Hjemmet
tilbageMin endnu ikke udgivne roman, Tilbagekomsten, fortæller om en ung mand, der ser sit barndomshjem igen efter mange års fravær. Det er en selvbiografisk beskrivelse af mit eget hjem, så jeg vil citere det her…
'Jeg nærmede mig mit bestemmelsessted og gik ud i mellemgangen for at være parat, når toget standsede. Det kørte planmæssigt ind til perronen uden forsinkelse. Der var ikke mange, som skulle af, men det var også et af de mere ubekvemme tidspunkter.
Jeg gik langs perronen og kom forbi den gamle ventesal, der nu var lukket. Her havde der været en velassorteret jernbanekiosk i gamle dage, og det var her man skulle gå hen, hvis man ville købe de mere sjældne tidsskrifter og blade.
Der var kommet en svømmehal på den gamle banegårdsplads, og der var bygget en helt ny busterminal. I gamle dage havde der været en rutebilstation skråt over for stationen, men den var nu flyttet over bag toldvæsenets gamle vejerbod, som formentlig var fredet og derfor ikke sådan bare lige kunne rives ned. Der var nu indrettet en stor jernbanekiosk som man så det på stationer overalt.
Jeg gik ad den stejle gade op til bybussernes terminal, der var lavet om samtidig med, at en masse smalle veje i byen var blevet ensrettede. Der kom jeg forbi den kælderbutik, hvor jeg i min barndom havde købt brugte tegneseriehæfter og lommeromaner. Den var nedlagt nu. Et skilt på døren fortalte, at butikken kunne lejes.
Den gamle marskandiser var sikkert død. Det var heller ikke sært, for han var allerede gammel da jeg var dreng. Der stod stadig ’Antikviteter’ med gammeldags hvid skråskrift diagonalt på ruden i døren. Et meget ambitiøst navn, som stedet på intet tidspunkt havde kunnet leve op til. Brugte ting var hvad det var.
Det var hver gang en glæde at træde de fire skridt ned til hans samling af gamle ting og tage mankolisten frem og finde manglende hæfter til min samling. For de sparsomme lommepenge fik man en pænt stor bunke, man kunne fornøje sig med i mange timer.
Nu var denne form for underholdning ved at være udkonkurreret af film på video og det stadigt stigende antal kanaler i fjernsynet. Lidt vemodigt at opleve, for flere af disse gamle seriehæfter bød på glimrende oplevelser, der på mange måder var mere originale end tilbuddene på TV.
Turen med bussen gik forbi kirkegården. Den gamle romanske kvaderstenskirke lå på skrænten ned til vandet, og det hældende terræn gav et smukt blik over et landskab, hvorfra der fra var vidt udsyn over den del af byen der lå på den anden side.
Blandt gravstederne ville jeg sikkert kunne finde mange af forældrene til skolekammeraterne i min barndom. Vores forældre havde nået den alder, hvor man uden forbavselse bemærkede sig det ene frafald efter det andet.
Omlægningen havde lavet helt om på busruterne, og der var kommet veje til, hvor der før kun havde været stier. Den gamle branddam var helt borte. Det var her drengene stod til søs i joller og tømmerflåder og kæmpede i stribede bluser som pirater og fribyttere med sorte dødningehovedflag, træhuggerter og klap for øjet.
Nu var det hjørne inddraget som en del af en omfartsvej til et nyt boligkvarter, hvor vi tidligere havde gnasket kålrabier om efteråret. Og en af de marker, hvor vi løb rundt og legede cowboys og indianere eller Davy Crockett var nu plastret til med parcelhuse og lave boligblokke. Men så måtte ungerne vel bare søge længere væk for at finde steder til den slags.
Skønt det gjorde man vel slet ikke nu til dags. Børnene gik sikkert i en eller anden ungdomsklub eller sportsforening i stedet for at samles i de drengebander, der kæmpede mod hinanden efter skoletid i omegnens skove og på de store engstrækninger.
Det gamle kvarter kunne jeg sagtens genkende. Der var trods alt tale om et solidt villakvarter fra efterkrigstiden med huse, opført inden man begyndte at sjuske med byggeriet dengang typehusenes massefabrikation kom på banen. De holdt måske ikke mål med den senere tids normer for isolering, men grundlæggende var der tale om bygninger af gode solide materialer, der kunne stå til evig tid om så skulle være, med ringe udgifter til vedligeholdelse.
Nogle af villaerne var blevet indrettet til banker og foreningshuse, og der var kommet en ejendomsmægler og et advokatkontor, fordi området var godkendt til både beboelse og liberalt erhverv. Og så var der naturligvis også de uundgåelige grillkiosker, der skød op som paddehatte overalt.
Der var kommet et busstoppested lige i nærheden af min fars hus, så jeg kunne køre næsten til døren. Jeg stod af sammen med andre passagerer, jeg ikke kendte. Det var folk, som var kommet til efter at jeg var flyttet fra byen. Det var med spænding jeg nærmede mig det sted, der var forbundet med både triste og glade minder.
Når man ikke har set sit barndomshjem i mange år, er der flere ting, man lægger mærke til, som man ikke skænker en tanke mens man stadig bor der. Hvor lurvet og nedslidt det i grunden var. Men nu havde far heller ikke ofret noget på vedligeholdelsen efter at han var blevet alene og gangbesværet.
Huset var et solidt og tillidvækkende gammelt murermesterhus, som det lå der på den tilgroede grund. Pudsen var ved at skalle af på de murede udhæng, men der var ikke noget direkte faldefærdigt over udseendet, selv om det måtte være mere end halvtreds år siden, der var ofret noget på det udvendige. Tegltaget var tyndslidt men sikkert i orden.
En ejendomsmægler ville lægge mærke til, at huset lå lige lovligt tæt på den befærdede vej. Sådan var det blevet, fordi amtet i min barndom havde valgt at udvide vejen til at kunne bære tungere trafik, og så skulle der også være cykelsti og fortov. Det beskar forhaven alvorligt, og efterfølgende kunne den øgede tunge trafik høres tydeligt i de rum, der vendte ud mod vejen. Nå, det kunne i vore dage afhjælpes med at skifte til lyddæmpende ruder.
Der var kommet en rampe op til fortrappen. Det havde kommunen bekostet. I nogen tid havde far siddet i kørestol som følge af de stadigt tydeligere bivirkninger af hans knogleskørhed. Han fik regelmæssigt besøg fra hjemmeplejen, der hver dag sikrede sig, han nu indtog sine piller som han skulle. Hvis han ikke var blevet indlagt, var hans næste stop nok blevet plejehjemmet, og det ville sikkert også blive fremtiden for ham, hvis han kom sig over den koma, der nu havde gjort ham sengeliggende.
Jeg gik om i haven, hvor brombærrene havde erobret det hele. Det var næsten ikke til at komme frem, og jeg blev stukket flere gange af de lange filtrede ranker, der bredte sig hid og did.
I et hjørne lå der stadig et lille drivhus, men der var helt overgroet med vedbend. Ved siden af stod der de gamle frugttræer, som ikke var blevet beskåret i umindelige tider. Frugterne måtte være ganske små, men ingen havde heller bekymret sig om dem i mange år. Her trængte afgjort til en kærlig hånd.
Og så var der den stump af den gamle jernbaneskinne, der tidligere var den solide støtte for den flagstang, der dengang hørte til ved ethvert ordentligt hus. Man skulle jo hejse flaget, når der var fødselsdag eller højtid, og man skulle også kunne vise denne eller hin nabo den sidste ære ved at sætte flaget på halv stang når han faldt bort. Nu var den tradition forsvundet, og man så kun folk sætte de små flag af plastic eller papir ud omkring havelågen, når et barn havde fødselsdag.
Noget som lod til at trives var blokkene med purløg. Flere meter purløg bredte sig lysteligt på bekostning af rækker med jordbær, der næppe havde givet bær i flere år. Og et nyere frugttræ med sveskeblommer lod til at trives i hjørnet ved garagen.
Fra førstesalen var der en udgang til det flade tag over tilbygningen. Rækværket af bølgeglasfiber var ganske vist blæst i stykker, og flere af metalstolperne var også rustet og knækket, men det var herfra, jeg havde kunnet nyde udsigten over naboområdet i de sidste år inden byggemodningen.
Der havde tidligere været lange rækker af trædrivhuse, hvor et gartneri havde haft bær og blomster. Min mor havde haft et bijob dér en overgang, men det var forbi nu. Allerede inden jeg flyttede hjemmefra var området blevet udlagt til parcelhusbeboelse, og nu ville man næppe kunne se ud over andet end parcelhushaver med små plæner og staudebede.
Ekstranøglen lå hvor den plejede, så der ville ikke blive problemer med at lukke sig ind. Jeg gik om på gårdspladsen, hvor der stadig stod de faldefærdige rester af den gamle campingvogn, som far ikke havde kunnet bekvemme sig til at få kørt væk. Måske var det et udslag af en eller andet skjult form for sentimentalitet, for det stod klart for enhver, at den aldrig ville komme ud at køre igen.
Jeg tror far havde haft varme følelser for den vogn, fordi den mindede ham om en periode i min barndom, som var rimeligt afslappet, og hvor vi tog på ture til udlandet. Selv huskede jeg også tilbage på disse ture med positive følelser, for her var det lykkedes at komme bort fra den daglige trummerum med trykket stemning og resignation.
Jeg så mig om på gårdspladsen og indkørslen, hvor der burde være masser af ukrudt mellem fliserne, men der var forbavsende lidt af den slags. Kunne far ha fået hjælp til at klare det værste af havearbejdet? Kommunen ville givetvis ikke ha hjulpet med den slags, og det lå far fjernt at betale for at få det gjort, det ville føles som at smide penge ud af vinduet. Det var et af hans tilbagevendende udtryk, ligesom det med at fyre for fuglene, hvis man tillod sig at lufte ud i vinterhalvåret.
Jeg gik en runde omkring huset for at mindes min barndom. Alting forekom mindre, når man selv voksede op og fik et større perspektiv på tingene.
Jeg gik ind gennem kælderen, hvor døren i kælderhalsen var åben. Rummet under tilbygningen var fyldt med skrammel og ragelse. Dåser, spande og baljer, kabeltromler og dæk, brædder og planker, rør og ledninger, spånplader og kantlister flød overalt. Den slags rester bliver i vore dage kørt væk, fordi man ikke har plads til at opbevare det. Men min fars hus var stort, så det havde ikke været nødvendigt. Desuden hørte han til den generation, der havde svært ved at skille sig af med ting. Med en ungdom i efterkrigstidens nøjsomme tilværelse havde han lært, man aldrig vidste, hvornår der igen ville komme strenge tider og man atter kunne få brug for nogle af de gamle ting.
Fra rummet under tilbygningen førte en dør ind til kælderen under det regulære hus. Den var højloftet og lun, og der var fliser på væggene og terrazzogulv. Slet ikke nogen dårlig kælder.
Det første kælderrum havde været vaskerum, og senere var det overgået til at blive fyrrum indtil fjernvarmen blev indført. Det var fyldt med spande og baljer, og det gamle badekar var blevet flyttet herned. Det var også her potteplanter var blevet plantet om og ting hængt til tørre.
Der var desuden en kraftig bordplade, hvortil jeg havde spændt mit skabelonbræt, når jeg skulle lave en løvsavsmodel som barn. Det er vel den slags, som ungerne laver i sløjd i vore dage eller på fritidshjemmet, men hos mig foregik det her i kælderen, og jeg havde haft masser af skønne timer med at lave disse stykker legetøj, som vel lå gemt i en kasse et sted. De var ikke blevet smidt ud, så meget var jeg sikker på. Særlig stolt havde jeg været over et rigt forsiret vikingeskib, som var lavet efter en gammel løvsavsmodel klippet ud af Familie Journalen.
Det var også i dette rum stuefuglene havde stået. Jeg havde omsider fået lov at få nogle zebrafinker og en kanariefugl, men det viste sig, de grisede for meget oppe i stuen, så jeg måtte flytte dem ned i kælderen. Men der var noget, jeg havde misforstået. Jeg havde fået at vide, de skulle ha grønt, så hver dag hang jeg store mælkebøtteblade ind til dem, faktisk så mange, at det alvorligt hæmmede deres frirum i buret. Jeg må vel ha troet, de havde appetit som kaniner. Kaniner fik vi aldrig, men en overgang havde vi et stort akvarium i stuen.
Det næste rum havde været mit foretrukne kælderrum. Det var et værksted og hobbyrum med håndværktøj og redskaber, og i midten stod en stor høvlebænk, der nu var fyldt med dåser og krukker med søm og skruer, pakninger og fjedre, spændeskiver og beslag. Det var i grunden utroligt, man havde kunnet finde noget i alt det rod, men det var sikkert fordi at alt havde sin vante plads, at man overhovedet kunne finde rundt. Det var her, jeg sammen med kammeraterne havde lavet drager og flitsbuer som barn. Og kårder og daggerter, når vi legede Kaptajn Klo og Peter Pan. Vi var kommet til at skændes om det med kloen. Min ven mente det var højre hånd, kaptajnen havde mistet, for han havde læst bogen. Men jeg kendte kun til filmen, og der havde kaptajnen sin klo på venstre arm. Det var også efter filmen vi havde lavet masker af Kaptajn Klo og Peter Pan til disse dyster. Gamle stumper elektrisk ledning gjorde god fyldest som Kaptajn Klos spidse sorte skæg.
Jeg vidste af erfaring, garageporten ville være svær at åbne, så jeg gik tilbage hen til trappen op til stueetagen. Et lille rum til siden havde været madkælder, og her havde fra tidernes morgen været en madelevator, så man inden køleskabenes tid havde kunnet hejse madvarer fra køkkenet ned i den køligere kælder.
Her stod stadig hengemte sylteglas og henkogt frugt og flasker med patentpropper fyldt med saft fra havens bær. De vidnede om den tid, hvor husmødrene havde tid til køkkenhaven og bruge egne råvarer vinteren over. Et lille lager af vin og alkohol var der også i hjørnet. Jeg gik op ad køkkentrappen til den lille entre, hvorfra man kunne komme ind i køkkenet.
Jeg åbnede døren ind til det køkken, hvor dagens måltider blev indtaget under hele min tid i huset. Det var pænt stort med blågrønne lyse fliser og gulligt linoleumsgulv. Spisekrogen var praktisk at anvende, for så skulle tingene ikke bæres så langt, når man rettede an eller ryddede til side. På væggen hang stadig det gamle ur, men batterierne måtte være opbrugte, for det var nu gået i stå. Alt var ved det gamle bortset fra den nye mikrobølgeovn, hvor hjemmehjælperen må ha tilberedt de frosne middagsretter til min fars varme måltid. Jeg gik ind i det tilstødende rum.
Det slog mig med det samme, da jeg tændte lyset i stuen. Det blinkede et par gange og så bredte neonlyset sig fra det brede armatur i loftet. Det ene rør var ganske vist defekt, men det andet var også nok til at sende sit kolde lys hen over væggenes brunlige antiktapet og gulvets grå nedslidte Axminster.
Tidligere havde jeg ikke skænket det en tanke, stuens belysning var lige så kedeligt som henne i autoforretningen, men her havde min far været forudseende. For hans vedkommende var det et spørgsmål om at spare penge, og det var indiskutabelt, at kraftige neonrør faktisk gav den største mængde lys for de dyre kilowatt. Sådan noget som hygge og stilfuldhed i indretningen lå fjernt for ham.
Jeg kiggede op og så de to lange stålbjælker, der var blevet skruet fast under loftet i hver side som støtte for den løbekran, som hjemmehjælperne brugte, når de skulle hejse far fra kørestolen og over i sengen. Den var blevet flyttet fra det lille soveværelse og ud i stuen, hvor der var bedre plads til den slags manøvrer.
Derfor var stuebordet også blevet skruet fra hinanden og stillet væk. Jeg opdagede det senere i mellemgangen oppe ovenpå.
”Har du nu de smalfilm, vi skal bruge, knægt?”
”Jeg har tolv, og skulle vi få brug for flere, kan vi jo købe ekstra.”
”Er de ikke dyrere i udlandet?”
”Nej, jeg tror da nærmere de koster mere her.”
”Så er det vel ikke sådan noget billigt lampanniværk, der ikke kan holde farverne?”
”Nej, det er Kodachrome, og det er internationalt. Det skulle da være noget af det bedste der kan fås, og det har de overalt.”
”Nå ja, men så gør det jo ikke noget. Har vi de kort, vi behøver?”
”Ja, jeg har tilrettelagt ruten og delt den op i dagsmarcher.”
”Det er godt. Vi må jo ha et system i tingene, hvis vi skal nå det hele.”
”Der er jo ingen der siger, hvor meget vi skal overkomme. Med campingvognen behøver vi ikke reservere plads, og vi har ikke lovet nogen noget.”
”Nej, men vi vil jo heller ikke spilde tiden. Når vi endelig bekoster en dyr ferie til udlandet, så må vi sandelig få set så meget som muligt, så vi har noget at fortælle og vise, når vi kommer hjem.”
Mor kom ind ude fra gårdspladsen, hvor campingvognen var ved at blive fyldt med alt det, som vi måske kunne komme til at få brug for og som det ville være kreperligt, hvis vi havde undladt eller forsømt at tage med. Som nu det år, hvor vi havde glemt madkuløren og ikke kunne få noget i det sydlige Europa. Vi havde hele ferien måttet leve med en sovs, der ikke blev ordentlig brun.
”Er der nu nok i gasflasken, Harry?”
”Ja, jeg har lige været ude og ryste den, så vi løber ikke tør på de par uger.”
”Har du alle stængerne til forteltet?”
”Jeg har talt dem.”
”Og pumpen til luftmadrasserne?”
”Ja, ja, og jeg har også kontrolleret picnicbordet og klapstolene.”
Far var stadig lidt betænkelig omkring logistikken.
”Nu har du vel sammenholdt dagsetaperne med seværdighederne, knægt?”
”Jeg tror jeg har fået det til at passe. Der er både katedraler og markedspladser, drypstenshuler og vandfald, massekirkegårde og vindmøller og kanaler og planeterier og jeg ved ikke hvad.”
”Det er godt, knægt, for vi skal jo ha noget storslået på strimlen til familiesammenkomsterne bagefter.”
Jeg stod og kiggede i en af de scrapbøger med gullige blade og hvid rygspiral, som jeg hvert år havde fyldt med alle vores ferieminder i form af postkort og turistbrochurer, billetter, ølbrikker og etiketter, som jeg omhyggeligt havde samlet sammen, så jeg kunne lave en rejsedagbog, når vi kom hjem. For vores oplevelser måtte endelig ikke gå i glemmebogen, når de nu havde kostet så meget.
På hylden ovenover stod den ene 120m Super8 smalfilmspole ved siden af den anden med mine sammenklippede optagelser af alt, hvad vi havde set undervejs, og det var sandelig ikke småting. Jeg havde pligtskyldigt fyldt dem med den ene panorering efter den anden op og ned ad kirketårne og vandfald og fra side til side med udsigter over bjergkæder og søer, vinmarker og floddeltaer. Og linsen på vores Canon smalfilmoptager havde den moderne zoomfunktion, så jeg kunne supplere panoreringerne med at zoome ind på skilte, der fortalte, hvad vi nu kiggede på. Der måtte være en formue begravet i de spoler, for farvesmalfilm var dyre på den tid.
Når jeg en sjælden gang havde vendt optageren mod lidt af hjemmelivet på campingpladsen, havde jeg med en vis forargelse fået at vide, jeg skulle holde op med det. Hjemlige forhold kendte vi jo til i forvejen, så der var ingen grund til at spilde dyr råfilm på den slags. Det skulle forbeholdes de nye og spændende seværdigheder, vi havde planlagt at køre forbi og filme som perler på en snor. Vi kunne godt ha nøjedes med lysbillederne, hvoraf der også var æske efter æske, for der var ikke meget liv over indholdet af de feriefilm, og de få gange de var blevet vist, havde vennerne og familien da også kedet sig bravt, så længe Eumig’en summede og kastede den ene imponerende panorering efter den anden op på perleskærmen.
Jeg gik op i hjørnestuen ud mod vejen. Den var tidligt blevet slået sammen med mit gamle børneværelse til en stor stue, ’Den fine Stue’ kunne man måske sige. Den ambition om at ha en præsentabel stue til selskabeligt formål var noget, der gik tilbage til de landlige kår min far kom fra. Hans slægt stammede fra en gård i nærheden, som indtil tredivernes krise med frasalg af jord havde været en stor slægtsgård, næsten på proprietærniveau.
Der havde været seks sønner, og kun den ældste havde kunnet overtage den fædrene gård, så de øvrige blev gårdmænd, håndværkere eller forretningsfolk rundt omkring i regionen. Men en fin stue skulle man ha, det var en prestigesag.
Nu var det vist så som så med holdbarheden af den prestige, for ved at se mig omkring kunne jeg ikke få øje på mere end et par ting, som havde nogen værdi i dag. Og det havde også været begrænset med det selskabelige. Jeg kan kun huske nogle få tilfælde, hvor der havde været det liv i huset, som mange menneskers tilstedeværelse på samme tid uvilkårligt fører med sig. Det selskabelige behov fik far rigeligt opfyldt uden for hjemmet.
Mor afslørede i få øjeblikke medlevende følelser, når hun kom til at fælde en tåre over at se sørgelig film, hvor de optrædendes triste skæbne ikke kunne lade nogen uberørt. Min far afslørede aldrig blide eller varme følelser over noget som helst, og typisk kan jeg heller aldrig huske, de nogensinde rørte ved hinanden. I så fald ville jeg nok også ha undret mig over, de heller aldrig rørte ved mig. Min far har nok betragtet den slags som overflødigt føleri, man sagtens kunne være foruden. Det hørte ikke med i hans verdensbillede. Det kunne måske også hæmme én i forberedelsen til den ubønhørlige kamp for tilværelsen, som uvægerligt ville trænge sig på, når man senere skulle ud og gøre sig gældende på arbejdsmarkedet.
Nogen ville måske undre sig over, der faktisk var en hel del oliemalerier på væggene i den fine stue, dagligstuen og udestuen. Det skyldtes, at far på et tidspunkt ikke kunne få indfriet et tilgodehavende, og så havde han måttet acceptere, at skyldneren i stedet betalte med en række malerier han havde lavet. Derfor hang der en del landskabsbilleder rundt omkring, alle sammen af den samme maler, der havde været en fjern slægtning af familien. De var nydeligt udført men alle malet efter landskabsmotiver fra postkort. Der var intet personligt eller originalt over dem, men de var da ganske prydelige.
Hvad resten angår, var det meste forglemmelig brugskunst og kitch. Som vindmøllen forklædt som termometer, det sortmalede gipsrelief af en negerpige eller den cylinderformede bordlampe med den uendelige skovbrand. Skønt hvem ved, måske var noget af det virkelig blevet eftertragtet nu så længe efter?
At professionelle ikke anså tingene for værdifulde kunne jeg også se af det faktum, at der havde været indbrud. Ruden i døren til udestuen var fjernet, så tyven var kommet den vej ind. Men ved at gå tingene igennem kunne jeg ikke komme på noget, som manglede. Selv en pose med familiebilleder, han havde indsamlet, havde han fortrudt og ladet stå. Han havde vel indset, fotografiernes forsirede rammer aldeles ikke var af guld men kun billigt messing.
På en af hylderne i den pæne skabsreol i afsyret eg stod de ciselerede likørglas på brun fod, som kun havde været i brug ved et par festlige lejligheder. Der var også blevet plads til spisestellet i Kongeligt Porcelæn til i alt fald tolv personer med tilhørende fade, kander og sovseskåle. Jeg kunne vist kun mindes en enkelt lejlighed, hvor det havde været i brug.
I køkkenet var der derimod et umage sammenrend af forskellige slidte tallerkener, skårede kopper og varieret bestik, som vi altid havde brugt til måltiderne. Selv i køkkenet var der køkkentøj, som var finere end det andet og derfor var blevet stillet op på den øverste hylde i skabet til brug ved særlige lejligheder, som aldrig kom.
På de øverste hylder var der kagedåser, hvis oprindelse fortabte sig i en dunkel fortid og som sjældent blev brugt efter deres hensigt. Den eneste beholder, jeg havde en vis veneration for, var et aflangt metalrør dekoreret med et hvidt rudeformet mønster på rød bund. Den indeholdt som regel resterne af den sidste rulle Mariekiks, der var blevet åbnet, og den forhindrede faktisk kiksene i at blive bløde, selv om de fik lov at ligge der længe, for man kunne jo ikke bare sådan gå og spise kiks i tide og utide. Det var ikke ordentlig føde.
Jeg gik ovenpå for få et gensyn med mit værelse. Det var nu blevet et pulterrum med papkasser og gamle stole. Der var indtil flere gamle fjernsynsapparater, et af dem i teaktræskabinet med jalousilåger til at trække for om dagen, så det så pænt ud. Der var også et lille krydsfinersbord med en grøn Husquarna symaskine.
På hylderne var der endnu bunker af tegneserier og pocketbøger, og der stod også en fyldig samling af de bøger, der på et tidspunkt automatisk kom ind i huset med bogpakkerne. Men de tider er forbi, og det er ikke længere en honnet ambition af ha bøger i stuen. Det er i grunden synd, for hylder med bøger er alt andet lige noget af det smukkeste at ha stående op mod en væg.
Jeg satte mig ved min gamle skolepult og slog klappen op. Underligt, som fortiden slog én i møde ved sådan en handling. Alle de småting, som på et tidspunkt havde haft betydning for én. Æskerne med byggesæt af træ eller plastic, limflasken og lommekniven, fyrrelister og japanpapir til svæveflyene, det lille mikroskop, loddekolben til hobbyradioen og gulfilteret og blitzen fra det lille Kodak fotografiapparat.
Forsigtigt lukkede jeg klappen for det stjernedrys af nostalgi, der et øjeblik havde slået mig i møde. Skønne fjerne øjeblikke med materielle småting, man havde måttet skabe for sig selv i mangel af rigtigt liv omkring sig. Eller havde jeg bare været for fordringsfuld omkring den slags? Under alle omstændigheder slugte jeg i min barndom hundredvis af bøger af alle slags, spændende og morsomme, mystiske og eventyrlige, gribende og overstadige.
Da jeg på et tidspunkt var blevet fascineret af science fiction, skaffede jeg mig antikvarisk eller på tilbud så meget som jeg kunne overkomme i den genre, og da det var begrænset, hvad der var oversat, begyndte jeg at læse engelsksprogede pocketbøger. Noget lignende gjorde sig gældende, da jeg havde min periode med krimier eller humor. Jeg var vist en af de få, der havde en næsten komplet samling af John Dickson Carr og Mark Twain.
Jeg gik over til vinduet og ville trække rullegardinet op, men listen gik løs fordi det nederste af plastikken var blevet mørt og fjederen skulle strammes. Jeg kunne dog kigge ud. Jeg åbnede døren og gik ud på det flade betontag på tilbygningen. Der var ikke længere den vidtstrakte udsigt, jeg kendte fra min barndom, kun de nærmeste parcelhushaver kunne ses, fordi der nu også var kommet træer, der tog udsynet.
Jeg stod et øjeblik og nød den blide eftermiddagsbrise. Det var længe siden sidst, rigtig længe siden.
Inde i værelset undersøgte jeg min papmodel af ubåden Nautilen fra En verdensomsejling under Havet og derpå tog jeg det gamle svævefly ned, som hang oppe under loftet. Det var lidt støvet men ellers intakt. Jeg kiggede lidt ud langs det brede vingefang mellem de to flapper. Desværre havde vingestykket slået sig lidt. Den ville nok aldrig komme op at flyve igen.
Jeg gik over gårdspladsen og hen til rulleporten bag den gamle campingvogn. En kile skulle fjernes først. Den havde været nødvendig for at porten sluttede tæt, for ellers slap der uønskede katte ind i udhuset.
I denne tilbygning stod der gamle plæneklippere og et par defekte kummefrysere foruden et udvalg af cykler, vinterdæk og haveredskaber. Der var også resterne af de vintersarte havevækster, man måtte tage indendørs før frosten satte ind, men som på et tidspunkt, da havearbejde blev opgivet, havde fundet deres endelige hvilested i deres sidste krukker og tønder.
Der var også nogle æblekasser med indtørrede rester af æbler fra Ananastræet og de utroligt velsmagende Grev Moltke pærer. De måtte have stået der i flere år. Ved siden af de lækre Victoria blommer var pærerne min yndlingsfrugt, og ingen af de industrifrugter man stødte på i nutidens grøntforretninger havde tilnærmelsesvis den smag og sødme som barndommens frugter og bær.
Men så stod der også min gamle knallert. Det skulle ikke undre mig, om den gamle Diesella stadig kunne starte, for den havde jo været indbegrebet af pålidelighed. Den lignede en motorcykel med det lange dobbeltsæde, hvor der var plads til en ekstra passager. Men motoren var blokeret, så den ikke kunne køre så hurtigt, som man havde lov til i udlandet. Jeg havde ikke hørt til de lovløse unge, der var lykkedes med at omgå den blokering.