BRECCIA
I mit arbejde i halvfjerdserne med at afprøve mulighederne for at finde en bæredygtig personlig stil til en realistisk serie havde jeg antennerne ude, og jeg orienterede mig rundt omkring hos bladhandlere og marskandisere, hvor der altid var et righoldigt udvalg af serier af enhver art.
Det foreliggende eksempel syntes jeg hævede sig over gennemsnittet, så jeg erhvervede mig det i den lokale marskandisers kælderlokale for kr. 1,75, og det syntes jeg var et godt køb, skønt midlerne var små på den tid.
Senere fandt jeg ud af, at pocketbogen var tegnet af Alberto Breccia, der blev noget af et koryfæ på den spansktalende seriehimmel. Han stammer fra Sydamerika og er måske i Danmark bedst kendt for sine senere albumserier med Perramus og Mort Cinder. Ofte arbejdede han sammen med manuskriptforfatteren Hector Oesterheld.
Disse serier er i det visuelle ganske stiliserede og eksperimenterende, selv om man stadig kan se han kommer fra en skole, hvor han har lært det realistiske udtryk fra grunden. Det var da også den mere jordnære og lettere aflæselige stilvariant, der sikrede ham smør på brødet i hans ungdom.
Det herværende eksempel er sådan et stykke rugbrødsarbejde lavet for det engelske forlag Fleetway under et toårigt ophold i Europa i begyndelsen af tresserne. I mine øjne er det mindst lige så attraktivt at se grafikken her som de mere ekstreme stileksperimenter, han blev mere kendt for senere.
Så forbered jer på en klichefyldt agenthistorie fra dengang der var agenter til, videregivet i en sorthvid stil, som giver de fleste kolleger baghjul…