Den måske egnede
tilbage
I en periode under min opvækst var min tegneserieinteresse underdrejet. Jeg kunne måske godt skyde en hvid pind efter at blive noget ved musikken på det felt. Det var en håbløs drengedrøm, som jeg burde lægge bag mig og koncentrere mig om noget fornuftigt. Med en omskrivning af Barks var jeg måske blot en tåbelig fyr, der troede jeg kunne blive tegneserietegner.
Jeg fulgte dog med i hvad der skete og købte stadig danske og udenlandske tegneseriehæfter. Der begyndte at ske noget, især i Frankrig. I 1959 var der startet et ugeblad i Frankrig, der hed Pilote. Det var i stort format og samlede en række talentfulde tegneserieskabere om bladet. Succesen med Asterix kunne også give andre skabere chancen, og flere af dem henvendte sig til et mere voksent publikum end de belgiske ugeblade Tintin og Spirou.
Jeg orienterede mig også i de amerikanske serier og blev begejstret for det som var blevet trykt i de gamle EC hæfter og MAD. Det var ikke alt sammen kun for børn. Voksne kunne også læse tegneserieblade, og ikke blot striberne i aviserne.
I 1965 fik jeg min realeksamen, og alle vi fra klassen blev spredt for alle vinde. Ikke alle havde dog været med fra frk Gadegaards dage. Da vi startede i realafdelingen kom der et tilskud af elever fra nabobyerne fordi Overlund Skole var blevet udnævnt til centralskole.
Tidligere havde vi dog mistet et par klassekammerater, der fortsatte direkte i Viborg Katedralskole. Det var børn fra akademiske familier, som uden besvær blev erklæret egnede til gymnasiet.
Som et udslag af min dokumentariske åre optog jeg nogle Super 8 Kodachrome smalfilm af vores eksamen og fejringen derefter samt rejsen til Bornholm. Det var inden hjemmevideoer blev hver mands eje så da jeg nogle årtier senere fik konverteret mine smalfilm til VHS kopierede jeg optagelserne fra dimission og translokation og sendte dem rundt til mine gamle klassekammerater. Jeg tror de blev glade. Det er altid rart at se noget fra ens ungdom, hvor man stadig udstråler livsglæde og mod på livet.
Vi, der ikke var begunstiget ved at kunne gå direkte over i gymnasiet efter 2. real måtte vente. Det var jo sin sag at risikere ikke at blive student. Hvis man 'tog realen med' havde man dog noget at falde tilbage på, hvis man kuldsejlede på Katedralskolen.
Med prædikatet 'måske egnet' måtte vi vist op til en prøve, som jeg dog ikke husker noget om. Jeg blev sammen med et par andre realister fra vores klasse optaget i gymnasiet, men da jeg havde valgt matematisk linje og de andre havde valgt sproglig henholdsvis biologisk linje kom vi ikke i klasse sammen. Det var nok ikke sket alligevel, for der var flere parallelklasser på hver linje. De sproglige fik bogstaverne a, b, c osv. tilføjet årgangsnavnet, de matematiske fik x, y, z osv. vedhæftet. Jeg kan ikke huske hvilke bogstaver biologerne og de klassisk sproglige brugte.
Vi havde et par sjove originaler blandt lærerne. Det var ikke som på Scherfigs tid, men vi havde dog BAF i oldtidskundskab.
Når vi tilføjede et ekstra F til øgenavnet på tavlen gik han straks hen og fjernede det når han kom ind. 'BAF er kun med ét F', kundgjorde han mens han lagde mappen på katederet. Hvorfra det øgenavn kom fandt jeg aldrig ud af.
Når han havde lagt mappen på kateteret og kiggede ud over klassen havde han ofte denne kommentar 'Hør, vi er da vist for mange i dag'. Det skete som regel når oldtidskundskab var en udgangstime og kun nogle få retfærdige var mødt op. Faget blev ikke regnet med som pointgivende hos matematikerne. Bemærkningen var sikkert ironisk, men det kan selvfølgelig godt være, at han havde ventet et større frafald.
Det var også BAF, der beroligede os med, at han kunne eksaminere en stol til syv, og dengang var syv en karakter lige under middel.
Men man skulle selvfølgelig ikke opføre sig som de rene tåber.
"Hvis censor spørger indsmigrende, om det da ikke er synd for den stakkels helt, at guderne prøver ham så slemt, så skal I aldeles ikke være flink og give ham ret! Nej, nej, og atter nej! Det er ikke synd for den unge mand, at han udsættes for alle de hårde prøvelser!"
BAF fortalte også, hvordan han ville straffe en ulydig elev.
"Nej, jeg vil ikke slå dig! Jeg vil kaste dig op i luften, så du kan falde ned og slå dig selv!"
Så var der også krøblingen fra hans barndom, hvis ene ben var lidt kortere end det andet. Han gik ofte med den ene fod i rendestenen og den anden på fortovet, så gadedrengene ikke kunne lade være med at råbe efter ham 'Jen å en hal! Jen å en hal! Jen å en hal!'
På et tidspunkt havde han jubilæum, og han trådte op på skolens talerstol i festsalen. Det er den talerstol man kan se i Niels Malmros' film, Kærestesorger fordi Katedralskolen blev brugt som kulisse, da den tilsvarende skole i Århus var blevet for moderniseret.
Da BAF trådte op på talerstolen ville elevernes begejstring ingen ende tage. Han løftede hænderne til en slags velsignelse og sagde så 'Tak for den fortjente hyldest!'
De skæve eksistenser var dog på vej ud af systemet. Kammeraterne fik jeg ikke noget personligt forhold til, men det var min egen skyld. Jeg var ved at blive ret nørdet, og den tilstand varede hele min ungdom.
Da vi så blev studenter i 1968 kunne man tro jeg var med på barrikaderne og nød oprørstrangen og den seksuelle frigørelse. Senere kendte kulturpersonligheder fyrede en fed på universitetets trappe og rektor på Københavns Universitet valgte den bløde linje og lod tilmed en talsmand for de oprørerske studenter komme op på talerstolen og give sin mening til kende. Et fakultet blev besat og det var vel det hele. Studenterne fik plads i bestemmende bestyrelser uden videre sværdslag. Det var ikke alle steder det skete så let. Under oprørsbølgen som bredte sig over hele Europa kom det andre steder til voldelige konfrontationer og i Frankrig var der studenter der omkom.
Min ansøgning om optagelse på ingeniørakademiet i Aalborg blev imødekommet og jeg fik et værelse i Nørre Sundby. Jeg cyklede hver dag over Limfjordsbroen men en aften blev jeg snuppet. Jeg holdt ved ellevetiden og ventede på rødt lys, så jeg kunne køre ud på broen. Der var ingen medtrafikanter at se til nogen af siderne, så jeg ignorerede det røde lys og kørte frem.
Midt ude på broen blev jeg indhentet af en cyklist. Det var en betjent på vej hjem, der havde set mig ignorere lyskurven. Den slags kunne han naturligvis ikke lade gå upåtalt hen, så jeg fik en bøde som jeg med ærgrelse måtte betale. Man skal holde færdselsreglerne. Siden er jeg aldrig kørt over for rødt lys uanset mangel på medtrafikanter. Det kunne jo være en nidkær betjent på cykel så det.
Selve studiet viste sig ikke at være noget for mig. Det var simpelthen for tørt og uvedkommende. Jeg havde vel også mest valgt det fordi jeg havde et par morbrødre, der var blevet bygningsingeniører, men det var sket som en overbygning på en håndværksmæssig uddannelse og teknikumingeniør var heller ikke så fint som en rigtig akademiingeniørtitel.
Mine forældre ville være blevet stolte, hvis jeg var blevet ingeniør. Man skulle jo huske på, at de aldrig havde fået den slags chancer og at man nu på det nærmeste var tvunget til at leve op til den forpligtelse der lå i at kunne foretage et spring opefter i samfundets sociale lag, som de med møje og arbejdsomhed havde åbnet for os. Jeg fandt mig vel også inden længe en pålidelig pige, så jeg kunne falde til ro og belave mig på en normal tilværelse med et borgerligt job og tilhørende indtægt.
Nu kunne man tro jeg havde opsparet et behov for at skeje ud efter den indesneede opvækst og slog til Søren i Jomfru Ane Gade som andre studerende, men det havde jeg ikke. Den slags var desuden penge ud af vinduet, og jeg var påholdende. Efterfølgende kan jeg dog se, at jeg tillod mig noget nyt. Størstedelen af min samling af biografbilletter stammer fra Aalborg. Jeg har skrevet bag på hver af dem, hvilke film jeg har set, og jeg må vel have været i biografen et par gange om ugen. Jeg har også nogle filmprogrammer som dokumentation. Mit lille sort-hvide Philips TV behøvede lidt supplement.
Det var først i løbet af det kommende årti at udbuddet af TV kanaler blev forøget og videobånd blev en realitet. Indtil da var det mest bøger man måtte ty til, hvis man skulle fornøje sig, eller som i mit tilfælde tegneserier.
Efter nogle år hvor jeg koncentrerede mig om at få min realeksamen var der imidlertid sket noget. I 1966 var der begyndt at udkomme et ugeblad, Fart og Tempo. Det var en øjenåbner.
Pludselig opdagede jeg, at spændende tegneserier kunne være noget andet end dem der kom fra USA. Ugebladet hentede sit materiale fra bladet Tintin i Belgien og Pilote i Frankrig. Første nummer havde en beslutsom racerkører på omslaget, men der var også en pilot og en kvik ung detektiv. Desuden var der humoristiske serier som Asterix og Tintin.
Selv om det var andre titler jeg kom til at foretrække var det præsentationen som slog mig. Indholdet var detaljeret tegnet og i kønne afstemte kulører trykt i dybtryksrotation. Det var noget andet end de andre billigt trykte tegneseriehæfter på markedet.
Jeg og Ingo læste bladet hver uge, og da der kom til at dukke tegnere op som Hermann, Giraud og Vance op på siderne blev jeg lokket til at prøve kræfter med mediet igen men nu var det med forsøg i spændingsgenren i form af en daglig spændingsstribe, der kom til at hedde Zenit. Hovedpersonen lignede i starten Steve McQueen.
Jeg var også inspireret af et nyt tilskud på dagbladsfronten. Jeg var benovet over de flotte billeder i en engelsk serie, der hed Sporhundene. Jeg var imponeret over de overraskende perspektiver John Burns fik lagt ind i sine billeder.
Jeg gjorde mig megen umage med at forbedre min realistiske stil, og i 1972 fik jeg faktisk et par episoder trykt i Morgenavisen Jyllands-Posten. Betalingen var imidlertid symbolsk. Jeg fik kun det samme som avisen havde betalt for Al Williamsons Agent Corrigan, og det var vist 25 kroner pr stribe.
Et par dage efter min debut kom Willy Falkman fra Bulls pressetjeneste og bankede på. Han ville gerne tilbyde mig at distribuere serien, og det gik jeg med til. Jeg afslog dog at give Bulls option på alt hvad jeg måtte skabe af serier i fremtiden.
Jeg ved ikke hvad han tænkte. Måske bare, at hvis han ikke prøvede at fange mig med en underskrift, ville jeg falde i hænderne på konkurrenten Pib, Pressens Illustrations Bureau.
Pib distribuerede en del danske serier, men det var humorserier, der kunne grifles ned i en håndevending. Mine originaler var som to A4 ark i forlængelse af hinanden, omtrent som Steve Canyon, og bare det at komme over det areal med layout, skitser og tuschning var en dags arbejde. Jeg kunne i så fald ikke lave andet, men for en verdenssucces var det vel i orden.
Succesen udeblev dog. Jeg er ikke i tvivl om, at Falkman havde Zenit med, når han rejste rundt, men allerede på det tidspunkt var interessen for fortsatte serier i aviserne dalende. Jyllands-Posten havde faktisk tænkt sig at opsige Agent Corrigan under alle omstændigheder, og så kom jeg blot ind som en afsluttende rosin i pølseenden. Noget lignende gælder andre projekter jeg blev involveret i, men det vender jeg tilbage til.
I 1969 startede jeg på Skive Seminarium. Jeg gennemførte pligtskyldigt uddannelsen uden jeg dog kunne se mig ved et kateder belærende en hel klasse om alt muligt. Man talte om det job som en gerning. Lige som lægegerningen og præstegerningen. Man taler også om et kald hvad angår de erhverv.
Det der med kald og gerning kunne jeg nu ikke svinge mig op til. Det var en uddannelse jeg brugte tid på fordi jeg ikke havde noget andet jeg kunne tænke mig, der var en fremtid i. Det der med at tegne noget spændende var jo en brødløs beskæftigelse som man ikke kunne bygge noget på. Jo før jeg besindede mig og faldt til patten jo bedre.
Til mine forældres ros må jeg dog sige, at jeg ikke følte noget påtryk i nogen retning. Min pligtopfyldenhed fungerede helt af egen drift. Der er trods alt en fordel ved at vokse op i en familie hvor man ikke snakker om noget som helst. Jeg blev ladt i fred i mit akvarium af formålsløs eskapisme. Ikke ulig nevøernes glæde ved at lege med modeltog, der var tåbelig men alligevel kunne redde Joakims penge eller passagererne i to modsatrettede tog, der støder sammen og kun undgår katastrofe hvis nogen kan udregne hvor det sker og Joakim så kan kaste en masse springmadrasser ned på skinnerne på det helt rigtige sted.
Jeg manglede stadig den oplevelse, hvor jeg er lige ved at opgive ævred og nogen så alligevel inviterer mig til æresmiddag på Hotel Snobbenborg.
I min seminarietid rejste jeg fra Viborg til Skive hver dag og banen går gennem Stoholm. Jeg kan ikke lige huske hvordan og hvorledes, men jeg kom til at træffe en tidligere lærer i Stoholm, Aage Søe Knudsen, der nu drev et lille trykkeri. Af fagforeningsmæssige grunde måtte han ikke kalde sig trykker, så han nøjedes med at kalde sig reprograf.
Det fine var, at han var i stand til at trykke små oplag i offset til en rimelig pris. Det maksimale format var B4, hvilket svarer til et standard tegneseriehæfte. Det var vi nogle stykker, der blev glade for.
Det var også i slutningen af tresserne at jeg fik kontakt med Tegneserieklubben Asterix og Det lille Forlag. De holdt til i kælderen i et parcelhus i Herlev, hvor Carsten Søndergaard var en fyr, der gerne ville udgive noget.
Jeg var en af de første medlemmer af klubben, og jeg ville også gerne have noget trykt. Jeg bidrog med tegninger og artikler, hvilket ikke var helt let i starten, for tingene blev mangfoldiggjort på en spritduplikator. At tegne anstændige motiver på en spritmaster er svært, skal jeg hilse og sige.
Heldigvis gik der dog ikke længe før der skete et skifte til sværteduplikering, der så lidt flottere ud. Men så kom overgangen til offsettryk, som Aage Søe Knudsen var behjælpelig med. Jeg har stadig nogle absolut præsentable hæfter af Serie Nyt stående, hvis jeg kommer det rette sted i mit arkiv. Der var skam tilmed mulighed for staffagefarver.
Selv benyttede jeg Aage til at give liv til et magasin med tegneserier, og ikke kun mine egne. Det hed Sejd udkom med tretten numre op gennem halvfjerdserne og der var åbenbart en åbning for sådan et magasin. I det blad bragte jeg en tegneserieudgave af romanen Marie Grubbe. Jeg var en overgang meget optaget af J P Jacobsen. Jeg var dog ikke den eneste, der fik den idé at trykke egne hæfter. I samme periode kom der andre af den slags udgivelser, både her og i udlandet.
Opmærksomheden omkring tegneseriemediet var øget. Opgøret med finkulturen, hvor nogle pampere stod for kommunikationen nedefter i systemet og sad på posterne som redaktører på forlagene og meningsdannere i blade og tidsskrifter var ved at blive udhulet.
Tegneseriefans var begyndt at markere sig, både her og i udlandet. Blandt bibliotekarer sørgede nogle ildsjæle for, at der kom tegneseriealbum på bibliotekerne.
På et tidspunkt i slutningen af tresserne lykkedes det en fan i USA at få opsporet adressen på Carl Barks, så han sendte ham et fanbrev. Barks blev forvirret. Han var sikker på, at der var nogen, der gjorde grin med ham. En practical joke. Men det var ikke tilfældet.
I alle årene havde Western Publishing tilbageholdt alle fanbreve sendt til Barks gennem redaktionen. Det var nok en rimelig strategi, mente de. Hvis Barks fik at vide, at en masse læsere påskønnede hans serier, ville han måske få storhedsvanvid og kræve mere i honorar. Den slags var bedst at undgå. Så Barks arbejdede hele sit liv i anonymitet uden at få nogen tilbagemelding fra sine læsere. Adspurgt om, hvad der havde været hans ambition gennem alle årene sagde han beskedent 'I just wanted to give the kids their 10 cents worth'. Og det gjorde han unægtelig til overmål.
Jeg var begyndt at orientere mig i, hvad der kom af magasiner om tegneserier i udlandet. Et tidligt udspil hed Cartoonist Profiles, hvor der var interviews med amerikanske tegneserieskabere. I Frankrig var der et smukt magasin trykt på glittet papir som hed Phenix. Snart kom der flere af den slags. Comic Art, Vacation in Duckburg og The Barks Collector var andre, som specielt dyrkede Barks.
Det var da jeg skaffede mig et ligeledes lækkert trykt amerikansk tidsskrift, der hed Funnyworld, at jeg blev ekstra begejstret. Her aftrykte en fyr der hed Mike Barrier i hvert nummer artikler om tegnefilm samt afsnit af sit Barks indeks, hvor han identificerede hvad Barks havde lavet i årenes løb. Det var virkelig stort. Jeg besluttede at mit eget planlagte blad Carl Barks & Co skulle være noget lignende. Jeg måtte dog lige have de sidste kapitler af indekset først, inden jeg kunne oversætte det i sin helhed.
I efteråret 1973 blev der afholdt en tegneseriefestival i København. Mon ikke det var den, der fandt sted i Huset i Magstræde? Der mødtes en masse mennesker, som var interesseret i tegneserier og jeg tror også nogle tegneserieskabere udstillede. Der var foredrag og paneldiskussioner, og hvis jeg husker rigtigt var det også ved den lejlighed at Dan Turell optrådte med sit underholdende causeri 'Hver tirsdag'.
I løbet at få år var der opstået en interessegruppe omkring tegneseriemediet, og tegneseriebutikker og antikvariater skød op. Man følte sig ikke længere alene. Nok blev man betragtet som en nørd, men i det mindste var vi blevet en del af slagsen.
Inden det blev til virkelighed at jeg blev nødt til at søge ansættelse som folkeskolelærer var der heldigvis sket noget vigtigt for mig. Jeg havde fået kontakt med svenske tegneserieinteresserede i en klub, der kaldte sig Seriefrämjandet. Et af medlemmerne var ansat som tegneserieredaktør på et forlag, der hed Semic Press. Det forlag stod som udgiver af en mængde tegneserieblade hver måned, næsten alle i sort-hvid.
Bladene udmærkede sig ved, at de henvendte sig til et publikum der var ældre end konkurrenternes, som hovedsagelig var Williams, det tidligere IK – Illustrerede Klassikere. Williams hentede sit materiale fra amerikanske seriehæfter produceret direkte til børn.
Semic gjorde derimod det, at de ombrød amerikanske avisserier til brug i hæfterne. Det betød, at der skulle redigeres en hel del, for formatet passede ikke umiddelbart, men det kunne der rådes bod på ved at klippe og klistre, og just det var de drevne i.
Avisserier var beregnet på en voksen læserskare, så dermed havde de appeal til større børn. Der var dog også en del af indholdet som kom fra engelske bladforlag, og det var produceret til et børnepublikum.
Jeg skrev til Janne Lundstrøm og vedlagde kopier af min egen spændingsserie, Zenit. Det imponerede ham. Måske ikke så meget den professionelle standard som det faktum at jeg indædt havde ambition om at gøre mig gældende i den genre. Det fortjente påskønnelse.
Han gik til sin redaktør, Börje Nilsson, som faktisk selv havde tegnet børnetegneserier på et tidspunkt, nemlig Pelle Svanslös. Så han var i nogen grad bidt af den samme bacille. Han forbarmede sig over mig, og jeg fik et brev i slutningen af 1973 om at de gerne ville bruge mig på deres tegnestue på redaktionen i Sundbyberg nær Stockholm. Det blev et vendepunkt for mig.
tilbage |