Facebook Forbandelsen: Undskyldningen
Interview med Freddy Milton
af Ingo Milton
returDet her er en fortsættelse af en tidligere bog. Du plejer ikke at lave en bog nummer to, hvis det da ikke lige er fantasy?
Det er en selvstændig fortsættelse af ’Facebook forbandelsen’. Jeg havde nogle personer, som var spændende at fortælle noget mere om, og desuden havde jeg nævnt i slutningen af forrige bog, at Pia kunne tænke sig at skrive en bog om Godhavn drengene.
Du nævner ikke lige Godhavn i nogen af de to bøger, bortset fra dedikationen?
Det er fordi jeg gerne vil stå frit til at lave en fiktionshistorie, der har elementer som ikke er med i den virkelige historie. Men inspirationen er klar nok, og midt under forløbet med den første bog fik Godhavn-drengene afslag ved Landsretten på en statslig undskyldning, hvilket styrkede motivationen til at skrive fortsættelsen.
Får de så den undskyldning i din parallelverden?
Du kender mig jo efterhånden. Jeg får strikket en intrige sammen som har det momentum, der gør en anerkendelse naturlig fra en politisk synsvinkel. Desuden har tilsvarende grupper i de lande vi normalt sammenligner os med fået en undskyldning. Men så burde Grønlandsbørnene og Thalidomid børnene og andre grupper også ha en undskyldning.
Den samlede historie spænder vidt, rent tidsmæssigt?
I første bog følger vi Helmers tid på Drengehjemmet og hopper så til hans voksentilværelse med tilkomsten af Katrine og hendes opvækst. I anden bog er der et afsnit med Helmers ungdom, der hvor han forlader Drengehjemmet og foretager sig noget letsindigt, som rammer han senere. Dette forløb afvikles parallelt med Pias opgave med at skrive erindringsbogen om børnehjemsbørnene. Desuden er der et afsnit med vilkårene på Drengehjemmet helt tilbage til halvtredserne. Jeg sætter med vilje ikke årstal på, men jeg har tjekket, at forløbet passer med en tidsramme for Helmers liv. Der var dog noget andet som også skulle passe.
Hvilket?
Der skulle gå mindst de ti år med Facebook mellem pigernes skoletid og skolejubilæet. Facebook kom til landet i 2004, så det kunne akkurat sandsynliggøres.
Du måtte forklare det med skeletterne af drengene i tunnelen, som var med i ’Facebook forbandelsen’?
Det er klart. Man kan ikke tillade sig den slags uden at det bliver forklaret senere. Det gav så anledning til en episode hvor bygningen tunnelen også kommenteres.
Du har ikke så meget fra selve Drengehjemmet i denne nye bog?
Jeg syntes at jeg havde dækket det forløb så nogenlunde i første bog, så her samler jeg opmærksomheden omkring de tidligere anbragte børns voksenliv og arbejdet med at samle erindringsstoffet til Pias bog.
Du har et større persongalleri end du plejer?
Det er også en grund til at udvikle på historien, for jeg havde ikke fået brugt mine mange personer i tilstrækkeligt med interessante situationer, som deres tilstedeværelse indbød til. De kunne foretage sig så meget mere og vise flere sider af sig selv. Omkring Helmer har jeg i grunden fire generationer med over de to bøger. Det er noget nyt for mig med en historie som dækker så langt et tidsforløb.
Der bliver måske tilmed flere titler med det galleri?
Det tror jeg ikke. Jeg har afviklet hængepartiet fra første bog, og jeg fik skruet de dramatiske situationer op til et tilfredsstillende klimaks, som jeg ikke kan overgå senere. Men man kan selvfølgelig aldrig vide.
Du blev glad for Malte?
Ja, han blev kun lige nævnt i første bog, men nu har jeg selv et barnebarn på den alder, og jeg har ikke før haft så lille et barn med i en bog. Det blev meget inspirerende at få en småbarnsvinkel med i en kriminalhistorie. I det hele taget forbløffer det mig, hvor meget inspiration jeg kan trække på fra mit eget liv, for jeg har ikke oplevet så mange spændende ting som andre mennesker har, men på en måde er det referencerne til det daglige liv som føles mest kærkomne.
Hvordan er genren, hvis man skulle komme bogen i en skuffe?
Jeg var ovre for at gi Jussi Olsen et frieksemplar af min sidste bog. Vi bytter signerede eksemplarer, selv om Jussi er kommet lidt bag efter mig i kadencen for udgivelse på det seneste. Han mente at det lød som en klassisk spændingshistorie, hvilket nok også gælder for disse to bøger. I øvrigt roste han mig for min evne til at vinkle en intrige, og det er jo rart at høre fra en verdenskendt krimithriller forfatter.
Du kommer ellers rundt i spektret af historievinkler. Du fik en pæn modtagelse af kærlighedshistorien og af fremskrivningen af Jordens skæbne, som vel må kaldes science fiction, og du har et helt fantasyunivers omkring sjælevandring i Pamfilius bøgerne.
Sådan er jeg bare. Jeg finder ud af, hvad der passer bedst til den idé jeg nu har under udarbejdning, og så er det med at gribe de mest anvendelige redskaber i værktøjskassen til formidling og stykke det sammen på en ny måde. Kan det ikke klares i et nogenlunde almindeligt og troværdigt billede fra vores virkelige verden har jeg altid Pamfilius i baghånden.
Lektører ved ikke rigtigt hvor de har dig og har svært ved at komme dig i skuffer?
Det er sandt. Jeg passer ikke helt i nogen faste kategorier, så det bliver lidt af en overraskelse hver gang, ikke mindst for mig selv, der er en første til at undre mig efter at have sat det sidste punktum. ’Nå, denne gang blev det altså sådan en bog’.
Men uanset hvad har du som regel plads til en form for lune eller humor?
Sådan er livet jo. Det er en sammensat affære. I nogle øjeblikke er der plads til humor, i andre situationer har humoren det svært. Det mest rørende er de situationer hvor mennesker kan bevare livsglæden på steder, hvor håb og optimisme har svære kår.
Du genbruger også en person fra tidligere bøger. Journalisten Asger fra ’Dania og Rød Front’.
Han var også med i første bog her som en ung journalist der lyttede til Helmer og Bernhard og skabte den opmærksomhed, der førte til implementeringen af en mere menneskelig administration af reglerne på institutionerne. Og så vender han tilbage i pensionsalderen til endnu en sidste omgang i manegen for opsøgende journalistik.
Selv om du har en vinkel, der indbyder til indblanding af politi, så er du tilbageholdende med at gå den vej i handlingsudviklingen?
Det valg har jeg også truffet tidligere. I det omfang civile personer selv kan klarlægge en sag foretrækker jeg det. Det kan let blive klicheagtigt, hvis vi tager skridtet over i en politimæssig opklaring af en forbrydelse. Så spørgsmålet om hvorvidt der overhovedet er foregået noget kriminelt udskyder jeg gerne så længe som muligt. Det er mere spændende at lade de folk der er direkte indblandet i noget truende selv undersøge sagerne. Jeg har flere bøger af den slags, som ikke er udkommet endnu.
Siden du nu har flere titler på bedding, hvad bestemmer så hvilken bog der skal udgives næste gang?
Hvis der er en aktualitetsvinkel, vejer det tungt. Da jeg udgav ’Kilroy United’ undrede folk sig måske over at jeg kunne udgive en bog om et emne, der var blevet aktuelt i pressen kun et par måneder tidligere. Men sagen er, at den allerede var skrevet og blev fremrykket fordi der opstod usikkerhed om hvorvidt sæddonorers anonymitet kunne sikres i fremtiden.
'Svinefælden' omkring MRSA smitten blandt svin var allerede på vej til trykkeriet da der opstod ekstra opmærksomhed omkring emnet fordi embedsmænd havde tilbageholdt oplysninger for Folketinget. Så den bog kom ud mens temaet stadig var hot. Nu er næsten alle svin smittede, og de økologiske svineavlere er sure over at deres grisekød bliver smittet på slagterierne, fordi man også der slagter ordinære industrigrise.
Kommer du somme tider for sent til at udnytte aktualitetsmomentet?
Det må jeg indrømme. Jeg har en bog inspireret af Danmarks krav på en stor del al farvandet omkring Nordpolen, som af havretstekniske årsager skulle indleveres til FN inden midten af december 2014, og den bog burde være blevet udgivet omkring det tidspunkt.
Men det skete ikke?
Nej, og som undskyldning kan jeg så anføre, at der mig bekendt ikke blev nævnt noget videre i pressen om, at Danmark den 14. december 1914 over for FN’s havretskommission gjorde krav på næsten 900.000 kvadratkilometer af Polarhavet omkring Nordpolen. Jeg kunne i alt fald ikke finde noget i pressen omkring det tidspunkt. Det er måske blevet nævnt, men det har ikke affødt nogen opmærksomhed.
Hvad førte den inspiration til?
Jeg har en spændingshistorie liggende omkring det emne, og det var sjovt for mig at håndtere, for jeg har ikke tidligere skrevet en regulær Alistair Mac Lean-agtig adventure roman. Så du har ret, jeg prøver jævnligt noget som er nyt for mig.
Men man kan alligevel se, det er dig der er forfatteren?
Jeg har stadig noget arkaisk over sproget hist og her. Jeg prøver bevidst at gøre det træk mindre, først og fremmest ved at fokusere på dialogen. Her skal formuleringen jo være nutidig og præcis, med mindre det er ældre personer, der udtrykker sig.
Og replikkerne går undertiden over stok og sten uden referencer til hvem der siger hvad?
Det er for at få det til at ligne film, som publikum er bekendt med. Hvis der er mere end to personer som udveksler replikker placerer jeg dog jævnligt nogle sætninger, som fortæller hvem der siger hvad.
Men ikke altid?
Hvis det er en folkemængde eller personer om et bord, er det ikke altid nødvendigt at vide hvem der affyrer replikken. Det er replikken der er vigtig, ikke afsenderen. Så i de tilfælde bruger jeg den filmiske metode. Ret beset er det jo noget gammeldags det med ’ytrede han underfundigt’ og 'svarede hun med afsky i stemmen' eller ’kom det skarpt fra ham’. Det er i mine ører en falliterklæring eller dobbeltkonfekt. Man skulle sørenjenseme helst skulle kunne afgøre af replikformuleringen og sammenhængen om en replik er underfundig eller skarp. Lige på det punkt synes jeg at jeg er oppe på beatet. Hver replik får også en ny linje på siden. Det skulle lette tilegnelsen.
Karl bor vist i din hjemby?
Det gør han, og den middagstur han går er også min. Jeg kommer forbi det nu fjernede posthus, og ved udgangen af skoven passerer jeg Jussi Olsens hus. Det er der hvor mine personer henviser til en kendt krimiforfatter, men jeg sætter dog ikke navn på i bogen. Jeg må tilstå at Karls tilgroede have også er min, og jeg måtte også rydde op efter stormen med min motorsav. Min nabos drenge kommer også ind for at lede efter deres bolde om sommeren hos mig.
Det går hårdt ud over Bernhard?
Jeg blev nødt til at sætte ord på nogle af de uhyrligheder, der kunne få lov at foregå på institutionerne før i tiden, fordi de, der havde magten undertiden var menneskeligt set korrumperede eller sadistiske. Den slags smitter af på hele samværstonen, og de anbragte børn og unge adopterer den voldelige dagsorden, der siver nedefter i systemet.
Så en undskyldning fra statens side er på sin plads?
Begrundelsen for at give den statslige undskyldning nu henholder man til, at der på papiret i tresserne og halvfjerdserne forelå regler om en ændret administration, men den blev blot ikke fulgt i alt for mange år. Tilsynspligten blev ikke udført ansvarligt. Og det er statens ansvar.
Du har en ’Macguffin’ omkring de stjålne dokumenter?
Det er der undertiden brug for. Jeg skal ha et element med, som mange år senere kan bruges som en nøgle til at løse op for en tidligere korrupt adfærd, man ikke længere ser gennem fingre med. Fortidens synder vender tilbage og rammer de ansvarlige fra dengang. En slags parallelitet til selve hovedhandlingen, hvor det også er fortidens synder, der ikke længere vil forblive begravet.
Det der med at forblive begravet får en konkret substans i intrigen.
Også i den grad. Den replik jeg holder mest af i hele bogen er ’Kender I nogen med en rendegraver?’ og så klipper jeg.
Filmisk.
Det er jo det sprog og den tone folk kender fra film og TV. Og så fortælleprincippet med at skifte scene i præsentationen efter et klimaks eller lige før og så tage tråden op senere mens fortælleren har spændt publikum på pinebænken i mellemtiden med at afvikle andre krøller i handlingen.
Du er i virkeligheden væmmelig og beregnende.
Som alle formidlere af spændende historier. Man har pligt til at tænke i de baner. Jeg ser for tiden en TVtserie der hedder ’Bedrag’. Her spidsvinkler man konsekvent emnet. Der går tilmed en halv serie på ti afsnit inden er kommer et mordforsøg. Emnet er finansspekulation og økonomisk kriminalitet, og rent umiddelbart er det ikke et emne man først ville vælge i gramseposen med ubrugte intrigeemner, men netop derfor er det modigt og nytænkende. Man må så lige ha nogle småkriminelle mekanikere i gulvhøjde med for at holde på de segmenter af publikum, der sværger til det banalt spændingssøgende, men projektet er beundringsværdigt.
Du påskønner det vel, fordi du selv tilstræber noget lignende?
Det er muligt, ja. Det er heller ikke oplagt at skrive en bog om børnehjemsbørn som fortjener en undskyldning fra magthaverne men ikke kan få det, og netop af den grund synes jeg emnet fortjener at blive taget op.
Du har også skrevet engageret om TVIND skolerne, behandlingen af autister, børn med ADHD og ofre for pædofili samt krigsflygtningebørn.
Det er sandt. Hvis det er noget som har at gøre med en forkert behandling af børn, bliver jeg harm. Og den harme kan jeg bruge som motivation til at arbejde et emne igennem i en eller anden dramaturgisk form. Uretfærdighed er brænde på mit dramaturgiske bål.
Er der et problem i de præferencer?
I forhold til et voksent læsende publikum, ja. Helt generelt vil voksne helst læse bøger om voksne, ikke om børn. Så jeg må tilrettelægge vinklingen, så voksne optræder på en aktiv og spændende måde. I det konkrete tilfælde er det så voksne mennesker, der tænker tilbage på deres hårde opvækstvilkår. Og så skal Katrine og Pia og Theis naturligvis også opfattes som voksne identifikationsobjekter. Med Malte og de pensionerede børnehjemsbørn har jeg faktisk personer i alle aldersgrupper repræsenteret i min historie.
Du har et kapitel om forsorgen gennem årene?
Det måtte jeg have med. Det gnistrer ikke af umiddelbart drama, det er faktisk tørt og sagligt, men som supplement og måske kontrast til vinklingen i resten af bogen forekom det naturligt og nødvendigt.
Man kan sige, at der er en konkret model for skurken i historien?
Det er der unægtelig. Nogle af de andre ting han foretager sig ville som det skete i virkelighedens verden også have væltet ham i tidens fylde, men i min udgave har han desuden foretaget sig noget kriminelt på jordplan, og det fremskynder processen.
Det var vel også et bevidst valg?
Det var det. Jeg har en modvilje mod alle myndighedspersoner som får storhedsvanvid og tror de kan gå på vandet. Det er på et andet plan en parallel til den kyniske selvforståelse man kunne finde hos visse af fortidens forstandere på institutioner for de mennesker, der var hårdt ramt af skæbnen, fysisk, psykisk eller socialt. Jeg ville vise, at disse beklagelige menneskelige træk også kan genfindes hos myndighedspersoner i dag.