VICTOR DE LA FUENTE

Jeg var ret stolt over at få lov at oversætte albummene med Mathai-Dor i 1976. Jeg syntes Victor de la Fuente var en fabelagtig dygtig tegner med imponerende layouts i de varierede billedstørrelser og farverne var i top, men bladet ’Trinca’ havde nok også betalt ham fint for arbejdet. Da han startede sin karriere på Adolfo Lopez Rubio studiet i Madrid i 1945 fik han 10 øre pr. billede.

De la Fuente blev født i 1927 i Ríocaliente, og han studerede kunst i Santander. I Madrid arbejdede han for spanske magasiner som ’Chicos’, ’Flechas y Pelayos’, ’Maracillas’ og ’Zas’. I midten af 1940'erne flyttede han til Sydamerika, først til Cuba og derpå til Argentina og Chile, hvor han underskrev en kontrakt med ’Editorial Zig Zag’. I 1957 blev han direktør for magasinet ’El Peneca’ og startede sit eget reklamebureau.

I 1961 vendte Fuente tilbage til Spanien og arbejdede efterfølgende for lokale udgivere og britiske forlag herunder ’Fleetway’ og ’DC Thomson’ med Commando-serien, Kampflyver og Mini Big. Jeg har en del lommekrigsserier tegnet af ham. Selv sagde han ’Jeg tilbragte otte år med at dræbe tyskere’.

I 1968 begyndte han et samarbejde med det franske magasin ’Pilote’, udgivet af ’Dargaud’, med serien Les Diamants sanglants. Det følgende år begyndte han westerntegneserien Sunday, skrevet af Víctor Mora og udgivet af spanske ’Selecciones Ilustradas’. På dansk kom den til at hedde Clint og fik tilmed sit eget hæfte en overgang. Der blev også aftrykt episoder i Pow og i Buffalo.

I 1969-1971 skrev og tegnede de la Fuente den heroiske fantasy serie Haxtur for det spanske magasin ’Trinca’. Her fik Fuente lov at eksperimentere med farveserier. I 1971 tegnede han også en enkelt historie for den amerikanske forlægger ’Warren’, ’I am dead, Egypt. Dead’, skrevet af Doug Moench i Eerie # 25. Historien vandt i 1972 en Warren Award for bedste historie.

I 1972 skabte Fuente, igen for ’Trinca’, den post-apokalyptiske serie Mathai-Dor, som forblev ufuldendt på grund af copyright problemer. I samme år flyttede han til Frankrig og skabte her den erotiske western serie Mortimer for den italienske udgiver ’E.P.’ I 1974 lavede han en anden western serie, Amargo, for ’Hachette’. Den kom med to album på dansk i min oversættelse under navnet Cactus Grant.

I 1976 bidrog Fuente til en tegneserieadaption af Bibelen og en udgivelse om Frankrigs historie for ’Larrousse’. I 1977 samarbejdede han med det belgiske magasin Tintin og i 1978, skabte han en anden heroiske fantasyhelt, Haggarth, for det belgiske magasin ’A suivre’. I 1979 begyndte han den lange western serien Los gringos, oprindeligt skrevet af Jean-Michel Charlier og fra 1992 af Guy Vidal.

I 1983 startede hans adventureserie Les Anges d’Acier i ’Pilote’ og i 1986 den politiske thriller La Siberienne i ’L’echo des Savanes’, begge med tekst af Victor Mora. I 1987 tegnede han til tekst af Corteggiani Francis Falko til forlaget ’Danar’.

Fuente modtog flere internationale priser, blandt andet i 1974 ’Prix Alfred’ i Angouleme og i 1980 ’Yellow Kid’ i Lucca.

Hans sidste arbejde var en række Tex Willer historier for den italiensk forlægger ’Sergio Bonelli Editore’ og det franske album Aliot, skrevet af Alejandro Jodorowsky.

De la Fuente døde i 2010 og blev begravet i Le Mesnil-Saint-Denis.