Forfatter: Behold dine digitale rettigheder!
Kronik om digitale rettigheder
af Freddy Milton - juni 2010

På den nu afsluttede tegneseriemesse i Øksnehallen overværede jeg en paneldiskussion om fremtiden for den europæiske albumudgivelsesform. Undervejs kom den erfarne tegneserieforfatter Jean van Hamme med et irriteret og udbrud mens han resigneret rystede på hovedet: ”I-pod, I-pad, jeg gider ikke høre mere om det!”

I Frankrig er problemet med tegneserierne ikke selve udgivelsen. Det er spørgsmålet om at få plads på hylderne i butikkerne når man kommer med et nyt album. Det går især ud over debutanterne. Det samme gælder overalt i bogbranchen. En løsning på det spørgsmål kunne være, at man ikke er afhængig af at få overtalt en udgiver til at bekoste trykning af ens skaberværk. Man lægger det ud på nettet, når man har fundet en model til at betale for overdragelse af brugsretten, og det kommer nok snart. Hos bibliotekerne pågår nye forhandlinger om dette vigtige spørgsmål for øjeblikket.

Musikbranchen har omtrent løst det digitale ophavsretsproblem, og snart kommer filmselskaberne sikkert med en tilsvarende model. Spørgsmålet med illegal fildeling er i grunden primært ikke selve processen med download, blot man har et håndterbart alternativ. Hvis det kan klares på en bekvem måde, som alle kan finde ud af, så er folk ikke uvillige til at betale et rimeligt beløb for den mulighed.

For ikke så længe siden var relevante rettighedshaverorganisationer indbudt til et møde i ’Bibliotekstilsynet’. Anledningen var et ønske om at oprette et ’site’ hvor børnelitteraturen kunne få et forum på nettet, så børn kunne logge ind og undersøge nye lånetilbud, diskutere med andre børn og bestille titler til hjemlån. I den forbindelse skulle hjemmesiden jo også være attraktiv, så man ville gerne kunne bringe illustrationer og tekstcitater på nettet. Og for den trafik skulle der aftales en honorering for dette brug, og det var en naturlig opgave for ’Copydan’. Alle organisationer var positive over for imødekommelsen af dette ønske. Man forstod, at en profil på nettet også i denne sammenhæng var ønskværdig i vore dage med den store rolle computeren har fået i folks dagligdag.

Så var jeg også for nylig til et møde i ’Copydan’ omkring digitalisering af periodika, mest ugeblade og aviser. ’Kulturarvsstyrelsen’ står for tur med lignende ambitioner. På mødet fortalte en repræsentant for et digitaliseringsfirma om arbejdet med at gøre store mængder arkivmateriale tilgængelig i digital form. Dette logistikproblem fik dog ikke sveden frem på panden hos den erfarne leder, der fortalte, at man lige havde afsluttet en opgave for det førende norske dagblad, ’Aftenposten’. I vore dage er disse firmaer vant til at jonglere med mange terrabytes, og serverne har kapacitet til at håndtere trafikken. Løbende havde han arbejde med at lægge aviser ud på nettet. Den trafik er jo velkendt. Og kvikke journalister har længe gjort sig den tanke, hvornår skærmudgaverne bliver vigtigere end den trykte version, som i udbredelse overalt befinder sig i en nedadgående spiral.

En praktisk bekvemhed, som imponerede mødedeltagerne var, at man på nærmest Google-agtig vis var i stand til at lokalisere forekomsten af specielle ord i den kolossale tekstmængde. Hvis man for eksempel tastede ’Stoltenberg’ ind i søgefeltet, så klarede programmet på nul tid at finde ud af, hvor det ord var forekommet i alle årgange af ’Aftenposten’ og kom tilmed med en grafisk statistikkurve over brugen af søgeordet, så man kunne se, hvornår han var stærkest repræsenteret i avisen. I de konkrete artikler var ordet naturligvis highlighted. En mulighed, som må glæde alle, der i deres arbejde har måttet køre stakkevis af gamle mikrofilmkopier igennem for at finde artikler om bestemte emner eller personer.

’Copydan’ er gearet til at tackle spørgsmålet om kollektive ophavsrettigheder. Gennem de seneste år har man fået abonnementsaftaler i stand primært med landets undervisningsinstitutioner omkring honorering for deres brug af digitale rettigheder. I gamle dage hed det ’kopiafgiften’, og den eksisterer naturligvis stadig omkring fysiske papirkopier. Man har også stadig en afgift på blankbånd, selv om de er afløst af DVDer. Selv om det har krævet noget benarbejde fra ’Copydan’s side, så har man fået et vist medspil omkring disse nye aftalers indgåelse gennem den voksende erkendelse af, at der foregår et stigende brug af digitale filer i undervisningsøjemed og det praktisk umulige i at foretage en registrering af, hvem der på bundlinien sidder med rettighederne til alle de filer, man håndterer i undervisningssammenhæng.

På mødet i ’Copydan’ forleden omkring digitalisering blev spørgsmålet også rejst, hvad man skal stille op med bunken af diffuse og måske uplacerbare rettigheder, som ligger i udgivelsernes mellemperiode. Det materiale, som er mere end 70 år gammelt, udgør ikke noget videre problem, for ophavsrettighederne er frie, og noget tilsvarende kan gøres gældende for det seneste tiår, hvor udgiverne er begyndt at skrive betingelsen om brug af de digitale rettigheder ind i kontrakterne med medarbejderne. Journalister kender til den praksis, specielt freelancerne. ’Hvis du vil blive ved med at arbejde for os, så må du nu skrive under på, at bladet ejer de digitale rettigheder.’

Anledningen til denne kronik er da heller ikke denne form for afgivelse af rettigheder omkring materiale, som man er blevet bedt om at levere til en arbejdsgiver – selv om jeg er overbevist om, at også det kan føre til heftige diskussioner i fagforeningskredse, og sikkert allerede har gjort det. Nej, den mere presserende anledning er den afgivelse af digitale rettigheder, som forfattere bliver lokket ud i. Altså skabere, som kommer med et originalt manuskript, der ikke på forhånd er bestilt.

Som udgangspunkt har en forfatter fra starten samtlige rettigheder. Det er først gennem aftalen med et forlag, at forfatteren overdrager visse salgs- og distributionsmæssige rettigheder. Allerede gennem flere år har der i forlags standardkontrakter været en passus omkring de digitale rettigheder, som forlagene har set en stadigt stigende interesse i at forvalte.

Måske har jeg været dum, men så har jeg nok ikke været den eneste. Forleden var jeg medlem af en deputation for vores organisation, som havde fået et møde i stand i ’Kulturministeriet’. Den vigtigste anledning var en harmonisering af behandlingen af børne- og voksentegneserier i bibliotekspengemæssig sammenhæng. Det var ikke så presserende et spørgsmål for 19 år siden som det er i dag.

Under samtalen bragte kulturministeriets repræsentant et spørgsmål på bane, som vi ikke havde været opmærksomme på, men det var et meget relevant og vigtigt punkt. I forbindelse med noget, som vistnok foreløbig var en forsøgsordning, kom det frem, at der fra bibliotekssektorens side var indgået en aftale med forlagene om, at bibliotekerne skulle betale et beløb – ca. 16 kroner – for download af en titel som e-bog. Det var ikke en aftale eller et beløb, som vi havde hørt noget om i vores organisation. Et beløb, som altså gik til det konkrete forlag og, så vidt vi forstod, uden om den bestemte forfatter.

Der var også til dette møde en repræsentant for biblioteksforvaltningen. Han kunne oplyse, at denne praksis indtil videre ikke er benyttet i videre omfang, men der var ingen tvivl om, at den efterhånden ville finde større udbredelse. Hvis det nu gik rigtig galt og ingen nåede at råbe vagt i gevær, så ville vi i fremtiden være vidne til en udhuling af bibliotekpengesystemet til fordel for en ny statslig støtte til forlagene.

Der skal ikke megen fantasi til at forestille sig fremtiden hos bibliotekerne omkring deres indkøbspolitik, hvis der ikke snart bliver hanket op i dette spørgsmål. Og så vil det vil ikke engang blive billigere for bibliotekerne at betale for e-bog udlån, for her skal biblioteket betale for hver download en bruger bestiller, når en bog bliver udgivet – eller skal vi sige udbudt? Så vil forfatteren sidde tilbage med et stadigt mindre beløb i bibliotekspenge for de få indkøbte trykte versioner, mens forlagene vil score kassen på downloads.

For at håndtere e-bøgerne har forlagene ’Gyldendal’ og ’Lindhardt og Ringhof’ købt firmaet ’Publizon’, som for tiden entrerer med bibliotekernes organisation DBC om en fornyet aftale omkring bibliotekernes downloads af e-bøger. Så vidt jeg har forstået er de foreløbig ene på banen i det regi. Lån af e-bøger sker på sitet ’www.ebib.dk’. Der er foreløbig ca. 1500 titler, der kan downloades. Prisen som dit lokale bibliotek skal betale for at du downloader en e-bog i en uge er altså ca.16 kroner. Du må så kun downloade 12 titler om måneden, men alt som denne praksis bliver udbredt, vil dit bibliotek skulle betale op til 180 kr. om måneden til ’Publizon’ for dine downloads. Det er penge, som fragår bibliotekets budget og selvfølgelig mindsker mulighederne for at indkøbe andre emner til udlån.

Beholder forlagene så de penge? Nej, der bliver tilbagebetalt 25% til forfatterne. Altså ca. 4 kr. Resten beholder forlagene. For nuværende ca. 12 kr. pr. titel.  Hvem er gået med til det? Jo, tro det eller lad være: Det har både ’Dansk Forfatterforening’ og ’Danske skønlitterære Forfattere’.
Men hvis de har sagt god for den fordeling, så må sagen vel være i orden? Eller er den?
Man har beklageligvis ikke har formået at skelne mellem de e-bogs indtægter, der genereres på det frie marked, og så den stigende andel, der i fremtiden vil komme fra bibliotekernes udlån. ’Publizon’ vil udvikle sig til en ren pengemaskine, for der skal ikke leveres et fysisk materiale. Det skal blot stille en fil til rådighed i en periode for abonnementsprisen. Det kan gøres så let som at bruge netbank og burde administrativt koste det samme. Den nye ordning betyder samtidig, at en forfatter kun får del i pengene ved brug af materialet. Den gamle bibliotekspengeordning udløser honorar så længe titlen står på hylden, i udlånet eller i arkivet. Bogen behøver altså slet ikke at have været udlånt for at udløse afgift, en imødekommelse af de mere marginale forfatteres interesser.

Ved en fremskrivning af denne nye digitale praksis vil der altså ske det, at forlagene i fremtiden vil stjæle 75% af den digitale bibliotekspengeandel fra forfatterne. Skal det ske? Det håber jeg ikke. Vi må gå ud fra, at Kulturministeriet bliver gjort opmærksom på, i hvilken retning vinden blæser, så at de digitale bibliotekspenge lovgivningsmæssigt kommer til at falde på det sted, hvor de hører til, nemlig hos forfatterne. Og uden at skulle mellemlande hos et forlagsejet selskab, der skal score kassen som forvalter.

Hvis staten ønsker at støtte bogbranchens virksomheder, kan det lettest ske ved at lempe bogmomsen. Det har man gjort i Sverige, og samlet set har man der beregnet, at staten ikke har mistet indtægter ved den beslutning.

Staten har for at leve op til krav fra EU ændret på den juridiske status for udbetaling af bibliotekspengene for at kunne bevare ordningen som en kulturstøtte. Så kan det vel ikke være meningen, at der kommer til at ske et skred, så det i fremtiden ender med at blive en forlagsstøtte frem for en støtte til danske forfattere?

Freddy Milton
'Billedkunst' repræsentant i 'Copydan'

retur