I "Sejd" havde jeg en præsentation af den danske tegneserieskaber Vilhelm Hansen, og det var ikke tilfældigt. Allerede tidligt var jeg meget henført over tegnede dyrefortællinger, og jeg havde naturligvis ikke kunnet undgå at bemærke, at en af de største talenter på området var dansker og desuden var daglig gæst i vores lokale avis, Viborg Stifts Folkeblad, der tilhørte venstrepressen.
Fra begyndelsen af halvtredserne gik "Rasmus Klump" sin sejrsgang over Nordeuropa, og Pressens Illustrations Bureau fik placeret serien i mange landes aviser. Men den flittige Vilhelm Hansen havde åbenbart tid til at tegne mere end den daglige stribe, for ikke længe efter succesen med "Rasmus Klump" fik PIB afsat en anden løbende serie til venstrepressens mange dagblade, nemlig det ugentlige lille børneeventyr, "Vore Dyrevenner", hvor Per B Andersen fortalte en hyggelig lille historie og Vilhelm Hansen stod for en lige så hyggelig illustration med nuttede dyrefigurer. Lige så meget som jeg hader journalisters menneskeliggørende kommentarer til dokumentarfilmene med virkelighedens dyr på TV, lige så meget elsker jeg disse dyrefortællinger, selv om de vel egentlig ikke kan kaldes fabler. Og særligt de ældste af disse fortællinger har meget omhyggeligt tegnede illustrationer til at ledsage teksten.
Jeg er den lykkelige ejer af flere kladdehæfter, hvori jeg omhyggeligt hver uge klistrede disse historier ind, men jeg var ikke med fra starten, hvor tegningerne var på det ypperste.
Til gengæld fandt jeg engang hos en marskandiser en fin lille bog kaldet "Dyresnak" hvilket også var fællestitlen på denne ugentlige spalte i flere af de Bergske blade, som Den liberale Presse dengang hed. Og denne lille perle af en udgivelse indeholder nogle af de allerførste eventyr. Jeg tillader mig hermed at gengive den som supplement til denne præsentation i sikker forvisning om, at den formentlig aldrig vil blive genoptrykt. Hertil er historieindholdet nok lidt for bedaget - men charmerende. Den giver et sympatisk billede af de stillestående og stadigt lidt gammeldags halvtredsere, hvor jeg selv var barn. I denne periode var Vilhelm Hansen en gudbenådet dyretegner med sin pen.
Der kom på et senere tidspunkt nogle børnebogsudgivelser i farver med dyreillustrationer samt et par klassikere med udvalgte nissehistorier, som var samlet fra de juleeventyr, der først blev trykt hver jul i ugebladet "Hjemmet" (og som jeg også har en fin samling af), men disse ældste sort-hvide pennetegninger af sympatiske dyr betegner dog højdepunktet af hans kunstneriske formåen. Hans brug af dyr til præsentation af et bredt udvalg af menneskelige karaktertræk var ikke Vilhelm Hansens ærinde, men når det gælder hygge og velvære var han uovertruffen.