DISNEY FYLDER 90 I efteråret 2013 oplevede jeg det besynderlige, at jeg tændte for radioen og det var mig der snakkede. Tilsyneladende noget om at købe hus, som jeg havde glemt alt om. Jeg måtte naturligvis finde ud af, hvad det var for noget, og det viste sig, at det var en udsendelse fra serien Radioklassikeren, hvor man roder i det gamle DR arkiv og sætter optagelser sammen til en ny helhed. Et program, jeg som den historisk interesserede person jeg er, ofte har fornøjelse af at lytte til. Udsendelsen var tilsyneladende lavet en gang i begyndelsen af 1990’erne, og den handlede om Andeby. Jeg var med som dansk tegner, der bidrog med serier med Anders And. Det var dog en sandhed med modifikationer, for Gutenberghus brød sig ikke om mig, så jeg fik den del af min produktion trykt i Holland. Først senere blev nogle episoder allernådigst trykt i Anders And Extra. Udsendelsen var også interessant af andre grunde. Blandt andet var der et klip med Dan Turell, hvor han snakkede om Andeby. Jeg har altid haft en svaghed for hans causerier lige fra dengang vi i 1970’erne på en tegneseriefestival i Huset i Magsstræde hørte hans kendte ’Hver tirsdag’ optræden. DR havde som med mange andre gamle udsendelser lagt ’Disney fylder 90’ ud til fri afbenyttelse på deres portal, så jeg kunne gå ind og høre hele klassikeren, og det synes jeg var ret morsomt. Nu ligger den altså også her, hvor der måske kommer flere donaldister forbi og bliver fristet til et 30 år gammelt genhør.
|