DE HÆNGTES REVOLUTION

HANS OVESEN

Hans Ovesen blev født i 1943. Han er uddannet som byplanarkitekt og har været beskæftiger som videnskabelig assistent på Institut for by- og landskabsplanlægning på Kunstakademiets arkitektskole i København.

I 1979 debuterede han som tegneserietegner med albummet Superlimen, en venstredrejet parodi på trivielle børnekrimier. Dette album blev i 1980 fulgt af De hængtes revolution, som byggede på B. Travens roman med samme titel. Her bruges tegneserien som politisk redskab inden for rammerne af den historiske spændingsgenre.

Handlingen foregår omkring århundredskiftet og fortæller om en gruppe mexicanske daglejeres oprør mod deres rige undertrykkere. Tegningernes sort-hvide grafik har mindelser om Hugo Pratt.

Først i 1991 udkom Hans Ovesens næste tegneseriealbum, den velfortalte politiske thriller Mord for Ord. Også her beskæftiger Ovesen sig med denne verdens undertrykte folkeslag – med velnærede og velbjergede kapitalister og deres håndlangere i skurkerollerne. Hovedpersonen er en nysgerrig bibliotekar, der har en del fællestræk med Moebius' detektiv John Difool, ligesom Ovesens velstrukturerede tegninger og tegneserieforløb har lært ikke så lidt af Moebius. I 1993 forelå seriens andet album Lejemorderens ansigt, der lige som første album er holdt i film noir stil.