen. Derfor var der naturligt nok også en del af disse virkemidler i mine første bøger, men på det seneste har jeg ændret prioritering og koncentreret mig mere om realistiske og plausible motiver.
Der er desværre den ulempe ved at gøre alternative fænomener så fremtrædende, at publikums opmærksomhed henledes mod disse elementer og der bliver mindre tid til at fokusere på menneskers realistiske reaktioner og udtryk. Da bogmediet efter min mening er bedst til at formidle nuancerede virkelighedstro fænomener, er det naturligt at koncentrere sig om disse forhold når man tilrettelægger sine intriger. De bøger jeg skriver i dag er således vægtet anderledes end dem jeg skrev for nogle år siden.
Men jeg tror stadig på spøgelser og at der er uforklarlige forhold, der påvirker os specielt på kritiske tidspunkter i vores tilværelse. Så ikke alt det overnaturlige er overtro i mine øjne.