Disney & Co.
Af Freddy Milton

tilbage

Halvtredserne var et gråt og støvet årti. Danmark levede stadig med eftervirkningen af Anden Verdenskrig. Folk havde små indkomster, kvinderne var hjemmegående og alle var utroligt moralske udadtil. Man talte ikke om følelser og underholdning var det småt med.

Jeg voksede op i det årti. Selvfølgelig havde jeg ikke noget at sammenligne med, og det lå heller ikke til mig at kede mig. Vi børn var gode til at finde på noget at fordrive tiden med som ikke kostede ret meget.
Hvis man gerne ville underholdes, var der ikke meget at hente. De fleste hjem fik først fjernsyn i slutningen af årtiet, og så var det en lille skærm i sort-hvid med en enkelt kanal der kun sendte en lille del af døgnet. Desuden gik de fjernsyn ofte i stykker og skulle repareres og det var dyrt.
På bibliotekerne var der heller ikke meget for børn. Vi drenge kunne låne nogle få drengebøger af Kaptajn Marryat og Torry Gredsted foruden visse gamle klassikere. Detektivbøgerne med Jan og pigebøgerne med Puk var ikke at finde der, de var for ’merkantile’.
Disse ungdomsbøger var skrevet på en gammeldags måde med knudret sprog og forældede idealer, selv set fra en halvtredser-synsvinkel. Der var dog tegneserierne. Jeg læste ugebladet Skipper Skræk hos frisøren. Det bestod af fortsatte serier mest hentet fra amerikanske aviser. De var nogenlunde.

Men så fik jeg til min 5 års fødselsdag i 1953 et månedsblad med afsluttede historier. Det var trykt i flotte farver men kostede hele 90 øre. Jeg blev dog så begejstret, at jeg plagede om at få det også næste måned, og enden blev, at købmanden lagde hæftet til side og skrev det i købmandsbogen sammen med toiletpapir, sukker og mel. Min bedstemor læste dette og andre hæfter højt for mig, og senere i livet har måttet skaffe bedre eksemplarer end de gamle sønderlæste laser.

Bladet hed Anders And & Co. Lanceringen 4 år tidligere skulle efter sigende være sket med støtte fra Marshall-hjælpen. Det var penge amerikanerne gav europæerne til genopbygning efter krigen for at få gang i hjulene. Bladet indeholdt historier med dyrefigurer, noget som Disney var blevet kendt for. Publikum havde i forvejen set hans tegnefilm i biografen som Snehvide og de 7 Dværge, Pinocchio og Bambi. Metropol biografen havde hvert år et juleshow med et udvalg af de korte tegnefilm, der i USA blev brugt som udfyldning mellem spillefilmene i biografen, der kørte uden afbrydelse.
I bladet var der historier med figurerne fra disse korte film, og det var især den første 10-siders historie, der påkaldte sig opmærksomhed. Den var med Anders And og skulle helst være skrevet og tegnet af Den gode Tegner, som vi langt senere fandt ud af hed Carl Barks.
Når specielt hans fantasi vakte noget til live i os børn dengang, så var det fordi han tilføjede elementer, vinkler og holdninger vi ikke oplevede andre steder med det udbredte snæversyn, tilbageholdenhed, pligtopfyldelse og rædsomt kedelige livsudfoldelse, hvor alt skulle være pænt og fornuftigt, moralsk og nedtonet.

I Carl Barks’ historier opførte figurerne sig mere spændende. Det var mennesker, men i dyreforklædning slap han af sted med mere end han ellers ville have fået lov til dengang. Hans figurer var beregnende og selviske, de var overmodige og fejlvurderede tingene. Det var faktisk ungerne, der var de mest kløgtige og fornuftige, når de da ikke lige var groft uartige. Men da de ikke var sønner men kun nevøer, kunne det tillades, og som onkel kunne Anders også få lov at løbe efter dem med en kæp parat til at give dem en endefuld.
Man havde i denne fremstilling indbygget en formel distance til familielivet og samfundet, men vi børn kunne godt skue gennem den overflade og suge de informationer til os, som vi savnede så inderligt.
Og så havde Anders en veninde, Andersine, og en rival, Fætter Højben. Vi børn fik et spændende indblik i spillet mellem kønnene med skinsyge og hævntørst, besiddelyst og beregnende intrigespil. Hvor var det herligt. Den slags fik vi aldrig noget at vide om andre steder, og de voksne fortalte os ingenting. Hvis man spurgte, blev det slået hen som noget man måtte vente med at få noget at vide om til man blev ældre, men det skete aldrig.

Det var på den basis bladet slog sig op og fik en særlig anseelse. Den position varede det meste af halvtredserne, og da tresserne kom, skete der nu så meget på alle mediefronter at det spændende ved Anders And bladet ikke længere var enerådende.
Desuden udkom det nu hver uge, og så mange gode fortællere havde man trods alt ikke at trække på. Gennemsnitskvaliteten dalede. I begyndelsen af tresserne var der faktisk mere fut i en konkurrent, der kom på banen fra Aller koncernen. Det blad hed Daffy og viste et andet figurgalleri fra det konkurrerende selskab Warner Brothers.

På et tidspunkt i løbet af tresserne indså udgiveren af Anders And bladet, Gutenberghus, at man blev nødt til at supplere de amerikanske bidrag med hjemmeproduktion, og det begyndte man så på i det små og med beskedent resultat, rent talentmæssigt.
I løbet af halvfjerdserne blev tingene sat i system. Man kombinerede englændernes uomtvistelige evner til at skrive humoristisk med spaniolernes evne til at tegne glat og prydsomt. Man havde mødelokaler i London, hvor man mødtes med manuskriptforfattere og man oprettede et fast studie i Barcelona med tilknyttede tegnere.

På et tidspunkt syntes jeg også, at jeg gerne ville være med på vognen, så jeg henvendte mig til redaktionen og fik lov at lave et par småserier. Men så skrev og tegnede jeg på eget initiativ en lang serie, som Carl Barks havde gjort det tidligere. Den hed Det store Nys. Jeg havde som andre fået at vide hvem den gode tegner var, og jeg skrev til ham og fik tilmed svar. Han kunne godt lide historien. Gutenberghus kunne dog ikke bruge den. De producerede kun kortere historier.
S å spurgte jeg redaktøren, om jeg selv måtte prøve at få serien udgivet, hvis jeg ændrede på figurerne, og det fik jeg lov til. Men udgiveren, Interpresse, var uden mit vidende fræk nok til at sætte et Nr 1 på forsiden øverst, og så blev Gutenberghus naturligt nok bekymret, for mine gæs lignede selvfølgelig de ænder i forklædning som de også var, så de truede med fogedforbud, hvis Interpresse fremturede. Der havde nu aldrig været tale om at der skulle komme flere hæfter af den slags, men det fatale ettal sortlistede mig desværre hos Gutenberghus.
Nå, pyt, jeg kom senere til at lave alle de andehistorier jeg orkede for den hollandske redaktion, de bedste i samarbejde med en suverænt dygtig stilimitator Daan Jippes.
Heldigvis fik jeg også samtidig gang i min egen albumserie med sjove dyr, Familien Gnuff. Her havde jeg hele 46 sider at boltre mig på til mine intriger, og jeg opdagede at min styrke lå i de længere eventyr fremfor de korte. I tidens løb er det blevet til 18 album, og det er mere end nogen anden dansk albumserie med fortællende tegneserier.

Et morsomt forløb drejede sig om Søren Spætte. Semic Press i Stockholm udgav en konkurrent til Anders And bladet, og i en periode inden markedet kom under afvikling nåede jeg at foretage en udvikling af Søren Spætte universet, som på mange måder kunne sammenlignes med det, som Barks havde gjort med Andeby. Jeg fik opgaven fordi jeg havde boet i Sverige og arbejdet på den moderredaktion, som stod for udgivelsen af næsten alt muligt andet i tegneserieform i Skandinavien end netop Disneys serier.
Barks havde udvidet den snævre tegnefilmramme med Donald Duck til at blive et helt samfund, der kunne danne baggrund for en række fortællinger, der udnyttede tegneseriernes fortællemæssige styrkepunkter, der var bredere og dybere end hos de korte tegnefilm, vel at mærke hvis man som han havde talent til at udnytte det.

Det blev til fem år med Søren Spætte, og selv om det også skulle have været korte afsluttede historier, lykkedes det mig at forklæde intrigeforløb af albumlængde til kortere kapitler, som kunne forsvares som enkeltstående. En tolerant redaktør tillod det, og han tillod også at min egen dyreserie, Familien Gnuff, blev trykt i kapitelform i bladet og dermed bar sig hjem rent økonomisk.
Det der med økonomi er en træls affære, og det er næsten ved at kvæle den fortællende tegneserie som genre i vore dage, hårdt trængt som den nu er af andre platforme, hvor lyd og bevægelse gør helheden mere appellerende.
Merchandising har altid været et kærkomment tilskud til økonomien for rettighedshavere, specielt da for Disney koncernen, der i årenes løb har tjent meget på benyttelsen af deres galleri til markedsføring af produkter, der ikke har en dyt med selve figurerne at gøre. Det er desværre et velkendt fænomen i vores nu enerådende kapitalistiske samfundssystem.
Jeg kom selv til at mærke et vingepust af den form for kapitalisme da jeg blev bedt om at lave en erstatningsfigur for Anders And til et pålægsprodukt der i årevis havde båret det navn.
Selv om man nu kan undre sig over den trafik at bruge Anders And til at sælge pålæg, som ikke engang var rigtig chokolade, men kun det billigere vekao, så er det vel i grunden ikke så meget anderledes end at bruge Star Wars til at sælge Lego, og det lader jo til at fungere.
Jeg lavede så til erstatningschokoladen en erstatningsfigur, Søren Sømand, som Disney ganske vist brokkede sig over, men dog ikke så meget at de turde nedlægge fogedforbud. Rent faktisk havde de jo også behandlet en tidligere loyal kunde dårligt, der uden at have forbrudt sig mod noget mistede rettigheden til brugen af Anders And i deres produktnavn.

At dette kunne ske, skyldtes også kun, at Disney havde indgået en lukrativ Joakim von And aftale med den internationale fødevarekoncern, Nestlé, om brugen af Disneys figurer til alle deres fødevareprodukter, og pålægsvekao må trods alt regnes for et næringsmiddel, skønt et af de mindre lødige af slagsen.
Nestlé havde ganske vist ikke det produkt i deres sortiment i Danmark, men det ville de så rette op gennem markedsføringen af Anders And Pålæg, siden den rettighed nu tilfældigvis var faldet i deres turban. Så her tabte det lokale danske firma, Heinrich Jessen, til det større internationale Nestlé. Det gamle andepålæg i nyt regi overlevede vist ikke ret længe, måske fordi det nu blev lavet af rigtig chokolade, der er dyrere.
Jeg havde dog fået en givtig aftale med Heinrich Jessen omkring brugen af Søren Sømand, for nu skulle der ikke være noget at sætte en juridisk finger på. Så man kan sige jeg nød godt af den fordelagtige kontraktformulering som Disneys hær af advokater altid strikkede sammen i Disneys favør.
Dette varede dog ikke ved, for firmaet fandt ud af, at den royalty aftale med mig var for dyr, så de gav mig Søren Sømand tilbage og designede selv en rædderlig humanoid sømand til at erstatte ham på æsken. Jeg tror ikke det har betydet så meget, for der var kommet grøde i firmaernes konstruktion. Heinrich Jessen blev opkøbt at Freia, og nu er der helt andre, der ejer pålægget. Søren Sømand fik senere en hovedrolle i mit spillebogsalbum Onkel Skipper, der netop handler om markedsføringsjunglen og licensproduktion i udlandet af billige underleverandører.

Nu hvor jeg er ved at afslutte min karriere som tegneserietegner glæder det mig, at jeg fik søsat så mange fortællinger som jeg gjorde mens tid var. Inspirationen fra Carl Barks varede ved hos mig i mange år, og nogle af hans præcise og koncentrerede fortælleprincipper kommer mig også til gode i dag, hvor jeg er gået over til at skrive bøger i stedet. En anden af mine gamle fabeldyrsfigurer, Pamfilius, har fået nyt liv som skytsånd i Sjæletjenesten, men det er en helt anden historie…
           

tilbage