|
I "Sejd" havde jeg en præsentation af den danske tegneserieskaber
Vilhelm Hansen, og det var ikke tilfældigt. Allerede tidligt var
jeg meget henført over tegnede dyrefortællinger, og jeg
havde naturligvis ikke kunnet undgå at bemærke, at en af
de største talenter på området var dansker og desuden
var daglig gæst i vores lokale avis, Viborg Stifts Folkeblad, der
tilhørte venstrepressen.
Fra begyndelsen af halvtredserne gik "Rasmus Klump" sin sejrsgang
over Nordeuropa, og Pressens Illustrations Bureau fik placeret serien
i mange landes aviser. Men den flittige Vilhelm Hansen havde åbenbart
tid til at tegne mere end den daglige stribe, for ikke længe efter
succesen med "Rasmus Klump" fik PIB afsat en anden løbende
serie til venstrepressens mange dagblade, nemlig det ugentlige lille
børneeventyr, "Vore Dyrevenner", hvor Per B Andersen
fortalte en hyggelig lille historie og Vilhelm Hansen stod for en lige
så hyggelig illustration med nuttede dyrefigurer. Lige så meget
som jeg hader journalisters menneskeliggørende kommentarer til
dokumentarfilmene med virkelighedens dyr på TV, lige så meget
elsker jeg disse dyrefortællinger, selv om de vel egentlig ikke
kan kaldes fabler. Og særligt de ældste af disse fortællinger
har meget omhyggeligt tegnede illustrationer til at ledsage teksten.
Jeg er den lykkelige ejer af flere kladdehæfter, hvori jeg omhyggeligt
hver uge klistrede disse historier ind, men jeg var ikke med fra starten,
hvor tegningerne var på det ypperste.
Til gengæld fandt jeg engang hos en marskandiser en fin lille bog
kaldet "Dyresnak" hvilket også var fællestitlen
på denne ugentlige spalte i flere af de Bergske blade, som Den
liberale Presse dengang hed. Og denne lille perle af en udgivelse indeholder
nogle af de allerførste eventyr. Jeg tillader mig hermed at gengive
den som supplement til denne præsentation i sikker forvisning om,
at den formentlig aldrig vil blive genoptrykt. Hertil er historieindholdet
nok lidt for bedaget - men charmerende. Den giver et sympatisk billede
af de stillestående og stadigt lidt gammeldags halvtredsere, hvor
jeg selv var barn. I denne periode var Vilhelm Hansen en gudbenådet
dyretegner med sin pen.
Der kom på et senere tidspunkt nogle børnebogsudgivelser
i farver med dyreillustrationer samt et par klassikere med udvalgte nissehistorier,
som var samlet fra de juleeventyr, der først blev trykt hver jul
i ugebladet "Hjemmet" (og som jeg også har en fin samling
af), men disse ældste sort-hvide pennetegninger af sympatiske dyr
betegner dog højdepunktet af hans kunstneriske formåen.
Hans brug af dyr til præsentation af et bredt udvalg af menneskelige
karaktertræk var ikke Vilhelm Hansens ærinde, men når
det gælder hygge og velvære var han uovertruffen.
|