Om grimhedsæstetik hos DR
af Freddy Milton

Jeg er lidt ked af at komme med dette indlæg, og jeg er gået omkring mig selv i lang tid inden jeg har fået taget mig sammen til at sende mit bidrag.
Sagen er jo den, at jeg er vældig glad for de mange gode dokumentarprogrammer, som DR producerer, og langt hen ad vejen bliver materialet også fremlagt på en sober og vederhæftig måde. Men en gang imellem indsniger der sig en fejlplaceret smartness, som kan minde om videoer på MTV, og det har ikke baggrund i udsendelsens indhold, tværtimod.
Selvfølgelig har jeg også gjort DR opmærksom på miseren dog uden reaktion, og når jeg præsenterer den her, er det mest for at andre seere kan lægge mærke til de samme ting og måske bakke mig op i, at man har begået en beklagelig fejl og derfor reagerer på det. Med flere tilkendegivelser vil DR måske blive mere opmærksomme på tingene og være mere opmærksomme på den slags fejlskøn i fremtiden.
Jeg kunne godt citere fra programmernes creditlister, men lige meget med det. Thomas Hougaard er formentlig den ansvarlige, men han har nok bare ikke fulgt med tiden og ladet de unge programteknikere gøre som de vil. Jeg synes dog at nogen bør påpege på disse valg og stille spørgsmål ved dem, så det forhåbentlig bliver rettet. Det kan nemlig sagtens lade sig gøre, det er tilmed det letteste, for det drejer sig om ting, man bare skal undlade at tilføje.
Det startede faktisk for flere år siden, hvor jeg fulgte en serie, som DR havde lavet om Sirius-patruljen på Grønland. Den er også blevet genudsendt. Der var undervejs nogle gamle sort-hvide filmklip i disse udsendelser. Dog syntes jeg dengang det var lige lovlig meget at tage de gamle strimler med helt til udløb. Der var flere steder kommet de runde hvide prikker med, som fremkaldelaboratoriet satte i slutstrimlen, og som man i gamle dage kunne se passere gennem kanalen i projektoren, hvis filmen fik lov at løbe helt ud.
Nu har jeg en mani med at optage udvalgte dokumentarudsendelser og beholde dem i et privat arkiv, hvis jeg som forfatter senere får brug for at genkalde mig visse oplysninger. Det gjorde jeg også dengang, så da jeg år senere fik mistanke, kunne jeg gå tilbage og bekræfte, at fænomenet allerede optrådte dengang.
Da jeg kiggede på mine optagelser af Sirius patruljen kunne jeg se, at det var de SAMME huller hver gang i slutstrimlen, og et andet sted, hvor samme klip blev genbrugt, var der ingen huller i filmen. Så fik jeg mistanke til andre finurligheder. Det var også de samme lodrette ridser efter slitage i de gamle klip, som blev gentaget, og de samme spor af støv og snavs kom igen og igen. Alt tydede på, at de gamle klip havde været af en bedre teknisk kvalitet men var bragt i en tilstand, hvor det så ud som om de af den kvikke tilrettelægger lige var blevet frelst i sidste øjeblik fra komplet tilintetgørelse i en gammel dåse med acetatfilm.
Senere har denne oplevelse gentaget sig og er blevet udbygget med et varieret galleri af æstetisk fup og bedrag. Man vægrer sig næsten ved at bruge ordet ’æstetik’ i denne sammenhæng.  I udsendelserne ’Danske Mord’ for eksempel med nervøs kameraføring og tilføjet tintning.  Jeg tror en bacille af grimhedsæstetik har bredt sig blandt visse teknikere i DR, hvor man ikke fra ledelsens side har stillet spørgsmålstegn ved handlemåden.  Man kan næsten ikke se en DR produceret dokumentarudsendelse uden at man finder mindelser af lignende art. Det er ikke bare for dårligt, det er rent ud sagt noget svineri.
I en udsendelse om danske fæstningsanlæg besøgte man den hemmelige bunker i Stevns klint. Her gik det også ud over lyden. Der kom nogle farlige smæld flere steder undervejs, så jeg blev helt nervøs for mit apparatur, men det skulle åbenbart være sådan. Optagelserne fra de nu tomme underjordiske lokaler var måske for kedelige og skulle peppes op med lir og effektjageri?
Slemt er det også, når designet af forfald helt korrumperer kommunikationen. Senest i ’I den bedste Mening’ stod credits på de optrædende nutidsmennesker og hoppede og dansede i baggrunden i en sløret, uklar udgave, som var svær at aflæse. Det skete på baggrund af en gammel tintet optagelse, hvor projektionslampen stod og glimtede og ikke vidste, om den skulle beslutte sig for helt at gå ud eller leve lidt længere. Når så personen fadede ud og man fortsatte kontinuert med det samme filmklip, der før var i ringe forfatning, så var der pludselig ingenting i vejen med optagelsen.
Jeg ved ikke, hvorfor man behandler gamle filmklip så skammeligt. I det glimrende program ’Radioklassikeren’ hører vi gamle lydoptagelser i fin kvalitet. Her degenererer man ikke den tekniske lydkvalitet med skrat og sus for nu rigtig at få fortalt lytterne, at det drejer sig om gamle optagelser. Her er man glad og sikkert stolt over at kunne præsentere lyden så perfekt som muligt. Det er tilmed muligt i vore dage digitalt at fjerne støj og knas fra gamle optagelser og dermed gøre dem mere behagelige at lytte til for et publikum, der ikke består af nørder med en svaghed for krystalapparaternes tid.
Min pointe er, at grimhedsæstetikken på billedområdet er løbet grassat. Aldeles udmærkede filmklip bliver viderebragt i en elendig version i et forsøg på… ja, på hvad? Tilstræbt smartness med en forvansket æstetisk sans, som ikke tror på at seerne kan tåle at se et helt almindeligt stykke gammel realfilm i sort-hvid uden dikkedarer?
Det må være en nedvurdering og tro på folks konstante behov for musikvideo-trash, som skal være forklaringen? Det er i så fald i modstrid med emnerne for udsendelserne, som kan være gedigne nok og netop henvender sig til et seerklientel med fornemmelse for ansvarlighed og seriøs interesse for kulturhistorie. Altså en åbenlys modsætning mellem form og indhold. Ikke velvalgt.
Nu har DR fået en knopskydning med et andet gedigent program, kulturkanalen DRK. Det tildeles formentlig ikke samme budget som DR2, så hovedindholdet er indkøbte dokumentarserier og film, som man ikke skønner kan trække et stort publikum som på DR1. Men serierne er af udmærket kvalitet, ofte produceret af History Channel eller Discovery. Der er også ikke-engelske producenter som ZDF eller Arte, selv om man som regel vælger af vise en eksportversion med engelsk speak.
I disse programmer holder man sig til sagen og undgår at sværte gamle filmklip til med kunstige ridser eller støv. Det kan være man klipper toppen og bunden af det gamle 4:3 format for at få det til at passe med 16:9 men det må man åbenbart leve med. Undertiden breder man i stedet billedet ud, så motivet vises i forvanskede proportioner. Det er heller ikke godt, men den misforståelse afslører trods alt sig selv.
Se for eksempel på Axel Engstfelds glimrende dokumentarprogrammer fra ZDF. Der indskrænker hans leflen for moderniteten sig til at indføje nogle indslag med skuespillere, der gestalter de historiske personer. Det er også populisme, men det er dog hvad det giver sig ud for. Det har DR også benyttet når budgettet er større, men det er selvfølgelig billigere at få en ung tekniker opvokset med MTV til at sidde og smadre nogle gode gamle dokumentarfilmklip.
Jeg er helt på det rene med det pres, der ligger på alle formidlere i retning af at påkalde sig og fastholde seernes opmærksomhed i vore dage i det flimrende mediebillede, hvor der er vild konkurrence om seertal. Hvis en del af forklaringen på den misforståede leflen skal søges her, kan jeg godt sætte mig ind i motivationen til de trufne valg. Men det skal blot ikke effektueres på et forkert sted i relation til et forkert indhold over for en forkert målgruppe.
Om nogle år vil DRs nye unge generation af dokumentarister måske lave en tilføjelse til serien ’I den bedste mening’ om dengang patineringsbacillen herskede i DRs programredaktioner og demonstrerede en udpræget mangel på respekt for gamle filmklip, som rent faktisk udmærket kan stå distancen uden at skamme sig. Det som man vil ryste på hovedet over om nogle år er den nuværende manipulerende præsentationsform hos DR.

retur