I 1981 fik jeg en morsom opgave som oversætter for Interpresse. Jeg blev bedt om at skrive den danske tekst til serien ”Håbets Allé 13”, som skulle trykkes i et nyt blad, ”Gammeldags Romantisk Magasin”, som man håbede folk ville købe. Man udgav i forvejen novellebladene ”Dr. Robert Steffen” og ”Lægeromanen” med et vist held, og på forsiden af det nye tegneserieblad reklamerede man med tegneserieudgaver af Barbara Cartlands romaner. Desuden var der veletablerede soap opera serier som ”Julia og Eva” og ”Dr. Kildare”, så den skulle vel være hjemme?
Men publikummet til den slags serier i magasinform var åbenbart ikke længere til stede i fornødent omfang, for udgivelsen stoppede efter fire numre. De mere marginale tegneserielæsergrupper var allerede ved at falde fra som publikum til seriehæfter, noget man også erfarede ved udgivelsen af ”Kystbane Comics”.
Når jeg fik en rar fornemmelse ved opfordringen til at skrive dansk tekst til den gamle franske klassiker, var det nok mest fordi jeg havde fulgt den uge efter uge gennem udgivelsen i ”Hjemmet” i begyndelsen af tresserne. Så der var nostalgi forbundet med opgaven.
I slutningen af halvtredserne havde den franske avis ”France Soir” begyndt publiceringen af Stan Drakes veletablerede romantikserie, ”The Heart of Juliet Jones” (Julia og Eva) men det kunne jo ikke nægtes, at den forekom lidt for amerikansk for franske læsere på den tid. Så ville det ikke være mere oplagt at lave en tilsvarende fransk romantikserie, der viste franskmænd i hjemligt miljø og med en tankegang og prioritering som var mere velkendte og lettere at identificere sig med for en europæisk læserkreds?
Resultatet blev ”13 Rue de l’Espoir”, som startede i ”France Soir” i september 1959 og fortsatte hele vejen op gennem tresserne for at slutte med stribe nummer 4139 i oktober 1972. Hensigten blev til overmål opfyldt. ”Håbets Allé 13” er et unikum. Den giver et interessant indblik i livet i tressernes Frankrig, og - som den europæiske serie den er - for en stor del i tilværelsen i Europa helt generelt i den periode. Den skal selvfølgelig læses med historiske briller i dag, men gør man det, så bliver man præsenteret for en stor del af den tankegang og det moralske kulturgods, der stadig blev respekteret i en periode, hvor kvinderollen for alvor blev genstand for debat. Historierne blev skrevet af Jacques og Francois Gall og man kom rundt både i fashionable og jævne kroge af det franske samfund. Men den vigtigste grund til, at ambitionerne lykkedes, er at visualiseringen blev lagt i hænderne på Paul Gillon, som nok har været den dygtigste europæiske serietegner, når det drejer sig om at levere en realistisk kontemporær serie i traditionel akademisk udformning. Denne serie er simpelthen hans hovedværk, men han var ikke nybegynder, da han startede på ”Håbets Allé”. Han havde således lavet serien ”Fils de Chine” i ”Pif” inden da. Leksikale oplysninger vil fortælle om andre serier, som han har lavet før og især efter afslutningen af ”Håbets Allé” men ingen rammer den præcision i disciplineret dokumentarisme, som præger denne avisstribe fra begyndelsen til slutningen, og hvor Gillon viser sig som en uovertruffen mester.
I 1980 blev første del af sagaen genudgivet på fransk i et telefonbogsagtigt format, og i 1982 kom den sidste del i en udgivelse af næsten samme omfang. Det er fra første bind at Interpresse fandt repromaterialet til de første 264 striber, som de nåede at aftrykke i sort-hvid inden ”Gammeldags Romantisk Magasin” måtte lukke efter kun fire numre.
Men fra nr. 13 i 1964 havde ugebladet ”Hjemmet” begyndt udgivelsen af sagaen med fem striber om ugen som en side i bladet, og her fortsatte man kontinuert til stribe nummer 662, hvorefter man fra de følgende tre ugers striber hjemmestrikkede en romantisk slutning, så Francoise Morel (på dansk Marianne) kunne blive gift med en af sine vekslende kærester i den danske udgave. For når den slags sker, er eventyret jo slut. Så megen klassisk romantik konvention overlevede stadig i mediernes dramalogik i begyndelsen af tresserne.
Jeg har til denne udgave af den danske version af serien kombineret starten i sort-hvid fra ”Gammeldags Romantisk Magasin” med den påfølgende del i farver fra ”Hjemmet”. Serien startede i ugebladet i sort-hvid og kort efter blev den suppleret med en rød staffagefarve og gråtoner i ”Hjemmet” inden man gik over til en koloreret udgave. Det kunne man godt have undladt, for serien præsenteres perfekt på den måde som den er tænkt, nemlig i en sort-hvid dagbladsudgave. Jeg har scannet farvesiderne i sort-hvid, hvilket ser pænest ud. I ”Hjemmet” er der tilføjet en smule i længden af hver strip for at den samlede sidelayout med fem striber kan bringes til at passe med sidelayoutet i ugebladet. I starten var striberne lidt højere og blev beskåret i højden i ugebladet. Hvis læserne synes, at nogle streger er lidt grovere end konverteringen til dybtryksrotation kan forklare, så er årsagen den, at man på redaktionen har retoucheret gråtonernes rasterpunkter fra avisstriberne bort inden farvelægningen. Det skal lige tilføjes, at ”Håbets Allé 13” også blev til en spillefilm i 1962 med titlen ”La Gamberge”. Den har en anden legendarisk Francoise i hovedrollen, nemlig Francoise Dorleac. Hun omkom i en ung alder ved en trafikulykke, men hun havde en søster, som modvilligt lod sig trække ind i skuespillerfaget, hvor hun blev verdensberømt. Men det er en helt anden historie...