Kapitel 19
Facebook forbandelsen: Undskyldningen
KLUBBEN
retur”Nå, Frank, så kom du alligevel.”
”Det kan du jo se, Helmer.”
”Du har jo dit at trækkes med.”
”Det har vi vel alle. Men jeg vil anstrenge mig en hel del, når Helmer kalder til samling.”
Den militære bemærkning var ikke urimelig. På en måde følte de gamle drenge fra Drengehjemmet sig som en slags kampenhed, specielt nu hvor de var blevet enige om at føre den sag om anerkendelse fra staten om, at de havde været udsat for uretfærdig behandling af myndighederne, specielt i de senere år hvor der burde være sket lempelser i forholdene uden at det var sket.
”Nå, Martin er også dukket op. Så har rejsen da ikke været helt spildt.”
Frank trådte ind i dagligstuen hos Helmer, det tidligere skolelokale i Rytterskolen.
”Hvad pokker gør den gamle skolepult her?”
En af de øvrige fremmødte tilsluttede sig det.
”Jeg troede godt nok også vi var ude over den slags.”
”Det er i alt fald ikke én af vores.”
”Nej, så ville der være snittet flere mærker i den.”Helmer var ikke blot blevet det fælles midtpunkt i klubben fordi han havde det store samlingslokale, men nok så meget fordi han havde flere sociale kompetencer, som det hed nu til dags, end de fleste andre af de gamle drenge. Han var i det store og hele mere vennesæl og udadvendt, hvor det ellers var almindeligt, de gamle drenge var indesluttede, mistroiske og vrangvillige over for andre mennesker.
Hvorvidt sådanne personlighedstræk havde været der fra starten og måske ført til deres konflikt med samfundet, der så havde været årsag til anbringelsen, eller det mest var noget, der havde udviklet sig under opholdet på drengehjemmet, var svært at gøre rede for, men noget knotne og modvillige var disse tidligere institutionsanbragte som regel.
I selskab med andre de delte skæbnefællesskab med tøede de imidlertid op. Her kunne de slappe af, fordi de følte sig ligeværdige og accepterede.Helmer måtte forklare det nye møbel.
”Det er faktisk en pult, der hører til stedet her. Som jeg tidligere har fortalt var det en skole i rigtig mange år, og pulten har stået ude i udhuset.”
”Ku den så ikke være blevet stående? Jeg synes den udsender ubehagelige signaler.”
”Ja, vi forventer der snart kommer nogen og smækker os over fingrene med en lineal.”
”Og vi så skal stikke labben frem og få et rap mere.”
Helmer løftede hænderne for at dæmpe den dårlige stemning i opstarten.
”Rolig nu. Pulten er her for vores skyld.”
”Vores skyld?”
Helmer rakte armen ud til siden som en sprechstallmeister.
”Må jeg præsentere, Pia med de utrolige evner!”
Tavshed.
”Det er nu I skal klappe, venner.”
Der kom et par forkølede klap.
”Hun ser ganske rigtigt charmerende ud, men ellers?”
”Men ellers har hun tænkt sig at skrive en bog om vores tid på Drengehjemmet.”
Tavshed igen.
”Hvorfor?”
”Fordi det er det, man gør i vore dage, når man skal lægge mærke til noget.”
”Jeg troede man skulle være med i et talkshow?”
”Eller brokke sig på de her sociale medier, eller hvad pokker det nu er de kalder det, hvor man bruger sin… datamat.”
”Computer.”
”Nemlig.”
Helmer løftede hænderne.
”Det er skam også godt, men en bog er nu engang mere seriøs. Man vil kunne finde frem til den når som helst man vil og slå op i den, og der kan komme meget mere med på en fornuftig måde end det man kan nå at aflevere på kun fem minutter på en TVskærm.”Der var en brummen blandt de ni fremmødte fra foreningen af gamle drenge, i daglig tale bare kaldet Klubben.
”Hvordan skal det så arrangeres?”
Helmer var ordstyrer. Han stod op, mens de andre havde sat sig i sofa, lænestole og stuestole hentet ind fra spisestuen.
”Pia har evnerne. Hun har en universitetsuddannelse i sociologi. Det er kendskabet til hvordan folk opfører sig, enkeltvis og i grupper. Og så kan hun formulere sig fornuftigt, hvilket er en nødvendighed her.”
”Hvad siger hun selv?”
Nu turde Pia godt svare. Hun havde holdt sig tilbage fordi hun ikke helt vidste hvilke normer for samvær der var i gruppen, specielt hvis man kom udefra og skulle accepteres.
”Helmer har ret. Vi lærte hinanden at kende fordi hans datter og jeg var gamle skolekammerater. På den måde fandt jeg ud af, at I er blevet overset som en gruppe, der er blevet dårligt behandlet i systemet. I lande vi plejer at sammenligne os med har folk i jeres situation fået en undskyldning fra staten, men det sker åbenbart ikke her.”
”Nej, men sagen er til behandling i Landsretten.”
”Og fører det ikke til noget, tager vi sagen til EU.”
”Ja, gu fa'me gør vi så.”
”Siden vi nu har en international domstol, der skal ta sig af den slags.”
”Men en bog vil nok også være en god ting.”Helmer udnyttede den positive holdning.
”Kan vi så blive enige om, at vi vil bakke op om bogprojektet?”
Atter en godmodig grynten.
”Men hvad går det så ud på, mere konkret?”
Pia udnyttede sin nye taleret.
”Jeg vil snakke med jer, og måske flere andre og også med tidligere ansatte på institutionerne og samle jeres oplevelser og synspunkter i bogen.”
”Skal vores navne på?”
Det der med at stå personligt frem var noget, de havde lært var risikabelt.
”Hvis I ønsker at være anonyme kan det også accepteres.”
”Ja, for noget af det jeg har på tapetet er altså ret… hvad siger man i dag? Grænseoverskridende, ja.”
”Men Verner, det er jo nærmest pointen i det hele. Hvis det ikke var… grænseoverskridende, så var der ikke rigtig noget at komme efter, forstår du nok.”
”Men… altså…”
”Det jeg tror Verner mener, er at han får det dårligt over at blive mindet om den tid. Og ret skal være ret, han var altså også en af dem det gik hårdt ud over.”
”Johan har ret. Det var det, jeg mente.”Pia havde forudset det.
”Det er meget forståeligt. Det samme har man oplevet andre steder i verden. Når en undertrykkende eller ydmygende behandling er overstået lader man ofte være med at tale om det, fordi det føles så svært. De mishandlede under Anden Verdenskrig fortalte ofte ikke noget til deres børn eller til andre, som havde oplevet det samme. De kapslede oplevelsen inde og prøvede at komme videre, men somme tider viste den sig atter i form af nedtrykthed og livslede. Nogle tidligere koncentrationslejrfanger begik efterfølgende selvmord, fordi de syntes det var uretfærdigt de havde fået lov at leve videre, når andre mennesker de satte højt var omkommet. Noget lignende er tilfældet i dag hos flygtninge med krigstraumer.”
Nu måtte hun hellere holde en pause. Hun havde vist brugt for mange lange ord på for kort tid. Man kunne let komme til at virke bedrevidende og måske som følge deraf, forekomme ’bedre’ end tilhørerne, og det kunne så i sig selv skabe afstand og lukkethed. Det var virkelig ikke helt let det der med kommunikation, men nu havde hun jo valgt den metier.Det var ikke sært, der var stille i forsamlingen. Tingene skulle bundfælde sig. Der var heller ingen ironiske kommentarer. De forsamlede mænd forstod godt, hvad hun mente og at Pia var på deres parti. Det skulle ikke bagatelliseres med en sjov replik.
”Du har ret, Pia. Nok har vi ikke været i en udryddelseslejr, selv om holdningen ofte var, at vi sagtens kunne undværes og at det havde været bedst, hvis staten ikke skulle trækkes med os, men vi tilhørte den samme generation, der havde lært af vores forældre, at der var pinlige sager, man ikke talte højt om.”
”Sådan var det nemlig. Det kan godt være nogle fra de højere klasser kunne tænke tingene igennem, men ikke os. Vi havde ikke den slags evner til at få et overblik.”
”Vi manglede værktøjerne til at bearbejde tingene, Knud. Sådan siger man i vore dage.”
De kunne mærke Pia stod og ventede på noget.
”Du er god nok, Pia. Vi vil naturligvis gerne være med, og projektet er åbenbart også mest for vores skyld. Jeg tror tilmed vi skal regne os for heldige, at folk som dig, der er bedre til at formulere sig, vil tale vores sag.”
Der var et par der klappede, og snart gjorde de det alle. Også selv om de ikke havde ordet i deres magt kunne de i alt fald erklære sig enige gennem et bifald.Helmer åndede lettet op. Det var lige det han havde håbet på. Det var ikke altid let at vide med de gamle drenge. Hvis andre blandede sig i deres affærer kunne man ikke altid være sikker på, tingene landede på en måde man blev tilfreds med. Årelange erfaringer i det etablerede system havde lært dem, at selv om man påstod at stå på deres side, så endte tingene alligevel på en måde, der var bedst for systemet og ikke det enkelte menneske.
”Men de rigtigt saftige ting kan vi jo ikke ryste op med over for sådan et sødt fruentimmer.”
”Hvis de er så saftige, Holger, så ville de nok slet ikke komme med i en seriøs bog alligevel.”
”Ork jo, det er ikke et problem i vore dage. Nu skal tingene være så frække som det bare er muligt.”
”Ja, vi er og bliver alt for hæmmede.”
”Vi er vant til at gå langt uden om den varme grød.”Pia måtte berolige de bekymrede gamle drenge.
”Jeg tror nok ikke nogen af jer kan diske op med en værre historie end den vi hørte forleden.”
”Hvad var det?”
”Det var en indrømmelse af, hvordan en tidligere forstander kom af dage.”
”Hvem?”
”Forstander Carlsen.”
”Nå, ham.”
”Karloff.”
”Nu er det kun de ældste af jer, der har oplevet ham.”
”Det er sandt, men rygterne om hans rædselsvælde blev jo fortalt i årene derefter.”
”Jeg har altså ikke hørt andet end at han faldt i Hullet og druknede.”
”Eller at hans elsker, Kolind, myrdede ham.”
Pia rystede på hovedet.
”Nej, det var to tidligere elever, der gjorde det.”
”Hvem?”
”Det kan vi ikke afsløre her. Der er tale om noget, man stadig vil kalde en forbrydelse.”
”Og ham der fortalte historien funderer stadig over, om han vil ha sit navn nævnt i bogen eller ej.”
”Ja, vi tænker også på, om vi overhovedet vil ta historien med. For den er jo ikke vigtig i den store sammenhæng.”
”Nej, hvis tidligere elever har myrdet en forstander vil det tværtimod blive opfattet som en bekræftelse af den gamle opfattelse, at vi var og blev nogle forbryderiske bastarder.”
”Men tankegangen havde vi godt nok.”
”Fristelsen til at få hævn over samfundet lå i os alle.”
”Vi spekulerede alle på, hvordan vi kunne ramme myndighederne, der havde behandlet os så usselt.”
”Der gik mange år inden de tanker blegnede og vi fik andet at tænke på.”
”Heldigvis opnåede vi at blive accepteret af det omgivende samfund og få et liv, der var noget i retning af det som mere normale mennesker havde.”
”Men det skete også kun fordi det omgivende samfund ikke havde det samme efterslæb af gammeldags tænkning som den man slæbte rundt på i de værste af Drengehjemmene.”
”Det er også derfor staten stritter imod, når det gælder en undskyldning til os. Ikke alle børnehjem var lige så bagstræberiske som vores.”En af de gamle drenge havde fået øje på trækassen.
”Er det hvad jeg tror det er?”
”Hvad tror du det er?”
”Det ligner godt nok meget den kasse med gamle breve, der stod nede i Helvedes Forgård.”
”Altså kælderen.”
Pia bekræftede det.
”Det er det også. Jeg og min ven fandt kassen og tunnelen.”
”Vi drenge kendte den også. Det var en af vores små fornøjelser at læse de gamle breve, når vi var lukket inde i kælderen.”
”Det var de breve, som ikke nåede frem til eleverne, fordi de blev beslaglagt af forstanderen.”
”Ja, og de fleste af dem stammer fra den første halvdel af forrige århundrede.”
”Torben samlede på frimærker og hev desværre en del af frimærkerne af kuverterne, og det var ofte det eneste sted, hvor der stod en dato.”
Pia beklagede det også.
”Ja, det er synd, men i det mindste er der kommet det gode ud af den sag, at brevene er blevet bevaret for eftertiden. De fortæller en del om hvordan folk tænkte på den tid, og det var helt almindeligt, at familien adopterede myndighedernes tankegang i bedømmelsen af deres anbragte børn.”
”Tja, men hvis folk mente noget andet, turde de nok ikke skrive om det i brevene af frygt for, at de alene af den grund ikke ville slippe gennem censuren.”
”Det er i så fald også et billede af tiden. Vi har tænkt os at citere nogle af dem i forbindelse med redigeringen af bogen, så meget desto mere som vi ikke kan tale med de gamle elever fra før krigen fordi de er døde nu.”Pia summerede op.
”Jeg vil så nok kontakte jer i den kommende tid for at få nogle udtalelser til bogen.”
De forsamlede klubmedlemmer brummede deres accept.
”Og hvis I kender flere tidligere elever, som har interessante vinkler på emnet, så vil jeg gerne høre om det også.”
Helmer klappede.
”Og så er der som sædvanlig kaffe og kage.”
Klubmedlemmerne påskønnede den nye dagsorden.
”Det har vi godt nok også set frem til.”
”Hvorfor tror du ellers vi kom?”
”Man må jo skaffe sine fornøjelser hvor man kan i vores alder.”
”Hov hov, tal for dig selv, Hansemand.”
”Du er da ældre end som mig.”
”Men jeg holder mig godt.”
”Når du selv skal sige det.”
”Ja, det bliver jeg jo lissom nødt til, når der ikke er andre, der siger det.”
”Det var lige akkurat det, jeg mente.”
”Åh, du har ikke mere appeal end en våd karklud.””Der kommer Bernhard med kaffen.”
”Han betjener stadig os alle sammen.”
”Har du hjemmebagt denne gang?”
Bernhard nikkede.
”En hel bradepande med gulerodskage.”
”Og osteglasur.”
”Så bliver det ikke bedre.”
”Vi ender nok med at få gjort kål på den.”
”Det plejer vi jo.”
”Er der sødetabletter?”
”Nå ja, du har jo sukkersyge.”
”En lidelse, der er til at leve med i vore dage.”
”Det kan være du så slipper for noget af det, der er værre.”
”Det er også det jeg håber på, når jeg tager dagens indsprøjtning.”
”Skal vi ikke råbe hurra for Pia og bogen?”
”Jo, lad os det.”
”Pia hun leve!”
”Hurra!”
”Hurra!”
”Hurra!”