Kapitel 3
Fort Europa
PALÆET
returDet gik desværre som Markus og Sofia havde frygtet. De overlevede længe på det store lager af fødevarer, og det lykkedes også for dem at få anbragt mindre depoter rundt omkring i byen, så de kunne supplere med nye forsyninger uden at behøve at gå helt tilbage til kælderen hver gang de fik brug for noget med fare for, at det sted blev opdaget af andre.
Men der måtte alligevel være nogen, som havde lagt mærke til dem. De var jo trods alt ikke alene i byen. Det særlige var, at de klarede sig alene. Sådan havde det ofte været tidligere, men den tid var ved at være forbi. Efterhånden havde enkeltpersoner eller nogle mindre grupper været nødt til at slutte sig til større grupper for at kunne overleve. Disse grupper havde delt byen imellem sig, så de havde hvert deres territorium, som de var nødt til at forsvare.
Der var afgjort fordele ved større grupper. Nogle af dem havde en læge eller sygeplejerske, og de havde også beslaglagt medicin og apotekerudstyr, så de kunne behandle skader eller sygdomme, hvis der blev behov for det.
Dette var mest sket fordi de enkelte grupper lå i konstant krig med hinanden, og der kunne let opstå sår og kvæstelser, som måtte helbredes. Gode krigere var eftertragtede, og man måtte prøve at holde dem i live så længe som muligt. Nabolaget skulle til stadighed beskyttes.
En aften sad Markus og Sofia og forberedte sig som før til at spise deres aftensmåltid i et legehus ved en gammel legeplads. Sofia kunne godt li dette sted, for legeredskaberne kunne stadig bruges. Sofia var godt nok ved at blive for stor til at lege, men somme tider syntes hun alligevel det var sjovt med en tur på rutsjebanen eller i gyngerne. Nu havde hun fået ideen til en helt anden leg.
De havde før spist ved bordet inde i legehuset. Det havde været hyggeligt, for der kunne de to netop sidde på hver sin side af det lille bræddebord. Men i dag havde Sofia været krævende. Nå ja, måske ikke krævende, men hun var kommet med et forslag, som også havde fristet Markus.
”Nej, i dag synes jeg vi skal ha dug på bordet.”
”Dug?”
”Ja, det er sådan et stykke tøj eller klæde, som man breder ud på bordet inden man dækker op.”
”Dækker op?”
”Ja, med bestik og tallerkener, glas og servietter. Har du virkelig aldrig hørt om den slags? Hvad er det for en opdragelse, du har fået?”
Markus var jo voksen og det var ærlig talt ham, der vidste mest om alt muligt. Det gjorde han rent faktisk også om opdækning, og hans opdragelse fejlede ikke noget. Men Sofia drillede nok bare. Hun ville gerne vise, at hun også vidste noget fra før i tiden, inden verden gik af lave.
”Jo, jeg har godt hørt om den slags, selv om jeg aldrig har oplevet det.”
”Så er det virkelig også på tide, kære Markus, for ellers kan det let gå hen og blive for sent. Og hvor var vi så?”
Nu kunne Markus godt høre, at Sofia drillede, men det gjorde ikke noget. Faktisk lød det lidt spændende, det der med gode manerer. Måske kunne man bruge det til noget. Nu ville han lade Sofia føre an. Han kunne godt mærke hun havde brug for det, og det undte han hende gerne.
”Men hvordan gør man så?”
”Man lukker brudekisten op og fisker tingene frem. Alt det af tøj, i det mindste.”
”Brudekisten?”
”Ja, det var en stor kasse med låg, hvor bruden havde alle de ting, man ikke kunne undvære, når man stiftede bo.”
”Stiftede bo?”
Markus smagte på de ord. Ord fra gamle dage, der nu uhjælpeligt var forbi.
”Ja, tøj og sengelinned, duge og servietter, den slags fornødenheder, som bruden samlede som forberedelse til giftermålet.”
”Aha. Jeg kan mærke, du har studeret tingene grundigt.”
”Min far vidste en masse om gamle dage, og han blev aldrig træt af at fortælle om det. Jeg fandt også en bog om det. Meget oplysende. Men vi må jo have fundet de ting.”
”Hvor?”
”Ovre i Borgergade.”
”Ja?”
”Der ligger et palæ, som ikke helt er plyndret. Der kan vi sikkert finde det nødvendige og maden får vi nok også varmet på en eller anden måde.”
”Det er lige i nærheden.”
”Kom, vi går derhen.”
Da de kom over til palæet blev Markus lidt beklemt. Hele huset var ødelagt og noget af det var brændt. Og så var det plyndret af overlevende, som yderligere havde lavet hærværk.
Det var det typiske med de boliger, der var pænere end gennemsnittet. Hvis folk havde levet i luksus, virkede det som en provokation på de overlevende. Her havde man at gøre med folk, der havde skummet fløden så længe det varede. Det var dem, der havde udnyttet mulighederne til egen fordel og havde raget til sig, så andre i den sidste ende ikke kunne få så meget. Mange af dem kunne tilmed ikke indse, at der var noget galt i det. De forklarede det med, at de nok var kløgtigere og derfor fortjente mere end de ordinære mennesker, der var flest af, og desuden skabte de velstillede også nye arbejdspladser, så mindrebemidlede kunne tjene penge til forsørgelsen. De var samfundsstøtter, og det blev respekteret.
Andre velhavende undskyldte sig med, at der lå en højere styrelse bag den virkelighed. ’Den som meget er givet skal gives endnu mere, og den som har lidet skal endog fratages det lidet han har’. Der var efter sigende en gud som havde bestemt, at nogle mennesker var bedre end andre og at de blev nødt til at styre og forvalte værdierne, så der kunne blive orden i tingene. Det blev så den orden de selv foretrak og som automatisk førte til, at de som tiden gik, kom til at besidde mere end andre og fik endnu større indflydelse.”Damaskdugene ligger derinde. Du kan bedre nå.”
Markus rakte op til en hylde i det gamle mahogniskab, der var blevet skamferet på ydersiden af graffiti og øksehug. ’Se hvad I har gjort!’ stod der med spraymaling hen over de ciselerede låger. Men inde i skabet lå der stadig pænt sammenfoldede duge af tykt stof med broderede mønstre.
”Tag bare en af dem. Vi får også brug for et par servietter. De ligger ved siden af.”
Markus tog et par stofservietter med.
”HR og BL?”
Markus bemærkede monogrammet.
”Henrik Rosendahl og Benedikte Lauenskiold. Mandbare ungmøer kunne få lang tid til at gå med at brodere navnetræk. De havde ikke andet at lave. Ja, måske har de ikke engang selv lavet det.”
”Var det alt?”
”Nej, så er der krystalglassene.”
”Hvor er de?”
”Ovre i vitrinen.”
De fleste glas var slået i stykker, men mellem skårene var der et par glas, som havde overlevet hærværket.
”Var det alt, Miss Sophie?”
Markus bukkede som han havde set tjenere gøre i TVserier fra gamle dage. Sofia faldt ind i rollen.
”Nej, James, vi får også brug for kandelaberen.”
”Kandelaberen?”
”Ja, jeg tror de vanvittige horder har overset en i skabet derovre. Det er vist kun sølvplet, men i disse tider må man ikke være for nøjeregnende.”
”Javel, Miss Sophie.”
Markus i skikkelse af James gik over til skabet og fandt ganske rigtigt den omtalte lysestage, hvor der stadig var rester af lys i holderne.
”Der er tilmed to, Miss Sophie.”
”Så tag dem begge, James. Skal der være gilde, så lad der blive gilde. Sølvbestikket ligger ovre ved buffeten til anretning.”
De tog tingene med ind i den tilstødende stue, hvor der stadig stod et tungt spisebord med snoede ben. Det var ganske vist blevet ridset og overmalet, men det kunne man ikke se, når der kom dug på.
”Så må vi håbe køkkenet har noget godt at byde på.”
”Jeg skal se, om kokkepigen har gjort sig umage.”James bukkede og tog rygsækkene ned i køkkenet, som her til lands lå på samme etage. Der var hverken el eller gas, men han fandt en stor jerngryde, og i den tændte han på det gamle komfur et lille bål ved brug af nogle gamle bordskånere og et puslespil. Han prikkede hul på konservesdåserne og stillede dem i bålet. På den måde blev de hurtigst varmet op. Han fandt et par dybe tallerkener og stillede dem på en bakke sammen med en terrin, hvor han hældte tomatsuppen og kødbollerne. Han fandt også en brødbakke til knækbrødet.
Derpå tog han bakken med over i stuen og stillede det på dugen. Han tændte også lysene i de to kandelabre. Sofia var der ikke, men hun råbte ude fra badeværelset.
”De kan godt hente maden, James. Jeg kommer om et øjeblik. Jeg skal blot nette mig lidt.”
”Javel, Deres Nåde.”
James gik ned og hentede terrinen med den varme ret. De havde taget en flaske rødvin med fra maddepotet, og han trak proppen op og dekanterede den. Det skulle være sket et stykke tid forinden, men det fik være. De måtte drikke den som den var.Da han kom ind med bakken med terrinen og karaflen med vin havde Sofia indfundet sig. Hun var næsten ikke til at kende i den fine kjole hun havde fundet.
”Så kan De godt servere, James.”
Det gjorde han så. Han havde fundet en stor suppeske.
”De skal servere fra den anden side, James.”
”Åh, undskyld, Miss Sophie.”
”Jeg ser De har husket grissinien, James.”
”Naturligvis. Jeg tænkte det ville passe til suppen.”
”De har fuldstændig ret. James. Det er såre passende.”
”Tak, Miss Sophie.”
Markus afsluttede serveringen og satte sig på den anden side af bordet, hvor han havde øst op til sig selv. Han hævede krystalglasset.
”Til fraværende venner, Miss Sophie.”
Sofia gjorde det samme.
”Til fraværende venner.”
De smagte på maden.
”Jeg håber maden er tilfredsstillende, Miss Sophie.”
”Den er aldeles superb. Jeg ved virkelig ikke hvad vi skulle gøre uden vores trofaste kokkepige.”
”Nej, et godt tjenerskab er guld værd.”
”Det må De sandelig nok sige, Mr. Winterbottom. Det er jo blevet næsten umuligt at få anstændigt personale i vore dage.”
Så, nu var Markus åbenbart blevet til Mr. Winterbottom. Han fortsatte rollespillet.
”Det er tiderne, Miss Sophie. De er virkelig ikke som i gamle dage. Så langtfra.”
De knasede en grissini hver. Sofia strittede med lillefingeren.
”Ja, guderne må vide, hvad det hele ender med. Sommetider kan jeg blive ganske beklemt over tingenes miserable tilstand. Man kan næsten befrygte, at udviklingen er på vej i en helt forkert retning.”
”Jeg har selv gjort mig tilsvarende tanker. Man må kun håbe, at myndighederne slår hårdt ned på de undergravende kræfter, der truer vores gode veletablerede system.”
Markus glemte ikke at opvarte sin borddame, i hvilken identitet det så var.
”Mere vin?”
”Ja tak. Det er en ganske fortrinlig årgang.”
”Så absolut, Miss Sophie, så absolut.”
Markus alias James alias Mr. Winterbottom skålede med den fornemme Miss Sophie, der havde indbudt til den fornemme souper.
”Må jeg komplimentere fruen for den udsøgte smag? Det er en ganske usædvanlig præstation.”
”Åh, De ved, man må jo gøre hvad man kan. Holde på livsmodet og på formerne. Snart har vi måske ikke andet tilbage.”
”Det må De ikke sige, Miss Sophie. Jeg er overbevist om, at alt nok skal ordne sig til det bedste. Det er jo sket hidtil, de gange samfundet har været i krise.”
”Såre sandt, Mr. Winterbottom, såre sandt. Men selv om det ikke skulle være tilfældet denne gang, må vi ikke glemme vor fornemme kulturarv og vores eksklusive opdragelse. Den kan ingen tage fra os.”
”Lige mine ord, Miss Sophie. Vi må til det sidste udvise den værdighed, der kendetegner vores stand. Først når vi renoncerer på det, vil alt være tabt.”
”Skål på det, Mr. Winterbottom.”
”Skål, Miss Sophie.”De sad lidt og tømte terrinen. Så havde James noget ekstra at byde på. Markus rejste sig.
”Med deres tilladelse vil jeg hente desserten.”
”Vi ønsker portvin til desserten, James.”
”Så gerne, Miss Sophie.”
James gik ned i køkkenet og åbnede en dåse ferskner og en dåse skiveskåret ananas. Han lagde en halv fersken på en skive ananas og sprøjtede noget piskeskum fra en aerosoldåse rundt om anretningen og bredte den fladt ud. Det var en ret han kendte fra sin barndom. Han gik stolt op og præsenterede den. Portvinen var åbnet.
”Hvad har kokkepigen nu fundet på?”
”Det kaldes spejlæg, men det er altså en dessert.”
Miss Sophie var betaget.
”Hvor opfindsomt. Meget elegant.”
”Nu skal jeg skænke portvinen.”
Markus skænkede op til borddamen og gik så om på den anden side af bordet mens han med servietten over den ene arm og portvinsflasken i den anden hånd foregav at være så fuld, at han var lige ved at snuble over noget for enden af bordet. Det valgte Miss Sophie at ignorere.
”Skål, Mr. Winterbottom.”
”Skål, Miss Sophie.”
Det var mens de med andægtighed nød og lovpriste den gamle dåsefrugt at det skete.”Hvad i Himlens navn foregår her?!”
Tre ubarberede grove mandfolk havde vist sig mellem portiererne, der adskilte spisestuen fra opholdsstuen. Den forreste af dem stod med hænderne i siden. Han var iført en læderjakke, der stod åben foran. Hans bukser var mørkeblå slidte jeans, og han havde sorte støvler med et mønster af stålnitter. På kryds over brystet bar han to patronbælter.
Miss Sophie havde stadig et hævet portvinsglas i hånden. Hun fattede sig.
”Med hvilken ret vover De at forstyrre vort måltid, min gode mand?”
Markus hviskede til Sofia.
”Sshhh! Spillet er ude, Sofia. Tal normalt.”
Den grove person stod lidt inden han reagerede.
”HAHAHAHAHA!”
Markus åndede lettet op. Lederen fortsatte.
”Det havde jeg godt nok ikke ventet! Så et par usle overlevende prøver at genoplive den tabte fortid!”
Sofia ville ikke give op uden modspil.
”Måske ville meget se anderledes ud, hvis folk prøvede at opføre sig anstændigt…”
Markus løftede afværgende hænderne en smule for at lægge en dæmper på Sofia, som han godt vidste, kunne finde på at fistre ud ad tangenten uden at tænke på følgerne.
”Anstændigt? HAHAHAHA!”
Fyren kom hen og bøjede sig ind over bordet. Han smilede truende.
”Så man hylder de gode manerer, ser jeg? De manerer der blev brugt, når de privilegerede skulle præsentere deres magt på en stilfuld og værdig måde så masserne kunne acceptere klassesystemet og undertrykkelsen?”
Med et kraftfuldt stød løftede han den ene ende af det tunge bord, så glas og bestik, lysestager og porcelæn fløj til side og havnede ved bordets anden ende, hvor det knustes. Markus nåede lige at gribe flasken med portvin.
Derpå tog bøllen med et fast greb om den hvide damaskdug, der stadig bar spor efter folderne, hvor det havde været lagt sammen, og hev den i et hurtigt ryk af bordet, så den blankpolerede mahognioverflade med den neonrøde sprøjtemalingsgraffiti nedenunder blev synlig.
”Det er sådan verden ser ud, folkens! Og de højt opsatte borgerdyr, I prøvede at efterligne, er skyld i, det kom så vidt! Så det kan I godt glemme alt om!”
Markus sad yderst på stolekanten af de højryggede stole med broderet polstring som de havde stillet frem til måltidet. Han vovede at løfte blikket lidt og så, at Sofia sad stift og knugede fingrene om sin stolekant så knoerne blev hvide. En lille tåre banede sig vej ned over den ene kind på hendes forstenede ansigt.
”Og lad os så høre, hvorfra I har den fine mad! Vores gruppe har magten i dette kvarter, og vi mente at have fundet al den proviant der er tilbage, men I har åbenbart været heldige. Og som jeres forbilleder her i aften havde I frækt tænkt jeg at beholde jeres goder for jer selv! Afskyeligt!”